En ting er at vi nu åbenbart skal til at holde halloween i Danmark. Ok, vi har da en allehelgensaften, og græskarmænd+pynt er da også hyggeligt nok.
Og fair nok, hvis ungerne gerne vil klædes uhyggeligt ud, og jeg kan næsten også gå med til at hele slik-og-ballade-konceptet selvom det går mig ekstremt meget imod at vi skal have to ENS "hellig"dage om året.
Men helt ærligt, kan I i det mindste ikke holde det på en rigtige dag?
Allehelgensaften flytter sig ikke. Den ligger fast på d.31 oktober hvert år, og har ikke samme bekvemmelige egenskab som fastelavn der altid er på en søndag hvor man har fri. Det er bare ærgerligt hvis den falder på en røvsyg mandag, det er stadig der dagen falder og IKKE i går eller i lørdags og slet ikke i fredags.
Hvis I insisterer på at sende ungerne ud for at råbe "slik eller ballade" i hovedet på sagesløse folk, der ikke aner en skid om adopterede amerikanske traditioner, er I så søde at gøre det på den rigtige dag? 31. oktober. Ikke før, ikke efter. Og heller ikke over flere dage. Tak.
PS. Det er ikke fordi jeg har noget imod halloween - jeg synes faktisk det er ret hyggeligt - men jeg har noget imod "Fastelavn vol. II"
PPS. Kirken kan heller ikke finde ud af hvornår det er allehelgensaften, og holder det på søndag. Hvor vi i øvrigt skal ned og læse Ronans navn op, for det er sådan noget man gør til allehelgen - læser navnene op på dem man har mistet
fredag den 7. oktober 2011
James Blunt
om
koncert,
ronan,
uddannelse
Dengang Ronan stadig var inde i maven spillede vi tit James Blunt's "Stay the night" for ham. Det er sådan en glad sang, og det var hyggeligt at ligge og vågne sammen til. Den sidste gang vi havde været ovre på Rigshospitalet så vi en reklame i bussen om at han gav koncert i København d.16. juni - samme dag som vi havde fået tid til næste tjek. Vi overvejede kraftigt at købe billetter, og så bruge hele dagen i København, men vi droppede det hurtigt fordi jeg blev så besværet af alt det ekstra fostervand at jeg ikke kunne holde ud at stå op. Det viste sig så også at have været en helt overflødig overvejelse, for lige præcis d.16. kom Ronan jo ud til os.
Men i tirsdag gav han så koncert i Odense, ham James Blunt, og der kunne vi jo ikke andet end være med. Det var som om vi fik ekstra chance for at gøre noget af det vi gerne ville have gjort sammen med Ronan - og selvom han ikke længere var inde i maven, så var han i tankerne.
I det hele taget var det en rigtig god koncert (bortset fra at jeg altid kommer til at stå ved siden af dem der snakker højlydt under koncerten og spilder øl på mine fødder) med en del mere pow-faktor end man umiddelbart forventer af en James Blunt - fx crowdsurfede han. Det anede jeg slet ikke der var nogen der stadig måtte for deres security.
Vi hulkede os igennem "Goodbye my lover"
"You touched my heart you touched my soul.
You changed my life and all my goals.
And love is blind and that I knew when,
My heart was blinded by you.
I've kissed your lips and held your head.
Shared your dreams and shared your bed.
I know you well, I know your smell.
I've been addicted to you."
og "Carry you home"
"As strong as you were, tender you go.
I'm watching you breathing for the last time.
A song for your heart, but when it is quiet,
I know what it means and I'll carry you home.
I'll carry you home."
Og sang højlydt med på"Beautiful" og "Stay the night", som altid vil være Ronans sang.
Var fuldstændig smadret da jeg kom hjem, men vågnede alligevel tidligt onsdag. Hvor jeg også kom sent i seng fordi vi var til åbent hus i Landsforeningen Spædbarnsdød og det er noget der trækker tænder ud (på den gode måde) Skulle egentlig have været tidligt oppe og afsted på uni i går morges, men jeg valgte at sige skid til det hele og holde ferie med Manden i stedet. Med rundstykker og varm kakao og tid nok til at slappe bare en lille smule af. Har snigende dårlig samvittighed over ikke at passe mit studie ordentligt, men ved I hvad? Det gider jeg faktisk ikke rigtigt. For det er jo overhovedet ikke vigtigt i forhold til at være herhjemme med Manden og passe på hinanden.
