Hvori jeg virkelig øver mig

Kender I det, at man egentlig var i god tid med alting og så lige pludselig står der sådan en fredag og siger: "Hej, det er mig der er d.19. december - øj, det var ellers lidt af en todo-liste du har der, hva?"

Nå. Men min undskyldning er at jeg har sovet dårligt og været til møder. Eller. Faktisk har der ikke været ret mange møder, men et af dem var sådan et officielt et, i et udvalg, som jeg faktisk er politisk udpeget til at sidde i, og den slags gør mig altid nervøs, selvom det er et overkommeligt udvalg med kun en enkelt, overkommelig opgave. Så mentalt har alle dage op til den 18. december været mentalt blokeret af det møde, og lige så snart jeg kom hjem sagde det .•*¨*•PLING•*¨*•. og så var der juleferiestemning. Fårk, hvor ville jeg gerne være bedre til at lade ting i fremtiden blive i fremtiden og ikke bekymre mig før de var nutid.

Det var egentlig meningen at vi alle sammen (eller, i hvert fald mig og Grynten, for Manden arbejder) skulle en tur til Udkantsdanmark på julevisit, inden vi tager til Jylland og holder resten af julen. Det passede jo så glimrende, for Kaye og Jyden skulle også til Udkantsdanmark på julevisit, inden de taget til Jylland, og de har jo en bil, som vi alle sammen kan være i når Manden ikke skal med og så burde den ged jo egentlig være barberet.

Men. Så skrev Kaye i går formiddags, at de regnede med en overnatning, og så kunne jeg ikke lige få øje på hvornår det så lige var jeg skulle nå at pakke og gøre rent og finde nogen til at passe katten og pakke de(n) sidste gave(r) ind og rydde ud i køleskabet så vi ikke bliver mødt af et mugmonster når vi kommer hjem (fordi vi jo alle sammen godt ved at ting bliver for gamle med 10x hastighed når man forlader byen).

Så jeg spurgte om ikke de kunne nøjes med at tage Grynten med, og så kunne jeg gå i selvsving imens, og så kunne Farfar køre Barnet til toget, hvor en af os (læs: Manden) kunne afhente. For Gryntegrisen har været lidt morsyg (og farsyg) og pylret på det sidste, fordi der vist nok sker crazy meget inden i hendes lille toårige hoved, og så ville det nok være liiiiige rigeligt med en overnatning (og dårlige middagslure) i weekenden, når man nu skal op og med toget mandag morgen.

Og så var det, at jeg kom i tanke om, at jeg måske lige skulle tage en dyb indånding og skille tingene ad og huske hvem der var den voksne. Altså, det kom jeg i tanke om efter Barnet var taget afsted og jeg havde fået en kop te og et overblik.

Det er jo ikke Gryntegrisen, der har bestemt vi skal med toget mandag morgen. Det har jeg bestemt. Fordi det passer så glimrende med at det også er der Es og Prinsebassen skal mod Jylland og så kunne vi føl's. Og så kunne jeg ikke overskue at nogen skulle overnatte i Udkantsdanmark, fordi det bare ikke er nok med kun en halv fridag til at restituere bagefter. Men i virkeligheden ville det jo være synd for Gryntegrisen, hvis hun skulle gå glip af en hyggelig weekend hos Farmor og Farfar sammen med Niecen, alene fordi jeg ikke vil risikere at skulle køre i tog med et træt og surt barn.

Farmoren virkede helt begejstret da jeg ringede og sagde at det altså var ok hvis hun blev og sov, hvis hun ellers var i godt humør og de havde lyst til hun blev (det var hun og det havde de).

På den led fik jeg jo også en hel dag til at krydse af på todo-listen (eller... i princippet, ing) og vi fik en hel, sammenhængende, uafbrudt-af-putning voksen-aften. Og efter Manden var taget på arbejde kunne jeg frit vade rundt i soveværelset og pakke færdig, og så rent faktisk ligge og læse i sengen bagefter. Og sove i fred, helt til klokken 7.17, hvor jeg af mig selv var færdig med at sove (åbenbart). Jeg vågnede i hvert fald ikke ved at der var nogen der snakkede om "Over store seng. Tænde lyset. Må gerne. Så, kan se Mor. Stå op, spise mår-mad. Ha haverdyn. Med Cheerios. Og fraser. Mælk på. Mor tisse nu. Nej! Mor HAR tisset. Grynte tisser. Selv." (det gør hun ikke, red.)

I dag står den på oprydning, så det bliver knap så uoverskueligt når vi kommer hjem igen. Eller. Indtil nu har den mest stået på rundstykker og te og blogindlæg.

Men NU går jeg i gang. Og så bliver det spændende hvornår Gryntegrisen kommer hjem. For jeg har taget et skridt tilbage og øver mig i ikke at være bekymre-kontrol-planlægnings-typen hele tiden, så jeg har ikke skrevet og spurgt.

Jeg når det jeg når.

Ånd ind. Pust ud.

Det bliver jul, ligemeget hvad.

Men jeg har pakket. Og fundet en der kan passe katten.

Hvori jeg nægter at spise et æg

Hvordan har jeg det så egentlig?

Tilbage i 2012 (som var i går) og jeg stadig gik til noget psykiater (som er 100 år siden) var der nogle ting, der rykkede sig i mig. Eller, altså, det rykkede sig jo ikke lige pludselig, og det startede jo allerede i 2011, da vi fik Ronan. Men det rykkede sig i hvert fald. Min virkelighedsopfattelse, mit fokus. Jeg er stadig ikke god til at sætte ord på og nuancere de gode følelser, men jeg er blevet bedre, og jeg stræber ikke længere kun efter at have det ikke-dårligt.

