Så skulle jeg hente en pakke på posthuset.
Det er jo julegavetid, og jeg tænkte at jeg hellere måtte få hentet pakken, for så er alle julegaver på nær halvanden i hus (halvanden julegave, spørger du? Det er fordi der er en, som vi helt sikkert skal have købt til, og en som vi måske skal købe til hvis vi finder noget). Jeg havde ellers afsat hele dagen til at gøre indhug i Ulysses - for det er sådan en bog, man er nødt til at afsætte tid til - men efter 50 sider trængte jeg til luft. Ikke mindst mentalt.
Mig: "Det er den mest crazy bog jeg nogensinde har læst."
Manden: "Er det bare sådan en what the fuck-bog?"
Mig: "Ja. Jeg forstår ingenting. Overhovedet."
Manden: "Så du ved ikke hvad der sker?"
Mig: "Det er ikke det... eller, jo... nej, jeg aner ikke hvad der sker, men man er ligesom lost på et langt mere grundlæggende plan. Tegnsætning, retstavning, sætningskonstruktion... han ser ret stort på det hele."
Manden: "Den giver bare ingen mening?"
Mig: "Nej. Ingen overhovedet. Og jeg aner ikke hvordan jeg skal komme igennem 630 sider mere. Men jeg har heller ikke lyst til at lade være med at læse den. Jeg elsker den. Vent, jeg læser lige et stykke op for dig..."
Efter endt oplæsning ("Inshore and farther out the mirror of water whitened, spurned by lightshod hurrying feet. White breast of the dim sea. The twining stresses, two by two. A hand plucked the harpstrings, merging their twining chords. Wavewhite wedded words shimmering on the dim tide") kom vi i tanke om a det er torsdag, og dermed vaskedag, og så skulle vi lige have sengetøjet af og med ned i maskinen. For sådan går det jo, når man vover sig ud i hverdagen igen. Så er der pludselig vasketøj i stedet for poesi.
På vej ned i Kvickly (hvor posthuset ligger, og selvom Post Danmark forsøger at bilde os ind det er for nemhedens skyld, så ved vi jo alle sammen godt, det er fordi de ikke længere har råd til posthuse) tog vi lige et sweep gennem gågaden, samlede et par julegaver op og kiggede efter bukser og/eller skjorte til Manden (no luck) og The Elusive Uniball Eye Needlepoint til mig (no luck i boghandlen, hvis udvalg af blæk-penne er horribelt). Jeg spurgte om det var ok vi gik om i kontorforsyningen - vi handler der faktisk ikke, fordi indehaver er så jävla træls, men måske kunne vi være heldige.
Vi var heldige. Eller, jeg var. Jeg tror Manden er ret ligeglad med Needlepoint'en. Han er ikke så specifik med kuglepenne. Faktisk hoarder han dem, alle slags, altid. På et sygeligt plan. Jeg siger jer: Lån aldrig en kuglepen ud til Manden. Nå, men hvorom alting er, så havde Irriterende Indehaver en kæmpe bunke af lige præ-fucking-cis den pen jeg ikke har kunnet finde andre steder. Jeg udtrykte min begejstring, fordi Uniball har lavet en ny udgave af Needlepoint'en. Og så var det Irriterende Indehaver blev træls og sagde at det havde de i hvert fald ikke - mon ikke jeg havde kigget på en anden pen (koldt, nedladende smil). Nej, det tror jeg så ikke. Jeg havde faktisk kigget i uni-ball's sortiment, hvor lige netop den pen ikke optræder længere (det gør den i hvert fald ikke i UK-sortimentet, som var det eneste jeg kunne få lov til at se på uni-ball's knap så velfungerende side).
Det var ikke fordi det huede mig at lægge penge i hans trælse hænder, men man må jo proviantere når man kan, så jeg købte otte penne (to sorte, seks ass.). Han garanterede mig at han altid har de penne, men det tror jeg nu han får svært ved, hvis uni-ball ikke sælger dem længere. Med mindre det selvfølgelig er fordi han ikke rigtigt sælger nogen, fordi ingen gider handle hos ham, og hans lager derfor varer evigt.
Vi havde også kigget på en ny kalender (til mig) i boghandlen, men der var ikke nogen der var helt rigtig (igen: jeg er måske en anelse specifik med mine kontorartikler), så nede hos kontorforsyningen stod Manden og funderede, mens jeg testede kuglepenne.
Manden: "Gad vide hvilke kalendere de har her?"
