Jeg har hjemme i sengeland

For en uge siden (27+4) var vi ovre på det der Rigshospital igen. Hvor de så kunne sige at bebisen ser ud til at vokse godt nok, men at der er for meget fostervand. Og at noget "flow" i bl.a. navlestrengen ikke ser rigtigt ud og "hvis det var et normalt barn, som måske heller ikke voksede så meget så ville det være meget bekymrende" Men fordi vores barn ikke er normalt så kan det også være det ikke betyder noget som helst, især når nu den lille baby-mavse var tyk nok. Hun ville bare lige sige det, fordi hvis det nu var fordi moderkagen var ved at stå af så kunne den lille godt dø inde i maven. Jeg ved ikke om vi kom til at fremstå som de mest urealistisk ubekymrede forældre i verden, men den oplysningen røg ligesom bare med det samme ned i affaldskværnen, hvor der i forvejen ligger en "hvis den hjerteklap holder op med at virke inden barnet er født er der ikke noget vi kan gøre" For det har, et eller andet sted, ikke rigtigt nogen relevans. Alternativet er jo at de sætter fødslen igang nu og det ville vores lille Ananas med garanti ikke overleve.

Hvad der til gengæld har relevans er alt det der ekstra fostervand. Indtil videre skal jeg tjekkes igen på næste torsdag og så med en eller to ugers mellemrum alt efter hvordan det ser ud. Hvis de bedømmer at livmoderen er så spændt at den næsten ikke kan vokse mere eller at livmoderhalsen bliver kortere, så vil de dræne noget af fostervandet. Og det indgreb indledes åbenbart med lungemodnende medicin, for den store psykonål kan godt forstyrre så meget at vandet går - for så vidt en risiko der ikke er så voldsom, for de dræner jo netop fordi man ellers ville gå i fødsel af sig selv. Ordet "lungemodner" er bare så voldsomt.

Jeg er virkelig bange - virkelig, virkelig bange - hele tiden. Min største frygt er at føde for tidligt og har været det lige siden uge 24, hvor de der mini-mini-børn bliver sådan nogle der måske kan leve. Også selvom vores barn ikke ville kunne det. Især fordi vores ikke ville kunne det.

Jeg går rundt med vores dyrebare lille dreng inde i min mave og det eneste jeg kan gøre for ham er at give ham ro og plads og næring og tryghed indtil han har vokset sig så stor at han måske, bare måske, har en chance for at klare den når han kommer ud. Hvilket som minimum er uge35-36 når lungerne er færdige. Det er ikke til at bære hvis jeg ikke engang kan det.

---------

PS så er det der ekstra fostervand da i øvrigt en pain. Velkommen bækkenløsning og voldondt i ryggen. Og velkommen 90% af døgnet tilbragt i sengen. I det mindste mærker jeg ikke meget til de der (åbenbart mange) plukveer, ud over at min mave tit er stenhård, især når jeg står op.