I løbet af de sidste seks (og et halvt) år sammen med Manden er alle de ting der er i vejen blevet skrællet af. Og her mener jeg ikke, at der ikke længere er noget som helst i vejen, eller vores ægteskab bare fikser alt. Men alle de ting jeg altid har brugt som undskyldning, for alt hvad der var i vejen, de er væk. Eller ændret. Eller bare arkiveret et mere hensigtsmæssigt sted.

Der er ikke længere et dumt forhold, en uopnåelig forelskelse, et uoverkommeligt studie, et manglende job, en dårlig lejlighed, en elendig økonomi, et manglende barn at skyde skylden på. Bum. Der er kun mig selv tilbage, og de ting jeg har taget med mig. Jojo, det er skam også rigeligt, og der er lang vej endnu, men det er ikke mudder længere.

Jeg har det bedre, end jeg nogensinde har haft det. Og med "nogensinde" mener jeg jo ikke for evigt, vel, men så længe jeg kan huske. Og med "så længe jeg kan huske", mener jeg jo heller ikke så længe jeg har minder fra, men så langt tilbage jeg kan huske hvordan jeg har haft det. Siden jeg var 10? 11? måske. Så det er nyt. En helt ny tilstand, og ikke noget med at jeg er "mig selv" igen.

Jeg kan bedre lide det sådan her. Obviously.

Selvom det ind i mellem godt kan være svært at huske, hvor meget bedre det er, for de dårlige dage er der jo stadig. Men set lidt på afstand, så er de ikke ligeså dårlige og der er ikke ligeså mange af dem. Og der er ikke ligeså mange af dem på en gang og i træk. Jeg tror også de dårlige dage er sundere nu. Hvis man kan tale om sundhed, på noget der grundlæggende set er sygt. Men hvor det tidligere var en stor sump af "åh hvor er det synd for mig og hele mit liv er noget lort og jeg kan ikke overkomme noget som helst nogensinde igen", så er symptomerne langt mere fysiske nu. Eller rettere: Jeg er blevet langt mere bevidst om, at de er fysiske, fordi der ikke er en masse andet mentalt rod, der overskygger det.

Det er stadig uhensigtsmæssigt ad helvede til, at jeg reagerer som jeg gør, men det er ikke længere hele mit liv, der kollapser. Jeg bliver sur og nedern og min appetitregulering er ad helvede til og mit overskud forsvinder... men jeg mister ikke lysten til at leve. Jeg mister ikke troen på, at det bliver bedre igen.

Og det er kæmpestort. Det er ikke sikkert, det er til at se hvor stort, det er, hvis man ikke selv har prøvet det, men det er gigantisk. Livsændrende.

Den sidste uge har været hård. Crazy hård. To døgns arbejde efterfulgt af to døgn med fødselsdagsforberedelser og fødselsdag (eller, ikke hele døgn, vel, vi sov jo også). Og Manden der arbejdede og derved overlod hente/bringe-tjansen til mig. Jeg crasher når der har været knald på. Fuldstændig. Det kom ikke som nogen overraskelse, at jeg var fuldstændig flad bagefter. Mere flad end jeg har været længe. Faktisk så flad, at jeg tirsdag eftermiddag ikke kunne overskue at skulle til gymnastik, fordi jeg så skulle være sammen med andre mennesker (det er selvfølgelig også et tegn på at jeg har fået det bedre, at det er undtagelsen fremfor reglen, at jeg ikke kan overskue gymnastik, men lige når man står i det, føles det stadig ikke fedt, ligegyldigt hvor sjældent det sker)

I går formiddags kom Farmor og Farfar og hentede Gryntegrisen. De var syge i weekenden og missede derfor hendes fødselsdag, så det var en erstatningsdag (og nat). Så der var ekstra afslapning til Manden og Konen.

I morges skældte jeg Manden helt vildt ud for, at han ikke havde serveret mit blødkogte æg mens det var varmt, og i stedet havde lavet noget andet, selvom jeg havde sagt til ham, at han skulle hente de æg, og at de ikke en skid skulle køle af først. Og her mener jeg ikke, at jeg nævnte, at jeg faktisk foretrak mit æg varmt, nej, jeg mener at jeg fik et hysterisk anfald, som om det var det fucking værste han nogensinde havde gjort. Jeg var faktisk så ked af/sur over at mit æg ikke var som jeg havde tænkt mig, at jeg begyndte at tude.

Det var så der det gik op for mig, at jeg overhovedet ikke havde slappet af hverken mandag, tirsdag, onsdag eller torsdag. Overhovedet. Nej, jeg har ikke lavet noget arbejde (løn- eller anden slags), men jeg har lavet alt muligt andet. Jeg har haste-ordnet nogle billeder, jeg har flyttet om på nogle ting, fordi vi kom til at snakke om at det kunne være fint, jeg har købt en kommode, jeg har ryddet op, jeg har holdt møde, jeg har flyttet mere om, jeg har bestilt gaver. Alt sammen noget, som godt kunne have ventet. Hvis det var.

Jeg har aldrig lagt mærke til det før, at jeg er så himmelråbende dårlig til at geare ned. Men det er jeg. Det jeg altid har betragtet som en lang periode til at komme mig, ovenpå en presset periode, er nok i virkeligheden mere en lang periode, hvor jeg ingenting orker, men alligevel insisterer på at gøre alting og så have det dårligt over at jeg ikke kan. Jeg afsætter altid et par dage til at slappe af, når der har været meget på programmet, men jeg tror faktisk aldrig rigtigt jeg har brugt dem til at slappe af. Ikke på den rigtige måde, i hvert fald.

Jeg føler mig en smule åndssvag nu. Både over, at jeg skældte Manden ud på grund af et æg, og fordi jeg har spildt fire dage på hverken at få lavet noget eller få slappet af. Igen.

