Hvori jeg virkelig øver mig

Kender I det, at man egentlig var i god tid med alting og så lige pludselig står der sådan en fredag og siger: "Hej, det er mig der er d.19. december - øj, det var ellers lidt af en todo-liste du har der, hva?"

Nå. Men min undskyldning er at jeg har sovet dårligt og været til møder. Eller. Faktisk har der ikke været ret mange møder, men et af dem var sådan et officielt et, i et udvalg, som jeg faktisk er politisk udpeget til at sidde i, og den slags gør mig altid nervøs, selvom det er et overkommeligt udvalg med kun en enkelt, overkommelig opgave. Så mentalt har alle dage op til den 18. december været mentalt blokeret af det møde, og lige så snart jeg kom hjem sagde det .•*¨*•PLING•*¨*•. og så var der juleferiestemning. Fårk, hvor ville jeg gerne være bedre til at lade ting i fremtiden blive i fremtiden og ikke bekymre mig før de var nutid.

Det var egentlig meningen at vi alle sammen (eller, i hvert fald mig og Grynten, for Manden arbejder) skulle en tur til Udkantsdanmark på julevisit, inden vi tager til Jylland og holder resten af julen. Det passede jo så glimrende, for Kaye og Jyden skulle også til Udkantsdanmark på julevisit, inden de taget til Jylland, og de har jo en bil, som vi alle sammen kan være i når Manden ikke skal med og så burde den ged jo egentlig være barberet.

Men. Så skrev Kaye i går formiddags, at de regnede med en overnatning, og så kunne jeg ikke lige få øje på hvornår det så lige var jeg skulle nå at pakke og gøre rent og finde nogen til at passe katten og pakke de(n) sidste gave(r) ind og rydde ud i køleskabet så vi ikke bliver mødt af et mugmonster når vi kommer hjem (fordi vi jo alle sammen godt ved at ting bliver for gamle med 10x hastighed når man forlader byen).

Så jeg spurgte om ikke de kunne nøjes med at tage Grynten med, og så kunne jeg gå i selvsving imens, og så kunne Farfar køre Barnet til toget, hvor en af os (læs: Manden) kunne afhente. For Gryntegrisen har været lidt morsyg (og farsyg) og pylret på det sidste, fordi der vist nok sker crazy meget inden i hendes lille toårige hoved, og så ville det nok være liiiiige rigeligt med en overnatning (og dårlige middagslure) i weekenden, når man nu skal op og med toget mandag morgen.

Og så var det, at jeg kom i tanke om, at jeg måske lige skulle tage en dyb indånding og skille tingene ad og huske hvem der var den voksne. Altså, det kom jeg i tanke om efter Barnet var taget afsted og jeg havde fået en kop te og et overblik.

Det er jo ikke Gryntegrisen, der har bestemt vi skal med toget mandag morgen. Det har jeg bestemt. Fordi det passer så glimrende med at det også er der Es og Prinsebassen skal mod Jylland og så kunne vi føl's. Og så kunne jeg ikke overskue at nogen skulle overnatte i Udkantsdanmark, fordi det bare ikke er nok med kun en halv fridag til at restituere bagefter. Men i virkeligheden ville det jo være synd for Gryntegrisen, hvis hun skulle gå glip af en hyggelig weekend hos Farmor og Farfar sammen med Niecen, alene fordi jeg ikke vil risikere at skulle køre i tog med et træt og surt barn.

Farmoren virkede helt begejstret da jeg ringede og sagde at det altså var ok hvis hun blev og sov, hvis hun ellers var i godt humør og de havde lyst til hun blev (det var hun og det havde de).

På den led fik jeg jo også en hel dag til at krydse af på todo-listen (eller... i princippet, ing) og vi fik en hel, sammenhængende, uafbrudt-af-putning voksen-aften. Og efter Manden var taget på arbejde kunne jeg frit vade rundt i soveværelset og pakke færdig, og så rent faktisk ligge og læse i sengen bagefter. Og sove i fred, helt til klokken 7.17, hvor jeg af mig selv var færdig med at sove (åbenbart). Jeg vågnede i hvert fald ikke ved at der var nogen der snakkede om "Over store seng. Tænde lyset. Må gerne. Så, kan se Mor. Stå op, spise mår-mad. Ha haverdyn. Med Cheerios. Og fraser. Mælk på. Mor tisse nu. Nej! Mor HAR tisset. Grynte tisser. Selv." (det gør hun ikke, red.)

I dag står den på oprydning, så det bliver knap så uoverskueligt når vi kommer hjem igen. Eller. Indtil nu har den mest stået på rundstykker og te og blogindlæg.

Men NU går jeg i gang. Og så bliver det spændende hvornår Gryntegrisen kommer hjem. For jeg har taget et skridt tilbage og øver mig i ikke at være bekymre-kontrol-planlægnings-typen hele tiden, så jeg har ikke skrevet og spurgt.

Jeg når det jeg når.

Ånd ind. Pust ud.

Det bliver jul, ligemeget hvad.

Men jeg har pakket. Og fundet en der kan passe katten.