Julestatus

Er her stadig.

Juleaften var ok. Nej, god, faktisk.

Bare de andre dage der sucks.

Fuldstændig overvældende at ramme 1-års dagen for positiv graviditetstest. Slet, slet, slet ikke forberedt på at blive ramt af helt enorm bølge af "sidste år på den her tid"-tanker.

Savner så det gør ondt og kan ikke helt hænge sammen.

Ved godt jeg siger vi har valgt at leve. Nogle dage er det bare lidt af en kamp. Og nogle dage er der bare ikke flere kræfter at kæmpe med.

Juleaften god. Resten af december hård på helt uforudsigelig måde.

Julestressen sænker sig

Jeg beklager meget de noget forsinkede julekalenderafsnit - men jeg lover, ama'r halshug, at det hele bliver færdigt næsten til tiden. Måske i morgen, men jeg aner simpelthen ikke hvor crazy det bliver med gæster og madlavning og juletræ og kager og den slags. Min søster ville klart forstå undskyldningen "Jamen, vi skulle lave julekalender, så her er pisserodet" men mine forældre? Not so much.

Nå, men afsnit 22 er da i hvert fald oppe nu, og så kan I jo hygge jer med det, mens jeg går om på kirkegården og så lige på måsen i seng bagefter.

For i morgen er der kager der skal bages og et træ der skal pyntes og noget rødkål der skal koges og en and der skal steges og den slags.

Julekalenderen: 22. december - årets korteste afsnit

Julekalenderen: 21. december - Sværdet og Pølsen

Resume: Julen var lige ved at gå i vasken, på grund af en masse frygtelige juleulykker; Bager John brækkede benet, julepynten blev stjålet, bussen med børnehjemsbørnene kørte galt... Men NU er børnene endelig kommet frem - takket været den heroiske redningsekspedition og Bonde John - og Præste Pia har med sit evige julestress sørget for at alting endelig er klart.

Hvem kunne have gættet at Pølse Pia og Nabo John kunne finde på sådan noget? Hvordan skal det nu nogensinde nå at blive jul?

Jeg ved I har ventet med længsel...

Så er afsnit 18, afsnit 19 og afsnit 20 af julekalenderen uploadet og tilbagedateret til de rigtige datoer. Afsnit 21 er også klart, men bliver først uploadet i aften, så I lige har en chance for at opdatere jer - for afsnit 21 er vores Pièce de Résistance og fortjener lidt forventning! (Ok, SÅ godt er det heller ikke, så forvent heller ikke for meget)

Inde fra kassen

Manden har fået vetoret, for jeg kan ikke selv sige stop. Det bliver en ond cirkel af utilstrækkelighed for jo mindre jeg kan, jo mere kommer jeg bagud og jo mere vil jeg nå.

I dag blev fyldt op af julegaveindkøb, og jeg VED jo godt at det er mere end rigeligt til en dag, men alligevel nager julekalenderen, kagebagning, julekort, oplysninger... eksamenslæsning og su-papirer kan jeg ikke engang hvad holde ud at tænke på.

Det er derfor Manden har vetoret. For han er stadig stort set mentalt velfungerende og kan finde ud af at sige at nu går vi i seng.

Julekalenderen: 20. december - Stjernen

Er det ikke lidt tidligt julen er sikret? Hvad skal resten af julekalenderen nu gå med? Og hvorfor er Pølse Pia og Nabo John bare gået?

Complete meltdown

Er løbet tør. Helt tør. Er lukket inde i en lille kasse og kan ikke komme ud.

Kan ikke få øje på Manden. Kan ikke engang få øje på mig selv.

Jeg kan ikke holde ud at være i mig selv. Men det er jo ikke ligefrem fordi der er andre steder at tage hen.

Julekalenderen: 19. december - Fundet

Julekalenderen: 18. december - Juletræet

Julekalenderen: 17. december - Jesusjagten

Da gårsdagens afsnit udgik får I her et gratis dyr. You're welcome.

Resume: Det er ved at være kritisk med julen. Ingenting er færdigt på grund af de mange ulykker, børnene er stadig ikke fundet og nu er der også pludselig dukket en pirat op.

Bliver børnene nogensinde fundet? Hvad er det for en legetøjsbutik der ikke har dukker? Hvor mange læsere har opgivet at følge med?

Es

Kære Es,

Velkommen til det mest akavede brev i verdenshistorien. Det virker måske ligegyldigt pludselig at bringe det her på bane igen, men efter vores eftermiddag sammen i mandags kunne jeg pludselig godt huske hvorfor jeg engang var forelsket i dig, og det slog mig at jeg faktisk aldrig er kommet over dig. Det er ikke fordi vi (og med "vi" mener jeg "jeg") skal til at rippe op i en hel masse eller starte en masse drama og/eller en affære mens Manden og Prinsessen er til folkedans linedance, men det er ikke desto mindre sandt. Pludselig var Prinsessen der, og kort efter Manden, og så var alting på sin rette plads, uden jeg nåede at komme overens med at jeg aldrig kunne få dig - det blev et moot point, for følelserne blev begravet den dag du fortalte du havde mødt Prinsessen og døde endegyldigt da Manden så mig i øjnene og sagde han ikke var i tvivl om det skulle være mig. Du ved at Manden er mit liv, og du ved hvor rigtige jeg synes du og Prinsessen er for hinanden. Og jeg går kraftigt ud fra du godt ved jeg ikke ville ønske mig det anderledes.

Alligevel er det ikke ligegyldigt - noget med at få gjort op med fortiden og få lagt låg på nogle ting og den slags. Find selv på flere klichéer. At tingene er som de skal være nu, ændrer jo ikke på fortiden. Det ændrer ikke på at jeg i fire år var håbløst forelsket i dig, og ville have opgivet alt uden at blinke, hvis du havde bedt mig om det. Åh pis, det lyder virkelig melodramatisk, men det var altså sådan det var. Og det er jeg faktisk ikke sikker på du nogensinde helt blev klar over. Jeg må virkelig have fremstået som en uformelig klump infatuation junkie bygget af amoralsk vægelsind. Men du var altid nummer et - og altid uopnåelig. Derfor blev jeg nede i min sump og forsøgte at få det bedste ud af det.

Jeg tænker tit om tingene havde været anderledes hvis jeg havde haft modet til at forlade Ex'en, på trods af de håbløse udsigter med dig. Jeg ved godt det aldrig var blevet os to, men måske havde du så været klar over dybden af min kærlighed til dig. Og måske havde jeg været tvunget til at se i øjnene at kærligheden ikke var gengældt. Jeg ved godt det ikke gør nogen forskel nu, men jeg synes jeg skylder mit fire år yngre selv at indrømme de følelser, og tage ordentligt afsked med dem. Også selvom det bliver med tilbagevirkende kraft.

-----

For år tilbage startede Es og jeg en forening. Foreningen Frodes Bat. Jeg kan ikke længere huske hvad det er en forkortelse for (vi designede med vilje forkortelsen så vi med garanti ville glemme det), men det gik ud på at man altid skulle sige tingene åbent og ærligt. Det var meget principielt og kompromisløst alt sammen.

Siden er Es blevet blødere, og jeg er blevet mere balanceret. Vi har begge en i vores liv vi ikke kan bære at såre. Vores verden er blevet mere nuanceret, og det er begyndt at give mening at tage hensyn til andres følelsesmæssige position inden man tromler igennem med sin egen.

For fem år siden havde jeg ikke været i tvivl om hvorvidt jeg skulle sende brevet til ham. Jeg havde ikke været i tvivl om hvad der var rigtigt i forhold til vores interne principielle og moralske kodeks. Nu er det pludselig ikke så ligetil længere og er ikke blevet mindre vaklende efter at have skrevet sammen med Emmie om det - hun mener også det er på tide at droppe principperne og udvise hensyn.

Julekalenderen: 16. december - udgået

I dag kommer der ingen julekalender, for legomændende (m/k) har været på tur

Tillykke med dagen, lille skat.

Det er slet ikke til at fatte det er et helt halvt år siden du blev født.

Og det er endnu mere ufatteligt at vi nu har levet et helt halvt år uden dig.

Vi elsker dig, babymus. Du er så utroligt savnet.

Julekalender update!

Så er afsnit 10, 11, 12, 13, 14 og 15 uploadet, opdateret med resumeer og tilbagedateret til de rigtige datoer. De står også på listen over afsnit.

Politiske julekager

Samme dej, samme form. Ved ikke om mine julekager har et politisk budskab...