Så det må være næste skridt, det der med at lære at slappe af og lade op. Måske jeg endda skal gå så vidt, som til at sætte en hel dag af hver uge, til ikke at lavet noget, ud over at sidde på sofaen og læse og spille ligegyldige spil og spise lige hvad jeg har lyst til. Uden e-mail og sms'er og instagram og todo-listen.

Jeg skal bare lige...


PS. Det er faktisk allerede ved at blive bedre. Så sent som i går aftes sløjfede vi julebagningen helt uden nogen fik dårlig samvittighed eller panikanfald.

Hvori jeg for alvor bliver træt af politik

Manden har plantet sig i sofaen med Netflix. Han har vasket op, så det er ok. Jeg sidder her og blogger (ja, godt set) og klapper mig selv på skulderen over at jeg havde spist alle dagens elefantbidder inden klokken 10, og at Crazy Urealistisk Projekt dermed er otte bidder mindre urealistisk. Men stadig urealistisk nok til at jeg ikke tør jinxe det ved at skrive mere om det her. Havde planlagt at være meget mere færdig på det her tidspunkt, men så kom der nogle budgetforhandlinger og åd al min tid og alt mit overskud i halvanden måned.

Ja, budgetforhandlinger. Det var egentlig noget af det jeg ville have skrevet om hvis ikke de havde taget alt min tid. Jeg har selvfølgelig ikke været med til de officielle forhandlinger, eftersom jeg ikke er medlem af byrådet, men blot en sølle 2. stedfortræder. Men hold. nu. kæft. hvor har jeg haft nok at lave alligevel. Og hvor har jeg skulle vide meget og mene meget og tage stilling til en masse ting, som jeg skulle både vide og mene noget om. Det trak tænder ud, og det var grimt og træls og nedern, og jeg er træt af politik.

Bortset fra, at det må jeg selvfølgelig ikke sige, for jeg må ikke sige noget om noget som helst, for hvad nu hvis den samlede danske presse læser med på min blog og opsnuser en saftig historie om, at jeg ærligt og lige ud af posen siger det ikke er en hyggeklub henne i politik. Jamen, grin bare, men det er en ægte nok bekymring. En bekymring, der i høj grad er nogle andres og ikke min egen, men en bekymring jeg er nødt til at tage seriøst, fordi det ikke bare er min egen røv, der er i fare for at blive ristet.

Så det er derfor der har været så stille. Blandt andet. Fordi det der politik slog benene væk under mig og svinebandt mig, og så kunne jeg ikke sige noget om noget som helst, fordi det var fortroligt, var om nogle andre, kunne tolkes forkert (hvis der nu var en journalist, der læste med). Det går mig imod ad helvede til. Altså, ikke at jeg ikke kan dele fortrolige oplysninger, men at jeg bliver bedt om at spille det der spil. For jeg gider det ikke. Jeg gider ikke "hvis jeg gør sådan, så tror de sådan, og så vil de det, men hvis han siger sådan, så skal jeg..." Men det er svært at insisterer på ikke at spille spillet når alle de andre gør. Det bliver, i sagens natur, helt umuligt at stå uden for.

Jeg er ikke god til at veje mine ord. Jeg er ikke god til at gå på den der knivsæg mellem at være ærlig og alligevel ikke sige for meget. Hvornår er det min mening og mit liv, hvornår er jeg loyal overfor andre... og hvem er det overhovedet jeg skal være loyal overfor?

Lige nu holder jeg ferie fra politik. Bortset fra at det gør jeg ikke, for så er der baggrundsgruppemøde og så er der byrådsmøde, og jeg kan ikke undslå mig, for det handler stadig om budget, selvom løbet ligesom er kørt. Men jeg prøver alligevel at træde et skridt tilbage. Lave noget andet. Lægge det fra mig. For det er helt umuligt at bevare perspektivet når man står i det, druknet i dagsordner (ordinære, som skjulte) og bilag og tal. Det er umuligt at nå at mærke efter og det er umuligt at sige fra, for midt i det hele er alting vigtigt. Jeg kan godt mærke, nede i min mave, at jeg er nødt til at sætte en grænse et sted, for ellers ender jeg med hele verden på mine skuldre, drevet frem af den der selvdestruktive "men der er jo ikke andre der gør det"-ansvarsfølelse.

Øver mig i, at vende min tilgang om, og tage udgangspunkt i hvad jeg kan og ikke hvad jeg bør. Forsøger at huske, at det bedste jeg kan, er det bedste jeg kan, og at jeg ikke kan tilbyde mere end det. Det er langtfra så let som det lyder.

Det er faktisk pissesvært.

Hvori min fortid indhenter mig

Jeg tror jeg er kommet i tanke om hvad det er, det, der føles som noget vigtigt, der ligger lige på tungen. Det, jeg går og venter på. Det kommer til at lyde virkelig mærkeligt, for alle, der ikke er mig, men bær over med mig. Det, jeg hele tiden føler mangler, er forelskelse. Ikke forelskelse som i "den store kærlighed", ikke engang forelskelse som i "skal vi være kærester", nej, forelskelse som i det engelske infatuation. Ikke fordi jeg "savner spænding" eller ikke har nok i Manden, men simpelthen fordi det er min default setting.

Jeg har ikke tænkt over det før, for der har jeg jo enten været 1. midt i omtalte infatuation, 2. relativt nygift, 3. optaget af at blive gravid, 4. været gravid, 5. haft spædbarn (i nævnte rækkefølge) Alt sammen ting der har fyldt det hele, og været fuldt gyldige forklaringer på hvad rastløshed kunne skyldes. Men nu er jeg løbet tør for oplagte forklaringer. Og så er det jeg opdager, at min autopilot går og venter med spænding på, hvornår en fuldstændig ikke-eksisterende "Han" skriver næste gang. Det giver slet ingen mening, men sådan er det.

