Viser opslag med etiketten hjemligt. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten hjemligt. Vis alle opslag

torsdag den 27. juni 2013

Mød min mor, Kvinden Der Får Ting Gjort

Jeg fik ringet til min mor, som selvfølgelig gerne ville komme. På trods af at hun skulle hjælpe min moster med at flytte-rengøre lejlighed lørdag formiddag. Hun sagde ting som "Selvfølgelig kommer jeg, hvis du har brug for det" og "Jeg skal lige snakke med far om hvornår det passer bedst" og "Det er ikke noget problem". Så lørdag eftermiddag klokken kvart over fire ankom den tornado af effektivitet, der er min mor. Inden aftensmaden var lejligheden i en tilstand, der ikke længere kunne beskrives som uhumsk (kan man så sige den er humsk?) og søndag formiddag sørgede hun for at vi kom til bunds i resten. Min mor kan ikke sidde stille ret længe ad gangen, og hvis der er en opvask der skal tages eller tøj der skal lægges sammen, så gør hun det.

Derfor nåede vi at:
  • Vaske alt tøjet (på nær en lille bunke t-shirts)
  • Feje alle gulve (Manden sov, så vi kunne ikke støvsuge)
  • Få smidt en masses pap ud
  • Vaske gulv i køkkenet
  • Rydde op i spisestuen (bord lignede Jerusalems Klamme Ødelæggelse)
  • Vaske tripp trapp stol ned
  • Gøre ovnen ren (min mor, for "nu var hun jo lige igang")
  • Rydde skrivebordet for uautoriserede bunker
  • Rydde op i stuen
  • Afstøve og vaske samtlige overflader
  • Lægge alt tøjet sammen (på nær det der var i vaskemaskinen hhv tørretumbleren)
  • Tage Monster Opvasken fra Helvede
  • Gå ned med (en masse) skrald

Selvfølgelig legede hun også en masse med babyen, men hun har mad skillZ i at lave praktiske ting samtidig med hun leger med børn. Min mor er vuggestuepædagog, og jeg ved ikke om det er derfor hun er så god til at multitaske, eller om det er fordi hun er så god til at multitaske at hun er så god til at være pædagog. Ikke at jeg siger min mor er den perfekte pædagog eller noget - for hun er fx virkelig dårlig til at huske sangtekster.

Min mor (i færd med MOfH): "Er det kedeligt at ligge på gulvet, Grynte? Uuuuh, kan du høre det blæser? UuuUuuUUUuuuuh!
Blæsten kan man ikke få at se
Det' der ikke noget at gøre ved
Men når møllens vinger drejer
Og når alle... røve... dingler..."

lørdag den 20. oktober 2012

Pip!

Lever stadig. Er ikke blevet ædt af hverken Netflix eller depressive tendenser. Har bare haft travlt med at lave madplan og have besøg af min familie. Som var så søde at hjælpe med at køre/slæbe indkøb, så vi er ved at have lagt en bund for nødlageret.

Og apropos, hvad sker der så egentlig for folk og deres "gode råd" formuleret i en nedladende/latterliggørende tone? Selvom vi ikke har prøvet at have en baby før, var vi nok ikke totale idioter, helt ude af stand til at træffe selvstændige beslutninger. Der var nok en grund til vi har valgt lavet en madplan med to måneders tag-op-af-fryseren/ud-af-skabet mad, og der var nok en (meget lignende) grund til vi gerne ville have købt basis-varer til tre måneder ind på én gang. Bare fordi I ikke traf det samme valg, da I stod med et spædbarn, betyder det ikke at vores valg er forkert, til grin, uigennemtænkt eller hysterisk. Det betyder nok bare at vi har valgt at prioritere anderledes. Nå.

