Viser opslag med etiketten graviditet. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten graviditet. Vis alle opslag

fredag den 7. december 2012

Moodkilleren

Ja, det er så mig. Har de sidste dage vekslet imellem om jeg skulle skrive indlæg om påtaget julehygge, eller om jeg også skulle lade panisk overtidsgravid løs på bloggen.

For jeg er panisk. Efterhånden. Det er overhovedet ikke sjovt længere. Det ville være fint nok hvis bare vi kunne sige "Nåmmen, den kommer når den kommer" og så vente videre i ro og julefred og junkfood. Men når man er 41+3 er det bare ikke rigtigt en mulighed længere. For så er der pludselig kun fire dage til Baby sådan set helst skal være ude, og så hedder det pludselig igangsættelse. Senest søndag.

Nå.

Vi var til overtidsvurdering i tirsdags, og det var såmænd hyggeligt nok, med Svigermor der tudede over at se scanningen, og Baby der (som altid) var eksemplarisk og gennemsnitlig og havde det godt. Måske knap så hyggeligt med beskeden "ved at være blød, og måske et par centimeter", som vi alle sammen godt ved et fagsprog for "der er ikke tegn på en skid".

Såeh... nu skal vi afsted i dag. Igen. Til endnu en vurdering. For så længe Baby har det fint, og der er masser af vand og moderkagen virker, så vil de egentlig helst trække den der igangsættelse, i håb om at det går af igang af sig selv i løbet af weekenden. For det ville jo være det allerbedste, sådan i forhold til Babys velbefindende. Men... det er bare ikke rigtigt det bedste i forhold til mit velbefindende, kan jeg godt mærke. Jeg har ondt i maven (men desværre ikke ve-ondt) over den der igangsættelse, og hvis det endelig skal være, så vil jeg egentlig hellere have det overstået end have det hængende over hovedet en halv eller en hel weekend.

Og det er ikke fordi jeg er bange for den igangsættelse, rent teknisk. Det er bare fordi jeg blev sat igang sidst. Og det var ikke frygteligt eller noget... der er bare en masse følelser forbundet med det. Følelser som jeg ikke har lyst til at genopleve, samtidig med jeg skal føde Nye Baby. Så derfor har jeg ondt i maven. Og er faktisk rigtig ked af det.

Nå, nu kommer min mor (Shit, er klokken allerede så mange)

mandag den 3. december 2012

Nej, jeg er stadig gravid

Er jeg egentlig bare Hende Den Sure, når jeg konsekvent undlader at besvare henvendelser der omhandler hvorvidt Baby er kommet ud?

Men det er jo ikke fordi jeg på den måde er træt af at være gravid. Egentlig. Det er bare fordi det er Verdens Mest Uhøflige Spørgsmål. Og vil I høre hvorfor? (Desværre, "nej" er ikke en svarmulighed)

1. Hvis jeg nu var træt/ked af stadig at være gravid, er det virkelig ikke en rar reminder at du bringer emnet fødsel på bane.

2. Hvis jeg nu havde født, var det ikke sikkert vi ville have du skulle vide det (endnu), og det er egentlig bare træls at du gør krav på at få det at vide.

3. Det er et virkelig privat emne. Altså, virkelig privat.

4. Hvis jeg havde født (og du skulle vide det) så havde du nok hørt det. Eller læst om det på facebook.

5. Din utålmodighed tæller ikke. Jeg ved godt du synes det er spændende, og du også glæder dig til at se Baby, men i forhold til vores utålmodighed/spænding/angst/glæden-sig fylder det intet (og slet ikke i vores bevidsthed)

6. Så fat det dog - vi skal nok sige til når der sker noget!

....

Hov - mangler 7. Det gør det ikke bedre at du kommer med en lille tøhø om at du godt ved det er træls at du skriver (så lad være), eller at jeg må være ved at være træt af det (nej, kun af at du skriver)

Nåmmen, det var egentlig heller ikke fordi det skulle være et surt opstød, det her. Det undrer mig bare at folk åbenbart går ud fra at jeg føder Baby og vi så efterfølgende holder det skjult i månedsvis...?!

Hey, måske vi skulle gøre det? Bare sådan i ren trods.

torsdag den 29. november 2012

Hospitalstasken


Ja, altså, det er lidt tid siden vi pakkede - det meste er pakket, i hvert fald, det vi mangler står på en lille liste ved tasken, så vi hurtigt kan finde det. Det ser ud af en del, men vi regner med at skulle være indlagt nogle dage, og vi vil hellere have lidt for meget med end lidt for lidt

Til mig:
Amme-bh
Ammeindlæg
Trusser x2
Joggingbukser
Trøje
Varme sokker
Sutsko
Undertrøje
Tunika
Leggins
Sokker
Stor t-shirt til at sove i

Til Manden:
Undertøj x4
T-shirt x4
Joggingbukser
Sokker x4
Trøje
Varme sokker
Sutsko
Badebukser(så han kan komme med i karbad)
Shorts
Bluse

Til Baby:
Dyne (som vi har haft i sengen hos os om natten, så den dufter af os)
Ekstra sengetøj (fordi babyer sviner)
Tøj til hjemturen (Liverpoolbody, uldnatdragt, hue, vanter)
Autostol
Vaskeklude
Flonellagen/-tæppe
Stofbleer x2 (som vi har sovet med)
Bleer (fordi jeg ikke kan huske om vi selv skal have dem med)

Toilettaske:
Tandbørster
Tandpasta
Deodorant
Vatpinde
Ekstra hårelastikker
Shampoo
Læbepomade

Andet:
Kamera og oplader
Vandrejournal
Computer
Mobil x2
Mobiloplader
Min bog
Ronans billede (det der står ved siden af vores seng)
Holgerbog
Kryds & tværs
Spil
Hovedtelefoner
Drive cd
Ronans album
Snacks (bl.a. juice og knoppers)

tirsdag den 27. november 2012

Termin

Så fra nu af er det slut med gode miner fra min side i forbindelse med:

"Har du født?" (nej)
"Så er det jo lige om lidt" (nej, der kan stadig være ti dage og en igangsættelse tilbage)
"Ej, så kan du jo føde NU" (nej, det havde jeg nok lagt mærke til)
"Jeg glæder mig SÅ meget til at se Baby" (jotak, det gør vi også, men hverken jeg eller Baby skynder os mere af at du er utålmodig)

Ikke at vi på den måde er utålmodige endnu. Vi er spændte, selvfølgelig, men i dag eller om en uge er fint med mig (helst ikke mere end en uge, for så skal vi til at tage stilling til igangsættelse og det vil jeg egentlig helst være fri for). Men jeg forbeholder mig stadig ret til at blive sur og tøsefornærmet - og hvis ikke over at jeg bliver træt af andres utålmodighed, så over at det er så helt utrolig dårlig stil at bringe emnet fødsel på bane med en kvinde der har nået termin.

