Det følelsesmæssige

Der er så mange tanker og så mange ting jeg gerne ville skrive ned og huske og det står ikke i kø for at komme ud - det vælter alt sammen frem på samme tid så jeg hverken kan finde begyndelse eller ende på det.

Vi får tit at vide at vi har overskud, at det er flot vi kan tænke som vi gør, at vi er modige, at vi er seje i den måde vi har gjort tingene på. Jeg føler mig ingen af delene. Jeg føler mig dybt irrationel og til tider utilgiveligt urimelig. Og der er ikke noget beundringsværdigt eller nobelt i den måde vi har gjort tingene på - for vi gjorde som vi gjorde alene af den grund at vi ikke kunne andet.

Måske vi ikke virker ligeså fortabte og uforstående og lammede som omverdenen kunne forvente - men det er fordi vi ikke er det (lige nu, i hvert fald) Vi har haft fire måneder til at overveje og føle og sørge over muligheden for at vi kunne miste vores barn. Vi har snakket og mærket efter og valgt og følt i et tempo der næsten var til at holde ud. Den luksus er det de færreste der har. Vi står ikke og skal kæmpe med et stort "hvad gik der galt" og "vi havde forventet noget andet" Det der er tilbage lige nu er alene sorgen over at have mistet det lille menneske der hørte til her hos os og var (og er) en tredjedel af vores familie. Og den sorg er næsten til at bære, for den kommer af ubegrænset kærlighed - så for al den sorg der er er der ligeså meget kærlighed.

Vi ved vi gjorde alt hvad vi kunne og der er ikke noget vi ville have gjort anderledes. Og selvom det er så ubeskriveligt trist at vi ikke kunne have ham længere, så er der også en trøst i at han selv sagde fra. Han er blevet sparet for en helt urimelig kamp og vi ved han har haft det godt inde i maven.

Jeg savner ham hvert sekund og jeg aner ikke hvordan man får hverdagen til at hænge sammen igen. Tiden går uendeligt langsomt og samtidig ubønhørligt stærkt. I går var det allerede en uge siden hans lille bitte hjerte slog for sidste gang.