Dengang jeg stadig havde Mit Gamle Liv ovre i Forstaden, var grænserne i forhold til forhold ret flydende. De var i hvert fald aldrig blevet streget tydeligt op, og der var ikke noget drama, så det virkede ikke underligt at have en flirt med den eller den kørende. Det var en selvfølge at forstadsliv og -forhold bare ikke blev vildere, og det var derfor fuldstændig omkostningsfrit at flirte, drømme, lade som om - fordi det jo aldrig ville kunne blive til mere i virkeligheden, og derfor i sagens natur kun var en fantasi. Det var min ærlige opfattelse, at Den Store Ægte Romantiske Kærlighed ikke fandtes. Men jeg drømte stadig om den, og lod mig rive med når chancen bød sig.

Som bekendt indfandt Den Store Ægte Romantiske Kærlighed sig jo så i mit liv. Helt uden varsel. Og med DSÆRK (bedste.forkortelse.ever) kom også de klare grænser. Det var (og er) ikke til at bære andet end "min, og kun min" - og der var jo under alle omstændigheder ikke noget uopfyldt behov for spænding og romantik. Ingen drøm om storslået eventyr, for det bliver jo ikke rigtigt større end DSÆRK. Der er ikke noget der trumfer soulmate.

Hvor jeg vil hen med det her? Det ved jeg ikke helt. Men jeg må i hvert fald konstatere, at jeg er offer for en fuldstændig irrationel impuls, som jeg ikke umiddelbart kan finde roden til. Eller løsningen på. Måske det bare er fordi jeg er ude af takt med mig selv, måske det bare kommer af at have en etårig. Måske jeg bare savner at tage til fest og drikke mig i hegnet og være crazy. Måske jeg bare er crazy.

-----------------------------------

Apropos fortid, så fik hele den her tankerække mig til at læse min gamle blog. Som faktisk var god (hvis jeg selv skal sige det). I hvert fald en overgang. Sjovt nok den overgang hvor jeg var allermest fuld og allermest infatuated. I dag er det throwback Thursday, hvilket virker passende nok. De næste torsdage tror jeg I får diverse udklip af Gamle Blog, fordi jeg faktisk synes det er lidt ærgerligt det bare står derovre og bliver glemt. Og ja, med den slags udklip bliver det nok ret nemt at finde frem til bemeldte blog, men hvad fanden... det er efterhånden så længe siden.

Hvori jeg holder weekend

Her i huset er vi lidt, skal vi sige udfordrede, på struktur-området. Jeg overstrukturerer (joHOW det er et ord), indtil det slet ikke er til at finde hoved og hale i længere, og Manden er næsten fuldstændig strukturløs af natur. Det har ikke gjort det bedre at Mandens arbejdsuge i virkeligheden er TO uger, hvoraf den uge han reelt arbejder starter midt i ugen og strækker sig hen over weekenden, og at jeg for evigt de sidste næsten tre år har været de facto hjemmegående. Hverdag, weekend, ferie... det hele flyder sammen, og det eneste vi nogensinde planlægger ud fra, er weekend i lige uge (friweekend) kontra weekend i ulige uge (arbejdsweekend). Man behøver nok ikke være medlem af Mensa, for at få øje på, hvor upraktisk det er i forhold til at planlægge noget, der involverer resten af verden. For derude bruger de begreber som datoer og Weekenden (ja, med stort, for det er sådan det lyder når andre siger det).

Et helt klart mål i Mit Nye Liv er at få noget struktur på dagene. Jeg er ikke engang sikker på det kom med da jeg lavede listen over mål, men det er bare fordi det hele ramler fra hinanden og jeg glemmer alting. Eller fordi det først er efter jeg skrev listen, jeg kom i tanke om at det var det, det hed. Whatever. Det mangler i hvert fald, og jeg kan godt mærke, at det er nu, hvor jeg faktisk skal lave noget, der minder om arbejde, vi skal sætte ind. Og vi er startet med weekend, for selvom det lyder nemmest, så er det sværest, og det jeg mangler mest, hvis vi skal minimere antallet af nedsmeltninger.

Og nu sidder I og tænker: "Men weekenden er jo knap nok begyndt?!" Hvilket jo også er korrekt, bortset fra at jeg startede det her indlæg i søndags, og det derfor handler om sidste weekend. Jeg opdagede bare ikke lige at dagene gik (case in point). Nåmn, det var bare for at sige, det var en god weekend. En rigtig weekend, hvor jeg for første gang i meget lang tid, var i hhv. fredags-, lørdags- og søndagshumør. Gryntegrisen var syg midt i sidste uge, så vi aflyste fri-fredag, og smed hende i vuggestue, mens vi så noget James Bond, ryddede lidt op... den slags vigtige ting. Vi gik ud og hentede hende sammen, og så gik turen til Rema, for at købe ind, efter vores meget fine og gennemtænkte madplansindkøbsliste. Ok, det er lidt løgn, for først gik vi i Føtex, for der er der gratis skodbolle til børnene. Gryntegrisen har allerede lært, hvad der venter, når man står i kø hos bageren, så hun rækker hånden frem med det samme. Og bliver utilfreds hvis der går for længe. Jep, det er mit søde, velopdragne barn, der sidder der i klapvognen og råber ad disken og kræver mad. Når vi er i Rema er hun til gengæld sød og høfligt nysgerrig. Men der har hun jo også kæften fuld af Føtex-bolle.