Den første kom i morges, i øvrigt (hvis man ikke tæller min moster og mormor med, som nærmest lyncher min mor, hvis ikke hun har haft snakket med mig ca. fem minutter inden hun snakker med dem). Det var Prinsessen med et "Pøj, pøj med fødslen" Hvilket ikke gør så meget, eftersom hun er en af de få der gerne må være utålmodig (og logikken var at hun jo skulle nå at sige det INDEN jeg føder). Men stadig.

Nå, nok om det. Status ved termin:

Vægt: +10kg. Helt ok, men kunne nok godt have været lidt mindre hvis nu nogen havde holdt fast i ikke at spise så meget slik og kage. Men det blev helt ærligt lidt for trist i længden.

Strækmærker: En milliard, ca. Men må jeg lige spørge om noget? Hvorfor er det lige de skulle være så frygtelige? Nåmmen, jeg spørger bare, fordi det åbenbart er det værste i sådan en graviditet, så vidt jeg kan læse mig til i div. fora. Helt ud i "jeg håber jeg føder nu, så jeg ikke får flere strækmærker" og hylende smileys. Nej, bevares, hvis jeg fik valget ville jeg nok også vælge "ikke strækmærker", men det er riiiimelig langt nede på listen over ting jeg finder generende (meget tæt på bunden, faktisk) Altså, i løbet af ni måneder gror man 3-4 kilo baby inde i maven - det er vel ret forventeligt at det giver nogle ændringer?

Graviditetsgener: Efter den der kvalme og træthed lagde sig har der været forbløffende lidt. Synes virkelig det har været en nem graviditet, og det er først her den sidste måneds tid jeg synes det er begyndt at gøre ondt. Men heldigvis ikke (eller meget sjældent) på psykonas-måden. Nåja, og så får jeg spontan næseblod ind imellem. Hyggeligt.

Tegn på fødsel: Ikke rigtigt nogen. Kraftige plukveer - og snyde-plukveer, som viser sig bare at være Baby der roterer og får trykket alle de rigtige (forkerte) steder. Og så noget der måske er en slimprop i opløsning (ja, jeg ved det, I er glade for detaljerne)

Hvor træt jeg er af at være gravid: Ikke specielt. Undtagen de (få) nætter jeg er oppe at tisse 47 milliarder gange. Eller når Baby ligger og maser, så det bare gør ondt på den dårlige måde, og uden det er veer. Srjøst, hvis jeg skal have ondt, skal det også være noget der giver noget. Nåja, og så er jeg træt af det i den forstand at jeg begynder at stresse over at der er noget der hedder "overtidsvurdering", inkl. "aftale tid for igangsættelse", om en uge. Ønsker mig ret meget at Baby kommer af sig selv. Orker faktisk bare slet ikke flere undersøgelser og scanninger og hospitalsbesøg. Det synes jeg egentlig vi har haft nok af.

Terminsmaven:


Min poppede navle:

tirsdag den 20. november 2012

Nåmmen, tillykke med dagen, skat

Vi havde jo så bryllupsdag i går. Hvor en ret stor del af dagen gik med at Manden sov, fordi han havde sovet dårligt om natten. Men der var også noget latte på en cafe og en ny tekande fra Imerco og en bøf til aftensmad, så helt skidt var det ikke.

I dag er det så Mandens fødselsdag. Man kunne måske tro at så var det mig, der ligesom stod for hyggen og var lidt romantisk og den slags. Men så kunne man godt tro om igen. Jeg har i stedet været energiforladte, trætte og yderst ugidelige Kone, som gik fuldstændig kold da vi kom hjem fra jordemoder i formiddags.

Såeh, fed fødselsdag for Manden, der har lavet lækker frokost og lækker aftensmad, og slæbt dyner for mig og puttet om mig. Og lavet ca. alting.

Tror måske ikke engang der er lagt op til Happy Birthday sex, eftersom jeg bare overhovedet ikke orker blive holdt om. Jep, jeg er den fede Kone i dag.

fredag den 16. november 2012

Noget med en barnevogn

Som nogen måske erindrer havde vi for et par måneder siden en meget mærkelig dag, hvor vi pludselig var sådan nogle der var skrevet op til en splinterny barnevogn. Og nogen erindrer måske også de mange overvejelser vi havde i den forbindelse.

Vi har snakket en del frem og tilbage, og mærket efter i maven og alt det der, og endte med at blive enige om at vi købte den fra ny. Især efter at vi faktisk har fået i alt 8000kr foræret "til barnevogn, eller noget andet til Baby". Og efter jeg lige ramlede ind i den der ret triste periode var det virkelig rart at vi ikke skulle ud på et brugt-marked og forholde os til noget som helst. Det var så dejligt nemt bare at bestille lige præcis det vi gerne ville have og så kunne komme og hente det når det var klart.

Sådan lidt forkortet var bestillingsprocessen noget i retning af:

Os: "Den der klapvogn, med den der citybag du står med - og så klapvognsdel i samme farve" ("Den der klapvogn" var et brunt eksemplar, så vidt jeg husker)
Ekspedient: "Ok, skal vi ringe når den er klar om 8-10 uger?"
Os: "Ja tak"

Da der var gået 9 uger og lidt til (i går) ringede Manden derud, for at høre om de kunne sige ca. hvor længe der var endnu. Og fik besked om at den da var kommet. Blev måske nok en aaaaaanelse sur, eftersom de burde have haft ringet, men hvad skidt - og så passede det også så udmærket med at Kaye kunne hente os, og vogn, på vej hjem fra arbejde i dag.

