torsdag den 30. juni 2011

Hvorfor lige os

Det er ikke ment som et spørgsmål. For jeg har været så priviligeret at jeg har haft tid til at lægge spørgsmålet fra mig.

Vi har hele tiden haft den indstilling at det at få et barn foregår på barnets præmisser. Det skulle være fordi vi skulle være noget for barnet, ikke omvendt. Derfor var det også indlysende for os at vi skulle fortsætte graviditeten til den ende det nu måtte få.

Da vi fandt ud af at der helt sikkert var noget galt med vores lille baby tænkte jeg at det var voldsomt uretfærdigt. Vi havde jo prøvet at miste før, og jeg syntes virkelig det var vores tur til bare at få et helt almindeligt raskt barn. Et barn vi kunne tage med hjem og være far og mor for.

Jeg begyndte at tænke det ætsende "hvorfor lige os?" Et spørgsmål der beder om at der er en højere retfærdighed, et spørgsmål der går ud fra at man har ret til noget her i livet. Et spørgsmål som kan æde en op og gøre en bitter og vred.

Uden at jeg ved hvor det kom fra kom jeg lige pludselig til at tænke det omvendte "hvorfor ikke os?" Nogle børn er jo syge, og nogle børn dør. Ikke fordi der er en hemmelig mening gemt et sted, men fordi sådan er naturen og sådan er det menneskelige vilkår. Og nogen skal jo have de børn, og så var det bedre at det var os der fik ham. For vi ville ham. Uden forbehold og uden fortrydelse ville vi ham, og vi gav ham alle de chancer vi kunne. Han var ubetinget elsket her hos os.

Tænk, hvis det nu var nogen andre der havde fået ham. Nogen som havde valgt ham fra. Så havde han aldrig fået en chance, han havde aldrig fået det korte, lille hyggelige liv jeg er sikker på han havde inde i maven. Han havde ikke fået lov til at vokse sig stor og han var ikke blevet født som det lille barn han var. Der var ikke nogen der havde kysset hans lille fine ansigt eller aet hans bløde kind og nusset hans små omvendte tæer. Ingen der havde holdt ham og elsket ham og puttet ham i kisten, trygt under hønsestriktæppet fra min mor.

Så derfor lige os. Fordi vi er hans mor og far.

onsdag den 29. juni 2011

Begravelse

I dag er det en uge siden Ronan blev begravet. Jeg ville skrive et indlæg om det, men der er i virkeligheden ikke så meget at sige. Det var smukt og det var trist og vi græd. Så jeg vil lade det blive ved vers fra de salmer vi sang.

Og så vil jeg gerne sige tak for jeres søde kommentarer - og også til jer der bare følger lidt med på sidelinjen. Jeres tanker varmer meget

Lysets engel går med glans
Os har og Vorherre kær:
ingen sjæl han glemmer.
I hvert solglimt Gud er nær
og vor glade morgensang fornemmer.

Nu titte til hinanden
Den kære Gud og skaber den mindste orm er nær,
han føder fugl og markens lilje klæder.
Dog menneskenes børn har han allermest kær,
Gud ånder på øjet, når det græder.

Se nu stiger solen
Se, da stiger solen af hav på ny,
alle dødens skygger for evig fly!
O, for sejersjubel, for salig lyst:
lyset stander stille på livets kyst!

En af kirkesangerne sang et vers af Halleluja. Min bror sagde bagefter at vi ikke kunne være det bekendt for, som min søster sagde, "så græd vi alle sammen igen"

Halleluja
Jeg gjorde det bedste jeg ku’ gøre
Jeg ved ikk’ hvad jeg følte men jeg prøvede at røre
Jeg talte sandt, jeg kom ikke for at svigte
Og selvom alt gik galt, alt hvad jeg gjorde og sagde
Vil jeg stå foran Gud på den sidste dag
Med intet andet end et Halleluja

Ude ved graven sang vi "Lille sky gik morgentur" Den sang vi for ham om morgenen da han var inde i maven.