Men i tirsdag gav han så koncert i Odense, ham James Blunt, og der kunne vi jo ikke andet end være med. Det var som om vi fik ekstra chance for at gøre noget af det vi gerne ville have gjort sammen med Ronan - og selvom han ikke længere var inde i maven, så var han i tankerne.
I det hele taget var det en rigtig god koncert (bortset fra at jeg altid kommer til at stå ved siden af dem der snakker højlydt under koncerten og spilder øl på mine fødder) med en del mere pow-faktor end man umiddelbart forventer af en James Blunt - fx crowdsurfede han. Det anede jeg slet ikke der var nogen der stadig måtte for deres security.
Vi hulkede os igennem "Goodbye my lover"
"You touched my heart you touched my soul.
You changed my life and all my goals.
And love is blind and that I knew when,
My heart was blinded by you.
I've kissed your lips and held your head.
Shared your dreams and shared your bed.
I know you well, I know your smell.
I've been addicted to you."
og "Carry you home"
"As strong as you were, tender you go.
I'm watching you breathing for the last time.
A song for your heart, but when it is quiet,
I know what it means and I'll carry you home.
I'll carry you home."
Og sang højlydt med på"Beautiful" og "Stay the night", som altid vil være Ronans sang.
Var fuldstændig smadret da jeg kom hjem, men vågnede alligevel tidligt onsdag. Hvor jeg også kom sent i seng fordi vi var til åbent hus i Landsforeningen Spædbarnsdød og det er noget der trækker tænder ud (på den gode måde) Skulle egentlig have været tidligt oppe og afsted på uni i går morges, men jeg valgte at sige skid til det hele og holde ferie med Manden i stedet. Med rundstykker og varm kakao og tid nok til at slappe bare en lille smule af. Har snigende dårlig samvittighed over ikke at passe mit studie ordentligt, men ved I hvad? Det gider jeg faktisk ikke rigtigt. For det er jo overhovedet ikke vigtigt i forhold til at være herhjemme med Manden og passe på hinanden.
Ferietanker
om
ferie,
socialisering
Tiden nærmer sig for den der Englandstur. Jeg glæder mig og jeg er bange. Jeg savner England, men kan ikke bære tanken om at skulle være væk hjemmefra. Det slog mig at den her ferie er den første ting vi gør, som definitivt ikke havde kunnet lade sig gøre hvis Ronan havde været her. Bliver helt tung om hjertet, for det føles som om at sige "jeg glæder mig til at komme afsted" er det samme som "hvor er det godt han ikke er her, så vi kan tage på ferie" Selvom jeg godt ved det ikke er sådan, og jeg ved det er nødvendigt at vi også lærer at gøre ting som hører til i et liv uden ham. Men hvor er en uge bare længe at skulle være så langt væk fra sin lille baby.
Nå, panik til side, så skal det nok blive en god tur til England. Det skal det. Og Englændere er søde (i hvert fald dem jeg kender) og siger at man bare kan komme og bo hos dem en hel uge og få mad og blive hentet i lufthavnen, og så sparede man lige en masse penge på dét. Turistinfo in Liverpool er også hurtige og høflige og svarer efter et kvarter og siger tak for ens henvendelse og svarer uddybende og overdrevet venligt på ens spørgsmål. Desuden må man gerne købe et nyt kamera og en mp3-afspiller når man skal på ferie, og begge dele falder på et tørt sted. Og jeg er næsten ok med at gøre et så anseeligt indhug i vores opsparing (jamen jeg er nærig, og en krone sparet er en krone tjent!)
Det skal nok gå. Det bliver det nødt til. Under alle omstændigheder er det jo bare en enkelt uge og i værste fald må man jo bare bide tænderne sammen og komme igennem det.
Nå, panik til side, så skal det nok blive en god tur til England. Det skal det. Og Englændere er søde (i hvert fald dem jeg kender) og siger at man bare kan komme og bo hos dem en hel uge og få mad og blive hentet i lufthavnen, og så sparede man lige en masse penge på dét. Turistinfo in Liverpool er også hurtige og høflige og svarer efter et kvarter og siger tak for ens henvendelse og svarer uddybende og overdrevet venligt på ens spørgsmål. Desuden må man gerne købe et nyt kamera og en mp3-afspiller når man skal på ferie, og begge dele falder på et tørt sted. Og jeg er næsten ok med at gøre et så anseeligt indhug i vores opsparing (jamen jeg er nærig, og en krone sparet er en krone tjent!)