Jeg ved godt at jeg oprindeligt ikke var så vanvittig hooked på hele barnevognskonceptet, men jeg var faktisk nået dertil at jeg var begyndt at glæde mig til vi skulle have den hjem. Og med under to uger til termin, ville det også bare været så rart at have den stående, så vi fra dag 1 nemt kunne have Nye Baby med om på kirkegården. Det er faktisk nok mest det jeg har forestillet mig. Os to, med Lille Nye i den fine grønne barnevogn, der besøger Storebror på kirkegården. Gerne med lidt sne og julelys.

Vi ankom til Babysam til aftalt tid og fremviste kvittering, og hende vi snakkede med havde faktisk lige stået og samlet den. Da hun kommer kørende med den ser stellet meget hvidt ud (fordi det var hvidt, sjovt nok) - men "den der klapvogn" vi i sin tid pegede på havde bestemt ikke hvidt stel. Helt 100% sikkert, for det ville jeg have lagt mærke til. Eftersom det et pissegrimt. Jeg står og mumler lidt for mig selv, og tænker at det kunne man jo så måske blive nødt til at leve med, mens ekspedienten bakser vognen op til kassen.

Jeg står og kigger på vognen og siger til Manden: "Ej, se, der er små får indeni! (på foret, red.) Det kunne jeg da slet ikke huske..." Hvorefter jeg får en fornemmelse af at der er noget der ikke stemmer, og ekspedienternes indbyrdes snak om at "den her grønne er så meget dejligere end sidste års grønne farve" får det pludselig til at dæmre for mig: Den her vogn har bare overhovedet ikke den farve vi så på i butikken da vi bestilte. Hvilket jeg selvfølgelig siger.

Ekspedienten er (selvfølgelig) noget uforstående, "for det er jo den farve der står på ordresedlen". Hvorefter hun henter årets katalog og fremviser et farveeksempel: "Det er den her der er Apple!" Ja, det har vi gættet, eftersom der står et fullsize eksemplar af farven lige foran os. Det ændrer nok bare ikke på at det ikke var den farve vi valgte - og som vi valgte i butikken og ikke fra et katalog. Hun finder så kataloget fra sidste år frem og spørger om det måske er "Den her grønne, som hedder Lime" vi har set. Og det var noget nærmere det vi huskede at have bestilt.

"Den kan jeg altså ikke bestille længere" siger hun et par gange. På trods af at vi sådan set godt forstår problemstillingen med det samme. Og som om det gør en forskel i forhold til at det skriggrønne eksemplar foran os ikke ligefrem var det vi havde tænkt vi skulle have med hjem. Det er lidt som om der ikke rigtigt er optræk til nogen forsøg på at løse problemet, og jeg går tudende ud af butikken for at få lidt luft. Det er jo for helvede dem der har lavet en fejl, og misinformeret os ret voldsomt, og så synes jeg egentlig også det brude være dem der kom med nogle løsningsforslag.

Efter et par kram fra Manden, og en snak sammen om hvorvidt vi stadig har lyst til at købe den går vi ind igen, hvor de er i fuld gang med at ringe rundt til andre afdelinger, for at skaffe den i den farve vi havde valgt. På trods af at de fem minutter før havde sagt det var helt umuligt at fremskaffe den farve. Jeg får så sagt at det egentlig mest er stellet jeg er utilfreds med (ordet "pissegrimt" forlod muligvis min mund), men får bare at vide at "Den grønne laves kun med hvidt stel" med en henvisning til kataloget (som !&!/#%# stadig ikke er der vi har valgt fra) Her er de oplagte spørgsmål så hvorfor fanden det ikke kan lade sig gøre at vælge stelfarve, når nu stellene ellers er ens og hvorfor vi ikke fik det at vide da vi bestilte, og jeg får gjort det rimelig klart at jeg ikke under nogen omstændigheder skal have det hvide stel (som kun blev grimmere af at man så mere på det), og at jeg er ligeglad med om det er et udgået lager-/udstillings-/whatever-eksemplar, bare det har en anden farve. Hvorefter hun ringer rundt igen, og mig og Manden går en tur for at snakke om det.

Mavefornemmelsen havde tydeligt ændret sig fra "det bliver rigtig godt med den barnevogn" til "jeg gider faktisk ikke have den, hvis vi ikke kan få den med hjem i dag, og skal bøvle mere med det" og min søde, dejlige Mand gik ned for at sige at enten købte vi ikke nogen barnevogn, eller også skulle vi have et ordentligt afslag, eftersom det jo på ingen måde var den vogn vi havde sagt vi gerne ville have (for hvis det var kunne vi nok godt leve med den alternative grønne farve, og Mandens mekaniker-far kunne nok godt spraymale sådan et stel).

Mere rabat var de ikke villige til at give, men til gengæld havde hun skaffet et sort stel og både klapvognsdel og barnevognsdel i den rigtige grønne farve, og så kunne de levere det når det kom. Så egentlig kan jeg måske ikke klage over deres kundeservice, eftersom de har formået at fremskaffe det vi skal have. Men jeg klager alligevel. For de sidste tre afsnit skulle ikke have været der. De skulle have foreslået løsninger med det samme. De skulle, af sig selv, have slået noget af prisen, eftersom det er sidste års model, der har stået i en butik/på et lager et sted og ikke en splinterny barnevogn, som vi ellers bestilte og har ventet på i to måneder. De skulle ikke have stået og set blanke ud i hovederne, eller have talt til os som om det var os der ikke havde fulgt med i timen - det kan da aldrig blive vores job at holde styr på hvilke farver Emmaljunga udbyder i år, eller hvilken farve stel der hører til hvad. Eller hvilken grøn farve der hedder Apple, og hvilken der hedder Lime.

Det virker måske drastisk, men vi er rørende enige om at vi ikke handler i Babysam mere. Vi købte ikke engang de andre småting vi skulle have derude i dag. Den barnevogn er den dyreste ting vi nogensinde har købt, den koster faktisk mere end en måneds husleje, og det er bare ikke godt nok at ekspedienten ikke har styr på at den farve hun står og viser os er udgået, og at hun ikke informerer om at stellet til den grønne klapvogn har en anden farve end den hun lige har vist os (og at ingen har styr på hvad der følger med vognen, men hele den diskussion har jeg sprunget over - selvom det også har været voldsomt frustrerende). Egentlig har jeg mest lyst til bare at annullere ordren, og kræve vores depositum tilbage. Men det får vi jo ingen barnevogn af.

onsdag den 14. november 2012

Vinterhi og ventetid

Jeg tror vi er ved at gå i hi, måske?

