fredag den 27. august 2010

1 ud af (mindst) 1000 grunde til jeg elsker ham

"Den dag du skal til re-eksamen... det er en tirsdag. Og der har jeg nattevagt. Men jeg skal nok stå op og gå med og sidde og vente på dig"

Kage



torsdag den 26. august 2010

Boglisten

Jeg har fået en bogliste fra det der uddannelse jeg skal igang med. Nåmmen, det er jo så fint nok at få den i god tid og det der, selvom jeg må indrømme jeg nok ikke lige farer ud og køber bøgerne med det samme. Skal lige se om jeg overhovedet gider den der uddannelse først.

Jeg skal så åbenbart have "Kunde- og samarbejdsrelationer" (som der PS er "rollespil" i på andet semester i hele 3 dage. Jojo) og der skal jeg anskaffe en bog der hedder "Præsentation der fænger - få dit budskab frem"
Jvf det der med at jeg ikke er 100% sikker på jeg skal/vil/gider den her uddannelse ledte jeg efter bogen på biblo-hjemmeside. Hvor jeg ikke kunne finde den. Så måtte jeg jo ty til google med ISBN-nummeret. Det venlige google kan så fortælle mig at bogen retteligt hedder "præsentationER der fænger - få dit budskab IGENNEM"

Jamen, er det kun mig der er FLAD af grin over det?

...

PS. Jeg HADER folk som i en bogliste skriver "nyeste udgave"

fredag den 20. august 2010

Nu måtte han godt lige skrive

Nåhmen, nu har jeg tænkt meget over det der med at det er totalt tabubelagt at snakke om abort og at folk aldrig ved hvad de skal sige og at jeg tænkte at det måtte man bare tage oppefra og ned og så se positivt på de reaktioner der kom. Men faktisk, så kan jeg godt mærke med mig selv at der er grænser for hvad jeg egentlig synes er ok.

Fx havde jeg skrevet en ret overfladisk mail til en bekendt/ven/whatchamacallit, hvor jeg også skrev at det jo selvfølgelig ikke sagde noget om hvordan jeg egentlig havde det. Han svarede nogle dage senere at han jo også gerne ville høre om det hvis der var noget galt, men kun hvis jeg kunne overskue at fortælle om det. Så tænkte jeg lidt over dét og endte med at skrive en ultrakort besked om at jeg havde været gravid og vi havde mistet barnet - med en note om at det var så kort, fordi han så selv kunne sige hvor meget/lidt han ville høre og ikke fordi jeg ikke ville snakke om det.

Så gik der så en uge uden jeg hørte noget (overhovedet). Så gik der ti dage. Så skrev jeg og spurgte om han havde fået mailen, for jeg kunne jo se han havde været online på facebook (så han havde tydeligvis internetadgang) Fem minutter efter dukker svaret "Ja, det er en forfærdentlig historie, jeg skriver snart" op.

Det var så i mandags.

Og så var det, lige der, jeg kom i tanke om at der faktisk kun er to acceptable reaktioner når man skriver en besked der kan koges ned til "jeg er ødelagt af sorg"

1. Det er ok at skrive en meget kort besked - enten for at sige "Det gør mig virkelig ondt. Jeg skriver mere senere når jeg har ordentlig tid" eller "Det gør mig virkelig ondt, men jeg har ikke lyst til at høre mere om det" - HVIS man skriver omtalte korte besked med det samme

2. Det er ok ikke at skrive et svar med det samme HVIS man inden for overskuelig tid (en uge, fx) skriver en mere uddybende og gennemtænkt/følt mail

Det er i hvert fald helt fuldstændig uacceptabelt i løbet af 16 (seksten!!) dage ikke at have skrevet andet end et lynsvar på opfordring. Ligemeget hvor travlt man har på sit arbejde.

torsdag den 19. august 2010

Jeg må være et forbyttet barn

Min mor har lææænge snakket om at hun (og resten af familien) ville komme på besøg den her weekend, fordi der var noget blomsterfestival som hun gerne ville med til. Hvilket jo passede os glimrende, nu det ligger i Mandens ferie.

For et par uger siden blev det til "Aaah, men vi ved ikke rigtigt. Din far vil gerne noget fredag aften, og måske kommer Brormand hjem på besøg den weekend" Hvilket på mor-sprog er det samme som "vi kommer ikke" Min bror ER også lige flyttet hjemmefra og selvom hun ikke vil være ved det savner hun ham afsindigt - men han kunne jo bare komme med herover, hvis det var. Selvfølgelig fulgte hun op med en "Men I kan jo også bare komme herover i stedet" Og så er det jeg sidder (igen) og ikke helt kan se hvordan det lige blev det samme som at de kom her.