Mig: "Nok de samme som alle andre steder..."
Irritende Indehaver: "Det skal I nu ikke være så sikre på."
Mig: "Det er i hvert fald den samme Mayland. Til samme pris."
Næste prøvelse: Posthuset. Vi har efterhånden været dernede så mange gange, at vi ved vi skal tage en dyb indånding og forberede os på det værste. Altid. I dag var ingen undtagelse.
Mig: (har både sms med pakkenummer og sundhedskort klar) "Jeg skal hente en pakke"
Evigt sur PostDK-medarbejder: "..."
Mig: "Til K. Langt-Efternavn"
PostDK: "Skal den hentes i dag?"
Mig: "??" (ja, selvfølgelig skal den fucking hentes i dag, det er derfor jeg er her)
PostDK: (utålmodigt) "Ja, hvad dag??"
Mig: "Øøh... d.25 fik jeg..."
PostDK: "Ja, det er jo ikke i dag" (fornemmer at det vist skulle være en joke, men han lyder bare træt og sur)
Mig: "Skal du se pakke-nummeret?"
PostDK: "Ja, på et tidspunkt" (det er her mere end tydeligt han forventer jeg kender til hans normale procedure for pakkeafhenting, men jeg er desværre ikke tankelæser, så han tager modvilligt og med et suk imod telefonen)
PostDK: "Ah, den niende, står der" (går ud for at finde pakken)
Mig: (hvisler til Manden) "WTF? Hvorfor kunne han ikke bare sige det var afhentningsfristen han skulle bruge? AAAAAARGH, jeg fucking hader dem. Tror seriøst kun de ansætter folk, der intet aner om kundeservice."
PostDK: "Her er den. Må jeg bede om de sidste fire cifre i pakkenummeret" (som du fucking LIGE HAR SET på min telefon)
Mig: oplyser pakkenummer
PostDK: "Så skal jeg bare bede om din underskrift på den her..." (derefter "kækt" henvendt til Manden) "...og så kan du tage den her (pakken, red.)"
Redeeming feature ved at posthuset ligger i Kvickly er, at man bagefter kan gå hen til bageren og få en fransk hotdog til en 10'er. Så det gjorde vi. Det er Post Danmarks skyld hvis jeg bliver fed igen.
Vel hjemme igen og med frisk te på kanden kiggede jeg i min kalender. Og kunne konstatere at det overhovedet ikke er en Mayland. Hvilket forklarer hvorfor jeg ikke har kunnet finde en eneste Mayland, der så rigtig ud. Jeg kan til gengæld ikke huske hvor filan jeg købte kalenderen sidste år. Manden så på kalenderen og derefter på den tændte computer: "De har vel en hjemmeside..." (spoiler-alert: Ja, det har de)
Begejstringen fulgte umiddelbart, for gæt engang: Jeg kan få en 2015 kalender, der er helt magen til min 2014 kalender! Bortset fra at jeg i 2015 kan få en med små huse på. Og hey! Der var også en butik. Og, og, og, og... den koster kun 32,50kr (inkl. moms). Plus 38,75kr i porto. Stadig billigere end den jeg kiggede på i boghandlen.
Jeg kunne så oplyse Manden om, at der ville være gratis fragt over 300kr, så om vi skulle kigge om der var andet?
Så kunne han da egentlig også godt bruge en ny kalender. Så gik jeg muligvis lidt i selvsving over en projekt plan. Uuuh, og så var der en kæmpe væg-kalender, med whiteboard-overflade. Det var da smart. Jamen, I ved hvordan det går i den slags netbutikken. Eller, det er måske kun mig, der kan gå i selvsving over planlægningsværktøjer, men så kender I det garanteret fra tøj. Eller sko. Eller hvad det nu er.
162,50kr i alt. For det hele. Inkl. fragt. Jeg valgte (næsten) alt det jeg ville have og jeg kom stadig ikke i nærheden af de 300 fragtfri kroner. Det blev faktisk stadig mindre end det den eneste næsten-ok kalender i boghandlen.
Internet, det er derfor jeg elsker dig.
Viser opslag med etiketten bøger. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten bøger. Vis alle opslag
torsdag den 27. november 2014
fredag den 14. november 2014
Hvori jeg læser en bog
om
anbefalinger,
bøger
I sidste uge var der nogen der havde oversat en bog. Igen. Og det fik Politiken til at gå fuldstændig i selvsving over 1. At nogen (igen) havde oversat bogen og 2. At pågældende oversættelse var fuldstændig uforståelig (6 hjerter)
Nå, men jeg kan også godt lave en uforståelig oversættelse af Ulysses, men jeg er ikke helt sikker på, at det er det, der skal til at være pejlemærket for kvalitet i bogoversættelser.