Manden kom hjem efter sidste nattevagt i morges. Sidste arbejdsdagnat i... ja, hvad der ligeså godt kunne være for evigt. Først er der friuge, og så er der ferie, og så er der friuge igen. Og så er der barsel. Hvis Nye Baby altså er kommet ud i løbet af de tre uger - og ellers må vi jo ud i noget igangsættelse.

Min moster skrev i dag om vi mon ikke var ved at være utålmodige nu. Men øh... næh...? Er sådan set også kun 38+1, og det passer os ganske glimrende hvis vi lige fik noget tid til at hygge os, bare os to, inden kaos indtræffer. Tror mere det er et tilfælde af min moster der projicerer sin egen utålmodighed over på os. Hendes, og min mormors. De er vist gået helt i selvsving.

I virkeligheden handler det måske også om at vi gerne vil nå at prøve det hele den her gang. Ventetiden, forberedelserne, utålmodigheden, spændingen. De der timer (dage?) hvor man går og tænker om det mon er nu man skal ringe til fødegangen? Jo, det ville da være fint med mig hvis den kom til termin, eller et par dage før, men den skal ikke have at høre for hvis det først bliver en uge efter (ikke engang selvom det så bliver december)

Ok, i den virkelige virkelighed handler det måske allermest om at jeg slet ikke kan forholde mig til ekstern Baby. Det rækker min forestillingsevne bare ikke til. Mit erfaringsgrundlag siger at 100% af babyer ikke kommer med hjem, og ligemeget hvor meget jeg godt er klar over at det er en helt anden baby end Ronan... ja, så defaulter jeg til at babyer er sådan nogen man føder, og så er det lissom lidt det. Ikke forstået sådan at jeg tror der sker Nye Baby noget, eller noget som helst i den dur. Der er bare blank skærm, når jeg prøver at tænke længere end fødslen.

Og så er det hele også bare blevet så pokkers sårbart. For hvor er det pludselig bare tydeligt hvor meget vi gik glip af med Ronan. I halvsovende gravidpanik forsøgte jeg den anden nat at huske hvordan det var fødslen gik i gang med Ronan, og i et frygteligt splitsekund gik det op for mig at det gjorde den ikke. Han døde bare. Og nu er jeg bange for at vi glemmer ham. At vi glemmer hvor lille han var at holde om, og hvor blød hans kind var. For det er det eneste jeg kan huske tydeligt, og jeg kan ikke bære hvis det bliver væk. Ikke engang selvom det blev erstattet af en anden blød babykind. Hvordan kan man nogensinde have plads til to mennesker, der er hele ens verden?

Jeg savner ham så grusomt...

Nå, men det var det hi vi kom fra. Vi har fejret friheden med kage til onsdags-rundstykkerne, og Manden gik efter burgere til aftensmad. Nu vil jeg prøve at lokke selvsamme Mand med ind i seng, selvom hans nattevagts-vante krop måske ikke helt siger det er tid. Men min krop siger det er tid. Og mit hjerte siger han skal med.

søndag den 11. november 2012

Nærmest live

Jeg havde jo lovet jer babybilleder, men eftersom Baby ikke er kommet ud endnu må I nøjes med det næstbedste. I give you:

Bøvl McBøvlson in action


(Ja, det er en lang og kedelig video med min mave der hopper, men det er min blog, så ærgerligt for jer)

Niecen og Babyen

For 4-5 måneder siden begyndte vi at snakke med Niecen om Babyen. Maven var begyndt at være tydelig og det gav ikke så meget mening at holde hende udenfor, når nu de voksne snakkede (og stadig snakker) meget om den mave.

Da Kaye informerede hende om at der altså er en baby inde i min tykke mave tog hun det med ophøjet ro og sagde overlegent: "Der er også en baby inde i min mave!" Godt så. Ingen af os modsagde hende, for når man er 2½ år gammel lærer man ved at efterligne og lade som om (og i øvrigt har ingen nogensinde vundet en diskussion med en 2-årig, der har sat sig noget i hovedet). Vi havde egentlig troet det ville gå lidt i sig selv igen, men det gjorde det bare ikke. Hun har stadig en baby inde i maven, som hun helt uopfordret snakker om, omend den har det med at ændre karakter. Nogle gange er det bare "en lille bitte baby, som sover lige i navlen - shhhh!" og andre gange sparker den, og andre gange igen "kommer den ud lige om lidt og leger!".

Vi fortæller selvfølgelig meget om hvad sådan en baby kan og ikke kan når emnet kommer på bane, men det er et meget stort emne når man kun lige er næsten-tre. Der er mange, mange ting der skal på plads, og det tog et godt stykke tid inden det overhovedet lod til, at hun var med på der rent faktisk er noget/nogen derinde i maven. En dag skældte hun Manden ud fordi han aede min mave og sagde "Min søde, lille Baby", for selvom vi har snakket så meget om det havde hun stadig ikke forstået at det også var Mandens baby, og ikke kun min. Det er måske også lidt abstrakt hvordan noget inde i min mave også godt kan tilhøre Manden.

For at gøre det hele lidt mere håndgribeligt var mig og Manden en tur på biblioteket, hvor vi (efter en del hjælp fra børnebibliotekaren) fandt bogen "Stump i mors mave". Er I klar over hvor svært det er at finde en alders-passende bog, og så endda en der ikke handler om at blive storesøster/-bror? Men vi fandt den, og bogen om den lille Stump er guld. På hvert opslag er der på den ene side en tegning af mor (og far) der laver hverdagsting og på den anden side en tegning af Stump der laver noget tilsvarende inde i maven. I løbet af bogen bliver Stump større og større, indtil han til sidst ikke længere kan være på billedet/inde i maven og kommer ud.