Og ja, jeg ved godt jeg pwomisede det med julekalenderen, men så endte vi ude ved Kaye og Jyden med en røvfuld kagedej.

Julekalenderen: 15. december - Rommen

Resume: Villa John har stadig glemt alt om sit ødelagte hus. Han er blevet lun på Pizza Pia efter de flettede deres julehjerter sammen, men Præste Pia er også ret glad for Villa John, så det er svært at se hvordan det nogensinde skal ende lykkeligt.

Hvor julet er det lige med en pirat? Er han kun med fordi tegneren har en svaghed for Johnny Depp? Er det egentlig en god ide at låne mere fra Disney? Og hvorfor er rommen altid væk?

Rimelighedens grænse

Min psykiater har én regel: at jeg skal komme til vores aftaler.

Jeg tænker at det må være indenfor rimelighedens grænser. Det tror jeg egentlig også han mener, men hvor rimelighedens grænse går fornemmer jeg vi har en lidt forskellig opfattelse af.

Fx kører dsb ikke rigtigt i dag. Og busserne kører som de plejer, hvilket vil sige de heller ikke kører supertit. Jeg har en aftale med Manden (men det gør det vel ikke mindre til en aftale?) om jeg vi skulle være sammen i dag, indtil klokken tre, hvor jeg skulle afsted. Vi har så også en aftale om at spise ude hos Kaye og Jyden, hvor maden står på bordet klokken seks. Bevares, det kunne da nok godt aflyses, men det er stadig en aftale - og i min verden rangordner jeg egentlig ikke rigtigt aftaler.

Jeg KAN godt komme til min aftale med Psyk i dag klokken ti minutter i fire. Hvis jeg tager hjemmefra klokken to. Og så kan jeg så først være ude ved Kaye og Jyden klokken tyve minutter i syv. Jeg kan også komme lidt for sent til psyk - men så jeg skal stadig afsted inden tre, og jeg kommer ikke tidligere hjem. Og det virker dobbeltåndssvagt med bus-bøvl for under en halv times samtale.

Det er måske her, umiddelbart inden aflys-to-aftaler-og-brug-fire-timer-på-at-nå-45-minutters-samtale jeg synes rimelighedens grænse går. Jeg ringede og var ærlig overfor hans sekretær - for jeg synes fandeme også det er pisærgerligt at skulle aflyse første aftale i genoptaget behandlingsforløb - men det lød ikke umiddelbart på hende som om han ville være enig i den der grænse. Og jeg kan bare godt mærke at jo mere de insisterer på jeg kommer, jo mere stejler jeg. For jeg synes ikke det er fair at bede mig om at prioritere det så meget højere end resten at mit liv at jeg skal aflyse to aftaler, og bruge mere end en fjerdedel af mine vågne timer på at nå en aftale om fucking 45 minutters samtale.

Men det er måske bare mig.

Julekalenderen: 14. december - skøjtebanen

Resume: Imens redningsekspeditionen kæmper for at finde børnehjemsbørnene i tide arbejder byboerne hårdt på at få alting klart til jul. Det er dog sværere end forventet - det er som om der hele tiden går noget galt.

Hvor lang tid tager det egentlig at bage en stor julekage? Hvor mange storylines og intriger kan man egentlig have i en julekalender?

Julekalenderen: 13. december - Lucia

Resume: Børnehjemsbørnene holder sig varme ved at brænde sæderne fra den fastkørte bus sammen med deres breve til julemanden. Børnehjems John insisterer på at julesange også hjælper på (hjerte)varmen, men Chauffør John er nu ikke så sikker - han bruger det meste af tiden på at lede efter brandbare materialer i bussen. Der er sendt en redningsekspedition afsted, for at finde dem, men det er usikkert om de når frem i tide.

Får vi et sagsanlæg fra Disney og Fox inden jul? Får børnene slet ikke noget at spise, eller er det nok med kærlighed og julesange? Kan det virkelig passe at det tager så lang tid at finde en stor gul bus?

Julekalenderen: 12. december - kopperne

Resume: Villa John, hvis hus på mystisk vis ligger i ruiner, har glemt alt om sit detektivarbejde - juleulykkerne vil ingen ende tage og nu er selve juleaften måske i fare. Bager John har brækket benet, bussen med børnehjemsbørnene er kørt galt, julepynten er væk og Pølse Pia har sat en aldeles ujulet pølsevogn op på torvet.

Har legomænd virkelig baglommer? Kan der i så fald være adskillige kopper i dem? Følg med i afsnit 13.

Jeg ved det godt

Jeg har ikke glemt julekalenderen.

Der var bare lige nogle ting der skulle åbnes op for og nogle ting der skulle lappes sammen, mellem mig og Manden.

Og den slags tager den tid det tager.

Også selvom der er en julekalenderen der venter.

Julekalenderen: 11. december - Juleklip

Resume: Bussen med børnehjemsbørnene er kørt fast i en snedrive - dette ved byboerne dog ikke, men da bussen ikke dukkede op har de sendt en redningsekspedition afsted. Villa John ved stadig ikke hvad der er sket med hans hus, men han har vist også glemt alt om det midt i juleriet.

Hvor er julepynten blevet af? Er den blæst væk, eller kan det mon være tale om systematisk julesabotage?

Filmen der lever op til bogen

Jeg taler om Twilight. Og det er absolut ikke ment som en kompliment.

::Spoiler-alert::

Jeg ved godt der er nogen derude der synes Twilight er det nye sort. Det gør jeg så ikke.

Sidst de sendte Twilight i flimmeren optog Kaye og Jyden den, men fordi de er småbarnsforældre ser de film i små bidder, og på den måde endte det med at vi en dag så en halv times tid i midten af filmen. Det var nok ikke lige den bedste halve time vi fik set, så da de genudsendte skidtet i går tænkte jeg at jeg da altid kunne give det en chance.

Filmen er lige nøjagtig som jeg husker bogen (og her vil jeg så lige skyde ind at jeg tror det højner "glæden" ved filmen at man har læst bogen) Det starter godt. Mere end godt, faktisk. Fantastisk. Sug i maven, pageturner, toppen af sin filmgenre. Jeg har faktisk sjældent læst noget der rammer forelskelse og umulig kærlighed så godt. Ærligt. Jeg hader ikke Twilight fordi det ikke er godt (så havde jeg jo aldrig læst dem færdigt) - nej, jeg hader Twilight fordi det holder op med at være godt.

Hvis det stoppede efter den ene bog kunne jeg tænkte "Meh, middel, ærgerligt det ikke helt er gennemført" og så lade det være ved det. Men nej. Det bliver ved. Bog efter bog, side op og side ned med (indsæt selv squeeky-voice her) "Så vil hun godt have ham, men så vil hun ikke alligevel, og hun elsker ham for evigt, men der var en anden hun måske også gerne ville have, og så ville de godt slås, men så ville de ikke alligevel, og så skulle de giftes, men så ville hun ikke, men så ville hun godt være vampyr, men så ville han ikke, og så skulle de have et barn, men så var de andre sure" og det bliver ved og ved og ved og ved og ved (og ved), og det eneste jeg tænkte var GET OVER IT ALREADY! Hvor udødelig og fantastisk kan den kærlighed lige være hvis I skal bruge to fucking bøger på at være i tvivl?!

Hvorfor jeg blev ved med at læse? Jo, nu var jeg jo igang - og inde under alt lortet er der guld. En guldklump af en historie, der kunne have været en helt fantastisk lååvestory, men så er den blevet syltet ind i "romantiske" forestillinger, der lyder som noget jeg skrev i min dagbog dengang jeg var 13 (skal nok spare jer for uddrag - med mindre i plager) og ikke som noget der er skrevet af en voksen, der faktisk burde vide bedre. Nejnej, jeg siger ikke at bogen skal være mere voksen, eller handle om mere voksne problemstillinger. Den måtte bare godt lade være med at tale ned til sine læsere - og det føler jeg virkeligt den gør. I stedet for at blive udfordret på sit intellekt, sine følelser og sin opfattelse af kærligheden følte jeg mig i den grad sat tilbage til dengang jeg gik i 8.b. Og det passer bare slet, slet, slet ikke sammen med den udødelige kærlighed den første bog lægger op til, og det passer slet heller ikke sammen med temaer som giftermål, graviditet og ægte, dybfølt kærlighed. Sorry, men det gør det bare ikke.

