Der er måske ikke lige stof til verdens længste indlæg, for jeg havde trukket en nem fødsel hvor der var minus på punktet "bristninger". Mit barn var selvfølgelig heller ikke så stort ("Mit barn" Har stadig utrolig svært ved at forholde mig til det begreb)
Ud over at mine mavemuskler pludselig forsvandt og at mine ribben stadig er ømme der hvor maven har trykket så er jeg sluppet uden mén. Og min bækkenbund er i hvert fald ikke helt ødelagt, for... nåja, ingen grund til at gå i detaljer, men præventionsspørgsmålet blev i hvert fald lige aktuelt noget tidligere end jeg havde forestillet mig. Må man egentlig overhovedet den slags så kort efter en fødsel?
Det er mere den følelsesmæssige front der forårsager fysisk ubalance. Også bogstavelig talt. Får pludselige anfald af svimmelhed og kvalme og sult er blevet et meget diffust begreb. Jeg mærker nogle gange af mig selv at jeg er sulten, men jeg kan godt glemme at spise alligevel. Hvis der først er lavet mad så spiser jeg hvad der er - og føler mig lige mæt/ikke mæt (det er faktisk næsten blevet den samme følelse) hvadenten det var en enkelt skive rugbrød eller tre portioner pasta. Det er virkelig syret at være så fuldstændig ude af sync med sin egen krop. Sjovt nok har jeg (stort set) ingen problemer med at sove om natten - min døgnrytme er bare blevet rykket (endnu mere) i retning af "morgenmad sker tidligst klokken 10"
Faktisk er jeg mere bekymret for Manden. Det plejer at være ham der får problemer med at sove fordi han kommer til at ligge og bekymre sig om alt muligt - og frygter at i nat var den første af mange hvor han står op og er vågen for sig selv det meste af natten, fordi hans dårlige kone falder i søvn igen to sekunder efter at have tænkt tanken "jeg må hellere stå op og i det mindste bare være der" Kan godt mærke at det så småt er ved at være fra nu af de virkelig hårde dage kommer.
Det er så underligt, for du skriver alt det jeg føler og som jeg ikke selv kan finde ud af at formulere.
SvarSletDerfor er du også blevet en fast del af min web-rutine - nogle dage kommer du endda før at tjekke mail og facebook.
Det letter lidt for mig at høre om dine tanker og følelser, for så behøver jeg ikke føle mig så, tja, underlig i hovedet, når jeg skriger ned i puden som et lille barn, at jeg vil have ham tilbage.
Undskyld, jeg ved godt man ikke må overtræde privat-sfæren på den måde jeg gør det her, men jeg er vist ligeglad - etiketten er røget med min søn i graven.
Jeg har også mistet alle de trøstende, opmuntrende ord i min ordbog, men vil bare sige, at det hjælper utroligt meget for mig at høre din historie - hvad du så kan bruge det til :-)
Kære Stine,
SvarSletUndskyld jeg først får svaret på dine kommentarer nu - jeg er sikker på du ved hvordan dagene pludselig forsvinder mellem fingrene på en og man ikke får nået noget.
Og privatsfære? Det er vist et ret diffust begreb herude på internettet. Du er meget velkommen til at skrive en mail hvis du har lyst og brug for at dele din historie i et mindre offentligt forum - jeg tror sorgen bliver lettere at bære hvis man har nogen at dele sine tanker og erfaringer med :)