Jeg havde bogen med en eftermiddag, og Kaye læste højt for Niecen, der hele vejen igennem bogen sad med et fuldstændig lamslået, vantro udtryk i ansigtet. Undervejs snakkede vi om at de ting Stump laver, det gør babyen inde i min mave også. Vi snakkede om at den får mad igennem navlen når jeg spiser, og at den ligger og svømmer under vand - ligesom Niecen også gør (og er dygtig til) til svømning. Men da vi kom til opslaget der handler om at mor tisser på toilettet, og at Stump bare tisser inde i maven slog hun bremserne i. For dét var simpelthen alt for langt ude. Jeg fortalte at det er rigtigt nok, og at min baby også bare tisser inde i maven (og forsøgte at holde et straight face imens, for Niecens indignation var simpelthen så sjov og sød), hvilket hun jo var nødt til at acceptere - men hun sagde meget bestemt: "Men min baby tisser ikke inde i maven!" (og det gør den stadig ikke, ved jeg, for hun minder os ofte om det)

Efterhånden tror jeg hun er ved at være med på konceptet. Eller koncepterne skulle jeg måske sige: 1. Der er en baby inde i min mave, 2. Vi får snart en baby. Jeg er dog ikke helt sikker på at hun helt er i stand til at kæde de to ting sammen, så vi venter spændt på hvad hendes reaktion bliver når den kommer ud. Og hvad der mon sker med babyen inde i hendes mave.

onsdag den 3. oktober 2012

Godt det snart(agtigt) er tirsdag

Nåmmen fødselsforberedelse i mandags var fint. Bortset fra at det var det ikke. Havde mange mærkelige drømme om natten og i går følte jeg mig helt i kulkælderen, og følte slet ikke vi rigtig havde fået klar besked. For hende der har kurset er nyuddannet, og derfor stadig meget fagnørdet - men dog uden altid at have helt styr på de nærmere detaljer, eller at kunne komme med konkrete tal. Og så sidder man der og har fået information som man bliver bedt om at forhold sig til, men uden man har fået et reelt grundlag for det. Så det er nok meget godt vi skal til sædvanlig erfaren, helt-nede-på-jorden jordemoder på tirsdag, så jeg forhåbentlig kan få nogle lidt mere håndgribelige informationer.

Hjælper så heller ikke rigtigt på stemningen at Manden har fået rigtig øv-ondt i ryggen og, forståeligt nok, virkede lidt fraværende i går. Syntes dog ikke det var helt ok at han grinede mens han trøstede mig efter jeg slog albuen ind i bordkanten og bare begynde at hyle, fordi det hele bare var alt, alt for meget. Og syntes slet ikke det var ok, da jeg lå i sengen og tudede og forsøgte at forklare ham at jeg endelig havde fundet ud af hvad der gjorde mig så ked af det og usikker, og han så bare faldt i søvn.

I dag stod han så (relativt) tidligt op og gik efter rundstykker, fordi han syntes vi skulle fejre at han har friuge som vi plejer, selvom han har været hjemme med dårlig ryg de sidste to nætter. Og han lavede morgenmad på sengen og sagde undskyld, og selvom det var både tiltrængt og hyggeligt hjalp det ikke det vilde på overskuddet. Hans ryg er blevet meget værre, så det han kan overkomme er at ligge meget stille og sove.

Han kæmpede sig dog op for at komme med ned til lægen til sidste graviditetsundersøgelse, og det er jeg virkelig glad for han gjorde. Jordens Rareste læge er nemlig blevet langtidssygemeldt, så det var en ny uddannelseslæge vi kom ind til. Og det var rimelig meget røv og nøgler. Er glad for det er en let og ukompliceret graviditet, for ville godt nok ikke være tryg ved hende, hvis jeg var bare det mindste i tvivl om hvoridt alt var som det skulle være. Hun virkede i det hele taget lidt som den type læge der er lidt træt af patienter, og sluttede af med at sige "Hvis der er noget, kan I jo bare ringe... til fødegangen". Godt så.

Jeg er heldigvis kommet af med det værste af de der trælse tanker, og har nogenlunde fundet ind til den rigtig mavefornemmelse igen. Men føler bare stadig at jeg mangler at få grædt ud, og trænger i den grad til at give slip og bare gå død på sofaen. Desværre bare ikke en mulighed når man udgør hele den andel af husstanden der kan bevæge sig. Bortset fra katten. Men den laver nok ikke varm kakao til mig.

Ej, rundstyk at det her bare blev endnu et klynkeindlæg. Jeg havde ellers tænkt jeg ville skrive et indlæg om hvor helt igennem underholdende det er at læse "Stump i mors mave" sammen med Niecen. Nå, det må så lige blive en anden dag, hvor det ikke føles helt så meget som om min hjerne er ved at glide fra hinanden.

mandag den 1. oktober 2012

Cake?!

Jeg er blevet sulten. Sådan permanent. Tror den lille Baby derinde har sat gang i slutspurten. Det gør mig egentlig ikke noget, bortset fra at det jeg har lyst til er junk. Pizza, hvidt brød, nachos, fritter (m/ mayo), mozarella-sticks.

Og kage. Jeg har rigtig, rigtig meget lyst til kage. Gooey buns og brunsviger og træstammer og den der lyserøde hindbær-roulade nede fra Kvickly. Eller måske kringle eller en karamel-muffin fra 7-eleven?

En del af mig er totalt "fuck it, du har otte uger til termin og så må man gerne bare sidde på sin flade og kværne junkfood og kage" Men så er der (desværre/heldigvis) den anden del af mig, som har formået at holde vægtstigningen nede på 6kg indtil nu, så der derfor er udsigt til at jeg pænt holder mig omkring de anbefalede 8kg i alt. Hvis jeg altså ikke går i totalt fråder-mode. Nåja, og så den lille detalje med, at det forholdsvis moderate sukker-indtag jeg har arbejdet mig ned på, nok er ret meget bedre for både mit og Baby's helbred.

Men jeg har stadig lyst til kage. Og en snack-kurv.

torsdag den 27. september 2012

To måneder tilbage

Har I lagt mærke til hvor zen der har været på bloggen det sidste stykke tid? (At der ikke sker noget er sgu da herre-meget zen! Er i virkeligheden en mega-service til jer - så var det lige sådan et sted man kunne komme hen, og så var der helt tomt, så man kunne få klaret hjernen. Kedeligt?! Sheesh, utaknemmelige skarn, det er hvad I er!)

Noget af panikken er ved at have lagt sig, og de sidste par uger har faktisk været forbløffende tæt på normal/hyggelig (med undtagelse af et par urimelige tude-anfald over temaer som hvornår-kommer-du-i-seng og hvorfor-gør-du-ikke-alting-for-mig, men det ser vi bort fra). Jeg føler faktisk vi er ved at have fod på de vigtigste praktiske ting. Jojo, bevares, indkøbslisten er stadig lang, men af de ting jeg tænker vi skal have inden Baby kommer mangler vi kun ammeindlæg, vaskeklude og stofbleer (og så den der babyalarm, hvis nærig-mor ellers kan sluge prisen på sådan en størrelse), og det kunne vi nok godt lige overkomme at anskaffe i løbet af de næste to måneder.