Det skal nok gå. Det bliver det nødt til. Under alle omstændigheder er det jo bare en enkelt uge og i værste fald må man jo bare bide tænderne sammen og komme igennem det.
tirsdag den 4. oktober 2011
Yay!
om
uddannelse
Den der skod-opgave, som jeg ikke kunne finde ud af, ing? Den har jeg åbenbart bestået.
Jeg forstår stadig ikke hvad det var jeg lavede, men det var så tilsyneladende rigtigt (i hvert fald 50+ procent af det)
Jeg forstår stadig ikke hvad det var jeg lavede, men det var så tilsyneladende rigtigt (i hvert fald 50+ procent af det)
søndag den 2. oktober 2011
Kolde fødder
Jeg lovede Tanja at jeg ville holde jer, mine trofaste læsere, opdaterede med hensyn til det næste graviditetsprojekt. Men det kan I så komme til at vente længe på, for nogen her i huset, der ikke er mig, har fået kolde fødder, men havde lige glemt at fortælle det.
Er fuldstændig åndssvagt skuffet og sur på ham, for han har hele tiden sagt at han bare ventede på mig og det eneste han gerne ville nå var den der tur til England. Det er jo ok at han ændrer mening, for hvis han ikke er klar, så er han ikke klar, men han kunne bare godt lige have sagt det en af de mange gange jeg har bragt emnet på bane, og bl.a. har givet udtryk for at jeg var ved at være klar, især hvis vi lige kunne få en god snak. Eller han kunne havde sagt det inden jeg bestilte tid hos lægen og fik recept på folsyre. Han kunne bare godt have sagt det inden jeg brugte så meget energi og så mange tanker på at blive klar, inden jeg kom dertil hvor hele min krop er indstillet på en graviditet mere, inden jeg endelig havde fået det på plads inde i hovedet med hvordan det kunne hænge sammen og hvornår det kunne være.
Det er lidt en lortesituation, for ligemeget hvor skuffet jer er eller hvor meget ret jeg har til at være det, så kan jeg bare aldrig få ret. For vi skal jo på ingen måde kaste os ud i den næste graviditet før vi begge to er klar, så det eneste jeg kan gøre er at bide det i mig og vente. Og tænke over det og forsøge at få det hele på plads igen. Fx er der noget prævention at tage stilling til, for han sagde at han egentlig helst ville droppe det eller i hvert fald tage stilling fra gang til gang, men det ved jeg simpelthen ikke om jeg kan holde til. For jeg kan godt mærke at jeg allerede er der hvor jeg hver eneste måned vil håbe, prævention eller ej, og det er simpelthen for hårdt hvis der måske, og hvis det nu var, er noget at håbe på. Og jeg har heller ikke lyst til at gå rundt og håbe alene, og vide at han håber på det modsatte. Der er jo også en masse ting omkring "forsøge at blive gravid" (som kostvaner, inden alkohol, dage der skal tælles) som jeg ikke har lyst til at skulle bruge tid på, hvis ikke vi prøver sådan for alvor - men som jeg ville være nødt til at gøre alligevel hvis det var sådan en hverken-eller løsning.
Det er ikke engang sådan at han bare lukker lort ud, for det han siger er sådan set reelt nok. At han er bange, har brug for mere tid til at vænne sig til det og egentlig gerne vil have at den her jul skal vi kun have Ronan at tænke på. Det er bare lidt sent at sige det, når man sådan set så småt er begyndt at glemme præventionen. For hvad nu hvis der allerede er en baby i min mave? Det er langt ude, men ikke så langt ude at det er en statistisk umulighed. Og det er i hvert fald ikke langt nok ude til at jeg ikke bekymrer mig om det.
Heldigvis var det ikke en af de ting der eksploderer ud over det hele, og resten af aftenen i går var hyggelig, og det var ligeså rart som det plejer at spise morgenmad sammen. Men øv hvor er jeg ked af det. Blev egentlig også lidt sur da han i morges begyndte at snakke om sex. For det tror jeg så ikke der bliver noget af før vi har fået afgjort det her. Så må han fandeme bare vente den tid det tager for mig tænke over det. Det er vel ikke for meget forlangt?