tirsdag den 28. juni 2011

Det fysiske

Der er måske ikke lige stof til verdens længste indlæg, for jeg havde trukket en nem fødsel hvor der var minus på punktet "bristninger". Mit barn var selvfølgelig heller ikke så stort ("Mit barn" Har stadig utrolig svært ved at forholde mig til det begreb)
Ud over at mine mavemuskler pludselig forsvandt og at mine ribben stadig er ømme der hvor maven har trykket så er jeg sluppet uden mén. Og min bækkenbund er i hvert fald ikke helt ødelagt, for... nåja, ingen grund til at gå i detaljer, men præventionsspørgsmålet blev i hvert fald lige aktuelt noget tidligere end jeg havde forestillet mig. Må man egentlig overhovedet den slags så kort efter en fødsel?

Det er mere den følelsesmæssige front der forårsager fysisk ubalance. Også bogstavelig talt. Får pludselige anfald af svimmelhed og kvalme og sult er blevet et meget diffust begreb. Jeg mærker nogle gange af mig selv at jeg er sulten, men jeg kan godt glemme at spise alligevel. Hvis der først er lavet mad så spiser jeg hvad der er - og føler mig lige mæt/ikke mæt (det er faktisk næsten blevet den samme følelse) hvadenten det var en enkelt skive rugbrød eller tre portioner pasta. Det er virkelig syret at være så fuldstændig ude af sync med sin egen krop. Sjovt nok har jeg (stort set) ingen problemer med at sove om natten - min døgnrytme er bare blevet rykket (endnu mere) i retning af "morgenmad sker tidligst klokken 10"

Faktisk er jeg mere bekymret for Manden. Det plejer at være ham der får problemer med at sove fordi han kommer til at ligge og bekymre sig om alt muligt - og frygter at i nat var den første af mange hvor han står op og er vågen for sig selv det meste af natten, fordi hans dårlige kone falder i søvn igen to sekunder efter at have tænkt tanken "jeg må hellere stå op og i det mindste bare være der" Kan godt mærke at det så småt er ved at være fra nu af de virkelig hårde dage kommer.

søndag den 26. juni 2011

Swag

Nu plejer jeg ikke at skilte alt for meget med hvor jeg bor, men altså, der har været sådan noget cykelløb her i weekenden. Vi gik en tur ned og kiggede og jojo, vi så Nicki Sørensen vinde, men i virkeligheden var jeg mest dernede for at score swag. Ikke at der var overvældende meget, men gratis ting er altid godt. Så nu har jeg en über-irriterende klap-hånd og en god stak reklame-bolcher. Sidstnævnte holder dog nok ikke så længe.

Og nu vi taler om ting, så var vi lige et smut i Stereo Studio i går. Her hos os foregår "et smut i Stereo Studio" ved at man tager sine små-sparepenge (i går 1240kr fra krukken med småmønter) og så hiver tilbuds-dvd'er ned fra hylderne indtil det ca passer. På en eller anden måde kommer det altid til at passe med at vi kommer hjem med 20 nye film - og i går var der også et par Barney Stinson-bøger med.

Så nu er vi klar til ferie på sofaen med sunlolly'er og reklame-bolcher indenfor rækkevidde.

fredag den 24. juni 2011

Nu er det ikke sjovt længere

Jeg vil godt have ham tilbage nu. Som i lige nu. Jeg synes godt den her rådne leg måtte stoppe og at hvem det end er der har taget min lille dreng lige kom frem og gav ham tilbage, nok.

Det er pissesnyd, ja det er, for vi var faktisk megagode til det der med at være hans far og mor. Og det er bare overhovedet ikke fair at vi ikke får lov til mere, når vi godt kan finde ud af det.

Jeg ved godt det ikke nytter noget, men jeg har bare lyst til at stampe i gulvet og skrige "JEG VIL HAVE HAM!" indtil jeg får min vilje. Der er bare ikke nogen at skrige af og være sur på. Der er ikke nogen der har gemt ham et hemmeligt sted og som bare lige kunne tage ham frem igen.

Det er unfair, for jeg vil gerne bytte. Med alting. De må få mit bedste glansbillede og min Celine Dion-autograf og alt mit Harry Potter-lego. Og alle mine eksemplarer af Ringenes Herre. Hvis bare jeg måtte få lov til at sidde ligeså stille et sted og holde om min lille bitte dreng.

