Som nogen måske erindrer havde vi for et par måneder siden en
meget mærkelig dag, hvor vi pludselig var sådan nogle der var skrevet op til en splinterny barnevogn. Og nogen erindrer måske også de
mange overvejelser vi havde i den forbindelse.
Vi har snakket en del frem og tilbage, og mærket efter i maven og alt det der, og endte med at blive enige om at vi købte den fra ny. Især efter at vi faktisk har fået i alt 8000kr foræret "til barnevogn, eller noget andet til Baby". Og efter jeg lige ramlede ind i den der ret triste periode var det virkelig rart at vi ikke skulle ud på et brugt-marked og forholde os til noget som helst. Det var så dejligt nemt bare at bestille lige præcis det vi gerne ville have og så kunne komme og hente det når det var klart.
Sådan lidt forkortet var bestillingsprocessen noget i retning af:
Os: "Den der klapvogn, med den der citybag du står med - og så klapvognsdel i samme farve" ("Den der klapvogn" var et brunt eksemplar, så vidt jeg husker)
Ekspedient: "Ok, skal vi ringe når den er klar om 8-10 uger?"
Os: "Ja tak"
Da der var gået 9 uger og lidt til (i går) ringede Manden derud, for at høre om de kunne sige ca. hvor længe der var endnu. Og fik besked om at den da var kommet. Blev måske nok en aaaaaanelse sur, eftersom de burde have haft ringet, men hvad skidt - og så passede det også så udmærket med at Kaye kunne hente os, og vogn, på vej hjem fra arbejde i dag.
Jeg ved godt at jeg oprindeligt ikke var så vanvittig hooked på hele barnevognskonceptet, men jeg var faktisk nået dertil at jeg var begyndt at glæde mig til vi skulle have den hjem. Og med under to uger til termin, ville det også bare været så rart at have den stående, så vi fra dag 1 nemt kunne have Nye Baby med om på kirkegården. Det er faktisk nok mest det jeg har forestillet mig. Os to, med Lille Nye i den fine grønne barnevogn, der besøger Storebror på kirkegården. Gerne med lidt sne og julelys.
Vi ankom til Babysam til aftalt tid og fremviste kvittering, og hende vi snakkede med havde faktisk
lige stået og samlet den. Da hun kommer kørende med den ser stellet
meget hvidt ud (fordi det
var hvidt, sjovt nok) - men "den der klapvogn" vi i sin tid pegede på havde bestemt
ikke hvidt stel. Helt 100% sikkert, for det ville jeg have lagt mærke til. Eftersom det et pissegrimt. Jeg står og mumler lidt for mig selv, og tænker at det kunne man jo så måske blive nødt til at leve med, mens ekspedienten bakser vognen op til kassen.
Jeg står og kigger på vognen og siger til Manden: "Ej, se, der er små får indeni! (på foret, red.) Det kunne jeg da slet ikke huske..." Hvorefter jeg får en fornemmelse af at der er noget der ikke stemmer, og ekspedienternes indbyrdes snak om at "den her grønne er så meget dejligere end sidste års grønne farve" får det pludselig til at dæmre for mig: Den her vogn har bare
overhovedet ikke den farve vi så på i butikken da vi bestilte. Hvilket jeg selvfølgelig siger.
Ekspedienten er (selvfølgelig) noget uforstående, "for det er jo den farve der står på ordresedlen". Hvorefter hun henter årets katalog og fremviser et farveeksempel: "Det er den her der er Apple!" Ja, det har vi gættet, eftersom der står et fullsize eksemplar af farven lige foran os. Det ændrer nok bare ikke på at det ikke var den farve vi valgte - og som vi valgte
i butikken og ikke fra et katalog. Hun finder så kataloget fra
sidste år frem og spørger om det måske er "
Den her grønne, som hedder Lime" vi har set. Og det var noget nærmere det vi huskede at have bestilt.