Til gengæld er jeg så begyndt at blive rastløs. Jeg vil gerne lave noget, men gider ikke helt alligevel, og vil helst det foregår sammen med Manden, men det er lidt svært når han sover. Er nået dertil hvor jeg er begyndt at sove dårligt og tit bliver øm og træt, så sofaen er det eneste der dur. Så når jeg endelig ikke er øm, kan jeg ikke holde tanken om sofaen ud, og vil bare... noget. Men rengøring, lange gåture og ting der kræver noget, både fysisk og mentalt, er den direkte rute til en dag på sofaen, og hvad skal jeg så lave?

Åh, whine, whine, whine. Jeg har det jo fint nok. Trænger bare til noget at fylde tiden ud med. Kommer I hvis jeg holder blogtræf med temaet "underhold mig nu, for satan!"?Lyder det ikke sjovt, hva? Hva?!

fredag den 14. september 2012

29+3

I dag er jeg 29+3. Så nu er Nye Baby ældre end sin storebror.

Da jeg var 29+3 med Ronan tog vi de sidste billeder af maven med ham i, inden vi tog ned på sygehuset og fødslen blev sat igang.

I dag har vi taget billeder af maven med Nye Baby i.

Nye Baby's mave

Ronan's mave

Med Ronan var vi færdige nu. Maven var stor og tyk, og vi havde snakket om det hele.

Med Nye Baby har vi ikke forberedt noget som helst, og maven mangler at vokse meget endnu.

I dag savner jeg Ronan, og mangler de sidste ti uger han skulle have haft inde i maven. Nu, mere end nogensinde, er forskellen hjerteskærende tydelig.

tirsdag den 11. september 2012

En mærkelig dag

I går var en meget mærkelig dag. Meget, meget mærkelig.

Det startede såmænd fint nok med at vi begav os afsted til dvd-pusheren, aka. Stereo Studio, og selvom Baby ikke helt lod til at ville vågne, var der ikke så meget panik på at hyggen gik af det.


Drive burde også have været i bunken, men den var udsolgt på blu-ray, og eftersom det er sådan en film der gør sig bedst på blu-ray (og med surround-lyd... som vi ikke har) må jeg pænt vente på at de ringer og siger de har fået den hjem igen.

Efter frokost i Ikea (jamen det er pissebilligt) begav vi os i Babysam, for at se om vi kunne blive klogere på det med barnevogn. De plejer at være ret hurtige til at spørge om man har brug for hjælp, men i går gik vi forvirrede rundt i barne- og klapvognsudstillingen læææænge, inden Manden til sidst gik aktivt på jagt efter en medarbejder. Der kom hele to af slagsen, men desværre lignede de ret meget nogen der mest af alt havde lyst til at ringe til Kamilla. Totalt blanke, anede ikke hvilke vogne der klappede sammen hvordan og kom ikke (som i overhovedet ikke) med forslag til andre vogne vi måske kunne kigge på.

Efter ikke at være blevet et kvæk klogere besluttede vi os for at finde den der pusleplade vi også skulle have og måske bare opgive hele barnevognskonceptet. Men så kom der en anden medarbejder (som viste sig at være Babysams svar på Kamilla) hen og spurgte om vi havde fået svar på vores spørgsmål, og da jeg kom med et spagt "nej, ikke rigtigt" og forklarede hvad det var vi havde brug for spurgte hun bare "Jamen, har I ikke set Emmaljungaen?"

Tadaaa: i første forsøg fremviser hun en vogn som kan det vi skal bruge. Og informerer os så om at det nok var nu den skulle bestilles hvis vi skulle have den fra ny. Hvilket jeg ikke er særlig sikker på vi skal, eftersom skidtet koster 6400kr (sagde hun, men der står altså for 6600kr på ordresedlen), men det er åbenbart ikke noget problem bare at bestille den og så annullere ordren senere, hvis vi beslutter at vi ikke har råd. Så nu er vi sådan nogle der er skrevet op til en splinterny Emmaljunga duo-vogn. I awesome-grøn. Meget mærkeligt.

Næste mærkelige oplevelse, omend ikke i helt så stor skala, var at vælge farve på vores flexibath (orange) - for altså, så har vi jo pludselig truffet en vaskeægte beslutning om noget til Babyen. Jojo, vi har jo købt andre ting, men ikke sådan noget der stod på listen og som var noget vi havde aftalt. Ret meget "point of no return"-følelse. Og så over et orange badekar. Jesus, altså, man bliver mærkelig af at blive forældre.

Udenfor Babysam, mens vi ventede på Mandens far, der skulle køre os, inkl. indkøb, til toget, måtte jeg overgive mig til hysterisk-panik-gravid og overrulede alle Mandens (ellers ret fornuftige) forslag om at "tage hjem og slappe af, og se hvad jordemoderen siger i morgen" Nye Baby havde stort set ikke givet lyd hele dagen, og jeg havde det bare slet ikke godt. Heldigvis er de søde nede i Svendborg, og man kan bare komme, og så er der en rar jordemoder som kører en strimmel, og har tid til at snakke imens. Selvfølgelig vågnede den med det samme hun satte CTG'en på, og producerede en glimrende kurve og masser af bevægelse - men ligeså snart jeg rejste mig stoppede den, og jeg mærkede ikke mere til den før jeg lagde mig til at sove, så det var nok meget godt for mine nerver at vi lige kom derned og fik det tjekket. Også selvom man virkelig føler sig åndssvag og besværlig, når man kommer der med sin helt normale graviditet og ikke fejler noget som helst.

Såeh... ja... rimelig mærkelig dag. Hvor vi begge gik kold omkring klokken ni.

I dag har vi så været på Gul og Gratis og Den Blå Avis, i et forsøg på at opsnuse prisen på sådan en Emmaljunga, i brugt. For så at måtte konstatere at den åbenbart ikke findes i brugt, den vi vil have. I hvert fald ikke inden for et geografisk område hvor det giver mening at afhente den. Godt så. Vi har snakket frem og tilbage og er vist egentlig umiddelbart landet på at vi enten bliver sådan nogle der har en splinterny barnevogn der koster ca. hele vores budget til nyanskaffelser, eller også bliver vi sådan nogle uden en barnevogn.

