Oscar night, here we come!

• Bio-billetter - tjek (hvorfor skal vi egentlig se den der danske film først? Jeg ville da meget hellere se red carpet - det er jo det allervigtigste ved Oscar!)
• Sandwich - tjek (som man godt må have med, selvom det tog biocity-medarbejder fem minutter i telefon med supervisor for at få det afgjort)
• Slik - tjek, tjek (der er dobbelt-op fordi der også var rester fra Grandprix-night i går)
• Tøj - tjek (lige om lidt i hvert fald når jeg har taget et par ekstra varme bukser på)
• Vågenhed - lader til at være på retur (men hvad, man kan vel sove et par timer under det der Superclasico)

Åh, jeg elsker at være gift med en film-nørd <3

Tallet 22

Jeg har et problem med det der risiko-tal, 22. Ikke fordi jeg ikke ved hvad det betyder, for den rare scanningsdame forklarede jo at det dækker over "22 raske for hvert tilfælde af downs" - altså, en sandsynlighed på 1/23. Mit problem er at jeg ikke ved hvordan de kommer frem til det tal - Hvor omfattende er deres empiriske data? Med hvor stor sikkerhed fastslår de det der tal - 95%? 99%? Hvorfor oplyser de mig et tal i stedet for et konfidens-interval? Hvilke metoder bruger de til at beregne det? Hvordan ser fordelingen ud?

Jeg er både nørd og begyndende fag-skadet. Jeg elsker (ælsger) statistik. Men det betyder så at jeg ikke kan slå mig til tåls med bare at få sådan et tal oplyst. Mon ikke den der læge kan anbefale en eller anden bog der beskriver risiko-vurdering for Down's? Jeg vil i hvert fald kunne sove rolige om natten når jeg har overbevist mig selv om at deres statistik holder - også selvom det ikke ændrer det mindste på risikoen.

I øvrigt er 22 mit tal (er født 22:22) - så selvfølgelig har den lille Ananas et risiko-tal på 22

Højrisiko (13+0)

Der er tusind måder at skrive det her indlæg på, og tusind ting jeg gerne ville have med, men jeg kan simpelthen ikke overskue at skulle hele vejen rundt lige nu, så I får den korte version af scanningen i torsdags:

Ananasen er en "meget livlig" lille baby som overhovedet ikke var med på at ligge stille så den kunne blive målt. Den lå og lavede små hop og drak fostervand og tog hånden op til ansigtet. Det så ud til den hygger sig gevaldigt derinde, og det må den gerne blive ved med indtil der er planmæssig udslusning d.27 august (den officielle scanning rykker mig altså en dag længere hen)

Ananasen er så også sådan en baby med "høj risiko" for Down's. Det konkrete tal er 22 og jeg synes måske nok det der sundhedsvæsen er slemme til at male fanden på væggen. Vi taler om en risiko på 4,35%, et tal der jo faktisk minder en del om de 2-5% risiko for at de "finder alvorlige misdannelser ved scanningen" - og dét tal holder de jo fast i er en meget lav risiko, ligesom de også forsøger at bilde mig ind at 1% risiko for at skade eller miste barnet ved en moderkagebiopsi er meget lavt. Jeg synes måske nok at 1% er en rimelig høj risiko at løbe for at udføre en test der dybest set er ligegyldigt. Det ændrer jo ikke en døjt på hvilket barn vi får.

Selvfølgelig ville det være rart at vide definitivt lidt i forvejen, sådan af praktiske (og mental-indstillings-) årsager, så vi har tænkt os at spørge om det ikke er muligt at udføre en mindre risikofyldt test senere i graviditeten (eller den samme test, men på et tidspunkt hvor abort ikke er fatalt) - vi har fået en tid hos sådan en overlæge der ved noget om den slags på fredag.

Mest af alt er jeg træt af at skulle igennem en større del af systemet, på grund af noget vi faktisk ikke synes er vigtigt - vi får den baby vi får og så længe den kan og vil leve skal den have lov til det og jeg blev helt ærligt lidt træt af at få det blæst ud i hovedet som om det er en "stor og svær" beslutning. For beslutningen var jo i og for sig truffet det øjeblik jeg blev gravid.

