Der var lagt op til indlæg om fødselsdagen i lørdags, tudedag i mandags, hyldeblomster, junkfood, giveaway, en mærkelig drøm om Es og noget med en form jeg gerne ville i inden fødslen. Men pludselig kom det til at handle om noget helt andet.
Ex'en er blevet far. Sådan i søndags og uden jeg overhovedet anede de ventede sig. Meget underlig følelse. Lidt trist. Ikke over at de har fået et barn selvfølgelig - det betyder jo han er lykkelig med sin "nye" kæreste, og at han sammen med hende har fundet det der ubestemmelige stykke et-eller-andet, som jeg ikke havde til ham. Men trist over at jeg ikke vidste det, at han ikke har fortalt det, at man efter syv år sammen bare pludselig ikke er en del af hinandens liv. Trist over at han "overhaler indenom" - jeg skulle have haft min baby med hjem først.
Det føles lidt tomt indeni, for han skulle jo have været far til mine børn. Der er en lille, fem år yngre del af mig der slet ikke kan få det til at give mening at han står der på billedet med en baby på armen, som han har fået sammen med en anden. Uden at jeg overhovedet blev spurgt. Selvfølgelig er det helt absurd at tænke sådan, for der er en grund til vi gik fra hinanden, og en grund til at det er Manden og ikke ham jeg blev gift med. Men for fanden, hvor er det underligt. Især fordi jeg stadig er overbevist om vi var blevet virkelig gode forældre sammen. Vi var bare ikke ret gode til at være kærester, sådan i længden.
Måske skyldes det der stik i hjertet allermest at jeg faktisk er ked af han ikke er en del af mit liv længere. Jeg ville gerne se og beundre hans baby, og jeg ville gerne se hans nye liv, hvor han er lykkelig, sådan for alvor. Jeg ville egentlig stadig gerne være hans ven.
Det kan jeg totalt relatere til! Har det samme med min eks. Vi var bedste venner i 10 afgørende år af mit liv og så pludselig intet. Og nu har han også en baby. Med en anden. Sært.
SvarSletHmmm, man kan vel godt føle lidt tristhed? Over det der var engang og som ikke blev til mere... selvom det hele endte til det bedre, og man har det rigtig godt i dag?
SvarSletJeg kan godt føle, at minder er som små "bobler", der lukker om sig selv. Og når virkeligheden fortsætter med at leve og udvikle sig, og jeg pludseligt bliver konfronteret med dette, virker min "minde-boble" helt forkert og er lige ved at briste af ren og skær melankoli.
Heldigvis sker det ikke så tit, for det er en mærkværdig følelse, som jeg ikke helt kan forstå og heller ikke helt kan sætte ord på.
Jeg vælger lige at skrive anonymt for skal ikke hænge nogen ud.
SvarSletJeg har det også sådan med en eks... som nu har et barn med en af min lillesøsters gamle klassekammerater... Vi var kun sammen et år, men dengang var han min første rigtige kæreste og ja - det første alt :D
Kan du forestille dig hvordan det er at arbejde sammen med eks'ens tante, som så kommer og siger "har du hørt at EX og J skal have en baby?" ... øhh nej.. Det var så også mig der skulle være gravid først... det er så kommet efter... :)