Nå, men for nu lige at vende tilbage til filmen et øjeblik. Handlingen kan de jo ikke gøre for - jeg har faktisk sjældent set en film der er så tro mod den bog den er baseret på - men effekterne? Dem kunne de nok godt have gjort lidt mere ved. De er jo ikke engang fede? Jeg troede det skulle være sådan helt "WOW" når de hoppede rundt i træerne og den slags, men det ligner mest dårlig CG. Hvad det jo så også er. Ligeså med Edwards funklende diamanthud - det ligner bare han er klistret til i lim eller sådan noget. Og hvorfor fanden er der lyd på når han glimter? Er ikke videre imponeret, og synes egentlig det lugter lidt af at de ikke rigtigt har gjort sig umage, fordi de godt vidste at filmen nok skulle spille sine penge hjem ligemeget hvad. Nåja, og så det der Robert Pattinson, ing? Hvem har slået den rare mand i ansigtet med en skovl? (Kaye's ord, ikke mine) Og. hold. da. helt. op. hvor er der mange laaaaangtrukne, røvsyge scener, med klaverspil, baseball og deslige.

Min søster, der er teenager og derfor må formodes at vide den slags, siger i øvrigt at der vist også kun skulle have været to bøger. Men at forlaget sagde at så blev det for voksent, og at handlingen skulle starte tidligere. Jeg vælger at tro på at det er sandheden. For så kan jeg nøjes med at dobbelthade på det forlag, i stedet for at gå rundt med en nagende mistanke om at Stephenie Meyer har fucked up en gudsbenådet inspiration.

....

Og nej, jeg kan ikke bare lade være med at forholde mig til dem. De er der, og de har, på adskillige opfordringer, brugt min tid, og så får de altså også en holdning med på vejen.

....

Hvad I så skal læse i stedet for? Jo, I skal læse Ringenes Herre (læse, ikke se!) og så skal I nyde Aragorn og Arwen's historie. Som er vidunderligt underspillet og smuk og den bedste lovestory ever. Ever. Og den bliver ikke dårligere af at størstedelen er forvist til et appendix, man først læser efter bogen.

Og hvis I synes det er lidt for meget at læse tre bøger for omkring 20 linier og et appendix med kærlighedshistorie, så læs Pride and Prejudice (og se den endelig også, både BBC's serie og den nye film med Keira Knightley) og nyd Jane Austens ironi mens du svælger i en historie der har det hele. På den gode måde.

Julekalenderen: 10. december - Redningsekspeditionen

Resume: Det er pludselig gået op for byboerne, der har været travlt optagede af at skændes om pølser, at børnehjemsbørnene skulle have været der for længst.

Når redningsekspeditionen frem til børnene i tide? Bliver det mon overhovedet jul i år? Hvorfor må Chewbacca egentlig ikke være med? Og burde hans navn egentlig ikke være Chewbacca John, som Gravidgrahvad gør opmærksom på?

Ondt i hjertet

Det skulle have været hyggeligt i dag, med julemarked med Esserne, men opgav at finde dem da jeg kom derind.

Tog hjem og tudede i stedet for.

Savner min lille dreng helt ubeskriveligt.

Julekalenderen: 9. december - Pølsefejden

Resume: Børnehjemsbørnene, der er kørt galt med bussen, holder sig varme ved at brænde bussens sæder og deres breve til julemanden. Det lader til at beboerne i julebyen har glemt alt om dem - de er travlt optagede af Pølse Pia's pølsevogn, der pludselig, og aldeles uautoriseret, er blevet stillet op på torvet.

Hvem tør begive sig ud på den farefulde færd for at finde børnehjemsbørnene? Og kan Æbleskive Pia og Pølse Pia mon glemme deres uoverensstemmelser og leve sammen i julefred, nu hvor børnenes liv er på spil?

Julekalenderen: 8. december - Bålet

Resume: Juleforberedelserne er godt igang i den lille by, og både Villa John og Pizza Pia hjælper til. Hvad de dog ikke ved er at alle deres forberedelser måske vil være forgæves - bussen med børnehjemsbørnene er kørt fast i en snedrive og når måske aldrig frem.

Hvor mange ønsker skal der helt præcist til for at holde en busfuld børnehjemsbørn varme? Hvor længe kan de klare sig uden mad? Hvorfor er der ingen der har tænkt på at tage en mobiltelefon med? Følg med i afsnit 9

At leve med døden

Vores verden er pludselig fuld af historier om døde børn, og fuld af historier om forældre der ligepludselig har fået smadret deres liv. Man opdager hurtigt at man overhovedet ikke er alene i sin sorg, og man opdager næsten ligeså hurtigt at der er ligeså mange måder at tackle sorgen på som der er mennesker i sorg. Men lige netop den forskellighed styrker os i at den måde vi gør tingene på et den rigtige for os. Der er tit nogen der åbner ens øjne for nogle ting man bliver nødt til at forholde sig til, eller nogen der har en måde at gøre tingene på som man kan tage med sig - men ligeså ofte er det omvendt, et "sådan er det i hvert fald ikke rigtigt for os"

Når man mister et barn har man ret til at opføre sig lige præcis som man har lyst til, og hvordan man bærer sin sorg og sit liv er det kun en selv der kan finde ud af, og jeg har ikke mødt eller hørt om en eneste hvor jeg ikke kunne sætte mig ind i deres måde at gøre det på. Men for os var der kun to muligheder: Enten vælger man at leve eller også vælger man at dø. Mellem-limboet, hvor man bliver ved med at leve, men svælger i selvmedlidenhed og "hvis det her bare ikke var sket ville mit liv være godt" synes jeg er en pissefesen nul-løsning.

Det er ikke ensbetydende med at så står vi op i morgen og holder op med at synes at livet burde være anderledes, eller at så er vi aldrig mere kede af det. Det betyder bare at vi tager kampen op. Det at vi har mistet et barn skal ikke blive en belejlig undskyldning for at være ynkelig og på tværs resten af mit liv. Resten af mit liv skal ikke gå med at svømme rundt i min egen bitterhed, og Ronan skal ikke idoliseres til at være det der kunne have gjort hele mit liv godt. Det er en alt for stor byrde at lægge på så lille et menneske.

Det bliver aldrig, aldrig, aldrig ok at han døde. Men det bliver det bare nødt til at være alligevel. Det bliver nødt til at være ok at vores liv er som det er. Vi har valgt at leve, med alt hvad det indebærer - vi har kun det ene liv og det ville være synd og skam ikke at få det bedste ud af det.

Julekalenderen: 7. december - Pølsevognen

Resume: Bussen med børnehjemsbørnene er kørt fast i en snedrive, og det er uvist om de nogensinde når hjem til jul. Dette ved de gode folk i byen dog intet om - de arbejder flittigt for at få alting klart inden børnene kommer. Præste Pia har lovet at fortælle Villa John hvad der er sket med hans hus, men det er som om der altid lige er noget han skal hjælpe med først...

Er det nu også rigtigt at pølser ikke er spor julede? Kommer Villa John mon ned fra lyskæden? Og finder han nogensinde ud af hvad der er sket med huset? Følg med i morgen

Fra Landet Uden Bredbånd

Har afleveret og bestået opgave. Det holdt ellers hårdt, eftersom internettet valgte at stå af i går. Mindre smart når opgave skal afleveres online. Heldigvis kan Mandens smartfååån bruges som usb-modem (hvad den også gør i skrivende stund) så det gik alt sammen til sidst.

Fra nu af står den i teorien på eksamenslæsning, men i praksis nok mere på ferie, og næste onsdag er lektiedate erstattet af konfektdate. Hvor Es og Manden også skal være med. Omtalte konfektdate bliver også for alvor starten på juleriet her i hytten, eftersom Manden har ferie fra på onsdag og så helt frem til jul. Virkelig lux at han først skal på arbejde igen om aftenen d.25. - og så har fri igen fra d.28. og hen over nytår. Synes også vi har fortjent en jul hvor vi har fri i år. Synes faktisk i det hele taget vi har fortjent at holde fri, og halvdelen af tiden fortryder jeg lidt at jeg har meldt mig til den eksamen. Den anden halvdel af tiden synes jeg det er en meget god ide at have noget at lave, og at der så er det mindre at lave næste år.

Jeg havde egentlig flere, længere, og måske endda bedre, indlæg i ærmet, men manglende internet og en Mand der også gerne vil have sin telefon engang imellem gør at det nok må vente til weekenden, hvor telenor-teknikeren forhåbentlig har været ude og fikse internettet.

Nåja, og så er jeg egentlig også gået to dage over tid.