Det er ikke fordi jeg ikke er tilhænger af tekstnære oversættelser - for det er jeg - men man skal ikke lave noget uforståeligt, bare for at gøre det uforståeligt. Heller ikke selvom originalen er det. For sprog fungerer jo ikke på den måde. Vel. Et sprogs finesser og tvetydigheder og de associationer det vækker hos læseren kan jo ikke oversættes.
Så hvis man gerne vil have en uforståelig udgave, der er tæt på originalen... ja, så læs originalen.
Jeg har ikke læst hverken den nye eller den gamle (eller den første) oversættelse af bogen. Og jeg kommer heller ikke til det. Til gengæld har jeg taget mig sammen til at gå i gang med originalen.
Jeg har aldrig været litteratur-nørd, bare en almindelig læse-nørd, og som sådan er jeg stor tilhænger af, at bøger kan forstås umiddelbart. Metaforer og symboler og et kendskab til alle mulige andre forfattere skal ikke være en forudsætning for at bogen giver mening. Dermed ikke sagt, at der ikke må være alle de lag og dobbeltbetydninger, forfatteren overhovedet kan få plads til - for det skal der jo være, for at en bog for alvor bliver god, også ved anden og tredje og syttende genlæsning. Men det skal ikke være nødvendigt for bogen. Synes jeg.
Der er røget en del bøger af min liste på den konto. Jeg er fx aldrig blevet færdig med noget af Doris Lessing, og jeg synes (selvom man vist ikke må sige det) at Hemingway er lidt... blah.
Men James Joyce... det er kærlighed ved første sætning. Efter 15 sider kan jeg godt fornemme det bliver et langt forhold, når jeg kun har ti minutter i fred af gangen. Men jeg ville virkelig ønske, jeg kunne glemme mand og barn og låse mig inde i en hytte i skoven og bare læse til jeg er færdig. Det kræver den skide bog faktisk, at jeg gør.
Den kyler ublidt en ind midt i handlingen, og forventer at man bliver der, på trods af, at den ikke rigtigt giver noget håb om, at man nogensinde kommer til at forstå hvad der foregår.
Men sådan er det jo, med de bedste bøger. De skal føles og forstås med hjertet og ikke med hjernen.
De skal elskes ubetinget, på trods af at de gennemtæver en, og derefter skrider uden at fortælle hvorhen.
.....
PS. Ulysses findes hos Project Gutenberg (som er gratis)
Nå, men jeg kan også godt lave en uforståelig oversættelse af Ulysses, men jeg er ikke helt sikker på, at det er det, der skal til at være pejlemærket for kvalitet i bogoversættelser.
Det er ikke fordi jeg ikke er tilhænger af tekstnære oversættelser - for det er jeg - men man skal ikke lave noget uforståeligt, bare for at gøre det uforståeligt. Heller ikke selvom originalen er det. For sprog fungerer jo ikke på den måde. Vel. Et sprogs finesser og tvetydigheder og de associationer det vækker hos læseren kan jo ikke oversættes.
Så hvis man gerne vil have en uforståelig udgave, der er tæt på originalen... ja, så læs originalen.
Jeg har ikke læst hverken den nye eller den gamle (eller den første) oversættelse af bogen. Og jeg kommer heller ikke til det. Til gengæld har jeg taget mig sammen til at gå i gang med originalen.
Jeg har aldrig været litteratur-nørd, bare en almindelig læse-nørd, og som sådan er jeg stor tilhænger af, at bøger kan forstås umiddelbart. Metaforer og symboler og et kendskab til alle mulige andre forfattere skal ikke være en forudsætning for at bogen giver mening. Dermed ikke sagt, at der ikke må være alle de lag og dobbeltbetydninger, forfatteren overhovedet kan få plads til - for det skal der jo være, for at en bog for alvor bliver god, også ved anden og tredje og syttende genlæsning. Men det skal ikke være nødvendigt for bogen. Synes jeg.
Der er røget en del bøger af min liste på den konto. Jeg er fx aldrig blevet færdig med noget af Doris Lessing, og jeg synes (selvom man vist ikke må sige det) at Hemingway er lidt... blah.
