The super parents of awesomeness

Ved I hvad, hva? Jeg er faktisk ved at være træt af at gå og lade som om jeg er bange for når Baby kommer. Jeg er træt af at default-indstillingen for nye forældre er "hvad nu hvis vi ikke kan klare det" og så sidder man pludselig der og hører sig selv vælte en masse bekymringer ud, som man faktisk ikke har, fordi det er sådan noget man gør når man er gravid.

Så nu siger jeg det som det er. Jeg er ikke bange for når Babyen kommer. Jeg er ikke bange for hvad det gør ved vores liv, og jeg er ikke bange for om vi kan passe på den. Jeg er faktisk, rent ud sagt, ikke en skid i tvivl om at vi sagtens kan passe den og give den hvad den har brug for, og at det bliver godt og rigtigt og 0% "hvis bare den ikke var der/før den kom kunne vi..."

Jeg er fuldstændig lost ude i udstyrsjunglen, og jeg får totalt spat af at prøve at finde ud af hvad der er de bedste valg for os og Baby. Men det er ikke det samme som at jeg er bange for at komme til at tage det næstbedste (eller måske endda det værste) og det er slet ikke det samme som at jeg er i tvivl om hvordan vi skal passe vores lille Baby. For det er jeg faktisk 100% overbevist om kommer til at give sig selv.

Det er jo ikke bare "en baby" vi skal finde ud af at tage os af, det er vores Baby. Og det gav sig selv og var rigtigt at mig og Manden skulle giftes, og det gav sig selv og var rigtigt at vi fik Ronan og at han hørte til her, og der er virkelig ingen grund til at tro det skulle blive anderledes med Nye Baby.

Vi bliver the super parents of awesomeness for Nye Baby, ligesom vi også er det for Ronan. There, I said it. Vi er gode forældre, og jeg er slet ikke i tvivl.