Undskyld, men jeg skulle lige af med det. Anyway, det var bare lige fordi jeg ville sige vi er ok, alle sammen, men havde travlt med ting ude i det virkelige liv. Som fx at Manden får gæster i aften, og vi måske derfor burde forberede os bare en anelse. Eller, strengt taget er det jo mest Mandens problem, men som den pligtopfyldende og selvopofrende Kone jeg er hjælper jeg. Lidt.

onsdag den 19. september 2012

En lidt skræmmende start på dagen, måske

Kender I det, at når man har fået flere sms'er kommer man til at læse den nyeste først? Og at nogengange så giver det ingen mening? Og andre gange, så når man at bekymre sig helt unødigt? Især fordi der så ovenikøbet også var to mistede opkald?

Nå, men det var ca. det der skete for mig klokken lidt over syv i morges, da jeg lige ville læse hvad Manden havde skrevet.

06.49: "Så er jeg færdig"
06.39: "Ligger og venter på lægen"
06.10: "Så sidder jeg og venter på skadestuen"
05.51: "Godmorgen skat. Undskyld undskyld, jeg er det største kvaj i verden. Jeg er på vej på skadestuen lige nu. Fordi jeg har været så dum at bruge en papirclips i øret og nu sidder den fast"

Ud over den umiddelbare lettelse da jeg læste den sidste første besked, følte jeg mig også ret magtesløs over ikke at kunne være hos min Mand og holde ham i hånden. Jeg ringede selvfølgelig til ham med det samme, og fik forvisning om der ikke var sket noget alvorligt, og følte mig rimelig lettet over der for en gangs skyld ikke havde været ventetid på skadestuen, så han hurtigt kunne komme hjem til mig og blive passet.

Vi blev enige om at jeg skulle hente morgenbrød, så han kun skulle koncentrere sig om at nå et tog (Manden har for nylig indstiftet en tradition med at han tager rundstykker med hjem når han kommer hjem fra sin sidste nattevagt). Det er ret længe siden jeg sidst har været ude af hoveddøren inden klokken halv otte, men det var helt hyggeligt at gå der i køligheden - er det bare mig, eller er alle i sådan et specielt hyggeligt humør om morgenen?

Bageren havde kun übersnasket brunsviger i dag, og hun gik (på min opfordring) efter det mest snaskede af dem alle. Som så viste sig at være et stykke der ikke var skåret ordentligt og som derfor var større end alle de andre - men der var ingen smålighed eller noget, hun smilede bare og sagde "Men det gør nok heller ikke noget, du spiser jo for to"

Nåede lige at komme hjem og lave te inden Manden kom - takket være en virkelig effektiv skadestue nåede han sit sædvanlige tog. Invaliden viste sig ikke at være det mindste invalid. Ikke engang et plaster kunne han fremvise. Men han fik nu kram alligevel og hyggelig morgenmad inden sengetid. Har faktisk i det hele taget været en rimelig hyggelig dag.

Også selvom den omsorgsfulde "hvor er det synd for min lille Mand"-del af mig efterhånden er blevet fortrængt af den hysterisk-grinende "hvem fanden gør sådan noget? Du skulle så meget have taget et billede"-del (er stadig omsorgsfuld - griner bare hysterisk imens)

lørdag den 8. september 2012

Noget så kedeligt som rengøring

Tilståelse: Vi er nogle svin, her i huset. There, I said it. Vi er virkelig dårlige til at rydde op og gøre rent og den slags. Nej bevares, vi er da ikke ude i et afsnit af Hoarders eller noget, men der ligger bunker rundt omkring, tøj på gulvet og det var så nok overhovedet heller ikke tæt på en gang i ugen badeværelset blev gjort rent. Og der kan da også godt ligge en nektarin-sten på mit sengebord, som begynder at gro lidt plys inden jeg får taget den med ud i skraldespanden.

Mig og Manden er ret enige om at der skal strammes lidt op inden Baby kommer. Om ikke andet, så for at der i det mindste er en rutine, som Baby så kan ødelægge. Jeg er jo lidt små neurotisk et organisatorisk vidunder, så jeg har udviklet et totalt effektivt system. Eller, dvs. det ville være totalt effektivt hvis det blev overholdt - hvilket det selvfølgelig ikke gør, så derfor er det bare moderat mere effektivt end det system vi havde i forvejen (=ikke-eksisterende).