"Den kan jeg altså ikke bestille længere" siger hun et par gange. På trods af at vi sådan set godt forstår problemstillingen med det samme. Og som om det gør en forskel i forhold til at det skriggrønne eksemplar foran os
ikke ligefrem var det vi havde tænkt vi skulle have med hjem. Det er lidt som om der ikke rigtigt er optræk til nogen forsøg på at løse problemet, og jeg går tudende ud af butikken for at få lidt luft. Det er jo for helvede dem der har lavet en fejl, og misinformeret os ret voldsomt, og så synes jeg egentlig også det brude være dem der kom med nogle løsningsforslag.
Efter et par kram fra Manden, og en snak sammen om hvorvidt vi stadig har lyst til at købe den går vi ind igen, hvor de er i fuld gang med at ringe rundt til andre afdelinger, for at skaffe den i den farve vi havde valgt. På trods af at de fem minutter før havde sagt det var helt umuligt at fremskaffe den farve. Jeg får så sagt at det egentlig mest er stellet jeg er utilfreds med (ordet "pissegrimt" forlod muligvis min mund), men får bare at vide at "Den grønne laves kun med hvidt stel" med en henvisning til kataloget (som !&!/#%# stadig ikke er der vi har valgt fra) Her er de oplagte spørgsmål så hvorfor fanden det ikke kan lade sig gøre at vælge stelfarve, når nu stellene ellers er ens og hvorfor vi ikke fik det at vide da vi bestilte, og jeg får gjort det rimelig klart at jeg ikke under nogen omstændigheder skal have det hvide stel (som kun blev grimmere af at man så mere på det), og at jeg er ligeglad med om det er et udgået lager-/udstillings-/whatever-eksemplar, bare det har en anden farve. Hvorefter hun ringer rundt igen, og mig og Manden går en tur for at snakke om det.
Mavefornemmelsen havde tydeligt ændret sig fra "det bliver rigtig godt med den barnevogn" til "jeg gider faktisk ikke have den, hvis vi ikke kan få den med hjem i dag, og skal bøvle mere med det" og min søde, dejlige Mand gik ned for at sige at enten købte vi ikke nogen barnevogn, eller også skulle vi have et ordentligt afslag, eftersom det jo på ingen måde var den vogn vi havde sagt vi gerne ville have (for hvis det var kunne vi nok godt leve med den alternative grønne farve, og Mandens mekaniker-far kunne nok godt spraymale sådan et stel).
Mere rabat var de ikke villige til at give, men til gengæld havde hun skaffet et sort stel og både klapvognsdel og barnevognsdel i den rigtige grønne farve, og så kunne de levere det når det kom. Så egentlig kan jeg måske ikke klage over deres kundeservice, eftersom de har formået at fremskaffe det vi skal have. Men jeg klager alligevel. For de sidste tre afsnit skulle ikke have været der. De skulle have foreslået løsninger med det samme. De skulle, af sig selv, have slået noget af prisen, eftersom det er sidste års model, der har stået i en butik/på et lager et sted og ikke en splinterny barnevogn, som vi ellers bestilte og har ventet på i to måneder. De skulle ikke have stået og set blanke ud i hovederne, eller have talt til os som om det var os der ikke havde fulgt med i timen - det kan da aldrig blive vores job at holde styr på hvilke farver Emmaljunga udbyder i år, eller hvilken farve stel der hører til hvad. Eller hvilken grøn farve der hedder Apple, og hvilken der hedder Lime.
Det virker måske drastisk, men vi er rørende enige om at vi ikke handler i Babysam mere. Vi købte ikke engang de andre småting vi skulle have derude i dag. Den barnevogn er den dyreste ting vi nogensinde har købt, den koster faktisk mere end en måneds husleje, og det er bare ikke godt nok at ekspedienten ikke har styr på at den farve hun står og viser os er udgået, og at hun ikke informerer om at stellet til den grønne klapvogn har en anden farve end den hun lige har vist os (og at ingen har styr på hvad der følger med vognen, men hele den diskussion har jeg sprunget over - selvom det også har været voldsomt frustrerende). Egentlig har jeg mest lyst til bare at annullere ordren, og kræve vores depositum tilbage. Men det får vi jo ingen barnevogn af.