Julekalenderen: 6. december - Bussen

Resume: Villa John ved stadig ikke hvad der er sket med hans hus, men han får hjulpet med en masse julerier i byen og Pizza Pia hjælper Bager John med at bage den store julekage, så alt kan blive klart til børnehjemsbørnene kommer til jul.

ÅH NEJ! Hvordan skal børnene nu nogensinde komme til byen til jul? Er der overhovedet en historie i den her julekalender? Og i så fald; bliver det så tydeligt hvad den er? Alt dette og meget mere får du ikke svar på i morgen.

PS. Beklager stavefejl i de sidste par indlæg - skriften blev sat på lidt hurtigt i 11. time på grund af opgave travlhed. Men fra i morgen skulle jeg gerne være tilbage med kun almindelige sjuskefejl!

Julekalenderen: 5. december - Æbleskiveboden

Resume: Pizza Pia hjælper Bager John i bageriet efter han brækkede benet i en frygtelig bagerulykke. Villa John leder stadig efter nogen der kan fortælle ham hvorfor hans hus ligger i ruiner - nåja, og så er han jo kommet til at love Præste Pia at han nok skal skaffe 24 dyr til krybbespillet inden jul

Husker du at hjælpe Villa John med at finde et nyt dyr til krybbespillet hver dag? Husk også at følge med i morgen (som jo så er i dag, fordi jeg uploader for sent!) hvor begivenhederne virkelig tager fart!

Så sagde vi bare det også var den femte imorgen

Bliver i meget sure hvis afsnit fem først kommer i morgen? Nå, men det var bare ærgerligt, for er helt smadret.
Er virkelig glad for der ikke er flere opgaver efter den her. Jeg hader afleveringer af et godt hjerte, for jeg har ikke psyken til det. Jeg bliver alt for kritisk og usikker og har derfor svært ved at rumme en hel opgave. Gruer allerede for bachelorprojektet.
Det var egentlig ikke for at klynke. Der er bare ikke overskud til mere.

Dagens lettelse

Foreløbig eksamensplan lægger eksamen i killer-faget Finansiering den 19. januar.

Så kan jeg jo nå at læse. Efter jul.

Puha.

PS. Sidder med obligatorisk opgave i dag, så julekalenderen kommer først senere

Julekalenderen 4. december - bageriet

Er ikke hjemme så hurtig upload i dag og sen upload i morgen

Julekalenderen: 3. december - Præste Pia

Resume: Villa John leder stadig efter nogen der kan fortælle hvad der er sket med hans hus

Kan du hjælpe Villa John med at finde de 24 dyr?

Julestemningsbilledspam

1. december: Varm kakao med marshmallows og hot buttered crumpets til morgenmad. Jeg har en Johnny Depp chokoladekalender og Manden har en med Toy Story 3. Til deling har vi to legokalendere: en Star Wars og en City, og så en skrabekalender og ulandskalenderen. De to sidstnævnte er ikke med på billedet, for vi har først købt dem i dag.

Morgenbordet

Er det ikke smart med kombi advents- og kalenderlysdekoration? Der er sådan noget sweater-mønster på adventslysene og kalenderlyset er i øndigt guld med rødt glimmerbånd om. Pakket med noget mos jeg fik i gave af Es sidste år (ja, haha, han er så pissevittig) I vindueskarmen ses et par handsker som Nissen kom med til Manden. Det er sådan nogle man kan taste på en smartphone med. Manden synes de er så helt utroligt stealth at han nynner temaet fra Mission Impossible hver gang han tager dem på.

Rimlig fesen minichokolade i kalenderen. Men hey, skidtet kostede kun 15kr i Lidl.

Løsningen på Ronans kalenderlys

Jeg fandt et lille juletræ nede hos blomsterhandleren, som vi plantede hos Ronan - det skulle gerne kunne overvintre, og så står det der jo også næste år. I Jysk havde de sådan en smart lyskæde der kører på sol-celler, og det var jo helt perfekt til hans lille træ - den tænder endda selv når det bliver mørkt. Vi havde hans ting med hjemme, til en ordentlig vask, så der er pænt her til jul.

Julestemning hos Ronan

I dag var vi i IKEA og fejre Prinsessens fødselsdag. Der var julebuffet til 69kr (og softice til 20) så vi brugte et par timer på at foræde os. Lige nu er jeg lidt ærgerlig over at jeg er så anonym her på bloggen, for jeg har et herligt billede af Prinsessen, Manden og Es, hvor de står i Toys'r'us iført Peter Plys-partyhat og kina-folde-ud-øv-paphorn. Vi havde også hattene på i IKEA, indtil de faldt fra hinanden og blev til underlige Peter Plys-kalotter i stedet. Ja, vi er så officielt de to mest nedern par i verden: fødselsdag-par-date i IKEA. And I låååve it. Og så har vi jo også fået de sidste to låger til reolen.

IKEA-julebuffet. Peter Plys-hat ses i baggrunden.

Julekalenderen: 2. december - mød Pizza Pia

Resume: I første afsnit mødte vi Villa John, der pludselig finder sit hus i ruiner og begiver sig ud på en farefuld færd for at afdække sandheden. På sin vej møder han sin nabo Nabo John, hvis hus på mystisk vis er blevet lavet om til en pub.

Her følger andet afsnit:

Vil mysterierne dog ingen ende tag? Følg med i morgen!

Julekalenderen: 1. december - mød Villa John

Så er den her - den længe ventede julekalender!

Man skulle gerne kunne få billedet i stort (og læseligt) format ved at klikke på det.

Hvad er det dog der sker? Følg med i morgen, hvor situationen på ingen måde bliver klarere.

Det levende barn

Jeg har rykket mig meget i min sorg. Men jeg kan ikke finde ud af om sorgen er blevet mindre eller om jeg bare ikke lægger så meget mærke til den længere. Jeg har stadig utrolig svært ved at sammenkoble konceptet "at have mistet et barn" med det der er sket for os, og nogle gange kan jeg pludselig godt komme i tvivl om der faktisk overhovedet er sket noget, eller om der bare er nogen der har stillet et billede af en baby på mit natbord. Der er (selvfølgelig) stadig mange aftener hvor jeg sidder med billedet og savner ham og græder, men der er også nogle aftener hvor jeg ikke registrerer andet end "næh, en sød baby" inden jeg slukker lyset.

For nogle dage siden tog jeg mig selv i at tænke; hvorfor kaldte vi ham ikke Sofus? Han ligner en Sofus. Selv hans tøj får ham til at ligne en Sofus. Jeg så pludselig det hele udefra, som om det ikke var noget jeg var følelsesmæssigt involveret i. En lille nuttet puttebaby skal selvfølgelig hedde Sofus. Og på gravstenen, hvis der stod Sofus, så ville man også vide det med det samme når man så den, at stedet hørte til en nuttet og savnet baby. Det ville alt sammen være rundere og blødere og passe bedre ned i kassen, der er Forestillingen om den Døde Baby. Jeg nåede faktisk at tænke at vi jo havde gjort det helt forkert, der i sorgtågerne, og slet ikke havde tænkt os om. Den stille, nuttede baby, som bare ser ud som om den sover skulle selvfølgelig have heddet Sofus.

Men han var jo ikke noget stille barn. Det er kun fordi han døde at han er så stille og putteagtig på alle billederne. Inde i min mave var han jo en lille bøffel, der møffede rundt hele tiden og kunne få ting til at vippe hvis man stillede dem på maven. Det var ham der vågnede op hver morgen og begyndte at mosle rundt når jeg spiste min havregrød, og det var ham vi kunne mærke når vi aede maven og sang godnatsang. Og det var ham der boinkede sådan til mig at jeg engang imellem kunne hapse et lille stykke baby gennem maveskindet. Inde i min mave var han ikke spor pussenuttet og fredfyldt. Inde i min mave var han levende.

Og det er bare først nu jeg rigtigt kan huske det. Jowjow, jeg har tit tænkt på det, og været glad for den tid vi havde med ham, men uden sådan rigtigt at huske det. Uden at huske ham. Mit liv har været så fyldt med sorg over vores døde søn, at der slet ikke har været plads til at rumme tanken om at han også engang var levende. Det er måske derfor billedet af ham ikke længere udløser de samme følelser. For det var jo ikke sådan han var; det er ikke det barn jeg husker og sørger over for tiden. Det er underligt på den måde at arbejde sig baglæns i sorgen. Og det er underligt på den måde at blive ramt i hovedet af en så indlysende sandhed, og pludselig blive så ked af noget man har vidst længe. Pludselig, næsten seks måneder senere, at blive så ked af vi har mistet det levende barn der var i min mave.

