- Inkonsekvens
- Diskussion af ting der ikke er til diskussion
- Indiskutable beskeder formuleret som spørgsmål
- At skælde følelser ud, når det er opførsel der er uacceptabel
I torsdags blev mig og Manden enige om at vi ikke vil have en toårig. Det år springer vi bare over. Niecen havde en hystella-dag, og bare det mindste ikke gik som hun havde tænkt begyndte hun at skrige og råbe "NEJ NEJ NEJ" eller "JEG VIL IK, JEG VIL IKKØØØØØ!!!" Og så kan man godt blive lidt træt, når der sidder sådan en to-et-halvt-årig, der ellers er udmærket i stand til at bruge ord, og skriger en ind i øret fordi et af farvekridtene faldt på gulvet, og ikke med det samme gen-materialiserede sig på bordet. Løse problemet ved bare at bøje sig ned og samle det op, siger du? Nej, det var slet, slet, slet ikke en mulighed.
Ude i virkeligheden er det nok desværre ikke en mulighed at springe et helt års udvikling over, eller at undgå den der kortslutning to-årige får med jævne mellemrum, så mens Hystella var i bad kiggede mig og Manden på hinanden og fik en god snak om hvordan vi tænker det skal være herhjemme hos os. Sådan lidt mere konkret end bare "være konsekvent". Det er fordelen ved at kende nogen med et lidt større barn; vi kan på forhånd spejle os i dem, mærke efter om det er måden vi skal gøre tingene på (og hvis ikke - hvordan så?) og få indsigt i nogle problematikker vi måske ellers aldrig ville have tænkt over.
Og det var så sidstnævnte der skete i torsdags. For godt nok har vi altid været enige om at nej betyder nej, og at hysteri ikke ændrer noget som helst ved det - men vi havde faktisk aldrig snakket om hvad der sker mens man er hysterisk. Må man gerne skrige? Skal man gå et andet sted hen? Skal man ignorere hysteriet? Skal man kramme? Skal man snakke om det bagefter? Skal man skælde ud? Skal man være blød? Skal man være streng? Skal man kun tages seriøst når man bruger sine ord?
Vi kom frem til at herhjemme hos os må man gerne være sur og ked af det og træt af det hele. Men man må ikke slå, kaste med ting eller kalde andre grimme ting - og det er ikke i alle situationer det er ok. Fx synes vi overhovedet ikke det er rart for nogen at der ligger et hysterisk barn på gulvet, mens vi laver mad. Eller at der sidder en for bordenden og skriger over broccolien, når de andre gerne vil hygge sig med maden. For det ødelægger bare alles humør, og der er ikke rigtig plads i situationen til at håndtere de store følelser - for når man laver mad/spiser/whatever er der også andre ting der skal tages hensyn til og andre regler der skal overholdes.
Så vores udgangspunkt bliver at have en "neutral zone" - et tæppe, en lille stol eller lignende - hvor alle følelser og al hysteri er tilladt. Det er ikke et straf-område eller et hygge-område eller et lege-område. Det er bare et sted hvor man går hen (eller bliver sat hen) når man reagerer for voldsomt i en situation hvor det ikke er ok. Et sted hvor man kommer væk fra det hele, så man får tid til at køle ned, og de andre i huset får fred til at fortsætte det de var igang med uden nogen skriger ørerne af dem.
Man kan aldrig, aldrig være alene i den neutrale zone. Ever. For det skal ikke være sådan et sted hvor de trætte forældre placerer barnet når de ikke gider mere. Det skal være et sted der kan rumme ens følelser, og det kræver altså er der er nogen der er klar med en krammer og som hjælper med at sætte ord på det hele. Det hjælper jo lige fedt hvis ikke barnet får lært de ord der skal til i stedet for skrigeriet, eller hvis man ikke får snakket om hvad der gik galt. Og så må det bare være ærgerligt hvis noget af maden brænder på, eller man bliver nødt til at gå midt i et måltid, eller man ikke lige bliver færdig med opvasken. For det er vigtigere at vi får redt trådene ud og kan "starte på en frisk" i stedet for at bære rundt på gensidigt sure miner. Sådan er reglen jo faktisk også, selvom der kun er mig og Manden.
