onsdag den 22. januar 2014

Hvori jeg (heldigvis/desværre) er færdig med at amme

Det er lige gået op for mig, at Barnet Der Aldrig Er Syg begyndte at blive syg præcis (præcis!) da vi droppede natamningen, og dermed sløjfede det sidste reelle ammemåltid. Siden har hun været syg nærmest uafbrudt, og har nok haft omkring ti gange så mange sygedage de sidste seks uger som hun havde hele det første år.

Coincidence? I think not.

Overvejer næsten at begynde at amme igen. Næsten.

fredag den 17. januar 2014

Hvori alle er syge (igen)

December var ret meget Måneden fra Helvede, med et lækkert mix af sygdom, afbrudt nattesøvn, julestress og surhed, og jeg var oprigtigt glad da den var overstået. Nul flere planer og udsigt til en ekstra lang friuge til Manden (noget med at de ikke må bruge ferie i julen, fordi arbejdsplanen så bare aldrig går op, og han derfor byttede nogle vagter så han havde fri juleaften, men fordi de ikke må arbejde mere end syv dage i træk blev han nødt til at lægge feriedagene i den anden ende i stedet #velkommenidetoffentlige). Nåmn, så startede Manden da lige omtalte ferie med at lægge sig syg, og derefter smitte mig og så var jeg syg, og så havde vi én dag til at være raske og voksne sammen mens Barnet var i vuggestue, inden det var Frifredag og lang weekend, fordi vi er sådan nogle skide hippie-overskudsforældre, der insisterer insisterede på at Gryntegrisen kun skal være i institution fire dage i ugen, og så...SÅ blev Gryntegrisen syg. Med feber. Så hun var hjemme mandag og tirsdag (hvor hun set i bakspejlet så meget skulle have været afsted) og så var hun fi.nal.ly i vuggestue onsdag, på trods af, at det normalt ville være den ugentlige fridag, men det var der slet ikke nogen der orkede, så hun kom afsted og alle havde en fest (og med "fest" mener jeg at de voksne splattede totalt ud i sofaen og så James Bond og åd slik). Og ved I hvad der så skete i går, hvar, hvar? Kan I gætte det? Rigtigt. Vuggestuen ringede en time (!) efter jeg havde afleveret. Suk.

Vuggestue Voksen: "Gryntegrisen har fået det der hånd-, fod- og mundsyge, så du skal ringe til lægen og komme og hente hende"
Mig: "(suk) Ok, jeg kan være der om en times tid..."
VV (lettere bebrejdende): "Ikke før!?"

Jeg tog selvfølgelig min smilende telefonstemme på og lovede hende, at jeg nok skulle komme så hurtigt jeg kunne, men det jeg i virkeligheden havde lyst til at sige var "Undskyld mig, men er du sød at tale pænt? Selvfølgelig kommer jeg snarest og afhenter mit barn, men der kan være mange ganske gode, gyldige og helt plausible grunde til jeg ikke står ude i vuggestuen om fem minutter. Ikke at det egentlig kommer dig ved, men disse grunde kunne være, men er ikke begrænset til;
  • Jeg er ude at løbe/gå/cykle og er derfor en times transport væk
  • Jeg er taget ind til Odense og kan ikke komme tilbage hurtigere end den offentlige trafik tillader
  • Jeg er på arbejde, og er nødt til at afslutte nogle opgaver inden jeg kan tage afsted
  • Jeg havde andre aftaler, som jeg først skal ringe og aflyse
  • Jeg er lige i bad
  • Jeg står omme i Føtex med favnen fuld af letfordærvelige varer som jeg lige går hjem og stiller i køleskabet først"

Den virkelige grund var jeg lige havde brug for noget mad og en kop varm te, og ti minutter til at sunde mig og finde Overskudsmor frem, inden jeg tog mit våde overtøj på igen, for at hente Barnet til den sjette (!) hjemmedag på en uge. Og forstå mig nu ret. Selvfølgelig smider jeg hvad jeg har i hænderne, hvadenten det er varm te, den store lottogevinst eller to originale Ming-vaser, hvis det er alvorligt og/eller akut. Selvfølgelig. Men. "Dit barn har måske (måske!, red.) fået en ganske ufarlig sygdom, men virker ellers rask og glad," får mig altså ikke til at spurte igennem vind og blæst på tom mave. Sorry. Høj feber, opkast, skadestue eller helt utrøstelig gråd, så er jeg der selv-fucking-følgelig på 10 minutter (med mindre jeg er inde i Odense og skal have det til at passe med den !/!&#&/# offentlige trafik, men i så fald ringede jeg nok til Manden og bad ham stå op og spurte igennem regnen i nattøj på tom mave).

