Det praktiske

I går valgte vi et gravsted til Ronan. Vi har valgt et enkelt-gravsted, så der ikke bliver så stort og tomt hos ham. Kirkegården er lige nede om hjørnet og det er rart at vide at det kun lige tager fem minutter at gå ned og besøge ham, når savnet bliver for stort.

Begravelsen er i morgen og vi henter ham nede hos bedemanden i eftermiddag, så vi har god tid til det. Vi har fået fremkaldt et billede af os som han skal have med i kisten. Jeg glæder mig til at se ham igen, og samtidig er jeg bange for det - for hvad nu hvis han ikke ser ud som vi husker ham? Og det er ikke til at bære at det er sidste gang vi ser ham. Nogensinde. Mit hjerte kan ikke forstå at det at han er død er det samme som at han ikke kan være hos os. Det gør så ondt at han bare skal være helt alene.

I går snakkede vi også med præsten og bagefter var vi nede i byen (nåja, vi er jo altid nede i byen her hvor vi bor, men I ved hvad jeg mener) for at finde tøj til i morgen. Jeg gik helt kold og kunne slet ikke bestemme mig for noget og der var bare ikke lige det. Det gik heldigvis marginalt bedre med Manden og han fik et sæt tøj med hjem til sidst. Undervejs holdt vi lige pause med et par kopper latte (chai til mig, alm til Manden) og så var der pludselig James Blunts "Goodbye my lover" på anlægget. Første episode hvor vi blev det par der sad med tårerne strømmende ned ad kinderne i fuld offentlighed. Anden episode fulgte ti minutter efter da det så var "Hallelujah" Heldigvis i en lettere slagtet diva-udgave. Hvis det havde været Steffen Brandts var jeg brudt sammen i krampegråd.

Nu skrev jeg i det andet indlæg at der ikke er noget vi fortryder. Det passer ikke. Jeg fortryder at jeg ikke holdt ham mere, kyssede ham mere, duftede mere til ham, aede ham mere på hans pjuskede lille hår. Men samtidig ved jeg også godt at det aldrig, aldrig, aldrig, aldrig nogensinde kunne være blevet nok om jeg så fik lov til det fra nu af og til altid.