Hvori en del af personerne lider af juletømmermænd

Undskyld, jeg havde virkelig ikke tænkt jeg skulle sove så længe. Jeg troede ikke jeg ville falde i søvn igen.

Så må vi tage ud til Oldemor i eftermiddag i stedet. Så må din Mand se om han vil med eller se fodbold.

Jeg ville ellers også helst have været afsted til formiddag... (spagt, og uden at nævne at klokken faktisk kun er halv ti, så vi kunne jo godt bare tage afsted nu, jeg skyndte mig jo rent faktisk i tøjet)

Ja, men så må I jo lade være med at sove længe.

....

Går op og tuder på badeværelset. Er fyldt op og træt og orker simpelthen ikke mere og kan ikke rumme, at der bliver lavet om på planerne, uden jeg har noget at skulle have sagt. Orker ikke nærmest passive-aggressive Mor, selvom jeg mest har lyst til at at stille spørgsmålstegn ved, hvorfor hun pludselig har mistet evnen til at banke på døren, når hun synes det er ved at være liiiiige langt nok op ad formiddagen.

Bliver ikke bedre da Far står op, og han undrer sig over hvorfor vi stadig er hjemme, og jeg kan høre Mor hviske-bitche (og der er bare ikke et andet ord for det), at det må vi selv om, hun gider ikke.

What. The. Fuck. Seriøst? Hvis det var et problem og hvis vi var ved at sove over os hvorfor. ind. i. helvede. vækkede hun os så ikke, i stedet for at vælge Vejen Belagt Med Dårlig Stemning.

Så jeg er sur over, at hun er sur. Jeg er faktisk også sur på Manden, fordi han sov i det andet værelse og det derfor igen var mig der havde Gryntegrisen, og jeg er sur på mig selv, fordi jeg i går aftes tænkte at jeg skulle bede Manden om at stå op med Barnet, men så ikke gjorde det.

Jeg er faktisk også sur over og træt af, at vi er tvunget til to besøg hos min mormor i løbet af en seks dages periode. Det er ikke fordi jeg ikke kan lide min mormor, og det er heller ikke fordi jeg ikke har lyst til at besøge hende, men der sker så meget andet i juledagene, og Gryntegrisen har for længst fået for meget. Og jeg har for længst fået for meget. Men min mormor er gammel, og min mormor er min mormor, og derfor skal vi være søde ved hende, selvfølgelig skal vi det, og der er aldrig nogen der må stille spørgsmåltegn ved det rimelige i, at hun altid slutter et besøg af med at spørge om vi kommer på besøg igen inden vi tager hjem. Eller det rimelige i, at hun bliver skuffet, når vi forsigtigt svarer nej, fordi vi har andre planer eller slet og ret fordi vi tager tilbage til Fyn dagen efter. Min mormor er en god mormor, og hun er en god oldemor, og jeg elsker hende meget, meget højt. Men jeg er ked af og frustreret over, at det i takt med min mormor er blevet ældre (og vi er blevet ældre) har udviklet sig til det evige guilt trip. Nok især fordi der de sidste år er blevet hvirvlet en masse mudder op, som jeg bliver konfronteret med som voksen, men som jeg stadig skal forholde mig til fra det artige barnebarns vinkel.

Mest af alt er jeg nok i virkeligheden ked af og sur over, at mine forældre efter 28 år stadig ikke kender mig. Jeg kunne selvfølgelig godt have lagt de ærlige kort på bordet (i stedet for at tude på badeværelset) og bare have sagt at jeg simpelthen ikke kunne rumme mere, og at mit angst- og utilpasheds-niveau stiger helt vanvittigt når ellers fastlagte planer bliver flydende. Men erfaringen siger mig at reaktionen enten er, at det nu nok skal gå alt sammen (underforstået. "Tag dig sammen") eller et overbærende, nårh, jamen lille skat da. Har ikke brug for nogen af delene. Har derimod brug for at blive taget alvorligt, som et ligeværdigt voksent menneske, psykisk tilstand inkluderet. Hvor barnagtig den tilstand så end måtte virke på omgivelserne.

Set med fornuftens briller ved jeg jo godt, at meget af den dårlige stemning skyldes juletømmermænd. Især for Mor, der har bagt og braset og kogt og pyntet og haft gæster og kørt alle frem og tilbage og sidelæns i dagevis. Jeg ved det. Men det minder mig om, hvorfor jeg i sin tid flyttede hjemmefra. Væk.

Næste år bliver julen en anden. For til min store overraskelse er min barndoms jul ikke længere min. Jeg vidste det allerede d.22. da vi ankom og jeg fik hjemve inden aftensmaden. Hjem-ve, efter mit eget hjem. Manden mærker det vist også; at vores jul er Gryntegrisens barndomsjul, og den er derhjemme.

Det er fint nok vi fik det afprøvet.

Men seks (jule)dage hos mine forældre er mindst to for meget.