Hvorfor lige os

Det er ikke ment som et spørgsmål. For jeg har været så priviligeret at jeg har haft tid til at lægge spørgsmålet fra mig.

Vi har hele tiden haft den indstilling at det at få et barn foregår på barnets præmisser. Det skulle være fordi vi skulle være noget for barnet, ikke omvendt. Derfor var det også indlysende for os at vi skulle fortsætte graviditeten til den ende det nu måtte få.

Da vi fandt ud af at der helt sikkert var noget galt med vores lille baby tænkte jeg at det var voldsomt uretfærdigt. Vi havde jo prøvet at miste før, og jeg syntes virkelig det var vores tur til bare at få et helt almindeligt raskt barn. Et barn vi kunne tage med hjem og være far og mor for.

Jeg begyndte at tænke det ætsende "hvorfor lige os?" Et spørgsmål der beder om at der er en højere retfærdighed, et spørgsmål der går ud fra at man har ret til noget her i livet. Et spørgsmål som kan æde en op og gøre en bitter og vred.

Uden at jeg ved hvor det kom fra kom jeg lige pludselig til at tænke det omvendte "hvorfor ikke os?" Nogle børn er jo syge, og nogle børn dør. Ikke fordi der er en hemmelig mening gemt et sted, men fordi sådan er naturen og sådan er det menneskelige vilkår. Og nogen skal jo have de børn, og så var det bedre at det var os der fik ham. For vi ville ham. Uden forbehold og uden fortrydelse ville vi ham, og vi gav ham alle de chancer vi kunne. Han var ubetinget elsket her hos os.

Tænk, hvis det nu var nogen andre der havde fået ham. Nogen som havde valgt ham fra. Så havde han aldrig fået en chance, han havde aldrig fået det korte, lille hyggelige liv jeg er sikker på han havde inde i maven. Han havde ikke fået lov til at vokse sig stor og han var ikke blevet født som det lille barn han var. Der var ikke nogen der havde kysset hans lille fine ansigt eller aet hans bløde kind og nusset hans små omvendte tæer. Ingen der havde holdt ham og elsket ham og puttet ham i kisten, trygt under hønsestriktæppet fra min mor.

Så derfor lige os. Fordi vi er hans mor og far.