lørdag den 8. oktober 2016

Hvori jeg tilsyneladende har fået en sheltered akademisk opdragelse

Jeg har oplevet det mere end én gang. Den vantro hyperventilering, som om de er ved at dø. Som om jeg lige havde fortalt at jeg var øksemorder. Når jeg nu bare sagde jeg aldrig har set Bloodsport.

Bagefter følger truslerne.

"Jeg er ikke sikker på vi kan være venner, så."

"Jeg ved ikke om jeg vil giftes med dig alligevel."

"Jeg binder dig til sofaen, og tvinger dig."

Sidstnævnte ville jeg under andre omstændigheder ikke opponere imod, men når det gælder voldsforherligende film fra 80erne er jeg knap så ivrig.

Efterhånden er det blevet principielt. Det er jo en slippery slide lige lukt ned i den absurde sump af kulturelle referencer jeg ikke forstår der er 80erne. Før jeg ved af det sidder jeg og ser Airplane sammen med tre 40(+/-)-årige, der ikke forstår hvorfor jeg ikke griner. Jeg forstår til gengæld ikke hvorfor de gør.

Jeg skal blive bedre til at omgås mennesker på min egen alder.



PS. Fylder jo faktisk 30 lige om et sekund. Måske jeg ligefrem skulle begynde at score nedad?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Vidste du, at kommentarfelter dør, hvis ingen skriver i dem? True story.