Om aftenen ringede 90'erne, og sagde de gerne ville have deres pitabrød tilbage, men så fortalte jeg (venligt, men bestemt), at det slet ikke var deres pitabrød, for nu er de med fuldkorn, og så er det SÅ 10'erne. Og på det tidspunkt havde jeg også ædt dem alle sammen, så det var egentlig lidt lige gyldigt. Under alle omstændigheder var det fredags-agtigt. Eller det er måske kun min barndom, der taler? Vi fik aldrig den slags til hverdag, for der bestemte min far altid, at vi skulle have rigtig mad, hvormed han mente, at min mor skulle lave kogt kylling eller medister. Eller kødrand. Fuck, hvor jeg hader kødrand. Kogt fars i det hele taget, faktisk. Bvadr! Til gengæld kan jeg godt lide is, selvom vi jo slet ikke spiser den slags mere. Bortset fra at det gjorde vi i fredags. Men det var faktisk Husmoderen's skyld, fordi hun postede et billede af is med heksehyl ovre på instagram, og så blev Manden nødt til at gå ned i Fakta og købe is. Men han købte ingen heksehyl. Svin. Heldigt nok var jeg med min mor i Fakta i lørdags, og så kunne jeg selv smide en pose i indkøbskurven, mens hun ikke kiggede. Men alligevel.

Hov, lagde I lige mærke til hvordan det pludselig blev lørdag der? Som det muligvis fremgår af konteksten, var mine forældre på besøg, og jeg elsker simpelthen at Gryntegrisen nu er så stor, at hun for alvor begynder at kunne genkende dem. Hun hvinede og spjættede, da hun så Mormor og Morfar og Moster, og var med det samme med på at lege med lego med dem. Også selvom hun stadig hostede og var lidt slatten, ovenpå ugens sygdom. Hun gik helt omkuld, da de tog hjem, så hun blev smidt tidligt i seng, og så havde de voksne ro og fred, til at fråde nachos og is (nu med heksehyl). Og se Skyfall, og dermed sætte punktum for Bond-boksen.

Søndag var... søndag. Gryntegrisen var ingenting værd, og ville bare sidde og putte ligeså stille. Jeg havde et enkelt lille Parti-møde, men ellers gik dagen bare med at sidde i sofaen alle tre, og se Ratatouille. Det, og intet andet. Fuldstændig huset-flyder-men-vi-er-ligeglade-zombie-søndags-mode. Og det var nice najs niZeZ rim'li' fint. Det er sjældent vi (læs: jeg) formår at flade helt ud og komme ned i gear, uden dårlig samvittighed, men det var tiltrængt. Og så afgjort noget vi skal øve os noget mere på, for mandag morgen var jeg frisk og klar til at arbejde. Faktisk helt #tgim (thank god it's monday, red.), hvilket er en sjældenhed, men totalt værd at stræbe efter.

Og så blev det så lørdag igen, inden jeg fik det har skrevet færdig, for træerne vokser jo heller ikke ind i himlen (men det gør min to-do liste måske til gengæld. Eller muligvis vokser den lige lukt i helvede). I dag er ikke en specielt zen og weekend-agtig lørdag, for trætte barn er ikke putte-træt, men bare pissesur-træt, og det er helt ærligt en smule anstrengende i længden. Manden er heldigvis lidt af en helt, som slog hende ned puttede hende til middagslur, selvom han jo egentlig burde have lov til at sove i fred. Så jeg har drukket te, og spist chokolade og jordbæryoghurt med cocopops i fred. Ja, jeg lever på kanten.

Der er muligvis en læser eller to, der har fotografisk hukommelse og bare sidder og venter på.... og her vågnede Barnet så fra alt for kort lur. Nå. Men så bliver det en cliffhanger. Spændende, I know.

Hvori jeg har fået endegyldigt nok

Jeg har muligvis tidligere nævnt at jeg ikke kom så fandens godt overens med det der universitet. At det var for hårdt og for dumt og helt urimeligt bureaukratisk hvis man ikke lige kunne tage det hele efter bogen. Umiddelbart før Gryntegrisens termin fik jeg fx en mail om at jeg ville blive udmeldt, på trods af jeg faktisk havde søgt dispensation (inkl. vedlagt og godkendt plan for studieforløb) - det var "bare" en fejl, så jeg forblev indskrevet hele min barsel og derfor kunne være ligeglad et helt år. Så fik jeg så en mail mere, for et par måneder siden, hvori jeg igen fik at vide jeg ville blive udmeldt (igen på trods af føromtalte godkendte studieplan, der tydeligt siger at jeg tidligst ville kunne bestå de relevante eksamener i juni i år). Jeg tog ikke diskussionen den her gang, men har nu selv meldt mig ud. Beslutningen har været taget længe, meget længe, men alligevel tog det lang tid at samle mod til at gøre det officielt og for alvor.

Men nu er det gjort.

Min umiddelbare reaktion da jeg begyndte at indse, at jeg måske nok ville blive nødt til at droppe studiet var, at jeg var en taber. At jeg var slået fejl, igen, ligesom jeg altid gør. At jeg var dum og dårlig og utilstrækkelig. Hele mit liv har jeg fået tudet ørerne fulde af, at jeg var klog og dygtig, at det var spild af talent ikke at bruge det til noget... og når det hele ens liv har været en selvfølge at man kan noget, så er det også en selvfølge at der er noget galt med en, at man ikke prøver nok, når det så slår fejl. Selv nu, hvor jeg godt ved det ikke kommer an på en skid andet end hvad der gør en lykkelig, så har jeg svært ved at vende den om. Jeg har stadig svært ved at klappe mig selv på skulderen og sige "Fandeme i orden gjort, at du endelig tager ansvar for dit (arbejds)liv" For det er jo det jeg gør. Tager ansvar.