For mig er det der med konsekvens og rummelighed i virkeligheden to sider af samme sag. For Nye Baby får jo ubetinget en plads i vores familie, og ligeså meget det er vores ansvar at den føler sig elsket og accepteret præcis som den er, så er det også vores ansvar at lære den rammerne for både vores familie og Den Store Verden at kende. Og begge dele kræver at vi holder fast ved at det altså er os som forældre der ved bedst.
...
Og at der ikke er nogen af os der begynder at stille Baby overfor "valg" som "Skal vi gå hjemad nu?", "Skal far så gå op i dit bad?" og "Tror du bedre du kan spise det hvis der er ketchup på?"
Jeg har en pige på knap tre år, og vi har bestemt haft vores del af hysteriet. Der er heldigvis langt mellem anfaldene efterhånden, men det hænder da stadig. Jeg havde stor glæde af denne artikel, da det var på sit højeste for os. Specielt det der med ikke automatisk at komme til at sige nej til skøre påfund, hvis det er noget der er vigtigt for barnet og ligegyldigt for mig.
SvarSletDerudover er søvn bare også vigtigt - et træt barn, der ikke kan overskue noget, flipper bare nemt ud - over absolut ingenting. Så vi har altid hold meget fast i middagssøvn og sengetider, uanset hvor vi var og hvad vi lavede.
Vi har også haft gode erfaringer med en slags time out, som egentlig bare har bestået i, ar vi vendte vores pige om, så hun fx kiggede ind i en blank væg eller dør - bare hvor vi nu var. Og så kunne hun sige til, når hun var klar til at få børstet tænder, færdig med at slå etc. etc. Det har sjældent varet mere end 30 sek før hun var faldet ned igen.
Ja og så generelt være rolig og bestemt (selvom det til tider kan være svært)
Men det lyder jo også til I har nogle gode ideer allerede og bare det at man som forældre har talt om det og er enige om en 'strategi' er bare super vigtigt tror jeg...
Jamen det er også det jeg tænker, at det er vigtigt man har aftalt en eller anden form for strategi. Så kan det da godt være det ender med at blive helt anderledes når vi engang står midt i det - men hvis vi bare er helt på herrens mark er det rart at have noget at falde tilbage på, så man i det mindste starter samme sted fra.
SletJeg har bare ingen tålmodighed med det der skrigeri, kan jeg godt mærke. Altså, som sagt synes jeg der skal være plads til alle følelser - men det skal bare ikke være sådan at alle dropper hvad de har i hænderne eller finder sig i larmen, og det der med at trøste/forhandle/ynke barnet er bare en form for opmærksomhed der ikke passer mit temperament - men jeg er også meget selv typen der har brug for at rase lidt ud og så er jeg til at snakke med bagefter.
Øv kan ikke få linket til artiklen til at fungere, men den er på voresborn.dk og hedder Trodsalder: Forstå din lille hidsigprop
SvarSletJeg er ret imponeret over, hvor meget I tager stilling til og overvejer inden Nye Baby kommer. Ret fedt! Vi har ligesom bare taget tingene, når de kom, for vi havde ikke helt fantasi til at forestille os, hvilke typer af spørgsmål, vi ville komme ud for.
SvarSletOg åh ja, The Terrible Twos! Hvor er jeg dog taknemmelig for at vi lige pt ikke har nogen børn i den fase! Det trækker godt nok tænder ud. Trolden var virkelig rasende, og når hun er det, så må man bare slet ikke komme i nærheden af hende. Jeg reagerede meget med at ville kramme og trøste hende, men hun afviste mig blankt. Jeg kunne lige vove på at røre hende.
Derfor blev strategien i høj grad for os lidt a la den du beskriver. Trolden fik at vide at "Nu går jeg ud i køkkenet, og så kommer jeg og kigger til dig om lidt" (selvom jeg er ret sikker på at hun sjældent hørte det, fordi hendes skrig overdøvede ethvert ord, jeg sagde), og så fik hun lov at være lidt i fred med raseriet.
Sådan har hun det egentlig stadig, men der er heldigvis meget længere i mellem det niveau af vrede og frustration.