Men James Joyce... det er kærlighed ved første sætning. Efter 15 sider kan jeg godt fornemme det bliver et langt forhold, når jeg kun har ti minutter i fred af gangen. Men jeg ville virkelig ønske, jeg kunne glemme mand og barn og låse mig inde i en hytte i skoven og bare læse til jeg er færdig. Det kræver den skide bog faktisk, at jeg gør.
Den kyler ublidt en ind midt i handlingen, og forventer at man bliver der, på trods af, at den ikke rigtigt giver noget håb om, at man nogensinde kommer til at forstå hvad der foregår.
Men sådan er det jo, med de bedste bøger. De skal føles og forstås med hjertet og ikke med hjernen.
De skal elskes ubetinget, på trods af at de gennemtæver en, og derefter skrider uden at fortælle hvorhen.
.....
PS. Ulysses findes hos Project Gutenberg (som er gratis)
fredag den 17. maj 2013
Steinbeck
om
bøger
Da jeg var 9-10 år gammel hjalp jeg min far med at rydde op i en bunke af gamle papirer og bøger. Jeg har altid elsket at læse, og var konstant på jagt efter nye bøger jeg kunne sluge, så hver eneste bog blev undersøgt. De kedelige bøger uden farve på omslaget, der tydeligt var voksenbøger fik min far uden videre lov til at lægge væk, men hvis de så spændende ud skulle de inspiceres nærmere.
Forestil jer min iver, da jeg fik en bog med en hest på forsiden mellem hænderne. Jeg gik ikke selv til ridning, men jeg var dødmisundelig på dem der gjorde, for heste var bare det helt store. Jeg aede den lidt. Jeg spurgte min far om jeg kunne læse den (et ofte stillet sikkerheds-spørgsmål, for nogle bøger var voksenbøger, selvom de så spændende ud) og han sagde at det var der ikke noget i vejen for.
Den Røde Pony.
Jeg husker ikke længere handlingen. Kun at det handlede om en dreng og en hest, hvilket var det der betød noget for mit preteen jeg. Men slutningen, den husker jeg til gengæld. Alt for tydeligt.
SPOILER-ALERT: Hvis du ikke kender slutningen, og ikke vil vide hvad der sker, så spring det her over.
Hesten dør. Den dør. Jeg husker hvordan jeg sad med tilbageholdt åndedræt og ventede spændt på hvordan det hele mon ville ordne sig. Det gjorde det bare ikke. Der var ikke noget der ordnede sig og hesten døde. Og så var bogen slut. Jeg græd og græd og græd. Det var den første bog jeg læste, som ikke endte lykkeligt og jeg var fuldstændig uforberedt. Jeg anede ikke at bøger kunne slutte trist - for det er jo en bog og der kan forfatteren selv bestemme hvad der sker.
SPOILER SLUT.
Steinbeck havde gjort et indtryk. Og skræmt mig fra vid og sans. I mine teenage år foreslog min far mig ofte at læse "Et mægtigt gilde" og "En dejlig torsdag", når jeg (igen igen) var løbet tør for noget at læse. "Det er sådan nogle dejlige bøger", sagde han. Jeg troede ikke på ham - det var også ham der havde sagt at jeg sagtens kunne læse den katastrofale hestebog. Jeg var flyttet hjemmefra før jeg havde samlet nok mod til at gå igang med dem, så jeg har været 18-19 år før jeg læste Steinbeck igen.
Og det var nogle dejlige bøger. Nok de dejligste bøger jeg nogensinde har læst. Så helt igennem sjove og varme og ægte, og jeg åndede lettet op. Så var det nok bare mit yngre jeg, der havde overdramatiseret. Det var, heldigvis, bare fordi jeg ikke var forberedt på slutningen dengang. Så kunne jeg jo sagtens læse resten af de dejlige Steinbeck-bøger i mine forældres reol.
Jeg læste "Øst for Paradis" året efter. Og jeg græd og græd og græd. Jeg hylede mig igennem den bog, og jeg sad bagefter tilbage med nøjagtig samme følelse som da jeg havde læst "Den røde pony". Det var frygteligt og grusomt og greb mig langt ind i sjælen. Jeg var blevet voksen og vidste godt at både livet og bøger ikke altid var lykkelige, men på en måde gjorde det bare bogen så meget værre.