Nu, når nogen spørger mig hvad jeg lavet, svarer jeg, at jeg er ved at starte (har startet - gisp!) min egen lille virksomhed. Og det føles rigtigt. Det føles som mit arbejde. Der er ikke noget væven og bæh og buh og hvad-skal-du-så-lave-bagefter. Jeg føler mig ikke som en nasserøv, der får penge for at lave ingenting. Faktisk får jeg jo slet ikke nogen penge længere, hvis ikke der kommer nogen kunder i biksen. Og i så fald bliver jeg nok nødt til at melde mig på kontanthjælpskontoret om et halvt års tid for at få ydmygende få penge for at sidde på et ydmygende og ligegyldigt kursus 37 timer i ugen. Såæh... hvis du lige kender nogen der skal have transskriberet noget virkelig billigt, så siger du lige til, ing?

Lige nu er det jeg ønsker mig allermest, at det kommer til at gå med den biks. Eller. Næstmest. Det jeg ønsker mig allermest er at vinde i lotto. Er stadig ikke helt sikker på hvilket ønske der er mest urealistisk.

Obligatorisk 2013-liste

Sidste år slap jeg lidt nemt om ved den der nytårsliste, men i år får den hele armen (læs: jeg copy-paster skabelonen fra 2011-listen)

2013 i tal

• Børn: 2
• Mand: 1
• Fødsler: 1 - heldigvis ikke min, men Prinsessens
• Anfald af "Jeg drikker aldrig mere": 0 (heldigvis/desværre har jeg ammet hele året)
• Bryllupper: 0
• Begravelser: 0 1, faktisk. Så tidligt på året jeg havde glemt det.

And the winner is...

• Bedste fest: Gryntegrisens navnefest
• Bedste mad: Pulled pork burger fra den lokale grillerill
• Bedste ferie: Ferie? Bwahahahaha. Nåmmen, vi var da en tur på Fanø...

Koncerter

• Bryan Adams

Film i biffen

• Hunger Games part deux
• ...er sikker på vi har været mere i biffen... har vi ikke?

Set i tv

• Netflix
• Netflix
• Netflix
• Broen
• Virkelig mange serier på Netflix

I 2014 må der gerne være mere

• Søvn
• Lego
• Arbejde
• Søvn
• Madplan
• Søvn
• Vægttab
• Rent
• Tid
• Søvn

Kan godt komme igennem 2014 uden

• Dansk Folkeparti
• Børn der vågner om natten
• Reklamer fra Elgiganten
• Leopardprint
• Movember

Nytårsforsætter

• "I 2012 2014 skal alting være meget bedre" - citat Manden
• Tabe de resterende 12,5kg (14kg hvis jeg er ærlig her ovenpå julesulet)
• Gennemføre halvmarathon (må være sindssyg)
• Skrive fem blogindlæg i ugen. Mindst.
• Spise aftensmad som civiliserede mennesker
• Tjene nogle penge
• Være mindre obnoxious bedrevidende (kommer ikke til at ske så længe der stadig er folk der siger "nytårsforTsæt", for det er jo ikke noget man fortsætter med, vel, men noget man sætter sig for)
• Lære at rydde op og holde rent, som en rigtig voksen
• Lære at cykle igen. Eller, jeg kan jo godt cykle, ing, men jeg bryder mig ikke om det, fordi det er længe siden. MEN jeg cyklede faktisk hjem efter at have afleveret Barnet i vuggestue i dag, så yay mig.
• Finde ud af at skelne mellem arbejde og fri
• Have det ok med at tage mit arbejde seriøst, selvom det ikke er "rigtigt" arbejde
• Holde op med at sige at det jeg laver ikke er "rigtigt" arbejde
• Sove hele natten, hver nat. Tak.

Årets ubestridte højdepunkt

• Der var mange højdepunkter. Rigtig, rigtig mange. Alle sammen i stil med "Dengang Gryntegrisen slog en prut"
• Men hvis jeg skal vælge... ej, men det kan jeg ikke

Ting Gryntegrisen lærte til jul

• At sige "Øøøøøøj" når hun åbner pakker (eller ser noget pænt. Eller får et stort æble. Eller katten kommer)
• At gå. Hun ræser rundt med gå-vognen og har siden jul også kunnet tage 3-4 skridt uden støtte
• Konceptet "danse om juletræ". Hun var helt opløst af grin juleaften, så sjovt var det
• På loftet sidder nissen er DEN BEDSTE julesang. Punktum.
• At have fem tænder. Ok, måske ikke noget hun lærte, men fortænderne i overmunden brød igennem

Ting Gryntegrisen lærte til nytår

• At man ikke behøver vågne om natten og skrige på mælk (amen og halleluja)

2013 på bundlinien
Rimeligt intenst år. Med fucked up tidsfornemmelse. Det første halve år var langt (og længe siden) det sidste halve år forsvandt mellem fingrene på mig mens jeg stod og tænkte "ahmmen, det når jeg nok i morgen" (det gjorde jeg ikke, red.) Det var alt sammen helt i orden, men det er også fint det er slut nu. Må 2014 blive året hvor min nattesøvn vender tilbage og hvor der ikke er valg. Orker simpelthen ikke mere hverken valgkamp eller søvnunderskud.

Mål

Jeg havde faktisk skrevet et meeeeega langt indlæg om Mit Nye Liv, men det blev ædt af Blogger. Og så blev jeg virkelig modløs og orkede slet ikke at skrive det hele en gang til. Det gør jeg stadig ikke, så her er i stedet en lettere kedelig abridged version.

Tabe 25kg på et år
Virkede fuldstændig urealistisk da Manden slyngede tallet ud i luften, men det er jo faktisk ikke mere end et halvt kilo i ugen. Deadline er 1. august og vi nærmer os allerede -10kg begge to. Hovedpræmien er penge til nyt tøj (1000kr pr 5 tabte kilo), men der er også præmier undervejs. Næste er at vi må samle tusindårsfalken når vi har smidt de magiske 10kg.

Spise sundere
Første skridt til vægttab. Der er præmie i form af klistermærker når man husker at spise sine grøntsager og undgår guf. Vi er slet ikke low carb typer, men vi undgår tilsat sukker og hvidt brød.

