Savn: et snigangreb

Der var engang, for faktisk ikke så forfærdeligt længe siden, hvor det sådan ca. altid var et problem når Manden var i byen. Men noget har rykket sig siden, for os begge to, så der ikke er nogen der bliver hysteriske (mig) og ikke er nogen der siger noget dumt (ham) og stemningen dagen derpå ikke længere er rådden.

I stedet for gik dagen i går med krammere, "du er så sød skat", den der is jeg købte i lørdags, "for min skyld kan vi da godt se fodbold hele dagen" og frostpizzaer og sodavand. Også selvom han havde været væk det meste af et døgn og der ikke på forhånd var en aftale om hvornår han skulle være hjemme.

Derfor var det også bare dobbelt surt at vågne i morges klokken halv otte, efter en ret crappy nats søvn, og bare være ubeskriveligt tung om hjertet. Det eneste jeg havde lyst til var at komme om til Ronan, så jeg lod Manden sove og tog pusletasken med om på kirkegården. Men selvom jeg var deromme i over en time, hjalp det bare ikke rigtigt. Tudede da jeg kom hjem og sad og hang over morgenmaden - træt, et eller andet ubestemmeligt sted i sjælen.

Det hjalp heldigvis lidt med et par timer i sengen, så jeg ikke følte mig totalt smadret da vi skulle afsted til fødselsforberedelse. Første gang ud af fem, og det endte med at blive en ret intim oplevelse - ud af fem tilmeldte par var der tre der ikke dukkede op. Det er måske lige i underkanten at der kun er ét andet par, men ellers passer det mig glimrende med et lille hold, som er til at overskue og hvor der er god tid til at snakke om alle(s) spørgsmål. Regner med der dukker lidt flere op næste gang (som er om amning) hvor der er lagt op til lidt mere fakta og lav-praktiske instruktioner.

Nu er jeg (stadig) virkelig træt, og føler mig overhovedet ikke oplagt til at skulle afsted til psykiater i morgen. Håber virkelig jeg er noget mere oplagt når jeg vågner i morgen tidlig. For alles skyld. Men måske allermest min egen.