5 ting jeg ikke havde troet om at have et dødt barn

1. Hvor meget Ronan han stadig var selvom han var dødfødt. Jeg var så bange for at han skulle dø inde i maven, for så kunne vi jo ikke nå at møde ham. Men da han kom op på min mave og jeg holdt ham var jeg slet ikke i tvivl; han var hele min lille dreng, ikke kun en tom skal. Hans sjæl, i mangel af bedre ord, var der stadig.


2. At det kan føles helt naturligt at have et dødt barn. Jeg troede det var sådan noget der altid ville "stikke ud" og føles helt forkert. Og jo, det føles da helt forkert at jeg ikke har min lille dreng hos mig, men ikke sådan på hverdags-basis. Til hverdag er det bare helt almindeligt at mig og Manden bor herhjemme, og Ronan bor omme på kirkegården. Sådan er vores familie bare.


3. At det er ok han er begravet nede i jorden. Jeg frygtede virkelig hvordan det ville være at han skulle ligge nede under al den kolde, våde jord. Men det er slet ikke slemt. Når jeg tænker på "Ronan omme på kirkegården" så tænker jeg på min lille dreng, der er puttet trygt og godt med sit lille tæppe og bamsen. Det er rart.


4. At jeg har mistet venner på grund af det - og at det faktisk er ok. Det kom helt bag på mig at Pea, en af mine bedste veninder gennem mange år, slet ikke lod høre fra sig efter den første "det er jeg ked af at høre"-sms. Men det kom om muligt endnu mere bag på mig hvor nemt og rigtigt det føltes at skrive og sige "pænt tak for alt, men jeg har ikke lyst til at lægge flere kræfter i det her venskab lige nu" Hvor udramatisk og indlysende det er ikke at kæmpe for de venskaber, som ikke kan rumme min søn.


5. At Ronan bliver ældre. Min forestilling var at når man mistede et spædbarn, så ville det være et spædbarn for evigt. Rent fysisk vil han jo altid være "død i 30. graviditetsuge", men i vores familie er han ikke længere en lille baby. I starten var jeg i tvivl om jeg skulle sige han bliver en måned eller ville være blevet eller blev kun 0 dage, men nu tænker jeg ikke engang over det når jeg siger "Han bliver et år på lørdag" Han har betydet noget, på godt og ondt, i vores familie det sidste år. Han er blevet mere robust, forstået på den måde at vi ikke længere er så bange for at nævne ham, snakke om ham og føle ham. Han er bare ikke længere en lille, sart baby vi ikke rigtigt ved hvad vi skal stille op med. Og nu skal han jo også snart være storebror.

Jeg overvejede et punkt 6.: "Hvor meget jeg elsker ham" - men det tror jeg kommer bag på alle forældre, ikke kun dem der har mistet.