Med mindre det selvfølgelig viser sig at den lidt ældre udgave af storebror-vognen er til at slæbe på. Men jeg tvivler.

søndag den 9. september 2012

Hævnen

Nåmmen, jeg må nok konstatere at det er slut med støvsugning og gulvvask. Har haft riiiiim'li' ondt i ryggen i dag, og været pisseynkelig. På ej-pis-nu-tabte-jeg-den-er-du-ikke-sød-at-samle-den-op-søøøøde-skat-pleeeeeeeeaaase-måden. Gange 1000.

Heldigvis har det "bare" været ryggen, og ikke (ret meget) lænden og lysken. Og jeg har også næsten været mobil. Agtig. Håber det kan soves væk, så jeg er klar til ballade i morgen. Og med "ballade" mener jeg barnevognskigning og dvd-indkøb. Jamen jeg ved det, vi lever det vilde liv.

fredag den 7. september 2012

Graviditetsstatus (28+3)

Jeg kan godt huske sidst de sendte Husk Lige Tandbørsten. Dengang syntes jeg det var et lorteprogram. Men Manden insisterede på vi skal se det alligevel, og fjernsynet sagde til mig at de har "opdateret det til 2012".

Det har de så ikke.

Manden ser det alligevel, for åbenbart er det en ufravigelig regel at man skal se det når der er "nyt" fredagsunderholdning. Jeg har nu tilladt mig at zone ud og blogge i stedet. Er dog svært at koncentrere sig med overgearet Fuhlendorf og "iiih, neeeeiiii"-hvinende kvinder i baggrunden.

Nå, men vi kan vel altid gøre lidt status over den der graviditet:
  • Er +5kg - og har ikke taget på de sidste fem uger, så det er jo meget godt.
  • Lille Nye har tilsyneladende stadig masser af plads, for den bøvler rundt og sparker helt vildt. Er dog begyndt at have en helt klar fornemmelse af når den vender sig. Ret syret buuuuuiiiik-følelse.
  • Min ryg er øm, og jeg har næsten konstant ondt hen over...
  • (Aaaaiiiih, laver de stadig det tequila-lort? Hvorfor fanden genudsender de ikke bare de gamle afsnit?)
  • ...skambenet. Men det er jo ingenting i forhold til sidst hvor jeg på nuværende tidspunkt var sengeliggende.
  • Glucosebelastning i går var klammos med nedern på, men tallene var fine, så det er jo også bare normalt og kedeligt.
  • Synes det er svært at vi nærmer os det tidspunkt hvor Ronan døde. Nogle gange føles det næsten som et slag i brystet når det slår mig at det ikke er ham der er inde i maven. Helt ærligt, kunne de ikke bare begge to være der?!

mandag den 3. september 2012

Savn: et snigangreb

Der var engang, for faktisk ikke så forfærdeligt længe siden, hvor det sådan ca. altid var et problem når Manden var i byen. Men noget har rykket sig siden, for os begge to, så der ikke er nogen der bliver hysteriske (mig) og ikke er nogen der siger noget dumt (ham) og stemningen dagen derpå ikke længere er rådden.

I stedet for gik dagen i går med krammere, "du er så sød skat", den der is jeg købte i lørdags, "for min skyld kan vi da godt se fodbold hele dagen" og frostpizzaer og sodavand. Også selvom han havde været væk det meste af et døgn og der ikke på forhånd var en aftale om hvornår han skulle være hjemme.

Derfor var det også bare dobbelt surt at vågne i morges klokken halv otte, efter en ret crappy nats søvn, og bare være ubeskriveligt tung om hjertet. Det eneste jeg havde lyst til var at komme om til Ronan, så jeg lod Manden sove og tog pusletasken med om på kirkegården. Men selvom jeg var deromme i over en time, hjalp det bare ikke rigtigt. Tudede da jeg kom hjem og sad og hang over morgenmaden - træt, et eller andet ubestemmeligt sted i sjælen.

Det hjalp heldigvis lidt med et par timer i sengen, så jeg ikke følte mig totalt smadret da vi skulle afsted til fødselsforberedelse. Første gang ud af fem, og det endte med at blive en ret intim oplevelse - ud af fem tilmeldte par var der tre der ikke dukkede op. Det er måske lige i underkanten at der kun er ét andet par, men ellers passer det mig glimrende med et lille hold, som er til at overskue og hvor der er god tid til at snakke om alle(s) spørgsmål. Regner med der dukker lidt flere op næste gang (som er om amning) hvor der er lagt op til lidt mere fakta og lav-praktiske instruktioner.

Nu er jeg (stadig) virkelig træt, og føler mig overhovedet ikke oplagt til at skulle afsted til psykiater i morgen. Håber virkelig jeg er noget mere oplagt når jeg vågner i morgen tidlig. For alles skyld. Men måske allermest min egen.

lørdag den 1. september 2012

Det der med at sige fra

De sidste par ugers humørsvingninger og helt urimelige udbrud, har gjort det klart at vi måske nok er nødt til at sige fra overfor... ja, alting. Manden har kun fri hver anden weekend, så al vores tid kan bare hurtigt blive brugt. Hvilket jo normalt ikke gør noget, men med en graviditet der fylder, både fysisk og psykisk (og praktisk!) og travlhed på Mandens arbejde, så er det blevet virkelig nødvendigt at prioritere tid, bare os to.

Så da min mor ringede i dag fik jeg det sagt. At vi ikke har overskuddet til at lave faste planer langt ud i fremtiden, og slet ikke hvis de involverer lange togture og/eller overnatning - i stedet har vi afsat en enkelt dag i nærheden af min fødselsdag, og så vil de komme her hvis det bliver for meget for os (læs: mig) med en hel weekend i Det Mørke Jylland. Min mor har endda lovet at hun nok skal sige det til min moster og mormor, som lader til at have lidt svært ved at forstå at det ikke er "bare lige" for os at komme forbi.

