Dagene op til

I dag er det et år siden Ronan døde. Et år siden jeg gik i seng som normalt, efter en rigtig lortedag (som Manden dog formåede at gøre mindre slem), og lå og læste og prikkede til baby som normalt. Den dag sparkede han bare ikke tilbage som normalt. Der var helt stille derinde, og pludselig kunne jeg faktisk ikke huske hvornår jeg sidst havde mærket liv. Jeg var så bange, som jeg lå der med tårerne trillende ned ad kinderne og hviskede "Please, lille baby, du må ikke være død"

Dagene er ikke så slemme som jeg havde frygtet. I mandags gik vi om på kirkegården klokken halv et, fordi jeg var ked og ikke kunne finde ro med eksamener og uni-bureaukrati hængende over hovedet oveni det hele. Og bagefter sad vi oppe og drak varm kakao og snakkede om alt muligt andet. Fandt roen og traf beslutninger, der ikke giver praktisk eller fornuftig mening, men som føles rigtige. Jeg skal ikke til eksamen, og jeg skal ikke kæmpe med regler og papirer med mindre det er strengt nødvendigt. Så hellere bruge et eksamensforsøg "unødigt", for det vi har brug for at ro og fred og tid sammen. Med hinanden, og med Ronan.

Så jeg "pjækker" fra eksamen og psykiater, og vi bruger i stedet dagene på at være sammen og planlægge fødselsdag. I dag har vi ryddet op (og ryddet op og ryddet op og ryddet op) og haft Kaye og Jyden forbi til aftensmad og noget fodbold på sofaen. Alt i alt en ret rar dag, hvor vi pludselig kan se lejligheden og vores hyggelige liv igen, efter det har ligget begravet under rod i rigtig, rigtig lang tid. Lejligheden er blevet så meget bedre indrettet, så det store rum nu er "gæstestue", med spisebord, den pæne reol og plads til en sofa - nåja, og Harry Potter-rum. Og det "lille" rum (som stadig er større end hele min gamle lejlighed, inkl. badeværelse) er nu kontor kombineret med den eksisterende fjernsynskrog. Ok, ok, jeg ved godt det er sygt kedelige detaljer, men jeg brugte hele dagen i mandags på at sætte bøger, spil og billeder i reoler så det blev pænt og indbydende. Det er vigtigt her er pænt og rigtigt til Ronans fødselsdag.

Om lidt, når Tyskland er færdig med at tæve Holland, vil vi gå ned på kirkegården og tænde lys. Lige om lidt er Ronans år slut, og han fortjener at få lov til at fylde den sidste tid helt ud.