---
Update: Manden siger de også godt må få alle hans Liverpool-ting

torsdag den 23. juni 2011

Om kærlighed

I går aftes begyndte det at styrtregne. Vi stod ved vinduet i soveværelset hvor vi næsten kan se over til kirkegården og holdt om hinanden. Det var rart at tænke på at Ronan lå puttet godt med sin lille bamse og sit tæppe. Manden lod vinduet stå på klem så han kunne komme hjem på besøg mens vi sov.

Jeg elsker dem begge to så højt.

Vogelmord

Det er måske bare min hjerne der er gået fuldstændig i mos, men synes det er hysterisk morsomt at de i fuldt alvor sender dette spot ovre på tysk fjernsyn:

tirsdag den 21. juni 2011

Det praktiske

I går valgte vi et gravsted til Ronan. Vi har valgt et enkelt-gravsted, så der ikke bliver så stort og tomt hos ham. Kirkegården er lige nede om hjørnet og det er rart at vide at det kun lige tager fem minutter at gå ned og besøge ham, når savnet bliver for stort.

Begravelsen er i morgen og vi henter ham nede hos bedemanden i eftermiddag, så vi har god tid til det. Vi har fået fremkaldt et billede af os som han skal have med i kisten. Jeg glæder mig til at se ham igen, og samtidig er jeg bange for det - for hvad nu hvis han ikke ser ud som vi husker ham? Og det er ikke til at bære at det er sidste gang vi ser ham. Nogensinde. Mit hjerte kan ikke forstå at det at han er død er det samme som at han ikke kan være hos os. Det gør så ondt at han bare skal være helt alene.

I går snakkede vi også med præsten og bagefter var vi nede i byen (nåja, vi er jo altid nede i byen her hvor vi bor, men I ved hvad jeg mener) for at finde tøj til i morgen. Jeg gik helt kold og kunne slet ikke bestemme mig for noget og der var bare ikke lige det. Det gik heldigvis marginalt bedre med Manden og han fik et sæt tøj med hjem til sidst. Undervejs holdt vi lige pause med et par kopper latte (chai til mig, alm til Manden) og så var der pludselig James Blunts "Goodbye my lover" på anlægget. Første episode hvor vi blev det par der sad med tårerne strømmende ned ad kinderne i fuld offentlighed. Anden episode fulgte ti minutter efter da det så var "Hallelujah" Heldigvis i en lettere slagtet diva-udgave. Hvis det havde været Steffen Brandts var jeg brudt sammen i krampegråd.

Nu skrev jeg i det andet indlæg at der ikke er noget vi fortryder. Det passer ikke. Jeg fortryder at jeg ikke holdt ham mere, kyssede ham mere, duftede mere til ham, aede ham mere på hans pjuskede lille hår. Men samtidig ved jeg også godt at det aldrig, aldrig, aldrig, aldrig nogensinde kunne være blevet nok om jeg så fik lov til det fra nu af og til altid.

Det følelsesmæssige

Der er så mange tanker og så mange ting jeg gerne ville skrive ned og huske og det står ikke i kø for at komme ud - det vælter alt sammen frem på samme tid så jeg hverken kan finde begyndelse eller ende på det.

Vi får tit at vide at vi har overskud, at det er flot vi kan tænke som vi gør, at vi er modige, at vi er seje i den måde vi har gjort tingene på. Jeg føler mig ingen af delene. Jeg føler mig dybt irrationel og til tider utilgiveligt urimelig. Og der er ikke noget beundringsværdigt eller nobelt i den måde vi har gjort tingene på - for vi gjorde som vi gjorde alene af den grund at vi ikke kunne andet.