Nå, men grunden til det er så totalt moderat effektivt er at der er præmier involveret. Jeg skal nok lade være med at gå i detaljer med den helt absurde grad af gennemtænkthed der ligger bag, og nøjes med pointen: Når man har gjort en ting må man få en streg på tavlen. Og når vi har sparet 100 streger sammen må vi få noget. Sådan noget af det vi har aftalt med hinanden at vi gerne må få, men som vi måske bliver lidt for nærige til at købe til hverdag. I løbet af de sidste par uger har vi lagt os fast på dvd-tur i Stereo Studio og i morges sagde jeg til Manden: "Vi mangler 38 streger. I teorien kan vi godt nå det i weekenden"

Og udsigten til indkøb af dvd'er på mandag var åbenbart det der skulle til, for der er blevet ryddet op og gjort rent (og hygget med det) i en sådan grad at vi nærmer os et respektabelt hjem. Hvilket også var meningen. For mens jeg intet har imod at bo i moderat-middelsvært rod, så har jeg noget imod den noget pressede panik-rengøring, der altid indtræffer umiddelbart før vi får gæster.

Så nu sidder vi så her, i vores ryddelige stue, med maverne fulde af majs og rodfrugter og forloren hare, mens vi zapper mellem landskamp og Last Night of the Proms, og overvejer hvornår vi mon har plads i maverne til det der is og flødeboller og whatnot vi havde aftalt man godt må få når det er lørdag. Og selvom jeg er øm i hele kroppen, efter gulvmopning og gåtur, så er jeg egentlig ganske godt tilfreds. Med livet, sådan i det hele taget.

fredag den 15. juni 2012

Mount (rent) vasketøj


Det værste er at da billedet blev taget manglede der stadig fire maskinfulde.

Nu mangler der kun en enkelt kogevask, som bliver sat over i morgen tidlig, så de sidste rengøringsklude kan komme med. Det meste af Mount Vasketøj er også langt sammen (og på plads), så jeg begyder så småt at tro på vi bliver færdige inden gæsterne kommer i morgen. Ellers må min mor bare blive sat i arbejde.

onsdag den 13. juni 2012

Dagene op til

I dag er det et år siden Ronan døde. Et år siden jeg gik i seng som normalt, efter en rigtig lortedag (som Manden dog formåede at gøre mindre slem), og lå og læste og prikkede til baby som normalt. Den dag sparkede han bare ikke tilbage som normalt. Der var helt stille derinde, og pludselig kunne jeg faktisk ikke huske hvornår jeg sidst havde mærket liv. Jeg var så bange, som jeg lå der med tårerne trillende ned ad kinderne og hviskede "Please, lille baby, du må ikke være død"

Dagene er ikke så slemme som jeg havde frygtet. I mandags gik vi om på kirkegården klokken halv et, fordi jeg var ked og ikke kunne finde ro med eksamener og uni-bureaukrati hængende over hovedet oveni det hele. Og bagefter sad vi oppe og drak varm kakao og snakkede om alt muligt andet. Fandt roen og traf beslutninger, der ikke giver praktisk eller fornuftig mening, men som føles rigtige. Jeg skal ikke til eksamen, og jeg skal ikke kæmpe med regler og papirer med mindre det er strengt nødvendigt. Så hellere bruge et eksamensforsøg "unødigt", for det vi har brug for at ro og fred og tid sammen. Med hinanden, og med Ronan.

Så jeg "pjækker" fra eksamen og psykiater, og vi bruger i stedet dagene på at være sammen og planlægge fødselsdag. I dag har vi ryddet op (og ryddet op og ryddet op og ryddet op) og haft Kaye og Jyden forbi til aftensmad og noget fodbold på sofaen. Alt i alt en ret rar dag, hvor vi pludselig kan se lejligheden og vores hyggelige liv igen, efter det har ligget begravet under rod i rigtig, rigtig lang tid. Lejligheden er blevet så meget bedre indrettet, så det store rum nu er "gæstestue", med spisebord, den pæne reol og plads til en sofa - nåja, og Harry Potter-rum. Og det "lille" rum (som stadig er større end hele min gamle lejlighed, inkl. badeværelse) er nu kontor kombineret med den eksisterende fjernsynskrog. Ok, ok, jeg ved godt det er sygt kedelige detaljer, men jeg brugte hele dagen i mandags på at sætte bøger, spil og billeder i reoler så det blev pænt og indbydende. Det er vigtigt her er pænt og rigtigt til Ronans fødselsdag.