Men som sagt smilede jeg bare ned i telefonen og ringede så ned til lægen, som er verdens bedste lægehus, der altid (som i altid) har en akuttid hvis der drejer sig om ens barn.

Mig: "Hej, jeg ringer fordi min datters vuggestue lige har ringet og sagt hun har hånd-, fod- og mundsyge..."
Sekretæren (tørt): "...mener de..."
Mig: "*fnis* Ja. Men de bad mig i hvert fald om at få en tid nede hos jer"
Sekretæren (fuldstændig forstående): "Ja... kan I være her 12.10?"

Da jeg kom ud i vuggestuen var Gryntegrisens kontakt-pædagog der, og hun var meget mere "der er ikke noget der haster"-agtig, og min mistanke om at VV ikke kan lide mig blev forstærket. Da jeg nævnte det for Manden senere, sagde han at det ikke bare var mig, og hans teori er at hun bare ikke kan lide forældre. Ha. Nå. Sidespring. Det viste sig at 12.10 var Verdens Dårligste Tidspunkt til en lægeaftale, for Gryntegrisen holdt sig ikke vågen og fik derfor kun 35 minutters middagslur (og nægtede selvfølgelig pure at sove mere efter vi kom hjem). Og det føltes som spild af tid med den lægeaftale, for lægen konstaterede jo bare, at, ja, det er hånd-, fod- og mundsyge, det er der ikke noget at gøre ved, men det er ikke farligt og så længe hun ikke har feber må hun gerne komme i institution.

Så... jeg ringede til vuggestuen og sagde "Hun kommer i morgen, for hun har det fint og lægen sagde ok", men det fik åbenbart systemet til at bryde helt sammen, for nogle af de andre børns læger havde sagt de skule blive hjemme. Så jeg ringede ned til lægen igen for at dobbelttjekke (come.nu.on.altså, det er en fuldstændig almindelig og ufarlig børnesygdom vi snakker om), og den søde (og opgivende, men meget forstående) sekretær henviste til sundhed.dk, hvor der (surprise!) står at barnet må komme i institution når bare der ikke er feber. Jeg afleverede Barnet i vuggestue i dag.

Jeg ved ikke om det bare er mig der er mærkelig? Jeg er godt klar over at jeg er ualmindelig lidt pylret når det drejer sig om sygdom, og jeg har et barn, der aldrig har været sådan rigtigt syg, så vi blev bekymrede. Men er det mig der er urimelig når jeg tænker at det virker fuldstændig åndssvagt at insistere på at børnene skal holdes hjemme (selvom de er glade og sygdommen ikke generer), når det drejer sig om en sygdom der 1. er helt ufarlig, 2. alligevel har smittet inden udbrud, 3. langt de fleste børn skal igennem. Er det bare mig der er træls og smittegruppe-agtig hippiemor, der tænker at det da er nemmest hvis de bare alle sammen savler på hinanden, så vi kan få en uundgåelig omgang sygdom overstået med det samme?

Nå, det blev vist lidt langt og ligegyldigt. Rundstyk. Men jeg kunne rent faktisk godt tænke mig jeres indspark.

tirsdag den 14. januar 2014

Hvori jeg har fået endegyldigt nok

Jeg har muligvis tidligere nævnt at jeg ikke kom så fandens godt overens med det der universitet. At det var for hårdt og for dumt og helt urimeligt bureaukratisk hvis man ikke lige kunne tage det hele efter bogen. Umiddelbart før Gryntegrisens termin fik jeg fx en mail om at jeg ville blive udmeldt, på trods af jeg faktisk havde søgt dispensation (inkl. vedlagt og godkendt plan for studieforløb) - det var "bare" en fejl, så jeg forblev indskrevet hele min barsel og derfor kunne være ligeglad et helt år. Så fik jeg så en mail mere, for et par måneder siden, hvori jeg igen fik at vide jeg ville blive udmeldt (igen på trods af føromtalte godkendte studieplan, der tydeligt siger at jeg tidligst ville kunne bestå de relevante eksamener i juni i år). Jeg tog ikke diskussionen den her gang, men har nu selv meldt mig ud. Beslutningen har været taget længe, meget længe, men alligevel tog det lang tid at samle mod til at gøre det officielt og for alvor.