Måske vi ikke virker ligeså fortabte og uforstående og lammede som omverdenen kunne forvente - men det er fordi vi ikke er det (lige nu, i hvert fald) Vi har haft fire måneder til at overveje og føle og sørge over muligheden for at vi kunne miste vores barn. Vi har snakket og mærket efter og valgt og følt i et tempo der næsten var til at holde ud. Den luksus er det de færreste der har. Vi står ikke og skal kæmpe med et stort "hvad gik der galt" og "vi havde forventet noget andet" Det der er tilbage lige nu er alene sorgen over at have mistet det lille menneske der hørte til her hos os og var (og er) en tredjedel af vores familie. Og den sorg er næsten til at bære, for den kommer af ubegrænset kærlighed - så for al den sorg der er er der ligeså meget kærlighed.

Vi ved vi gjorde alt hvad vi kunne og der er ikke noget vi ville have gjort anderledes. Og selvom det er så ubeskriveligt trist at vi ikke kunne have ham længere, så er der også en trøst i at han selv sagde fra. Han er blevet sparet for en helt urimelig kamp og vi ved han har haft det godt inde i maven.

Jeg savner ham hvert sekund og jeg aner ikke hvordan man får hverdagen til at hænge sammen igen. Tiden går uendeligt langsomt og samtidig ubønhørligt stærkt. I går var det allerede en uge siden hans lille bitte hjerte slog for sidste gang.

lørdag den 18. juni 2011

Ronan

Torsdag d. 16 juni klokken 09.34 kom vores lille dreng Ronan til verden.

Hans lille hjerte havde givet op og tirsdag eftermiddag blev fødslen sat igang. Forløbet var så godt som vi kunne ønske os under omstændighederne.

Vi havde ham hos os den første dag og vores nærmeste kom og så ham. I går lyste hospitalspræsten velsignelsen over ham og det var så smukt, når nu vi ikke kunne få ham døbt. I eftermiddags puttede vi ham i hans lille kiste med ting fra alle dem der elskede ham.

Savnet er så ubeskriveligt stort og vi glemmer aldrig følelsen af hans lille krop i vores arme.

mandag den 13. juni 2011

The way you make me feel

Har stadig ondt og er stadig træt. Men alting bliver bare lige lidt mere okay når Manden vågner og putter armene om mig og minder mig om at vi er sammen.Og den anden dag kom jeg i tanke om en sang og mens Manden lavede mad satte jeg den på til ham. For jeg har ikke selv ordene.

That's the way you make me feel
Better than I've ever known it
Better than it's ever been
I can't seem to control it, no
The way you make me feel
Like the sun coming up in the morning
Like holding the world in your hands
In a way I could never imagine
The way you make me feel

I original-versionen er det Ronan Keating der synger den, men for os er det Bryan Adams der står alene med sin guitar og synger den som ekstranummer mens jeg står puttet i Mandens arme og stadig har en lille bitte Ært i min mave.

Og undskyld jeg vist har spammet lidt i dag.

En af de dage

Det er bare en af de dage. En af dem med et hæsligt ansigt på, som man ikke rigtigt ved hvad man skal stille op med. Vågnede op i morges med en krop der på ingen måde føltes udhvilet eller genopladet. Var nøjagtig lige så tung og øm som da jeg gik i seng. Har en brændende følelse lige under ribbenene i højre side der breder sig og bliver til en konstant ømhed i hele højre side af ryggen og det plejer at være til at bære det meste af dagen, fordi det plejer at kunne afhjælpes lidt ved lige at ligge lidt og slappe af og strække ud. Plejer er død.

Jeg er bare i rigtig dårligt og trist humør. Det er ikke som sådan fordi jeg er ked af det eller tænker meget på det vi og Ananasen skal igennem. Men det sidder i mig og jeg er tyndslidt. Og Manden er tyndslidt og det er rigtig, rigtig hårdt at han er afsted på arbejde om natten og sover om dagen. Jeg har slet, slet, slet ikke overskud til at snakke med eksamenskontor og studievejleder og søge dispensation fra studienævn og whatnot. Som i slet ikke. Vi har ikke engang tid til de ting vi gerne vil nå i forhold til bebisen inden han kommer.