Om lidt, når Tyskland er færdig med at tæve Holland, vil vi gå ned på kirkegården og tænde lys. Lige om lidt er Ronans år slut, og han fortjener at få lov til at fylde den sidste tid helt ud.

lørdag den 25. februar 2012

Forlænget weekend

Efter al den trælse sygdom sidste uge (Manden overtog min maveinfluenza i weekenden) blev vi enige om at vi vist trængte til noget fri- og kvalitetstid. Det har været hårdt at gå fra "stå op hver morgen" til "komme afsted hver morgen", især fordi sidstnævnte indebærer hvad der reelt bliver en 40 timers arbejdsuge for mig. Så vi planlagde lørdagsbrunch og spontan hvad-vejret-tillader aktiviteter.

Den plan holdt så omkring 12 timer indtil min mor skrev "Onkel Mellem har flyttet sin fødselsdag til på fredag, hvis det kan få jer til at komme forbi" Vi havde i forvejen snakket om hvordan vi skulle få plads til en tur til Det Mørke Jylland, og da min fredag-eftermiddags-time blev aflyst (igen) blev vi enige om at det måske bare var bedst at tage afsted.

Så ingen brunch i dag, og det hele så egentlig lidt almindeligt-kedeligt stress-agtigt ud. Men så blev Oscar-night planerne reddet på falderebet - Norge 1 sender hele svineriet, rød løber und alles - og så bliver mandag pludselig en halv pjækkedag og søndag bliver jo nærmest en slags lørdag, hvor der er god tid til brånsj og ingenting.

Jeg glæder mig sådan. Til at have tid. For jeg vil så gerne nå at nyde at der nu ind imellem, i timevis (nogle gange nærmest hele dage) er noget der næsten minder om lykkelig.

tirsdag den 25. oktober 2011

IKEA-reol - nu med DIY-Harry-Potter-rum!

Først det lovede billede af den med længsel ventede Ikea bestå-reol. Forestil jer venligst at der også er låger for de to sidste felter - IKEA havde ikke flere af den slags vi skulle bruge, men det er altså meningen at alt rodet i reolen skal gemmes bag låger (og at alle de pæne/seje ting skal være bag glaslåger, så vi kan lade som om der også ser sådan ud inde bag de andre) Normalt ville jeg bede jer om at se bort fra rodet i hjørnet, men eftersom det er ryddet væk nu, og i øvrigt indgår i den følgende DIY må I gerne se det.


Når man har stillet sin IKEA-reol opad en skråvæg får man et lille rum inde bagved, der dårligt kan betegnes som andet end skunk, og som umiddelbart ikke lader til at kunne bruges til ret meget andet end opbevaring af store og/eller meget grimme ting. Vi insisterer dog på at det er der gæstesengen skal stå (når den ikke er på ferie i soveværelset som ekstra sengebredde i forbindelse med graviditet) Og som det ses kan den jo sagtens være der, også selvom reolen er der. Sagtens, blev der sagt.


Fjern rodet og læg et pænt lagen på gæstesengen. Skod-agtig ikea-klapstol fungerer fint som sengebord (bare lige til vi finder noget andet, ing). Bagsiden af den ellers så pæne ikea-reol er faktisk grim. Heldigt nok at man lige havde noget gammel sort skod-stof, tidl. kendt som skod-gardin, liggende i et skab.


Uuuuuh, en æske med selvlysende stjerner nede fra den frygtede Bermuda-kasse! Vupti! Grim-reolbagside beklædt med sort skod-stof kan nu betegnes som "hyggelig stjernehimmel"

Tilføj et par finishing touches - lampe, puder og et par indrammede planet-postkort


Nydes med undervisningsnoter til finansiering, te og tååååst