Den anden dag gik jeg forbi en ny udgave af "Vredens druer" nede i boghandlen. Og den trak i mig, kunne jeg godt mærke. Min mor har sagt at jeg ikke må læse den, men jeg bliver jo nødt til det. Det er seks år siden sidst nu, og jeg er ved at have samlet modet.
Men måske jeg skulle starte med at genlæse "Cannery row" og "Sweet Thursday". Ikke fordi jeg ikke tør springe direkte ud i "Grapes of wrath", velfor det gør jeg jo totalt, men fordi hvis jeg nu startede med de dejlige bøger, så kunne jeg måske nå at glemme at Steinbeck også kan være grusom.
Forestil jer min iver, da jeg fik en bog med en hest på forsiden mellem hænderne. Jeg gik ikke selv til ridning, men jeg var dødmisundelig på dem der gjorde, for heste var bare det helt store. Jeg aede den lidt. Jeg spurgte min far om jeg kunne læse den (et ofte stillet sikkerheds-spørgsmål, for nogle bøger var voksenbøger, selvom de så spændende ud) og han sagde at det var der ikke noget i vejen for.
Den Røde Pony.
Jeg husker ikke længere handlingen. Kun at det handlede om en dreng og en hest, hvilket var det der betød noget for mit preteen jeg. Men slutningen, den husker jeg til gengæld. Alt for tydeligt.
SPOILER-ALERT: Hvis du ikke kender slutningen, og ikke vil vide hvad der sker, så spring det her over.
Hesten dør. Den dør. Jeg husker hvordan jeg sad med tilbageholdt åndedræt og ventede spændt på hvordan det hele mon ville ordne sig. Det gjorde det bare ikke. Der var ikke noget der ordnede sig og hesten døde. Og så var bogen slut. Jeg græd og græd og græd. Det var den første bog jeg læste, som ikke endte lykkeligt og jeg var fuldstændig uforberedt. Jeg anede ikke at bøger kunne slutte trist - for det er jo en bog og der kan forfatteren selv bestemme hvad der sker.
SPOILER SLUT.
Steinbeck havde gjort et indtryk. Og skræmt mig fra vid og sans. I mine teenage år foreslog min far mig ofte at læse "Et mægtigt gilde" og "En dejlig torsdag", når jeg (igen igen) var løbet tør for noget at læse. "Det er sådan nogle dejlige bøger", sagde han. Jeg troede ikke på ham - det var også ham der havde sagt at jeg sagtens kunne læse den katastrofale hestebog. Jeg var flyttet hjemmefra før jeg havde samlet nok mod til at gå igang med dem, så jeg har været 18-19 år før jeg læste Steinbeck igen.
Og det var nogle dejlige bøger. Nok de dejligste bøger jeg nogensinde har læst. Så helt igennem sjove og varme og ægte, og jeg åndede lettet op. Så var det nok bare mit yngre jeg, der havde overdramatiseret. Det var, heldigvis, bare fordi jeg ikke var forberedt på slutningen dengang. Så kunne jeg jo sagtens læse resten af de dejlige Steinbeck-bøger i mine forældres reol.
Jeg læste "Øst for Paradis" året efter. Og jeg græd og græd og græd. Jeg hylede mig igennem den bog, og jeg sad bagefter tilbage med nøjagtig samme følelse som da jeg havde læst "Den røde pony". Det var frygteligt og grusomt og greb mig langt ind i sjælen. Jeg var blevet voksen og vidste godt at både livet og bøger ikke altid var lykkelige, men på en måde gjorde det bare bogen så meget værre.
Den anden dag gik jeg forbi en ny udgave af "Vredens druer" nede i boghandlen. Og den trak i mig, kunne jeg godt mærke. Min mor har sagt at jeg ikke må læse den, men jeg bliver jo nødt til det. Det er seks år siden sidst nu, og jeg er ved at have samlet modet.