Det døde barn på billederne kunne måske godt have heddet Sofus. Men det levende barn der var inde i min mave, han hedder Ronan.

Handicappet?

Inde hos SU-styrelsen kan man søge et såkaldt handicaptillæg, hvis man har "en varig funktionsnedsættelse" som gør at man ikke kan have et job ved siden af sine studier. Jeg kan jo dårligt nok finde ud af at have et studie, men eftersom jeg har været ind og ud af systemet og en hel masse rundt omkring, diagnose- og journalløs, har jeg ikke turdet søge det før nu. Nåja, det, og så at jeg jo ikke helt føler jeg kan være bekendt at søge om ekstra penge, for der er jo nogen der har det værre end mig og alt det der.

Til dem der aldrig har prøvet SU og/eller særlige tillæg kan jeg oplyse at SU-styrelsen er en jungle. En jungle som sjældent udspyer oplysninger der stemmer overens med andre instansers oplysninger, eller, ja, deres egne. Således står der på deres hjemmeside at relevant dokumentation er en speciallægeerklæring og journaloplysninger. Da jeg nævnte det for min psykiater blev han virkelig forvirret i blikket og mere oprørt end jeg nogensinde har set ham (hvilket stadig ikke er ret meget) og ytrede at det overhovedet ikke kunne passe. Speciallægeerklæringer er store og dyre og overkill, og det gav slet ingen mening at de bad om noget så privat som min journal. Jeg blev sådan lidt "don't kill the messenger, jeg siger bare hvad der står på deres side - jeg skal nok gå ned og spørge dem"

Det gjorde jeg så.

Konen: "Hej, jeg er ved at udfylde sådan en ansøgning om handicaptillæg, men jeg kan ikke finde ud af hvilken dokumentation jeg skal vedlægge"
SU-medarbejder: "Jamen det står på ansøgningen"
Konen: "Ja, men jeg synes bare ikke det var særlig udførligt"
SU-medarbejder: "Det står der. Jeg sidder faktisk lige med en ansøgning her. Se, der."
Konen: "Ja, ok, men jeg er i tvivl om hvad det er jeg skal vedlægge"
SU-medarbejder (læser højt): "Nedsatte bevægelsesfunktioner: du skal vedlægge erklæringer fra speciallæge eller sygehus. Ryglidelser: du skal vedlægge journaludskrift fra sygehus eller speciallæge..."
Konen: "Ja, men..."
SU-medarbejder: "...Synslidelser: du skal vedlægge oplysninger fra hospital, øjenlæge eller Statens Øjenklinik..."
Konen: "...det er psykisk!"
SU-medarbejder: "Ok, det står lige der: du skal vedlægge oplysninger fra psykiater"
Konen: "Men hvilke oplysninger?"
SU-medarbejder: "..."
Konen: "Det er ikke særlig specifikt"
SU-medarbejder: "Nej, det er jo en individuel vurdering. En diagnose, jo. Og en kopi af din journal"
Konen: "Hvad med tidligere journaler?"
SU-medarbejder: "Ja"
Konen: "Den er altså ret stor" (demonstrerer med tommel- og pegefinger hvor tyk den er)
SU-medarbejder: "Nej, ikke når den er så stor. Bare henvisninger, måske"
Konen: "...ok. Tak. Så. Det går jeg hjem og kigger på"

I dag ringede jeg så til psykiaterens sekretær for at oplyse om SU-styrelsens oplysninger.

Konen: "Hej. De vil gerne have en kopi af min journal"
Sekretær: "...det lyder altså mærkeligt. Det har vi aldrig gjort"
Konen: "Men det var det de sagde"
Sekretær: "Det må have været en meget uerfaren medarbejder du snakkede med. Normalt så laver vi sådan en erklæring, med en diagnose og den slags - en journal er jo alt for personlig at have svævende rundt i systemet på den måde! Og det er du da heller ikke interesseret i?"
Konen: "Nej, men det var det de bad om. Og ellers kan jeg jo ikke søge det tillæg"
Sekretær: "Ej, jeg er sikker på at hvis du snakkede med en der var mere erfaren ville de også sige at sådan en erklæring var nok"
Konen: "Jamen hvis det er det I plejer, så går jeg ud fra det er nok"
Sekretær (virker stadig helt harm over at de vil have udleveret journal): "Ja, de har jo ingen interesse i din journal! Den er jo også lang og der står en masse personligt, og behandlingsspecifikt. Det må virkelig være nok at de får en diagnose og en tidshorisont. Skal vi ikke sige at hvis du ikke hører fra mig, så gør vi bare sådan?"
Konen: "Jo, endelig. Så må de jo sige til hvis det ikke er nok"
Sekretær: "Ja. De kan jo også ringe til psykiateren og snakke med ham, hvis der er noget!"
Konen: "Ja, så må de jo gøre det (*smirk*) Tak"

Næste punkt: skrive til lægen og høre om hun har adgang til mine tidligere henvisninger og sygemeldinger. Eller om jeg selv skal til at kontakte sytten forskellige læger, for at rekvirere dem.

Faktisk, så er det næsten sådan at hvis man formår at aflevere en korrekt udfyldt og veldokumenteret ansøgning har man bevist at man ikke har brug for tillægget. De beder mig i hvert fald om at gøre alle de ting jeg forsøger at overbevise dem om jeg ikke er i stand til.

UPDATE: Sekretæren ringede igen og sagde at de plejer at få sådan en skema, i den slags sager. Så ringede jeg til SU hvor jeg fik at vide at et sådant fandtes ikke, og jeg skulle bare vedlægge det min psykiater fandt relevant - og det behøvede ikke være en journal. Nå, men det er da godt de selv ved hvad de laver.

Første søndag i advent

Lokkede Kaye med en tur i Netto, på jagt efter kalenderlys med et lille lys til hver dag, som vi kunne bruge til Ronans lille lygte. Men de havde ikke nogen. Har i stedet købt nogle røde fyrfadslys, og så kan vi selv skrive numre på. For kalenderlys, det skal han have. Vi har også tænkt på at vi skal have en lille nissehue til at sætte på hans billede (ja, vi er mega-cheasy, ok?) men jeg kan bare ikke rigtigt finde nogen babynissehuer - som ikke er fra en eller anden fancy butik og koster en milliard (for jeg er også cheap, ing?)

Jyden havde åbenbart insisteret på æbleskiver til eftermiddagskaffen og adventskransen, og det så jeg ingen grund til at modsætte mig. Niecen så forfærdet på sin fader da han hældte flormelis op på hendes tallerken og udbrød, næsten flæbende "Kan ikke li'!" Syltetøjet havde hun dog absolut ingen problemer med - hun blev faktisk helt sur da nogen foreslog at hun måske også skulle spise lidt æbleskive til. Jeg vil også have en næsten-to-årig, for der er jo endeløs underholdning i sådan en. Hun insisterer fx også på at den store pap-julegås på væggen er en lama. Som spiser brød. Se, det vidste I nok ikke om julen!

Glæder I jer i øvrigt behørigt til julekalenderen? Ikke? Det er bare fordi I ikke har set teaseren endnu:

Så er det første lys i adventskransen tændt

Jow jow. Spændende, nichts war?

Hov, 22.22. Der blev jeg født.

Lørdag

På grund af Mandens arbejdsskema er vores liv inddelt i 14-dages intervaller. Han arbejder syv dage, og har så fri syv dage, fra onsdag til onsdag. Fordelingen passer os egentlig meget godt, men engang imellem kan jeg godt blive lidt crazy over at ugerne ikke passer sammen med de uger alle andre har, hvor det er 5 arbejde-2 fri, og at en fredag ikke bare er en fredag.

Åh, indsæt selv krøl-sammen-af-indlæg her, jeg har glemt hvor jeg ville hen. Det var noget med at lørdag morgener er hyggelige, med cocopops og den slags, og at fredagsslik stadig rules selvom man er fyldt 25.

Anywho, jeg havde egentlig planlagt at jeg ville se at få lavet de første afsnit af julekalenderen, men nu er klokken snart halv fem så det blev nok ikke lige i dag alligevel. Til gengæld har jeg lavet den side som julekalenderen skal være på, og så har jeg også langt om længe fået aktiveret mobil-layoutet. You're welcome.

Nåja, og så har jeg fået bank af Anne i Wordfeud.

Jeg går bare ind og lægger mig nu.