Undskyld det er sådan et klynkeindlæg, men nogle gange er det hele bare noget rigtig lort - og selvom jeg gerne vil vise og huske det her forløb på en ikke-bitter måde så er det heller ikke fair at fremstille det som om det bare er piece of cake. For det er også pissehårdt og der er ikke plads til noget andet og pludselig har man ikke noget svar på spørgsmålet "hvad er der så sket siden sidst?" for der er ikke sket en skid, ud over at vi spiste en hel liter is en dag og gik tidligt i seng.

Da jeg gik hjemme og var sygemeldt inden jeg gik igang med at læse igen var jeg ved at blive sindssyg til sidst over kun at se mig selv hele dagen og ikke kende nogen og ikke vide hvad fanden jeg skulle gøre af mig selv. Alle de ting kommer frem i mig igen i al deres grimhed, bare endnu værre fordi jeg knap nok kan klare en tur ned i Fakta og da slet ikke ud til stranden, hvor jeg faktisk ellers gerne lige ville ud og kigge på det der vand der er så stort at man ikke kan se den anden side.

Jeg er træt af ikke at kunne være nogen steder, fordi det gør fucking ondt ligemeget hvordan jeg anbringer mig og jeg gad faktisk godt at der var nogen som kom og forkælede mig. Som i lige nu.

Svendborgstur

Torsdag+fredag (28+5-6) var jeg lige et par gange i Svendborg for at blive kigget på fordi jeg syntes maven var begyndt at tynge meget ned og være mere spændt. Så torsdag fik jeg kørt min første strimmel af en jordemoder på omkring 14. Hun var sød, det var slet ikke det, hun virkede bare meget ny. Men strimlen så fin ud - ingen tegn på vearbejde og fin hjertelyd fra Ananas (hvorfor er det egentlig de bliver ved med at sige "hjertelyden er rigtig fin" når de alle sammen godt ved højre hjertekammer ikke virker?) Og så har jeg heller ikke blærebetændelse.
De havde så ikke lige tid til at scanne om torsdagen og så var der jo ikke andet for end at mosle derned igen fredag. Jeg elsker dem nede på svangreklinikken i Svendborg. De er altid så søde og det er hyggeligt at blive scannet. De kiggede Ananas igennem fra top til tå, og jeg har lidt på fornemmelsen at det delvist var fordi de ikke så tit får chancen for at se noget unormalt. Der var slet ikke noget bevægelse i hans små klumpfodede fusser (hvad de vist ikke 100% har kunnet se ovre på Riget) men jeg synes de ser søde ud alligevel. Om jeg begriber hvordan han kan boinke så meget i alle afkroge af min mave uden at have benene til hjælp. Hoved- og mavemål lægger ham på de gennemsnitlige 1400g, men der skal nok trækkes lidt fra fordi hans arme og ben er for korte. Livmoderhalsen var helt normal længde og så kunne jeg endelig gå hjem og slappe af og være rolig selvom jeg er alene om natten indtil vi skal over på Riget på torsdag.

søndag den 12. juni 2011

Mammut-bogen

Nåmmen, jeg var jo så heldig at vinde en mammut ovre hos Anne. Den kom med posten i går bragt af et superfriskt postbud der ikke havde noget imod at han skulle helt op på anden sal med den. Jeg tilbød slet ikke at jeg bare kunne komme ned til døren og hente den, for er I klar over hvor langt der så er op igen?

Der er 700-og-nogen sider af mammut-goodness, som  virkeligheden nok ikke er ret good hvis bogen fortsætter den nedadgående kurve de tidligere bøger har beskrevet. Men jeg lover at jeg nok skal læse det hele alligevel også selvom det er en rigtig papirbog og det er meget længe siden jeg har læst i sådan en (hvis man ikke medregner min matematikbog). Jeg mangler bare lige 1½ James Bond så går jeg igang.

Og bagefter SÅ tager jeg mig sammen og læser de sidste 3½ bog af Steven Erikssons fantastiske Malazan Book of the Fallen. Es er lige blevet færdig med den sidste og jeg kan godt fornemme på ham at han har brug for at lukke noget "årh hvad årh hvad årh hvad årh hvad" ud til en ligesindet.

Awesome #4

Barberskum.