Men måske jeg skulle starte med at genlæse "Cannery row" og "Sweet Thursday". Ikke fordi jeg ikke tør springe direkte ud i "Grapes of wrath", vel
torsdag den 21. juni 2012
Giveaway - Bog: "The 5 Love Languages"
For efterhånden pinligt længe siden modtog jeg en mail fra Mrs. B. om at hun havde sendt (endnu) en bog, og beskeden
"If you have already read it, please pass it on (unless you really don't like it!) to somebody else"
Det drejer sig om bogen "The 5 Love Languages" og selvom jeg ikke har læst den, så har jeg været nok i berøring med konceptet til at sige "I really don't like it" - men det skal ikke forhindre mig i at sende den videre! Nu må I endelig ikke tro jeg forsøger at prakke jer noget virkelig dårligt skod-crap på, for jeg har faktisk set, læst og hørt om andre der har været svært begejstrede for bogen. Det er bare mig der er for glad for dataanalyse til at synes det er meningsfyldt at stille "Sweet notes from my husband make me feel good" og "I love my husband’s hugs" op overfor hinanden som alternative svarmuligheder (på et spørgsmål der kun består af beskrivelsen "question 1")
Nå, men efter den salgstale må I jo alle sammen være vilde efter at vinde den. Den kan i hvert fald blive din, hvis du smider en kommentar (eller en mail hvis du vil være anonym) - jeg trækker lod...bum bum... skal vi sige 3. juli? Så er der god tid.
Bogen er på engelsk og interesserede kan læse mere på 5 Love Languages-hjemmesiden
"If you have already read it, please pass it on (unless you really don't like it!) to somebody else"
Det drejer sig om bogen "The 5 Love Languages" og selvom jeg ikke har læst den, så har jeg været nok i berøring med konceptet til at sige "I really don't like it" - men det skal ikke forhindre mig i at sende den videre! Nu må I endelig ikke tro jeg forsøger at prakke jer noget virkelig dårligt skod-crap på, for jeg har faktisk set, læst og hørt om andre der har været svært begejstrede for bogen. Det er bare mig der er for glad for dataanalyse til at synes det er meningsfyldt at stille "Sweet notes from my husband make me feel good" og "I love my husband’s hugs" op overfor hinanden som alternative svarmuligheder (på et spørgsmål der kun består af beskrivelsen "question 1")
Nå, men efter den salgstale må I jo alle sammen være vilde efter at vinde den. Den kan i hvert fald blive din, hvis du smider en kommentar (eller en mail hvis du vil være anonym) - jeg trækker lod...bum bum... skal vi sige 3. juli? Så er der god tid.
Bogen er på engelsk og interesserede kan læse mere på 5 Love Languages-hjemmesiden
søndag den 11. december 2011
Filmen der lever op til bogen
Jeg taler om Twilight. Og det er absolut ikke ment som en kompliment.
::Spoiler-alert::
Jeg ved godt der er nogen derude der synes Twilight er det nye sort. Det gør jeg så ikke.
Sidst de sendte Twilight i flimmeren optog Kaye og Jyden den, men fordi de er småbarnsforældre ser de film i små bidder, og på den måde endte det med at vi en dag så en halv times tid i midten af filmen. Det var nok ikke lige den bedste halve time vi fik set, så da de genudsendte skidtet i går tænkte jeg at jeg da altid kunne give det en chance.
Filmen er lige nøjagtig som jeg husker bogen (og her vil jeg så lige skyde ind at jeg tror det højner "glæden" ved filmen at man har læst bogen) Det starter godt. Mere end godt, faktisk. Fantastisk. Sug i maven, pageturner, toppen af sin filmgenre. Jeg har faktisk sjældent læst noget der rammer forelskelse og umulig kærlighed så godt. Ærligt. Jeg hader ikke Twilight fordi det ikke er godt (så havde jeg jo aldrig læst dem færdigt) - nej, jeg hader Twilight fordi det holder op med at være godt.
Hvis det stoppede efter den ene bog kunne jeg tænkte "Meh, middel, ærgerligt det ikke helt er gennemført" og så lade det være ved det. Men nej. Det bliver ved. Bog efter bog, side op og side ned med (indsæt selv squeeky-voice her) "Så vil hun godt have ham, men så vil hun ikke alligevel, og hun elsker ham for evigt, men der var en anden hun måske også gerne ville have, og så ville de godt slås, men så ville de ikke alligevel, og så skulle de giftes, men så ville hun ikke, men så ville hun godt være vampyr, men så ville han ikke, og så skulle de have et barn, men så var de andre sure" og det bliver ved og ved og ved og ved og ved (og ved), og det eneste jeg tænkte var GET OVER IT ALREADY! Hvor udødelig og fantastisk kan den kærlighed lige være hvis I skal bruge to fucking bøger på at være i tvivl?!