Det der depression

Det er jo ikke fordi der ikke sker noget i mit liv. I mandags var Emmie her jo fx. Og i går var der legolektiedate med Prinsessen. Og så var der i dag hvor Niecen stak i et hyl da hun så mig - ikke fordi hun var sur, men fordi hun havde gået og ventet urimeligt lang tid på at jeg skulle komme (vi snakker et helt kvarter her) og det havde åbenbart været en virkelig traumatisk oplevelse. Og der er gåture, kirkegården, sms'er med Coco og en teaser til julekalenderen.

Men mest, så er det bare tåget.

Virkeligheden glider ud af fokus og det hele flyder sammen til en grå suppe, hvor selv ugedagene kan være svære at holde styr på. Jeg kan ikke finde hoved og hale i hverdagen og har virkelig svært ved at finde følelser frem og få dem ud. Jeg bliver faktisk til en ret kedelig og grå suppe udenpå også, og jeg kan ikke finde ud af at være noget for Manden.

Jeg hader depression. Jeg hader den formløse klump jeg bliver til, både indvendig og udvendig, og jeg hader at der ikke er noget jeg kan gøre ved det. Jeg hader at jeg har knoklet pissehårdt de sidste fem måneder for ikke at blive ædt af den forbandede sorg, for at komme videre, og så er det bare det samme rådne lort der er på den anden side. Den samme rådne depression.

I mellemtiden står jeg op, tager bad, vasker tøj, laver lektier, reder seng, zapper fjernsyn, spiller spil, rydder af, pakker taske, går i seng. For hvad skulle jeg ellers give mig til?

---

Og se, nu blev klokken pludselig halv elleve. Har taget mig en time at skrive det her indlæg. So much for tidlig sengetid og tidlig start i morgen.

Sjette afsnit af Englandssagaen

Mandag: Chester. Kan varmt anbefales. Fantastisk charmerende lille by. Jeg går ud fra vi alle sammen er ved at være lidt trætte af Englandssagaen nu, så her er det sidste billedspam. Uden for mange ord. Jeg har sikkert alligevel glemt hvad jeg ville skrive nu.

Bymuren, med det centrale ur

Baggårdens baggård. Vi morede os meget med at gætte på hvordan man kom ind i det bagerste hus

Gamle romer-søjler

The Rows - butikker både i gadeplan og langs svalegangen

En scone. Med clotted cream. Mums med mums på. Læg mærke til der følger TO kander med til teen - en med (stærk) te og en med varmt vand til at fortynde med. Manden har fået et par crumpets i baggrunden

Mr. B's geniale hjemmelavede toiletdørs-lås

Jep, det er en Morris 1000.

Til afskedmåltid om aftenen fik vi fish and chips fra min yndlings chipshop. Ville virkelig ønske vi havde sådan nogle herhjemme. Måske man skulle åbne en?

Englandsswag.
Vinderen af Englands giveaway'en (Gravid-grahvad) modtog et udvalg af pulver-jelly, ditto custard, prawn cocktail crisps og curly wurly-chokolade

Femte afsnit af Englandssagaen

Dengang for længe siden da jeg var i England første gang kom jeg af snoede veje til at tilhøre en lille kirke, hvor jeg, ud over at komme om søndagen, endte med at lave en del frivilligt (køkken)arbejde. Det er også derigennem jeg kender Mr. og Mrs. B, så det var selvskrevet at vi tog med i kirke om søndagen.

Bagefter var der vaskeægte Sunday dinner, og eftermiddagen bød på endnu en bakke - denne gang den i nabobyen.

Liverpool i horisonten. bemærk den anglikanske katedral der selv på afstand er intimiderende stor

Mr. B fodrer et par grise vi gik forbi på vejen

Og her er den så - The Chocolate Fudge Cake:

 

Den smagte helt åndssvagt godt. Og så med en ordentlig kop te til. Læg i øvrigt mærke til Mr. B's custard med æblekage i baggrunden.

Nu er der kun et afsnit mere. Jeg lover det.

Tillykke til Manden

Svigerforældrene og Kaye og Jyden kom forbi til eftermiddagskaffe og fødselsdagskage og sidstnævnte par blev også til aftensmad. Det har virkelig været hyggeligt og solidt placeret midt i min comfortzone. Min hjemmebane, i mere end en forstand.
Vi startede dagen med pandekager, som det jo hører sig til når ens Mand har fødselsdag, og så brugte jeg et par timer på at pynte kage. Vi nåede endda på kirkegården inden det blev mørkt og Svigerforældrene skulle hjem.
Nu ligger vi på sofaen og ser AFV og snakker om hvor underholdende (og sød) Niecen er for tiden. I morgen kommer Emmie på besøg, og Esserne kigger nok også forbi.
I dag er livet ok.

Det kan man da ikke

På trods af min families særheder (uddybende indlæg følger en af de nærmeste dage) elsker jeg dem. Og selvom Mandens familie er noget HELT andet end jeg er vant til har de alle sammen taget imod mig med åbne arme, og de er også min familie nu. Min svigermors familie derimod...

Mandens far og Svigermor mødte først hinanden efter Manden var blevet voksen, og hendes familie har derfor ikke været en del af Mandens liv. Der er selvfølgelig nogle stykker jeg kommer godt ud af det med, men der er godt nok også nogle jeg rent ud sagt ikke kan fordrage. De har en grundlæggende anderledes indstilling til livet end mig, og jeg synes faktisk tit der lader til at være en generel mangel på respekt for andre mennesker. Der er især én jeg faktisk næsten direkte hader. Han har flere gange overskredet mine grænser, uden overhovedet at ænse at jeg gav udtryk for jeg synes det var ubehageligt, og er noget af en bralrerøv. Der er ikke den ting han ikke kan, eller den fest der ikke var fed, eller noget han ikke har styr på. Han synes selv han er så pissefed, men sandheden er at hans store planer aldrig bliver til en skid, ofte fordi han simpelthen drikker det i vasken. Han er nu blevet gift og de venter et barn sammen og han bliver ved med at sige at så får han jo styr på sit liv - men han snakker stadig mest om at han var skæv i går, lavede noget sort arbejde i sidste uge og hvor pissefedt det er at de har kunnet skaffe absinth. Jeg har lyst til at kværke ham, for hvad fanden bilder han sig ind? Én ting er at han ødelægger sit eget liv, men nu er der jo pludslig børn involveret, og det lader bare ikke til han forstår hvor dyrebart det er. Overhovedet. I kender typen, nichts war?

Sidder i Udkantsdanmark til den der 50 års fødselsdag, fordi jeg synes at når nu Svigermor holder en større fest er man jo nødt til at komme. Men er man egentlig det? Jeg blander mig alligevel ikke i selskabet og jeg er faktisk heller ikke mentalt klar til det. Og helt ærligt kan jeg jo faktisk ikke lide 50% af selskabet. Er jeg virkelig et frygteligt menneske fordi jeg tænker at jeg egentlig ville få mere ud af at sidde hjemme og hygge mig med en bog, og at festen som sådan egentlig også ville få mere ud af at jeg ikke bare sad og optog en stol? Lige nu er jeg splittet rimelig 50-50 imellem "hvorfor fanden skal jeg bruge min tid på mennesker jeg ikke kan lide" og "det betyder jo måske meget for Svigermor at jeg er her"

Det værste er at jeg ikke bare kan tage hjem, for det er helt reelt Udkantsdanmark uden offentlig transport i miles omkreds - så mellemløsningen med kun er komme til eftermiddagskaffe og så tage hjem er ikke en mulighed.

Hvad ville I gøre?

Bryllupsdagsaften

I morgen har vi bryllupsdag, men grundet sammenfald med Svigermors 50års fødselsdag har vi fejret det i dag. Med mad, for er der egentlig bedre måde at fejre bryllupsdag på? Nogen, med en ikke helt ren tankegang, vil måske nok kunne komme på noget, men der tager de fejl. Det kommer jeg til senere. Først; maden.

Nu forsøger jeg jo egentlig at holde det lidt hemmeligt hvor jeg bor, men jeg bliver simpelthen nødt til at anbefale restaurant Østervemb som ligger her i Byen Ved Vandet.

Vi kender nogen som kender dem der ejer det, men det er altså ikke derfor jeg vil anbefale det - det var bare grunden til vi overhovedet tog derned. I dag var vores andet besøg dernede og det har bare været sygt godt begge gange. Det er ret småt og bliver drevet af to gutter der brænder for mad (og vin) og der er tid til at diskutere med gæsterne om hvornår det er sæson for hyldeblomster.

