onsdag den 15. juni 2016

Hvori jeg er holdt op med at undskylde for mig selv

Du siger at du ikke behøver kende min sorte bog. Men ved du hvad? Jeg har ikke en sort bog. Jeg har ikke en mørk og dyster fortid, som ikke kan tåle at se dagens lys. Jeg har ingen dybe hemmeligheder og jeg har ikke noget at skamme mig over. Jeg har kun mig selv, den jeg nu engang er, den jeg er blevet, på både godt og ondt.

Jeg er ikke en slikbutik, hvor du kan nøjes med at vælge de stykker du bedst kan lide og så lade resten ligge. Om noget er jeg en smoothie, hvor alting er blendet så grundigt sammen at det er umuligt at sige hvad der er hvad. Og jeg smager sgu godt. Også selvom der er både grønkål og depression i blandingen.

Jeg er stærk og jeg er levende og jeg elsker. Men det er kun i kraft af at jeg har oplevet (og stadig oplever) det modsatte. Det er to sider af samme sag, ikke enten-eller, men både-og.

Jeg har brugt alt for stor en del af mit liv på at føle jeg skulle undskylde hvem og hvad jeg er, og det er jeg i dén grad færdig med. Ingen, hverken dig eller nogen andre, har ret til at diktere hvilke sider af mig der er ok at vise frem.

Jeg har ikke gjort dig noget. Det kan jeg godt høre at der er nogen andre der har, men det kan jeg ikke stilles til ansvar for, og det er helt urimeligt at du dømmer mig efter hvad andre engang har gjort, eller hvad du forestiller dig jeg måske engang vil gøre.

Hvis ikke du har mod på mig, slash-fic og forhistorie inkluderet, så er det helt i orden. Men så er det nok nu det er ved at være tiden til at sige til, og tage konsekvensen af det og afbryde forbindelsen. For jeg bliver ikke hverken andet eller mindre end jeg er nu.



PS. Om jeg skrev det til dig? Ja, hvis du føler dig ramt, så gjorde jeg.

tirsdag den 7. juni 2016

Hvori der er smørsovs

Jeg er blevet en smule overtroisk på det sidste, fordi 2016 synes at være sådan et år hvor livsomvæltende ting bliver ved med at ske. Vi er nu nået til juni og jeg kan mærke at jeg hele tiden går og venter på hvornår slaget kommer, selvom, eller nok nærmere især fordi det hele går fint.

Brugte weekenden på en Tour de Jylland med mine forældre og Gryntegrisen og vejret var fantastisk og Barnet var næsten eksemplarisk og det var ren sommeridyl det hele.

Min rådne spasser smerte-fra-helvede tand er holdt op med at være både rådden og spasser, takket være tandlæges mad rodbehandlings-skillZ. Nej, en rodbehandling er ikke det sjoveste jeg har prøvet, og jeg tror heller ikke det er sjovt når jeg får regningen i næste uge, men jeg holder meget af ikke at have crazy ondt i hele kraniet.

I morgen tager mig og Manden til hovedstaden igen til endnu en koncert, denne gang Muse, og jeg glæder mig (selvom jeg ikke glæder mig til at genopleve Forum i 1000 graders varme) Drømte godt nok at vi var kommet til at tage til Mumford & Sons en gang til, men helt ærligt, så ville det ikke være verdens undergang hvis det skete.

Der er også udsigt til et par frække dates (måske) og en skt Hans-aften hvor vi skal fejre at min søster er kommet hjem fra højskole. Nogen har savnet "Moster Mus" frygteligt de sidste gange vi har været hjemme ved Mormor og Morfar.

Så nu er spørgsmålet hvad juni ellers har til mig. Mit nye overtroiske jeg frygter at det bliver slemt, med alt det gode der sker...


PS. Kom ud i køkkenet og så en kæmpe klump smør i en gryde. "Det var dog klamt meget smør," brokkede jeg til Manden. "Det er til smørsovs," svarede han. "Nå, ok," sagde jeg så, som om mængden af smør blev mindre klam af at vi æder den råt.

mandag den 6. juni 2016

Hvori det er dagen hvor det vender

I dag er dagen hvor jeg græder mig selv i søvn.

I dag er dagen hvor jeg bliver i tvivl om hvor meget der er min seksuelle frigjorthed og hvor meget der er savnet af dig.

I dag er dagen hvor jeg bukker under.

I dag er dagen hvor jeg ingenting er sikker på længere.

I dag er dagen hvor jeg ikke længes efter andet end at du holder om mig. Billedligt talt, selvfølgelig. Selvom jeg også mener det bogstaveligt.

I dag er dagen hvor jeg savner dig mest.

Og skal vi så ikke sige at fra i morgen begynder jeg at savne dig mindre?

lørdag den 4. juni 2016

Hvori jeg stadig skriver

Jeg diskuterede det med Es, dengang inden alting gik i stykker, hvad den kreative proces er for en størrelse. Han var den eneste der forstod hvad det var der skete, især dengang i starten hvor jeg bare skrev og skrev og skrev og var helt umulig at være i nærheden af.

Det er ret ironisk at det netop er den proces der blev skyld i at vi kom sådan op at skændes og mit hjerte gik i tusind stykker.

Det er tre måneder siden nu og jeg savner ham stadig/igen desperat, det kommer i bølger, erkendelse og indsigt, håbløshed og længsel. Jeg er ved at komme overens med at der er tale om ulykkelig kærlighed, kærestesorg. Forelskelse. Stadig.

Men jeg ved ikke længere om det er ham jeg er forelsket i, eller den jeg troede han var.

Jeg ville så gerne se ham, møde ham, lære ham at kende med det klar(ere)syn jeg har nu. Men han har sagt blankt nej.

Og det gør mere ondt end noget andet, at han efter tolv års sjæledybt venskab ikke vil komme og se mig i øjnene og sige tak (eller råbe røv, eller tie stille, for den sags skyld)

Så jeg skriver. Stadig. Til ham og om ham, og jeg lærer at acceptere at den bog er hans. At den er al min kærlighed.

Og jeg lærer at acceptere at kærlighed er meget og mange ting, og at jeg elsker og det er ikke forkert.

Men nogle gange er det stadig svært at huske på at det ikke var min kærlighed der slog vores venskab ihjel.

Det var at den var blind.


PS. Om jeg nogensinde bliver færdig med den bog? Nej, det har jeg ingen formodning om. Der er 120 post-its på mit skab med ting jeg skal skrive/skrive om/skrive til og jeg bliver aldrig færdig.