Hvori jeg nægter at spise et æg

Hvordan har jeg det så egentlig?

Tilbage i 2012 (som var i går) og jeg stadig gik til noget psykiater (som er 100 år siden) var der nogle ting, der rykkede sig i mig. Eller, altså, det rykkede sig jo ikke lige pludselig, og det startede jo allerede i 2011, da vi fik Ronan. Men det rykkede sig i hvert fald. Min virkelighedsopfattelse, mit fokus. Jeg er stadig ikke god til at sætte ord på og nuancere de gode følelser, men jeg er blevet bedre, og jeg stræber ikke længere kun efter at have det ikke-dårligt.

I løbet af de sidste seks (og et halvt) år sammen med Manden er alle de ting der er i vejen blevet skrællet af. Og her mener jeg ikke, at der ikke længere er noget som helst i vejen, eller vores ægteskab bare fikser alt. Men alle de ting jeg altid har brugt som undskyldning, for alt hvad der var i vejen, de er væk. Eller ændret. Eller bare arkiveret et mere hensigtsmæssigt sted.

Der er ikke længere et dumt forhold, en uopnåelig forelskelse, et uoverkommeligt studie, et manglende job, en dårlig lejlighed, en elendig økonomi, et manglende barn at skyde skylden på. Bum. Der er kun mig selv tilbage, og de ting jeg har taget med mig. Jojo, det er skam også rigeligt, og der er lang vej endnu, men det er ikke mudder længere.

Jeg har det bedre, end jeg nogensinde har haft det. Og med "nogensinde" mener jeg jo ikke for evigt, vel, men så længe jeg kan huske. Og med "så længe jeg kan huske", mener jeg jo heller ikke så længe jeg har minder fra, men så langt tilbage jeg kan huske hvordan jeg har haft det. Siden jeg var 10? 11? måske. Så det er nyt. En helt ny tilstand, og ikke noget med at jeg er "mig selv" igen.

Jeg kan bedre lide det sådan her. Obviously.

Selvom det ind i mellem godt kan være svært at huske, hvor meget bedre det er, for de dårlige dage er der jo stadig. Men set lidt på afstand, så er de ikke ligeså dårlige og der er ikke ligeså mange af dem. Og der er ikke ligeså mange af dem på en gang og i træk. Jeg tror også de dårlige dage er sundere nu. Hvis man kan tale om sundhed, på noget der grundlæggende set er sygt. Men hvor det tidligere var en stor sump af "åh hvor er det synd for mig og hele mit liv er noget lort og jeg kan ikke overkomme noget som helst nogensinde igen", så er symptomerne langt mere fysiske nu. Eller rettere: Jeg er blevet langt mere bevidst om, at de er fysiske, fordi der ikke er en masse andet mentalt rod, der overskygger det.

Det er stadig uhensigtsmæssigt ad helvede til, at jeg reagerer som jeg gør, men det er ikke længere hele mit liv, der kollapser. Jeg bliver sur og nedern og min appetitregulering er ad helvede til og mit overskud forsvinder... men jeg mister ikke lysten til at leve. Jeg mister ikke troen på, at det bliver bedre igen.

Og det er kæmpestort. Det er ikke sikkert, det er til at se hvor stort, det er, hvis man ikke selv har prøvet det, men det er gigantisk. Livsændrende.

Den sidste uge har været hård. Crazy hård. To døgns arbejde efterfulgt af to døgn med fødselsdagsforberedelser og fødselsdag (eller, ikke hele døgn, vel, vi sov jo også). Og Manden der arbejdede og derved overlod hente/bringe-tjansen til mig. Jeg crasher når der har været knald på. Fuldstændig. Det kom ikke som nogen overraskelse, at jeg var fuldstændig flad bagefter. Mere flad end jeg har været længe. Faktisk så flad, at jeg tirsdag eftermiddag ikke kunne overskue at skulle til gymnastik, fordi jeg så skulle være sammen med andre mennesker (det er selvfølgelig også et tegn på at jeg har fået det bedre, at det er undtagelsen fremfor reglen, at jeg ikke kan overskue gymnastik, men lige når man står i det, føles det stadig ikke fedt, ligegyldigt hvor sjældent det sker)

I går formiddags kom Farmor og Farfar og hentede Gryntegrisen. De var syge i weekenden og missede derfor hendes fødselsdag, så det var en erstatningsdag (og nat). Så der var ekstra afslapning til Manden og Konen.

I morges skældte jeg Manden helt vildt ud for, at han ikke havde serveret mit blødkogte æg mens det var varmt, og i stedet havde lavet noget andet, selvom jeg havde sagt til ham, at han skulle hente de æg, og at de ikke en skid skulle køle af først. Og her mener jeg ikke, at jeg nævnte, at jeg faktisk foretrak mit æg varmt, nej, jeg mener at jeg fik et hysterisk anfald, som om det var det fucking værste han nogensinde havde gjort. Jeg var faktisk så ked af/sur over at mit æg ikke var som jeg havde tænkt mig, at jeg begyndte at tude.

Det var så der det gik op for mig, at jeg overhovedet ikke havde slappet af hverken mandag, tirsdag, onsdag eller torsdag. Overhovedet. Nej, jeg har ikke lavet noget arbejde (løn- eller anden slags), men jeg har lavet alt muligt andet. Jeg har haste-ordnet nogle billeder, jeg har flyttet om på nogle ting, fordi vi kom til at snakke om at det kunne være fint, jeg har købt en kommode, jeg har ryddet op, jeg har holdt møde, jeg har flyttet mere om, jeg har bestilt gaver. Alt sammen noget, som godt kunne have ventet. Hvis det var.

Jeg har aldrig lagt mærke til det før, at jeg er så himmelråbende dårlig til at geare ned. Men det er jeg. Det jeg altid har betragtet som en lang periode til at komme mig, ovenpå en presset periode, er nok i virkeligheden mere en lang periode, hvor jeg ingenting orker, men alligevel insisterer på at gøre alting og så have det dårligt over at jeg ikke kan. Jeg afsætter altid et par dage til at slappe af, når der har været meget på programmet, men jeg tror faktisk aldrig rigtigt jeg har brugt dem til at slappe af. Ikke på den rigtige måde, i hvert fald.

Jeg føler mig en smule åndssvag nu. Både over, at jeg skældte Manden ud på grund af et æg, og fordi jeg har spildt fire dage på hverken at få lavet noget eller få slappet af. Igen.

Så det må være næste skridt, det der med at lære at slappe af og lade op. Måske jeg endda skal gå så vidt, som til at sætte en hel dag af hver uge, til ikke at lavet noget, ud over at sidde på sofaen og læse og spille ligegyldige spil og spise lige hvad jeg har lyst til. Uden e-mail og sms'er og instagram og todo-listen.

Jeg skal bare lige...


PS. Det er faktisk allerede ved at blive bedre. Så sent som i går aftes sløjfede vi julebagningen helt uden nogen fik dårlig samvittighed eller panikanfald.