Komme i bedre form
Jeg var træt af at være et dårligt eksempel for Gryntegrisen. Og jeg var træt af altid at være helt smadret bare af at gå op af trapperne. Og af at være fed og dum og lasket. Klistermærker for at gå en tur og altid tage trappen, og guld gule klistermærker for fx at løbe en tur (mig) eller tage ned i træner'n (Manden).

Komme i fuldstændig latterligt god form
Nåmmen, jeg har jo meldt mig til det der halvmarathon. Kostede 400-og-nogen kroner, så jeg er ligesom nødt til at gennemføre. Såæh, om et lille år kan jeg løbe 21km på under tre timer. Jo. Jo, jeg kan. Blev der sagt. Jeg kan i hvert fald allerede klare den første tidsgrænse (9km på halvanden time), så bare det holder bliver jeg i det mindste ikke samlet op af taberbussen halvvejs.

Gøre hjem til noget jeg vil være bekendt
Vi har afsat 100 dage (plus ti fjumredage) til at få ryddet op og smidt ud og sat på plads. Deadline er 31. januar. Så 1. februar er der virtuel tour på bloggen - for så er her nødt til at være så pænt at jeg vil stå ved det.

Holde hjem i en stand jeg vil være bekendt
I 100-dage-planen indgår også daglig oprydning og rengøring. Så vi kan fucking lære det. Forhåbentlig.

Finde noget arbejde
Har ikke rigtigt nogen klar plan på området, men det er i hvert fald helt sikkert at jeg ikke skal fortsætte med at være studerende. 45 timers arbejdsuge er ikke foreneligt med det liv jeg gerne vil have for mig selv og min familie - hverken nu eller om 100 4 år, hvor jeg ville være færdiguddannet. Jeg har heller ikke nogen klar deadline på projekt Find Arbejde, men SU begynder nok at blive sure omkring januar (kan dog sandsynligvis få dispensation pga. uddannelses skod-opbygning). Jeg bliver i hvert fald endegyldig udmeldt til sommer, hvis jeg ikke består fire fag mere (og det gør jeg jo nok realistisk set ikke) Nå, men kan jo altid håbe på jordskredsvalg, så jeg kommer i byrådet (som om)

Blive rig på at blogge
Bwahahaha, ok, det skete nok aldrig. Men jeg ville gerne både gøre noget mere ud af den her blog og starte en Lego-blog. Villa John og de andre er flyttet ind i vores nye gigant-skab og er klar til nye eventyr. Det er bare mig der er langsom og ikke får det dokumenteret.

Få ryddet op i mit mentale lort
Måske også et ret diffust punkt. Men vigtigt. Ved endnu ikke helt hvordan jeg skal gribe det an, men der bliver kraftedeme nødt til at blive løst op for nogle ting, og vendt om på nogle andre. For jeg har ikke lyst til at bruge resten af mit liv på at være bange for samtlige situationer hvor der indgår andre mennesker. Fandeme.

Gjort

Nu har jeg gjort det.

Efter massivt gruppepres i kommentarfeltet.

Jeg har meldt mig til et halvmarathon.

Så nu er det jeres ansvar hvis det går galt.

Sår og sårbarhed

Jeg havde egentlig et indlæg om weekenden i støbeskeen. For vi har haft en rocker-awesome (pre)weekend oppe i det der Nordjylland sammen med Karoline (og Alan og pigerne var der også). Jeg har endda lavet en illustration af mit hår. Jeg var også gået igang med at skrive et indlæg om #mitnyeliv (som dem der har fundet ud af at følge @mandenogkonen ovre på instagraaaams har hørt lidt om) og alle de planer vi har om at blive totalt top-lækre. Eller i hvert fald bare knap så fede.

Men da jeg var ude at klunte rundt og hive efter vejret løbe den anden dag var det noget helt andet end vægt og grøntsager og motionsplaner der fyldte i tankerne. Det var noget langt, langt dybere. Jojo, det hedder livsstilsændring, men det kom helt bag på mig hvor meget det i virkeligheden handler om mit liv. Hele mit liv. Alle nederlag, alle utilstrækkeligheder. Alle de dybe sår, som heler alt for langsomt. Eller slet ikke. Det føles godt at tage ansvar. Det føles godt at kunne. Men det stod klart for mig at jeg også bliver nødt til at forholde mig til alt det andet, hvis jeg skal blive hel, sådan for alvor.

Så lige der, midt i varmen og med bare, havvåde tæer besluttede jeg at lægge kortene på bordet bloggen. Dem alle sammen. Alle de pinlige og ømme og nedern og selvudleverende ting. Tag det som en advarsel - hvis du ikke gider læse ting, der bliver for personlige (og/eller navlepillende), og hvis du har problemer med ordet blowjob, så bør du nok stoppe med at læse her. Og fortsætte i næste indlæg, som kommer til at handle om noget mere normalt hvis du er heldig.

Det har slet ikke været så svært som ventet at lægge kost- og motionsvaner om. Ikke at vi er blevet helse-palæo-marathonløbende-freaks over night, men vi er godt på vej til noget der ligner et sundt, vedvarende set-up. Det sværeste var at tage beslutningen. Nej, det er faktisk løgn. Det sværeste var at tage tilløb til at tage beslutningen. Da vi tog den var vi klar, men månederne årene op til har været vaklen og bæh og buh og en massiv følelse af ikke at kunne finde ud af det. Jeg var bare ikke klar. Jeg var ikke klar til konsekvenserne og jeg kunne ikke overskue omfanget. For det er jo ikke bare noget med at man er på kur i en måned og så var det det. Det er jo hele resten af ens liv man skal kæmpe. Lysten til sukker og junk forsvinder ikke på magisk vis, bare fordi man holder op med at spise det.

