Når Manden kommer hjem i morgen tidlig har han ferie, helt indtil 1. august. Og jeg glæder mig som et lille barn - også selvom han er ude og lege frivillig for Røde Kors en uge midt i det hele.
Jeg kan ikke helt samle mig om de ting jeg burde få lavet i dag (opkald til SU-kontoret og en mail til faglig vejleder), men sidder i stedet og kigger på byens sommeraktiviteter, hjemis-pakker, vejret i hovedstaden i slutningen af næste uge og togrejser til Flensborg. Ja, Flensborg. Dsb ville gerne give en gratis Orange Sviptur fordi vi meldte os til deres +more-dims, og åbenbart ligger en lille del af dsb's landsdel Fyn-Sydjylland placeret på den anden side af grænsen, så vi kan få en lørdags-tur til Tyskland for den nette sum af 0kr. Hvilket jeg ikke ser nogen grund til at klage over (og det var da heller ikke fordi en lørsdagstur til Tyskland til 139kr pr. person var megadyrt)
Vi har ikke planlagt det helt store på feriefronten, ud over en forlænget weekend i København med mine forældre og nogle endagsture hist og pist. Mest har vi vist bare brug for tid sammen, til at slappe af og glæde os til babyen - og tid til at få snakket godt sammen om den der store fremtid. Selvom det slet ikke har været så svært som ventet at komme forbi Ronan's fødselsdag, og selve dagen var så god som vi kunne ønske os, så har det alligevel tæret en del kræfter og sat en masse ting i perspektiv (endnu engang) Nu har vi fået styr på lejligheden - så mangler vi bare resten.
-----------
I mellemtiden har jeg i øvrigt fået ringet til SU-kontoret, og det viser sig - surprise - at min ansøgning "ligger til behandling i Styrelsen" og at "det plejer at tage 5-6 måneder" (ja, det ved jeg, det er fem måneder siden jeg afleverede den, det er derfor jeg ringer), men at de jo "ikke kan garantere noget". Altså sædvanlig ekspresfart og klar tale fra SU. Det er jo heller ikke fordi det har nogen betydning for min økonomi, videre uddannelsesforløb og fremtidige arbejdsliv om jeg får det tillæg.
I må have nogle rigtig dejlige feriedage:) Også her i København
SvarSletKøbenhavn er jo altid godt. Savner det af og til næsten helt hjemve-agtigt (selvom det nu ikke lige er den turistede midtby jeg savner allermest)
Slet