Maden er gourmet uden at være prætentiøs, og selvom jeg begge gange har tænkt at jeg godt kunne spise mere end der var på tallerkenerne, er jeg gået derfra propmæt og yderst veltilpas.

På vej hjem blev følgende replik ytret: “Kan vi ikke godt vente med at knalde til vi har slået mave?“ For maden er simpelthen så god at man bliver nødt til at sidde lidt og nyde mindet om den derhjemme også.

PS. Det tager da helt åndssvagt lang tid at skrive indlæg fra en smartphone. Hvordan kan man holde det ud i længden?

Før storm

Dengang i foråret hvor vi lige havde fundet ud af den var helt gal med bebisen inde i maven løb jeg tør for ting at sige til min psykiater. Der var ikke andet i mit hjerte og min sjæl end den lille Ananas og jeg kunne ikke få psykiateren til at forstå at det alt sammen var noget andet når det var babyen. At det ikke kunne sammenlignes med tidligere begivenheder i mit liv, ligemeget hvor mange andre situationer han kunne komme i tanke om at nævne. Derfor besluttede jeg at tage en pause inden det gik helt i hårdknude, og mens jeg stadig kunne bevare min tro på at han trods alt besidder medmenneskelighed, selvom det nogle gange lader til at være sekundært i forhold til hans virke.

Da vi kom hjem fra ferie ringede jeg og sagde jeg var klar til at starte op igen. Sekretæren kunne godt huske mig, og var virkelig sød, og vi lavede en aftale om at hun, indtil der bliver en fast tid ledig, ringer til mig når de får et afbud. Således har jeg fået en tid i morgen tidlig, og jeg er virkelig spændt. For kan jeg få ham til at forstå at jeg helt grundlæggende er et andet menneske end sidst han så mig? Kan jeg få ham til at forstå at Ronans liv og død hverken kan eller skal bruges til forståelse af andre situationer i mit liv? På den ene side er jeg blevet meget mere afslappet omkring en masse ting, men på den anden side er jeg også bare blevet virkelig kompromisløs på nogle områder. Det er måske i virkeligheden nok to sider af samme sag - jeg er blevet kompromisløs nok til at sige fra, og afslappet nok til ikke at have det dårligt med det. Det håber jeg bare han forstår med det samme; at jeg er nogens mor nu.

Fra smartphonen

Har ikke tid. Slagter frugt og myrder grise.

Dagens dont

Klokken er kvart over et, og indtil videre har jeg:

• Været til forelæsning, hvor jeg sad i to timer og lod som om jeg lærte noget om skatter og investering (i virkeligheden gik det meste af tiden nok med at læse i Reaper's Gale af Steven Erikson)
• Købt lego-julekalendere i Toys'r'us
• Været i Søstrene Grene efter juleting
• Drukket hindbær-latte med Prinsessen (som til gengæld overdrog mig en æske lego)
• Tilbragt halvanden time i offentlige transportmidler

Om lidt går jeg i fakta efter mælk og æg, og når jeg kommer tilbage vil jeg bage bundene til Svigermors fødselsdagskage.

Kan virkelig, virkelig godt lide at jeg i praksis er færdig med en hel dags gøremål inden middag. Kan til gengæld virkelig, virkelig ikke lide at skulle op klokken seks.

Hov, og så kom posten lige med Mandens fødselsdagsgave - han har godt nok først fødselsdag på søndag, men han får nok lov til at pakke den op ligeså snart han vågner. Tænk, nu bliver vi et hjem med smartphone.

Elefanten i rummet

Jeg drømte at vi var til middag hos Kaye og Jyden, bortset fra at det overhovedet ikke lignede dem, eller deres hus. Vi var i sådan et gammelt vintermørkt køkken, med halvdårligt lys og linoleum på gulvet. Jeg skulle tisse, men man måtte ikke forlade bordet, og hvis man skulle tisse var der et toilet ved bordet og så skulle man bare være diskret når man skulle tørre sig. Da jeg skulle tørre mig var det sådan en mærkeligt olieagtigt væske, som også var på min mave og mine ben. Jeg blev virkelig flov over det og spurgte desperat om der ikke var et andet sted jeg kunne gå hen og ordne det, men da jeg rejste mig blev det værre og min mave lignede oliemættet papir, og var næsten helt gennemsigtig. Jeg blev ret bange, men var ellers fattet og sagde at nogen nok hellere måtte ringe til hospitalet. Åbenbart var jeg blevet opereret, og Manden havde et direkte nummer, men han var nødt til at gå ind i et andet rum, for der var kun fastnettelefon. Pludselig kom der en masse vand ud af mig og Kaye sagde jeg skulle lægge mig ned, og først var jeg ikke ret meget for det, for der var jo vådt over hele gulvet, men så blev der ved med at komme mere. Jeg nåede at tænke at det jo kun var vand, og ikke blod, så hvor farligt kunne det være, men jeg lagde mig ned alligevel. Jeg prøvede at sige at de måske skulle bede Manden om at ringe 112 i stedet for, men jeg havde pludselig ikke ret mange kræfter tilbage. Jyden sad bare på en stol og så på mig, og jeg vidste han havde hørt hvad jeg sagde, men alligevel gjorde han ikke noget. Pludselig gik det op for mig at det var fordi han vidste det var for sent, og at en ambulance aldrig ville kunne nå frem. Alligevel blev jeg ved med at bede om at de skulle ringe 112, imens vandet stadig løb ud af mig, rytmisk, som et hjerte der pumper blod. Helt til det sidste blev jeg ved med at tænke at jeg bare skulle holde ud, men pludselig blev alting sløret, og så vågnede jeg og kunne ikke finde ud af hvor jeg var.

Man behøver måske ikke være et geni for at gætte hvorfor min underbevidsthed kobler fostervand og død sammen. Eller hvorfor fostervand der løber ud, ligeså godt kunne være mit hjerteblod. Alligevel er det virkelig underligt at det pludselig dukker op på den måde. Fuldstændig ude af kontekst, i forhold til hvad jeg tænker på og tumler med i mine vågne timer. Der er åbenbart stadig en kæmpe klump af uforløste ting, som er så stor at jeg slet ikke opdager den er der.

Ordlaveren

Står I også tit og mangler ord? Så prøv DEN FANTASTISKE ORDLAVER! Det er en app til android som mig og min bror har lavet (han har kodet efter min ide) og den skulle gerne kunne hentes HER

Jeg har ikke selv en android telefon, så kan ikke instruere nærmere - men det er vist noget med at den bare skal køres fra telefonen og så virker det. Den bruger internet-forbindelse når den starter op, og er kun i beta-version. Men den er sjaw (og jeg håber I også kan få den til at virke

Man skal bare klikke på ordet på skærmen, så genereres et nyt. Vi har haft mange (mange) timers sjov ud af den og er ikke færdige endnu.

Screenshot

Disclaimer: ordlaveren indeholder ord som "numse", "neger" og "jesus" - brug på eget ansvar

Dobbeltand

Hvis jeg nu laver en julekalender her på bloggen, ville I så følge med i den? Slavisk? Og også selvom den er dårlig?

Jeg ville have lavet en afstemning om det, men så kunne jeg ikke finde en afstemnings-dims der ville virke og jeg gad heller ikke lige lave en selv, så nu har jeg bare skrevet det her i stedet, selvom det her indlæg egentlig skulle handle om noget andet.

Det skulle nemlig handle om and. Ikke et ret spændende emne til at begynde med, og nu har jeg da vist fået dræbt begejstringen helt ved at indlede indlægget med noget andet og langt mere interessant. Jeg ville egentlig også bare sige at i går fik jeg and, og i morgen skal jeg have and igen. Og nu har jeg så sagt det. Nåmmen, hej hej så.

---

Jordens kedeligste og mindst informative indlæg, siger du? Skal I have "Historien Om Hvorfor Konen Skal Have And To Gange På En Uge" alligevel? Men jeg advarer: indlægget bliver muligvis kun endnu kedeligere!