Hvorfor jeg blev ved med at læse? Jo, nu var jeg jo igang - og inde under alt lortet er der guld. En guldklump af en historie, der kunne have været en helt fantastisk lååvestory, men så er den blevet syltet ind i "romantiske" forestillinger, der lyder som noget jeg skrev i min dagbog dengang jeg var 13 (skal nok spare jer for uddrag - med mindre i plager) og ikke som noget der er skrevet af en voksen, der faktisk burde vide bedre. Nejnej, jeg siger ikke at bogen skal være mere voksen, eller handle om mere voksne problemstillinger. Den måtte bare godt lade være med at tale ned til sine læsere - og det føler jeg virkeligt den gør. I stedet for at blive udfordret på sit intellekt, sine følelser og sin opfattelse af kærligheden følte jeg mig i den grad sat tilbage til dengang jeg gik i 8.b. Og det passer bare slet, slet, slet ikke sammen med den udødelige kærlighed den første bog lægger op til, og det passer slet heller ikke sammen med temaer som giftermål, graviditet og ægte, dybfølt kærlighed. Sorry, men det gør det bare ikke.
Nå, men for nu lige at vende tilbage til filmen et øjeblik. Handlingen kan de jo ikke gøre for - jeg har faktisk sjældent set en film der er så tro mod den bog den er baseret på - men effekterne? Dem kunne de nok godt have gjort lidt mere ved. De er jo ikke engang fede? Jeg troede det skulle være sådan helt "WOW" når de hoppede rundt i træerne og den slags, men det ligner mest dårlig CG. Hvad det jo så også er. Ligeså med Edwards funklende diamanthud - det ligner bare han er klistret til i lim eller sådan noget. Og hvorfor fanden er der lyd på når han glimter? Er ikke videre imponeret, og synes egentlig det lugter lidt af at de ikke rigtigt har gjort sig umage, fordi de godt vidste at filmen nok skulle spille sine penge hjem ligemeget hvad. Nåja, og så det der Robert Pattinson, ing? Hvem har slået den rare mand i ansigtet med en skovl? (Kaye's ord, ikke mine) Og. hold. da. helt. op. hvor er der mange laaaaangtrukne, røvsyge scener, med klaverspil, baseball og deslige.
Min søster, der er teenager og derfor må formodes at vide den slags, siger i øvrigt at der vist også kun skulle have været to bøger. Men at forlaget sagde at så blev det for voksent, og at handlingen skulle starte tidligere. Jeg vælger at tro på at det er sandheden. For så kan jeg nøjes med at dobbelthade på det forlag, i stedet for at gå rundt med en nagende mistanke om at Stephenie Meyer har fucked up en gudsbenådet inspiration.
....
Og nej, jeg kan ikke bare lade være med at forholde mig til dem. De er der, og de har, på adskillige opfordringer, brugt min tid, og så får de altså også en holdning med på vejen.
....
Hvad I så skal læse i stedet for? Jo, I skal læse Ringenes Herre (læse, ikke se!) og så skal I nyde Aragorn og Arwen's historie. Som er vidunderligt underspillet og smuk og den bedste lovestory ever. Ever. Og den bliver ikke dårligere af at størstedelen er forvist til et appendix, man først læser efter bogen.
Og hvis I synes det er lidt for meget at læse tre bøger for omkring 20 linier og et appendix med kærlighedshistorie, så læs Pride and Prejudice (og se den endelig også, både BBC's serie og den nye film med Keira Knightley) og nyd Jane Austens ironi mens du svælger i en historie der har det hele. På den gode måde.
::Spoiler-alert::
Jeg ved godt der er nogen derude der synes Twilight er det nye sort. Det gør jeg så ikke.
Sidst de sendte Twilight i flimmeren optog Kaye og Jyden den, men fordi de er småbarnsforældre ser de film i små bidder, og på den måde endte det med at vi en dag så en halv times tid i midten af filmen. Det var nok ikke lige den bedste halve time vi fik set, så da de genudsendte skidtet i går tænkte jeg at jeg da altid kunne give det en chance.
Filmen er lige nøjagtig som jeg husker bogen (og her vil jeg så lige skyde ind at jeg tror det højner "glæden" ved filmen at man har læst bogen) Det starter godt. Mere end godt, faktisk. Fantastisk. Sug i maven, pageturner, toppen af sin filmgenre. Jeg har faktisk sjældent læst noget der rammer forelskelse og umulig kærlighed så godt. Ærligt. Jeg hader ikke Twilight fordi det ikke er godt (så havde jeg jo aldrig læst dem færdigt) - nej, jeg hader Twilight fordi det holder op med at være godt.