Men nu er det gjort.

Min umiddelbare reaktion da jeg begyndte at indse, at jeg måske nok ville blive nødt til at droppe studiet var, at jeg var en taber. At jeg var slået fejl, igen, ligesom jeg altid gør. At jeg var dum og dårlig og utilstrækkelig. Hele mit liv har jeg fået tudet ørerne fulde af, at jeg var klog og dygtig, at det var spild af talent ikke at bruge det til noget... og når det hele ens liv har været en selvfølge at man kan noget, så er det også en selvfølge at der er noget galt med en, at man ikke prøver nok, når det så slår fejl. Selv nu, hvor jeg godt ved det ikke kommer an på en skid andet end hvad der gør en lykkelig, så har jeg svært ved at vende den om. Jeg har stadig svært ved at klappe mig selv på skulderen og sige "Fandeme i orden gjort, at du endelig tager ansvar for dit (arbejds)liv" For det er jo det jeg gør. Tager ansvar.

Nu, når nogen spørger mig hvad jeg lavet, svarer jeg, at jeg er ved at starte (har startet - gisp!) min egen lille virksomhed. Og det føles rigtigt. Det føles som mit arbejde. Der er ikke noget væven og bæh og buh og hvad-skal-du-så-lave-bagefter. Jeg føler mig ikke som en nasserøv, der får penge for at lave ingenting. Faktisk får jeg jo slet ikke nogen penge længere, hvis ikke der kommer nogen kunder i biksen. Og i så fald bliver jeg nok nødt til at melde mig på kontanthjælpskontoret om et halvt års tid for at få ydmygende få penge for at sidde på et ydmygende og ligegyldigt kursus 37 timer i ugen. Såæh... hvis du lige kender nogen der skal have transskriberet noget virkelig billigt, så siger du lige til, ing?

Lige nu er det jeg ønsker mig allermest, at det kommer til at gå med den biks. Eller. Næstmest. Det jeg ønsker mig allermest er at vinde i lotto. Er stadig ikke helt sikker på hvilket ønske der er mest urealistisk.

fredag den 3. januar 2014

Med hilsen fra mit teenage jeg

Ok, jeg undskylder på forhånd det her indlæg, men jeg bliver altså nødt til at forsøge at sælge jer noget Celine Dion. Og nu ved jeg godt der sidder nogen som med det samme forlader indlægget, men altså... jeg forstår jeg godt, haters. Det gør jeg. Jeg forstår godt at bl.a. Julie skriger "SLÅ MIG IHJEL NU!" hvis nogen tvinger hende til at høre Celine Dion (undskyld, Julie, hvis jeg ikke har citeret dig helt korrekt, men er det ikke noget i den stil?) Jeg forstår det i hvert fald godt hvis bedømmelsesgrundlaget er den her: (lad være med at trykke play, hvis du kan lide dine ører - hør som max 5 sekunder, det er rigeligt til at give et indtryk af hele sangen)



Nå, men min pointe er at det langt fra alt sammen er sjælløs, amerikaniseret pop. Og som en der har brugt en ret stor del af livet (læs: samtlige teenageår) på Celine Dion bliver jeg simpelthen nødt til at nuancere billedet lidt. Ikke fordi du skal elske Celine Dion, men måske bare for at du skal hate lidt mindre. Hvis ikke direkte på hende, så i hvert fald hate lidt mindre på nogle af de sangskrivere der står bag.

Jeg har valgt den her til jer. Fordi jeg synes den er hjerteskærende smuk og jeg hyler hver gang jeg hører den. Ja, så banal er jeg.



Det var virkelig svært at vælge, for der er fx også den her og den her, som jeg også elsker.