For det er slet ikke maden det handler om. Det handler om at når man én gang har lært at der er en nem løsning så vil den løsning altid - altid - ligge og rumstere et sted derinde, ligemeget hvor åndssvag og dum en løsning det er. Og jeg ved det, for jeg har i forvejen en dum og åndssvag løsning liggende, som melder sig hver eneste gang det bliver svært. Når jeg får det skidt, får jeg lyst til at skære. I mig selv, altså. Det bliver så voldsomt tillokkende bare at skære hul og få det ud, alt det svære og forkerte. Jeg gør det selvfølgelig ikke, ikke mere. Jeg holdt op kort inden vi blev gift. Jeg var klar. Men jeg skal stadig minde mig selv om at det kun virker i fem minutter, at det ikke løser noget, at vi har en aftale, hver gang det hele bliver så meget at det bliver forkert.

Det er så nemt at være offer. Det er så nemt bare at lægge sig ned og sige det er synd og det er nogle andres skyld. Så slipper man for at tage ansvar og man slipper for at røre ved de ting der gør ondt. Men selvom det er synd og selvom det er nogle andres skyld, så ændrer det ikke på at man er den eneste der kan gøre noget ved det. Og det er eddermame tungt at skulle rejse sig op og bære det hele. Jeg forestiller mig at det er ligesom at træne - ens baggage bliver ikke lettere, men den bliver nemmere at bære efterhånden. Måske man endda bliver klogere og får baggagen pakket om, eller får sat en helium-ballon i noget af det. Men det vil stadig være det, alt sammen.

Jeg bærer rundt på en masse lort. En masse sammenfiltret, tungt, uigennemskueligt, ømt lort. Jeg har kæmpe dybe sår, som bare bløder og bløder, fordi jeg bare forsøger at lægge noget henover og lade som om det ikke er det, i stedet for at gøre noget ved det. Og som jeg skammer mig så meget over, for der er jo mange der har det værre. Mange som har det sådan rigtig skidt, og ikke bare forkælet skidt. Noget af det heler selvfølgelig. Noget af det kommer aldrig til at hele, men er i det mindste afgrænset og bliver ikke betændt. Noget af det er næsten væk nu.

Men meget af det, det meste, har fået lov til at vokse sig stort og farligt og ud over det hele. Og det gennemsyrer hele mit liv og mit selvværd og min selvopfattelse. Selv de mindste fejltagelser, den mindste smule tvivl, bliver til kæmpe problemer fordi alting bliver en del af den store, nedern, betændte klump indeni og jeg kan ikke se hvad der hører til hvor. Det hele er en stor sump af du-slår-ikke-til, du-gør-det-forkert, du-burde-have-gjort-det-anderledes, du-burde-have-været-anderledes.

De tusind gange Sassy, klassens bitch, fortalte mig at alt hvad jeg gjorde var forkert. Dengang jeg råbte op, uden nogen hørte det. At jeg ikke havde noget at skulle have sagt om hvorvidt jeg skulle medicineres. Klasselærere, der gjorde noget ud af at fortælle det var mig der havde et problem. Bruddet med Ex'en. Da min lille dreng døde inde i min mave. Den dag jeg hørte mine forældre tale om at sende mig væk.

Svigt og sorg og vrede, som jeg ikke har fået sat ord på. Som i alt for lang tid har fået lov til at være noget der er galt med mig. Som har gjort mig trist og syg, og fået mig til at føle mig så forkert at jeg ingenting tør. Men det var ikke mig, der mobbede. Det var ikke mig, der valgte at jeg skulle blive på den skole. Det var ikke mig, der skrev åndssvagt sludder i min journal. Det var ikke mig, der besluttede at jeg ikke skulle høres. Det var ikke min skyld. Måske var det ikke nogens skyld. Men det var sådan det var, og det er for sent at lave om på det.

Til gengæld kan jeg godt lave om på hvordan det er nu, og hvordan jeg gerne vil havde det skal være i fremtiden. Det er bare virkelig, virkelig hårdt. Og svært. Og overvældende. Og uretfærdigt. Det er små bitte skridt jeg tager, men i det mindste går de i den rigtige retning. Endelig. Jeg er klar nu. Det er mit liv, og kraftedeme om ikke det er mig der bestemmer. Desværre kan jeg ikke bare bestemme at jeg stopper med at være usund, at jeg holder op med at være depressiv og at jeg vinder i lotto på lørdag. Men jeg kan bestemme at jeg tager ud at løbe i dag. Og at jeg tager opvasken inden vi får gæster.

----------------------

Nå, nu fik jeg slet ikke nævnt ordet blowjob. Jeg havde egentlig et helt afsnit om det, men så lød det lige så godt at slutte indlægget med at jeg selv bestemmer. Nåmmen, det var heller ikke fordi det var spændende på den måde. Det var bare fordi det gik op for mig at turen op til Karoline er første gang jeg mødtes med nogen fra internettet uden der var blowjob involveret. Sad, but true. Det har været den nemme fall-back for mig, noget jeg vidste jeg kunne og som (ikke overraskende) scorer ret højt på popularitetsskalaen. Det lyder nok åndssvagt, men det var lagt mere grænseoverskridende at skrive og spørge om vi skulle ses, bare sådan som voksne mennesker med børn og pasta til aftensmad. Manden sagde at det jo ikke kunne udelukkes at der ville være blowjob involveret, for det kunne jo være de var sådan nogle internet-predator-typer, som bare lejede børnene til billeder, for at lokke ofre hjem i deres skumle kælder (det var de ikke). Hvad det har med mit nye liv at gøre? Alt. For jeg gjorde det, selvom jeg ikke turde (og det var godt og jeg følte mig ikke udelukkende forkert da vi kom hjem)