Er fuldstændig åndssvagt skuffet og sur på ham, for han har hele tiden sagt at han bare ventede på mig og det eneste han gerne ville nå var den der tur til England. Det er jo ok at han ændrer mening, for hvis han ikke er klar, så er han ikke klar, men han kunne bare godt lige have sagt det en af de mange gange jeg har bragt emnet på bane, og bl.a. har givet udtryk for at jeg var ved at være klar, især hvis vi lige kunne få en god snak. Eller han kunne havde sagt det inden jeg bestilte tid hos lægen og fik recept på folsyre. Han kunne bare godt have sagt det inden jeg brugte så meget energi og så mange tanker på at blive klar, inden jeg kom dertil hvor hele min krop er indstillet på en graviditet mere, inden jeg endelig havde fået det på plads inde i hovedet med hvordan det kunne hænge sammen og hvornår det kunne være.
Det er lidt en lortesituation, for ligemeget hvor skuffet jer er eller hvor meget ret jeg har til at være det, så kan jeg bare aldrig få ret. For vi skal jo på ingen måde kaste os ud i den næste graviditet før vi begge to er klar, så det eneste jeg kan gøre er at bide det i mig og vente. Og tænke over det og forsøge at få det hele på plads igen. Fx er der noget prævention at tage stilling til, for han sagde at han egentlig helst ville droppe det eller i hvert fald tage stilling fra gang til gang, men det ved jeg simpelthen ikke om jeg kan holde til. For jeg kan godt mærke at jeg allerede er der hvor jeg hver eneste måned vil håbe, prævention eller ej, og det er simpelthen for hårdt hvis der måske, og hvis det nu var, er noget at håbe på. Og jeg har heller ikke lyst til at gå rundt og håbe alene, og vide at han håber på det modsatte. Der er jo også en masse ting omkring "forsøge at blive gravid" (som kostvaner, inden alkohol, dage der skal tælles) som jeg ikke har lyst til at skulle bruge tid på, hvis ikke vi prøver sådan for alvor - men som jeg ville være nødt til at gøre alligevel hvis det var sådan en hverken-eller løsning.
Det er ikke engang sådan at han bare lukker lort ud, for det han siger er sådan set reelt nok. At han er bange, har brug for mere tid til at vænne sig til det og egentlig gerne vil have at den her jul skal vi kun have Ronan at tænke på. Det er bare lidt sent at sige det, når man sådan set så småt er begyndt at glemme præventionen. For hvad nu hvis der allerede er en baby i min mave? Det er langt ude, men ikke så langt ude at det er en statistisk umulighed. Og det er i hvert fald ikke langt nok ude til at jeg ikke bekymrer mig om det.
Heldigvis var det ikke en af de ting der eksploderer ud over det hele, og resten af aftenen i går var hyggelig, og det var ligeså rart som det plejer at spise morgenmad sammen. Men øv hvor er jeg ked af det. Blev egentlig også lidt sur da han i morges begyndte at snakke om sex. For det tror jeg så ikke der bliver noget af før vi har fået afgjort det her. Så må han fandeme bare vente den tid det tager for mig tænke over det. Det er vel ikke for meget forlangt?
Ronans historie
Så har jeg fået skrevet Ronans historie, så hvis der er læsere der ikke har været med hele vejen er det nu muligt at få et overblik. Man må selvfølgelig også gerne læse det selvom man har været med hele vejen, hvis man lige har lidt tid man skal have slået ihjel. Det blev vist lidt langt, men ikke så langt som det kunne have været, og det er da altid noget.
Nu er jeg så også rimelig smadret oveni hovedet, for selvom jeg har gennemlevet det, snakket om det, skrevet om det og snakket om det igen, så er det som om det stadig dræner mig fuldstændig at tænke så koncentreret på Ronan og hele hans lange korte historie.
Nu er jeg så også rimelig smadret oveni hovedet, for selvom jeg har gennemlevet det, snakket om det, skrevet om det og snakket om det igen, så er det som om det stadig dræner mig fuldstændig at tænke så koncentreret på Ronan og hele hans lange korte historie.
lørdag den 1. oktober 2011
Just in case
om
uddannelse
Hvis der er nogen af jer der kan finde ud af at immunisere en portefølje ved hjælp af Macaulay-varigheder når valør-tidspunktet er mellem to terminer, så siger I lige til, ing?
Abonner på:
Opslag (Atom)