onsdag den 5. september 2012

Vetolisten: "Spelt"

Veto mod:
  • Spelt
  • Steiner
  • At alt skal være økologisk
Vetoet af: Manden. Tror han frygter hippie-helvedet ligeså meget som tuttenutte-helvedet.

Herhjemme dækker betegnelsen "spelt" over meget mere end kornsorten. Det dækker fx også de fleste produkter fra urtekram og klidkager bagt uden sukker. I ved, den slags. Og selvom jeg da egentlig gerne ville at min lille Baby kun var klædt i øko-bomuld og spiste øko-grøntsager og legede med øko-malet-bæredygtigt-træ-legetøj, kan jeg godt se hvad det er han mener.

For det er jo ikke selve konceptet om bæredygtighed og økologi og den slags han har noget imod, men det hysteri der hurtigt kan gå i det. Han er udpræget en "vi tager det som det kommer"-type og kan overhovedet ikke svinge sig op til at gå op i "alt det der spelt-halløj" (hvilket dækker over ca. alt hvor der er nogen der er blevet fanatiske omkring det) Og så er det i virkeligheden også til dels for min skyld han trækker i bremsen, for jeg er nemlig udpræget en "jeg vil gerne have styr på det hele"-type, og jeg har en tendens til at føle mig konstant utilstrækkelig, fordi jeg ikke magter at leve op til alle de krav jeg sætter.

Ovre i Forstaden i Mit Tidligere Liv var jeg sådan en der kun købte ind i Irma. Og hvis mig og Ex'en havde fået det der barn sammen, som vi snakkede om, så var det givetvis blevet sådan et barn som kun havde øko-tøj og som brugte de der virkelig lækre øko-stofbleer, der sidder ligesom en engangsble.* Og som kun fik øko-mad (for det var det vi selv spiste) og som havde virkelig lækkert øko-/steiner-legetøj. Men Ex'en var også i en lidt anden indkomstklasse end Manden, og havde en (lille) familie der var endnu mere hippie-agtig end mine forældre. Manden har en ret stor, og en ret Udkantsdanmark-agtig familie (nogle af medlemmer er så stereotype at det næsten ikke er sjovt) og selvom vi da godt kunne få råd til at købe udelukkende økologisk, ville det have en ret stor effekt på andre ting, som vi også gerne vil have råd til. Og når jeg pludselig skal til at prioritere kan jeg godt mærke at fuld-pakke øko-cirkusset ikke er det der føles rigtigt for vores familie.

Efter jeg blev gift med Manden er jeg nok blevet en hel del mere sat, gennemsnitlig og middelklasseagtig - og uden at det egentlig gør mig noget. Så selvom jeg stadig holder på batterifrit legetøj og uldbodyer, kan jeg godt undlade at bage ting med spelt eller insistere på natursutter og hjemmelavet økologisk speltgrød

------------

*Jeg spurgte lige Google. Det er dem her jeg mener. Eller måske dem her, som man kan få dem med alle mulige mønstre på nu <3

4 kommentarer:

  1. Spelt smager nu meget godt. Og jeg er all for at så meget som muligt at det man udsætter især helt små børn for på madfronten, skal være uden pesticidrester og andre hyggelige ting. Det kan godt lade sig gøre at være øko uden at være fanatisk. Også selvom man bor i 2100 Spelt. Blev der sagt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ork, vi er slet ikke ovre i den anden grøft heller. Og rigtig, rigtig meget af det babygrød osv man kan købe er jo også øko. Nåja, og helt små børn, der kun skal have mos - der er det ikke mere besværligt og ikke ret meget dyrere at købe økologiske kartofler. Manden er mest imod det der med at det bliver ekstra besværligt - og jeg kan godt komme til at hidse mig op over at nogle økoprodukter bliver uforholdsmæssigt (og unødvendigt) dyre. (Og så er det også udelukkende Manden der vetoer - hvis ikke han gjorde det ville jeg nok få noget nærmere all in)

      Slet
  2. Du får fandme et speltneg i barselsgave!

    SvarSlet
    Svar
    1. Manden siger: "Så længe det bare ikke er Steiner-legetøj"

      Slet

Vidste du, at kommentarfelter dør, hvis ingen skriver i dem? True story.