Anyway, hvis der skulle sidde en enkelt som hater lidt mindre derude, som måske havde fået mod på et helt album så få fat i "S'il suffisait d'aimer" som er så smukt og gennemført og sjælfyldt et album (skrevet af den fabelagtige Jean-Jacques Goldman, der fx også har skrevet Aicha)

torsdag den 2. januar 2014

Obligatorisk 2013-liste

Sidste år slap jeg lidt nemt om ved den der nytårsliste, men i år får den hele armen (læs: jeg copy-paster skabelonen fra 2011-listen)

2013 i tal
  • Børn: 2
  • Mand: 1
  • Fødsler: 1 - heldigvis ikke min, men Prinsessens
  • Anfald af "Jeg drikker aldrig mere": 0 (heldigvis/desværre har jeg ammet hele året)
  • Bryllupper: 0
  • Begravelser: 0 1, faktisk. Så tidligt på året jeg havde glemt det.

And the winner is...
  • Bedste fest: Gryntegrisens navnefest
  • Bedste mad: Pulled pork burger fra den lokale grillerill
  • Bedste ferie: Ferie? Bwahahahaha. Nåmmen, vi var da en tur på Fanø...

Koncerter
  • Bryan Adams

Film i biffen
  • Hunger Games part deux
  • ...er sikker på vi har været mere i biffen... har vi ikke?

Set i tv
  • Netflix
  • Netflix
  • Netflix
  • Broen
  • Virkelig mange serier på Netflix

I 2014 må der gerne være mere
  • Søvn
  • Lego
  • Arbejde
  • Søvn
  • Madplan
  • Søvn
  • Vægttab
  • Rent
  • Tid
  • Søvn

Kan godt komme igennem 2014 uden
  • Dansk Folkeparti
  • Børn der vågner om natten
  • Reklamer fra Elgiganten
  • Leopardprint
  • Movember

Nytårsforsætter
  • "I 2012 2014 skal alting være meget bedre" - citat Manden
  • Tabe de resterende 12,5kg (14kg hvis jeg er ærlig her ovenpå julesulet)
  • Gennemføre halvmarathon (må være sindssyg)
  • Skrive fem blogindlæg i ugen. Mindst.
  • Spise aftensmad som civiliserede mennesker
  • Tjene nogle penge
  • Være mindre obnoxious bedrevidende (kommer ikke til at ske så længe der stadig er folk der siger "nytårsforTsæt", for det er jo ikke noget man fortsætter med, vel, men noget man sætter sig for)
  • Lære at rydde op og holde rent, som en rigtig voksen
  • Lære at cykle igen. Eller, jeg kan jo godt cykle, ing, men jeg bryder mig ikke om det, fordi det er længe siden. MEN jeg cyklede faktisk hjem efter at have afleveret Barnet i vuggestue i dag, så yay mig.
  • Finde ud af at skelne mellem arbejde og fri
  • Have det ok med at tage mit arbejde seriøst, selvom det ikke er "rigtigt" arbejde
  • Holde op med at sige at det jeg laver ikke er "rigtigt" arbejde
  • Sove hele natten, hver nat. Tak.

Årets ubestridte højdepunkt
  • Der var mange højdepunkter. Rigtig, rigtig mange. Alle sammen i stil med "Dengang Gryntegrisen slog en prut"
  • Men hvis jeg skal vælge... ej, men det kan jeg ikke

Ting Gryntegrisen lærte til jul
  • At sige "Øøøøøøj" når hun åbner pakker (eller ser noget pænt. Eller får et stort æble. Eller katten kommer)
  • At gå. Hun ræser rundt med gå-vognen og har siden jul også kunnet tage 3-4 skridt uden støtte
  • Konceptet "danse om juletræ". Hun var helt opløst af grin juleaften, så sjovt var det
  • På loftet sidder nissen er DEN BEDSTE julesang. Punktum.
  • At have fem tænder. Ok, måske ikke noget hun lærte, men fortænderne i overmunden brød igennem

Ting Gryntegrisen lærte til nytår
  • At man ikke behøver vågne om natten og skrige på mælk (amen og halleluja)

2013 på bundlinien
Rimeligt intenst år. Med fucked up tidsfornemmelse. Det første halve år var langt (og længe siden) det sidste halve år forsvandt mellem fingrene på mig mens jeg stod og tænkte "ahmmen, det når jeg nok i morgen" (det gjorde jeg ikke, red.) Det var alt sammen helt i orden, men det er også fint det er slut nu. Må 2014 blive året hvor min nattesøvn vender tilbage og hvor der ikke er valg. Orker simpelthen ikke mere hverken valgkamp eller søvnunderskud.