Lyden det siger når det kommer ud af dåsen. Følelsen af det på bar hud. Konsistensten, der er skum, men stadig fast nok til at det smatter ud på den gode måde.

lørdag den 11. juni 2011

Simple regler

Dobbelthader på folk der poster facebook-opdateringer som "Det var jo så ikke lige det jeg havde brug for. Fedt."

Hvis du har problemer du gerne vil diskutere på facebook, så skriv hvad problemet er. Hvis du har problemer du ikke vil diskutere på facebook, så klap kaje og skriv en sms til din bedste veninde i stedet.

Og nu vi er ved det, hvorfor er det så at "rygning forbudt"-skilte er så svære at forstå? Den anden dag var der intet mindre end to tændte cigaretter lige under skiltet "Rygning forbudt på hele Sygehus Fyns område"

onsdag den 8. juni 2011

Jeg har hjemme i sengeland

For en uge siden (27+4) var vi ovre på det der Rigshospital igen. Hvor de så kunne sige at bebisen ser ud til at vokse godt nok, men at der er for meget fostervand. Og at noget "flow" i bl.a. navlestrengen ikke ser rigtigt ud og "hvis det var et normalt barn, som måske heller ikke voksede så meget så ville det være meget bekymrende" Men fordi vores barn ikke er normalt så kan det også være det ikke betyder noget som helst, især når nu den lille baby-mavse var tyk nok. Hun ville bare lige sige det, fordi hvis det nu var fordi moderkagen var ved at stå af så kunne den lille godt dø inde i maven. Jeg ved ikke om vi kom til at fremstå som de mest urealistisk ubekymrede forældre i verden, men den oplysningen røg ligesom bare med det samme ned i affaldskværnen, hvor der i forvejen ligger en "hvis den hjerteklap holder op med at virke inden barnet er født er der ikke noget vi kan gøre" For det har, et eller andet sted, ikke rigtigt nogen relevans. Alternativet er jo at de sætter fødslen igang nu og det ville vores lille Ananas med garanti ikke overleve.

Hvad der til gengæld har relevans er alt det der ekstra fostervand. Indtil videre skal jeg tjekkes igen på næste torsdag og så med en eller to ugers mellemrum alt efter hvordan det ser ud. Hvis de bedømmer at livmoderen er så spændt at den næsten ikke kan vokse mere eller at livmoderhalsen bliver kortere, så vil de dræne noget af fostervandet. Og det indgreb indledes åbenbart med lungemodnende medicin, for den store psykonål kan godt forstyrre så meget at vandet går - for så vidt en risiko der ikke er så voldsom, for de dræner jo netop fordi man ellers ville gå i fødsel af sig selv. Ordet "lungemodner" er bare så voldsomt.

Jeg er virkelig bange - virkelig, virkelig bange - hele tiden. Min største frygt er at føde for tidligt og har været det lige siden uge 24, hvor de der mini-mini-børn bliver sådan nogle der måske kan leve. Også selvom vores barn ikke ville kunne det. Især fordi vores ikke ville kunne det.

Jeg går rundt med vores dyrebare lille dreng inde i min mave og det eneste jeg kan gøre for ham er at give ham ro og plads og næring og tryghed indtil han har vokset sig så stor at han måske, bare måske, har en chance for at klare den når han kommer ud. Hvilket som minimum er uge35-36 når lungerne er færdige. Det er ikke til at bære hvis jeg ikke engang kan det.

---------

PS så er det der ekstra fostervand da i øvrigt en pain. Velkommen bækkenløsning og voldondt i ryggen. Og velkommen 90% af døgnet tilbragt i sengen. I det mindste mærker jeg ikke meget til de der (åbenbart mange) plukveer, ud over at min mave tit er stenhård, især når jeg står op.

søndag den 5. juni 2011

1000 ting (som dette indlæg ikke handler om)

Det er ikke fordi der ikke er sket noget at jeg ikke har skrevet. Tværtimod. Har haft for travlt og/eller været for smadret til at sidde foran en computer. Er egentlig også for smadret nu. Jeg lover der kommer nogle indlæg med indhold. Engang om 100 år hvor jeg ikke har så forbandet ondt i ryggen.