-----advarsel; surhed følger-----

Nåja, og som en lille bonus er jeg så blevet indkaldt til en samtale i deres "familieteam" Da jeg ringede og spurgte kunne sekretæren oplyse at det var fordi min læge havde anført på journalen at jeg var i behandling for depression. Nåmmen, tak fordi I lige spurgte mig om det overhovedet var noget jeg havde brug for/tid til/lyst til - jeg hader hader HADER det system hvor man bærer rundt på sådan et mærkat og så behøver de pludselig ikke spørge om lov længere. I øvrigt stod der heller ingen begrundelse i brevet for hvorfor jeg blev indkaldt, bare at jeg åbenbart er bedømt til at have "brug for ekstra støtte i graviditeten"

Gab!

Jeg synes der var et eller andet jeg ville skrive om. Men nu har jeg glemt det.

Det er nok blevet væk blandt flyttekasser, Ricardo-model og ultralydsdate i overmorgen.

Gør det nogen noget at jeg bare går i seng nu?

Gravid-opdatering

• Kvalmen er ikke så slem længere. Men er stadig psyko-sulten når jeg vågner og hader, hader, hader løg, hvidløg og enhver form for mad der er blevet stegt på panden. Og er ude af stand til at købe ind, for al maden ser klam ud så længe den er inde i en butik.
• Min mave er ikke blevet større, men den føles mere udspændt og jeg har en ret klar fornemmelse af hvor meget maven er vokset indvendig. Det føles faktisk lidt bizart og meget surrealistisk at kunne mærke sig selv indefra på den måde. Det bliver sjovt når Ananassen også begynder at blande sig.
• Selvom jeg kun er 11+2 og maven ikke er blevet større kan jeg allerede mærke at jeg ikke kan blive ved med at sove på maven for evigt. Når jeg strækker mig ud, sidder/ligger med lidt tryk mod maven, skifter stilling efter et stykke tid i samme position... ja, så "trækker" det i maven. Jeg har simpelthen ikke et bedre ord for det. Det føles lidt som en blanding mellem en spændt muskel, en nerve der er i klemme, sidesting og at nogen kniber min mave. Bare anderledes. Det går mig ret meget på at jeg ikke har noget at holde følelsen op mod - for jeg aner jo ikke om det er helt normalt og "sådan skal det føles" eller om det er helt forkert og "ring til lægen med det samme"
• Føler mig ikke længere som fange i et fremmed, oppustet hylster, men sex-lyst er stadig noget der kommer og går som vinden blæser. Har ret ondt af Manden. Håber virkelig jeg bliver frådende sex-monster i løbet af andet trimester.
• Jeg er træt. Træt, træt, træt. Var helt urimeligt i sidste uge, hvor jeg faktisk bare gerne ville i seng det meste af tiden. Jeg vil også gerne i seng nu.
• Er stadig vanvittigt bange, noget af tiden. Eller, hele tiden. For paradoksalt nok kan man godt være fuldstændig skrækslagen for at der er noget galt med den lille samtidig med at man står og snakker om hvad den skal hedde, eller at man gerne vil låne Kayes gravid-mave-sovepude, fordi det jo er en helt indlysende selvfølge at vi får en baby til august. Selvom det faktisk også føles fuldstændig langt ude og som noget der dybest set ikke kan være virkelighed.

Der var sikkert mere, men det har jeg glemt. Nåh ja:

• Jeg glemmer ting. Hele tiden. Også selvom jeg lige har sagt det, hørt det eller skrevet det ned

NU vil jeg gå i seng. Det er meget sent, jo.

To eat out or not to eat out

Da vi flyttede til Den Nye By var vi godt klar over at det var sådan et sted hvor ting havde lukket om mandagen. Kaye (Mandens søster) havde advaret os, og vi oplevede det på egen krop da vi var på visit i sommers, på en af de der sygt varme dage, og milkshakebiksen var lukket. Nåså.

Det viser sig så at Den Nye By også er sådan et sted hvor alting har lukket om søndagen. Undtagen om formiddagen, men hvad hjælper det, når det er om aftenen Manden er vågen og jeg har lyst til at gå ud? Ahmmen, seriøst det eneste sted med mad der var åbent i gå-radius (=hele midtbyen - indsæt selv tilfreds indvendigt grin) var pizza-stederne.

I dag har alle stederne så åbent, men jeg har til gengæld ikke ligeså meget lyst til at gå ud. På den anden side har vi ikke noget mad, og jeg kunne faktisk godt tænke mig snart at prøve den (dyre) restaurant som Mandens familie har fortalt om i årevis efterhånden.

Og jeg elsker at spise ude sammen med Manden.