Jeg føler mig lidt fjollet over sådan at tage på vej, for graviditeten forløber jo fuldstændig planmæssigt og problemfrit. Men det tærer bare langt mere psykisk end jeg sådan lige regner med. Og nok også mere end jeg helt vil være ved. Så nu prøver vi lige at sætte tid af til at kunne trække vejret helt ned i maven, og finde overblikket og den gode mavefornemmelse.

Starting tomorrow, that is, eftersom Manden er taget til mande-fødselsdag hos en fætter af en art ude i Udkantsdanmark, og først kommer hjem i morgen. Og jeg synes jo også han skal have lov til en mande-druk-tur og alt det der, så jeg fletter bare næbbet og holder mig til versionen "Jeg hygger mig herremeget". Så er dilemmaet bare om det er blevet for sent til at hente pizza os is? Og gider jeg egentlig bevæge mig for det?

tirsdag den 28. august 2012

På den (knap så) voksne måde

Ok, jeg ved godt jeg lovede at skrive i søndags. Men så havde jeg lige sovet helt vildt dårligt (og alt for lidt) i helt vildt dårlig seng i Udkantsdanmark, og så gik søndag selvklart på martyr-måden, og i går var vi i IKEA og jeg havde egentlig tænkt at vi kunne nå hjem med tingene (og blogge) inden vi skulle ud til Kaye og Jyden, men så passede det lige med at vi var færdige i IKEA da Kaye havde fri og så kunne hun jo lige samle os op på vejen, og så endte vi jo derude lidt tidligere end forventet, og så blev det lidt sent inden vi kom hjem, og så var der nogen der var kommet til at love nogen andre sex og så var den dag lissom også gået.

Er netop kommet hjem fra lægen (alt stadig kedeligt og gennemsnitligt med både mig og Baby) og har nu lidt tid at sidde og stene i, inden Manden kommer hjem fra måsjons-center. Han har lovet mig at vi lige sætter os med en kop te og får et overblik over baby-tingene, for jeg er gået totalt i hjerneblødning og føler jeg står med det hele selv og der er alt for meget og det er jo lige om lidt osv. osv. Hvilket er helt åndssvagt, eftersom jeg har den mest deltagende Mand, der gør alt hvad jeg siger, og vi i øvrigt ikke mangler noget som helst akut til når Baby kommer, bare vi husker at købe bleer på vej hjem fra sygehuset. Og selvom der nu er under tre måneder tilbage, så er det altså stadig riiiimelig god tid. Til alting. Men stadig, hjerneblødende hormonella har brug for at få tingene snakket igennem, så det gør vi.

Klarede i øvrigt fætter-kusine fest i nogenlunde stil. Lidt ærgerlig over at jeg måtte opgive klokken 22 og lægge mig på en sofa, og at jeg ikke lige havde krop til at være klædt i noget nedringet og stå i et hjørne og snave med Manden klokken fuld. Gjorde det hele på Mandens måde; tog afsted tidligt lørdag, bar møde med Det Ulidelige Familiemedlem med nogenlunde ynde, bad ikke en eneste gang om at komme tidligt hjem fra fest, blev og sov i skodseng (med hårde fjedre, som hverken mig eller Baby kunne lide. Den lå fandeme og roterede og bøvlede i en hel time), plagede ikke om at komme tidligt hjem søndag (selvom jeg var syg af træthed) - og da vi så endelig kom hjem kunne jeg ikke lægge martyr-minen fra mig. For som alle ved er det jo så pisse gavnligt for et forhold at køre noget-for-noget stilen. Christ altså, vi er ellers ret meget sådan nogle der er enige om at vi sammen aftaler hvad vi skal, og så er det en fælles beslutning, og ikke noget med at "så skal jeg til gengæld have..." Hvadenten det drejer sig om byture, familiefester eller Lego. Det havde jeg så åbenbart lige glemt, som jeg sad der på sofaen og hylede at han "altså godt kunne tage at spørge lidt mere ind til det hele" (jamen jeg ved det, det var overhovedet ikke vagt eller noget)

Nå, men i dag er en ny dag. Baby har det fint, jeg har det fint, Manden har det fint. Det nye Lusy Blom tæppe fra IKEA har det fint. Mon ikke vi kommer nogenlunde helskindede igennem dagen i dag.

søndag den 19. august 2012

Enter hormonella

Jeg er sur og ked af det, og selvom der er nok at give sig til så gider jeg ingenting.

Jeg vil bare have Ronan. Jeg vil have at han må være med. Det er ham som skal være storebroren og det er så pisse snyd at han ikke får lov. Så skal vi stå dernede ved hans grav og sige "Det her er din lillebror/lillesøster", men han kunne slet ikke få lov til at opleve det, og så skal vi bare gå hjem bagefter med Nye Baby, men uden ham.

Nu var det lige blevet ok at det var sådan. Det var lige blevet ok at han var omme på kirkegården og vi var herhjemme og så var det bare sådan det var. Men det er bare overhovedet ikke ok at den ene af vores babyer skal bo her, når den anden bare skal være helt alene og langt væk, og slet ikke fik nogen af alle tingene.

Nye Baby er et helt andet barn. Den er sådan et barn som ikke er syg, og nu er den også sådan en som ville kunne leve udenfor maven, hvis den fik hjælp. Og det kan jeg slet ikke forholde mig til. At forskellen er så stor. Jeg vil gerne have alle tingene, og alle gæsterne, og en levende baby som skal bo her. Men det er bare så snyd, så snyd, så snyd at Ronan ikke fik noget af det. At vi ikke fik noget af det, med ham.

Jeg skulle egentlig skrive et indlæg og Verdens Hyggeligste Dag i går, hvor Emmie kom på besøg og var underholdende. Men jeg gider ikke. For i dag er ikke spor hyggelig. I dag er jeg bare sur over varmen, sur over Manden sover, sur over der ikke er nogen at lave noget sammen med, sur over der er blevet for langt til stranden, sur over vi ikke skal i Ikea NU, sur over vi ikke har bestilt noget til Babyen, sur over der stadig ikke er helt styr på barsel, sur over jeg ikke har frosset noget banan. Sur sur sur.

Det værste er at det er sådan noget sur som kommer og går, fuldstændig uden varsel. Og uden glidende overgang. Fuldstændig forrykt utilregneligt humør. Og så er det at selv jeg godt kan gå hen og blive lidt træt af mig. Hvis jeg altså ikke lige er sur og synes det er nogen andres skyld.