Hvis det stoppede efter den ene bog kunne jeg tænkte "Meh, middel, ærgerligt det ikke helt er gennemført" og så lade det være ved det. Men nej. Det bliver ved. Bog efter bog, side op og side ned med (indsæt selv squeeky-voice her) "Så vil hun godt have ham, men så vil hun ikke alligevel, og hun elsker ham for evigt, men der var en anden hun måske også gerne ville have, og så ville de godt slås, men så ville de ikke alligevel, og så skulle de giftes, men så ville hun ikke, men så ville hun godt være vampyr, men så ville han ikke, og så skulle de have et barn, men så var de andre sure" og det bliver ved og ved og ved og ved og ved (og ved), og det eneste jeg tænkte var GET OVER IT ALREADY! Hvor udødelig og fantastisk kan den kærlighed lige være hvis I skal bruge to fucking bøger på at være i tvivl?!
Hvorfor jeg blev ved med at læse? Jo, nu var jeg jo igang - og inde under alt lortet er der guld. En guldklump af en historie, der kunne have været en helt fantastisk lååvestory, men så er den blevet syltet ind i "romantiske" forestillinger, der lyder som noget jeg skrev i min dagbog dengang jeg var 13 (skal nok spare jer for uddrag - med mindre i plager) og ikke som noget der er skrevet af en voksen, der faktisk burde vide bedre. Nejnej, jeg siger ikke at bogen skal være mere voksen, eller handle om mere voksne problemstillinger. Den måtte bare godt lade være med at tale ned til sine læsere - og det føler jeg virkeligt den gør. I stedet for at blive udfordret på sit intellekt, sine følelser og sin opfattelse af kærligheden følte jeg mig i den grad sat tilbage til dengang jeg gik i 8.b. Og det passer bare slet, slet, slet ikke sammen med den udødelige kærlighed den første bog lægger op til, og det passer slet heller ikke sammen med temaer som giftermål, graviditet og ægte, dybfølt kærlighed. Sorry, men det gør det bare ikke.
Nå, men for nu lige at vende tilbage til filmen et øjeblik. Handlingen kan de jo ikke gøre for - jeg har faktisk sjældent set en film der er så tro mod den bog den er baseret på - men effekterne? Dem kunne de nok godt have gjort lidt mere ved. De er jo ikke engang fede? Jeg troede det skulle være sådan helt "WOW" når de hoppede rundt i træerne og den slags, men det ligner mest dårlig CG. Hvad det jo så også er. Ligeså med Edwards funklende diamanthud - det ligner bare han er klistret til i lim eller sådan noget. Og hvorfor fanden er der lyd på når han glimter? Er ikke videre imponeret, og synes egentlig det lugter lidt af at de ikke rigtigt har gjort sig umage, fordi de godt vidste at filmen nok skulle spille sine penge hjem ligemeget hvad. Nåja, og så det der Robert Pattinson, ing? Hvem har slået den rare mand i ansigtet med en skovl? (Kaye's ord, ikke mine) Og. hold. da. helt. op. hvor er der mange laaaaangtrukne, røvsyge scener, med klaverspil, baseball og deslige.
Min søster, der er teenager og derfor må formodes at vide den slags, siger i øvrigt at der vist også kun skulle have været to bøger. Men at forlaget sagde at så blev det for voksent, og at handlingen skulle starte tidligere. Jeg vælger at tro på at det er sandheden. For så kan jeg nøjes med at dobbelthade på det forlag, i stedet for at gå rundt med en nagende mistanke om at Stephenie Meyer har fucked up en gudsbenådet inspiration.
....
Og nej, jeg kan ikke bare lade være med at forholde mig til dem. De er der, og de har, på adskillige opfordringer, brugt min tid, og så får de altså også en holdning med på vejen.
....
Hvad I så skal læse i stedet for? Jo, I skal læse Ringenes Herre (læse, ikke se!) og så skal I nyde Aragorn og Arwen's historie. Som er vidunderligt underspillet og smuk og den bedste lovestory ever. Ever. Og den bliver ikke dårligere af at størstedelen er forvist til et appendix, man først læser efter bogen.
Og hvis I synes det er lidt for meget at læse tre bøger for omkring 20 linier og et appendix med kærlighedshistorie, så læs Pride and Prejudice (og se den endelig også, både BBC's serie og den nye film med Keira Knightley) og nyd Jane Austens ironi mens du svælger i en historie der har det hele. På den gode måde.
Abonner på:
Opslag (Atom)