UPDATE: Manden sov længe og så stenede vi og så endte han med at gå i Fakta efter Nachos og hot wings. Det var en god ide, for halvanden time på sofaen med mand og fråde-mad er jo overhovedet ikke dårligt. Er til gengæld lidt dårligt med Nachos-opstød når jeg skal i seng lige om lidt.

Godmorgen... haha...ha

Vågnede klokken 6 i morges efter et mareridt. Den korte version af spasser-drømmen er at jeg var begyndt at bløde (selvom det ikke rigtigt var blod, mere sådan noget grums) og Manden var der ikke. Jeg havde en masse telefoner, men ingen af dem virkede eller også manglede de det nummer jeg skulle ringe til, så jeg gik rundt og rundt og mødte en masse som alle sammen sagde de ville hjælpe, men ingen kunne finde sygehuset og så blev de væk.

Jeg har haft den samme drøm flere gange før og det er blevet værre og værre for hver gang. Og nu er jeg bange. Psyko-bange. Jeg kan slet ikke slappe af og jeg bryder mig ikke om at være alene hjemme (og det tæller som alene, selvom Manden ligger og sover inde i soveværelset)

Er det sådan noget man kan ringe til vagtlægen med? "Hej, jeg har ikke ondt, og jeg bløder ikke, men jeg er sindsygt urolig for at der er noget galt med min baby" Kan de overhovedet gøre noget? Jeg mener, har de lige en dop-tone stående til hysteriske gravide? Eller bliver de bare megasure hvis man ringer og forstyrrer dem med sådan noget på en søndag?

Inde fra flyttekasse-fortet

Vi er flyttet ud af byen. Og ind i en anden by. Hvor der er vand.

Det gik ligepludselig hurtigt, for vi havde jo sagt den anden lejlighed op og når vi fortæller folk hvor vi er flyttet hen er alle sådan "Ej, er i flyttet fra Odense? Hvorfor det?" på sådan en medfølende måde som om det ikke var frivilligt, og jeg ved ikke hvad jeg skal sige til dem, for jeg synes aldrig jeg har lagt skjul på at jeg egentlig ikke kan udstå Odense. Det er som om de slet ikke kan se det fede i at bo midt i knap-så-stor-by ved vandet hvor Fakta er to minutter væk og midtbyen er tre minutter væk og der er vand, rigtigt, åbent vand lige nede om hjørnet. Seriøst, jeg griner stadig indvendig hver gang vi går ned i byen. Jeg føler total skadefryd for så kan de lære det, alle dem med "Jamen det tager mig kun 10 minutter på cykel at komme ind til centrum af Odense" Og jeg mener, her er jo stort set de samme butikker som inde i "storbyen" Odense - det er jo ikke fordi det er København de har derinde, vel (åh, jeg savner København)

Ud over at det er latterligt centralt her, så har vi fået 20kvm mere for det samme som vi gav inde i Odense, og her er der endda gratis vask og mellem tv-pakke inklusiv. Og så er lejligheden bare tusind gange federe selvom gulvene er skæve og dørhåndtag fra 1920 er begyndt at sidde skævt. Desuden bor Mandens søster og hendes jyde af en mand også byen, og så er der pludselig ikke så langt til dikke-dikke af Prutfimsen (officielt kendt som vores niece)

Jeg har virkelig svært ved at finde mig til rette et nyt sted, men mavefornemmelsen her er rigtig, så det skal nok blive godt med tiden. Især hvis der i løbet af den tid er nogen der sætter mit spisebord op og pakker kasserne længere væk så her i det mindste ligner et hjem.

Vi lever stadig - sådan da

Vi er ikke døde eller noget, bare flyttet, så vi har ikke haft internet.

Jeg går ud fra Baby har det fint. Har i hvert fald ikke hørt andet. Har tid til nakkefoldsskanning d.17 hvor jeg er 12+4 (eller 13+0 hvis man spørger lægen, men det gør man ikke for han tager fejl)

Er sindssygt træt ovenpå det der flytning og træt af alle de kasser der skal pakkes ud og møbler der skal rykkes rundt. Nu jeg tænker over det er jeg faktisk også sulten. Men det har nok ikke noget med flyttekasserne at gøre.

Ville have indscannet + uploadet det der billede af baby, men jeg ved ikke lige hvilken kasse det er i og Manden sover så han kan ikke finde det for mig.

Jeg lover at jeg skriver noget mere intelligent engang når jeg ikke er så bagud med alting.