Det var en Mørk og Stormfuld Aften, og luften bar en uforklarlig følelse af gru med sig. I min dårskab tillagde jeg det blot efterårsmørket og den kolde vind, og jeg var derfor fuldstændig uforberedt på de rædsler der fulgte. Fuldstændig blindt og intetanende åbnede jeg min indbakke, og befandt mig pludselig i skrækscenarie nummer et: en mail fra min moster! Det lyder måske ikke umiddelbart frygtindgydende, men tro mig, når først man har åbnet sådan en mail er man fanget. Det er en bombe af uinteressante eller præmature informationer, spørgsmål om begivenheder månedsvis ude i fremtiden, opfordringer til kreative projekter jeg ingen interesse har i og links til alverdens ligegyldige og aldeles usaglige hjemmesider. Især efter internettet har lært hende begrebet "highly sensitive person" er det blevet fuldstændig ulideligt, i nærmest martyriske proportioner. Hin oktober dag omhandlede mailen det årligt tilbagevendende emne "Mortens aften skal rykkes til en weekend - hvilken dag passer jer bedst" Jeg kunne jo med det samme svare at Manden (ærgerligt, ærgerligt) arbejder den weekend der var i spil, og så skulle man tro den ged var barberet.
Det var den ikke. En uge senere ankommer der en mail med informationer om Mortens aften, juleaften ("Saltkød er rykket til klokken halv elleve", for det er så megavigtigt at vi alle sammen ved det 1½ måned i forvejen) og juleklip. Jeg synes måske det var lige lovlig tidligt at begynde at detailplanlægge julen, men kunne da i hvert fald oplyse at vi tilbringer juleaften her i Byen Ved Vandet, og derfor ikke kommer til saltkød hos min mormor (heller ikke selvom det er klokken halv elleve) Da hun svarede at det jo bare var fordi hun var HSP'er og gerne ville have rammerne på plads var det lige før mit hovede eksploderede i et all-out rødt-blinklys og ubåds-alarm hysterianfald.
Jeg havde mest lyst til at ringe hende op og skrige "JEG HAR LIGE MISTET MIT BARN, TROR DU SELV JEG GÅR OP I HVAD JEG LAVER TIL JUL OG OM DU FORETRÆKKER AT VIDE DET I GOD TID!?!?!?" Og jaja, nu tænker I at den her historie er kørt helt af sporet, for det handler jo ikke en skid om and, men det kommer nu, det højdramatiske punkt i fortællingen; det var det øjeblik jeg besluttede at jeg i hvert fald under ingen omstændigheder magtede at skulle til noget som helst Mortens aften hvor jeg med garanti ville komme til at skulle stå til ansvar for hvad jeg har planer om resten af året.
Åh nej, hvordan skal det dog nogensinde ende lykkeligt? Og hvordan skal det nogensinde ende med at Konen får to gange and?
Ikke lang tid efter at jeg havde behersket mig og undladt at besvare min mosters mail ringede min mor og ville høre om vi kom hjem til Mortens aften. Det var ret tydeligt at det ville hun gerne have, og jeg lovede at tænke over det. Snakkede med Manden om det, og vi blev enige om at jeg jo kunne tage afsted hvis jeg følte for det på dagen, og så kun tage en enkelt (eller slet ingen) overnatning hos mine forældre - han sover jo alligevel det meste af tiden, fordi det er hans arbejdsuge. Nådesstødet kom da min mormor ringede mig op, og efter lidt listen om den varme grød fik sagt at hun jo altså holder Mortens aften på lørdag, og kommer jeg hjem? Det er rent gruppepres, og jeg tager afsted fordi jeg ved det vil gøre dem glad (og fordi alt andet end et blank nej og en god grund betyder "jeg kommer" for min mormor), men jeg synes virkelig det er unfair hold, for jeg har egentlig ikke lyst til det. Er virkelig i lortehumør for tiden og ville helst bare have en weekend under dynen hvor der ikke skete noget vildere end en rittersport med jordbær.
Den anden and? Ja, den fik vi i går. På Mortens aften, hvor Kaye var blevet mobbet havde ladet sig overtale til at lave en lørdagsand fra Lidl. Med andesovs, og det ret utraditionelle tilbehør broccoli. Med risalamande på bøtte til dessert. Stille og roligt og hyggeligt. Og noget tættere på mit overskudniveau.

Vent lige

Jeg er voldsomt plaget af ambivalens for tiden. Bortset fra at ambivalens bare ikke er helt det rigtige ord. Ambivalens giver indtryk af at jeg er både-og. I virkeligheden er jeg enten-eller. Eller rettere: enten og eller, simultant. Der er en uoprettelig kløft imellem "i forhold til Ronan" og "i virkeligheden" og jeg aner ikke hvordan jeg skal slå bro imellem de to.

I virkeligheden ælsger jeg jul. Juleoppyntning, julegejl, juleslik, julekonfektkreationer, julekagebagning, julegaver, julemusik. Og det gør det bestemt ikke værre at vi holder det her i år. For første gang er det mig der står med anden og juletræet og risalamanden, og jeg glæder mig, og jeg er glad for mine forældre gerne vil være med til at holde jul et andet sted (for første gang i...24?..år) Så kan vi gå om og tænde lys hos Ronan juleaften, så han også er med, og det bliver virkelig hyggeligt. Vi er gået igang med nisselandskabet og juleplanlægningslisten og jeg hygger mig faktisk så meget at jeg af og til bliver næsten helt ligeglad med om jeg får læst.

I forhold til Ronan gider jeg slet ikke have den dumme, rådne jul. Det er en åndssvag lortehøjtid som man skulle have sammen med sit barn, men når man ikke har sit barn så var det nok lidt svært, ikk'!? Ronan's plads er kæmpestor og kæmpetom for tiden, fordi det snart er jul. Han var her lige præcis længe nok til at rydde plads til et barn i vores liv, og nu er der kæmpestore huller der hvor han skulle have fyldt ud.

I virkeligheden glæder jeg mig til Den Nye Baby beslutter sig for at komme. Det bliver så hyggeligt med en baby mere, og tænkt nu hvis testen viser positiv i december? Så ville det være andet år i træk vi få en positiv test i julegave, og det ville da være en herregod historie - at begge vores børn meldte deres ankomst lige op til jul.

I forhold til Ronan synes jeg den dumme nye baby skulle tage at fucke af. Den skal overhovedet ikke bryde sig om at tage hans plads, og slet ikke i december, for den skal ikke bare hugge hans trick. Det var Ronan der var speciel og var vores julegave og den dumme nye baby skal bare ikke komme og tro den er noget. Faktisk vil jeg slet ikke have nogen ny baby. Jeg vil bare have Ronan.

I virkeligheden har vi plaget Esserne for at de også skulle tage at lave en baby i årevis, og nu lader de til at være begyndt at bløde lidt op. De modsiger os i hvert fald ikke og skrukhedsfaktoren lader til at nærme sig toppen af skalaen. Vi ved at Kaye og Jyden også gerne vil have et barn mere, og vi under dem det så meget. Det kunne være så hyggeligt med nogle flere babyer, og tænk nu hvis jeg også blev gravid samtidig med Kaye eller Prinsessen!

I forhold til Ronan synes jeg ikke rigtigt nogen af dem kan være det bekendt hvis de bliver gravide. For det var min tur. Det var altid, altid mig der skulle være den første i kliken til at få børn, og vi skulle jo skiftes med Kaye og Jyden. Det er slet ikke rimeligt hvis de får to i træk! Og jeg ved godt at de jo ikke får to i træk, og at det er mig der var den første i kliken til at få et barn - det føles bare ikke sådan. Tiden har slået en kolbøtte og resten af verden kan simpelthen ikke være bekendt bare at fortsætte som om det var en parentes. Jeg har lyst til at skrige VENT!!! TIMEOUT!!! PAUSE!!! Som om de har startet legen igen inden jeg var klar, og nu kan jeg ikke finde ud af reglerne længere.

Fjerde afsnit af Englandssagaen

Her var faktisk et ret langt indlæg om vores lørdag i Wales og vores søndag i kirke, men så jokkede katten rundt på mit tastatur og så spassede computeren ud og gik væk fra siden og af uforklarlige årsager har blogger ikke gemt min kladde?!

Desværre for jer er jeg pissedoven, så jeg skriver altså ikke det hele en gang til. Billederne fra Wales kan heldigvis godt stå for sig selv, og billederne fra om søndagen kan få sit eget indlæg (undskyld den ekstra billedspam der kommer ud af dét) I må selv forestille jer hvad der var af vittige kommentarer om teaterstykket vi så om aftenen, markedet mig og Mrs. B var på om eftermiddagen, fodboldkampen Manden og Mr. B så imens, den anden familie vi mødtes med og fasanerne der var på vejen.

Køer

Smukke, smukke Wales:

Bakken vi kravlede op på. Den "lette" vej op og den stejle ned

En velfortjent kop te. Serveret i autentisk udflugts-plastikkrus.