Vi har jo for syv sytten planlagt vores ferie efter at de kom herover og vi skulle til det åndssvage blomsterfestival. Og ligemeget hvor kort tid det tager med tog at besøge dem, så tager det bare ekstra dage ud af vores kalender med pakning og rejse og halve dage vi ikke kan bruge til noget andet. Dage vi, hvis ikke det havde været for blomsterfestival, ville have brugt i England, Paris, en hyggelig kro.

Nu kan vi så vælge enten at bruge en forlænget weekend midt i Mandens i forvejen korte ferie på at sidde hjemme hos mine forældre og glo (langt væk fra ting vi bare skal nå inden 1. september) eller på at blive her og ikke kunne lave det vi havde planlagt og samtidig have skod-dårlig samvittighed over ikke at se min familie.

Jeg hader når de gør sådan noget. Det er ikke første gang vi har sat tid af, fordi de "regner med at komme" og det så bliver til noget helt andet. Jeg bliver sindssyg af "vi tager det som det kommer" For det betyder jo i praksis at man har en masse halve aftaler, der er i vejen for at man kan lave noget der virkelig kræver planlægning. Som fx udlandsrejser eller opgaveskrivning.

Min mor siger altid at "det må I selvfølgelig selv om" og "det skal jo ikke være i vejen for jeres planer" men man ved bare at hun bliver ked af det hvis vi ikke kommer. Jeg bliver bare så skuffet over altid at være den der har planlagt alt muligt, som så ikke bliver til noget. Og samtidig synes jeg jo det er fjollet at jeg snart er 24 og stadig ikke kan sige til min mor er vores planer bare ikke passer sammen.

Christ, altså!!

Åh, men jeg forstår det ikke. Det der med at kærlighed er så kompliceret.

For gu er det da ej.

Læste lige en bog (vil ikke sige hvilken for ikke at spoile) og så var det bare noget med "jamen han har forladt mig, og han kan ikke få mig tilbage med mindre han VIRKELIG gør noget for det" HERREGUD sindssyge kvindemenneske hvis du vil have ham må du jo råbe op og løbe efter ham. Det kunne jo være han var ligeså lost og så blev det bare aldrig til noget fordi I begge to sad der og var stolte og ville reddes eller what the fuck ved jeg. Ahmmen for fanden, jeg magter ikke sådan noget.

"Vi vil begge to gerne have hinanden, men det er for intenst, vi brænder ud" Jeg forstår det virkelig, virkelig ikke. Hvis der var to voksne mennesker som virkelig gerne ville have hinanden så er der vel INTET der forhindrer dem i det? Så luk nu røven i med det pis og tag hinanden i stedet for at være så pissebange.

Jojo, det gør ondt når det går galt. Men den risiko hører ligesom også med.

Man kan jo ikke sidde på sin flade og klage over at man har savnet lidenskab i alle ens forhold, når man så ikke er villig til at kæmpe for det forhold hvor lidenskaben er. Og bliver røvfornærmet bare der går en halv dag hvor lidenskaben er sygemeldt, og overhovedet ikke kan tilgive eller komme over nogen som helst former for krise.

Og så alle de der regler "Du må ikke ringe til ham" "Du må ikke virke desperat" "Du skal sørge for at se godt ud næste gang i ses"

Når det vel i virkeligheden ville virke bedre at man stod foran hans vindue i sit slidte joggingtøj og stortudede og sagde man ikke kunne leve uden ham. At man gav slip og gjorde det klart hvad man ville. At man elskede ubetinget og på trods.

onsdag den 18. august 2010

Ingenting for viderekomne

Så gik vi en tur i dag. Jeg kan godt lide efterår, og i dag var det vel rimelig meget efterår rent vejrmæssigt. Normalt kan jeg ikke lide at have sko på, men det var rart at gå der og have lune tæer på den der hyggelige efterårsmåde. Sammen med en varm trøje at putte sig i. Og bomuldsgamacher så ens ben er behageligt kølige mellem de lune fødder og den varme overkrop. I ved hvad jeg mener. Superhyggeligt og putteagtigt at gå der under paraplyen og være varm i alt det kolde vejr.

Så gik der så fem minutter. Våde storetæer, for spidsen på lærredssko bliver altid gennemblødt bare det ligner der kommer regn. Og man kampsveder efter man har gået 100 meter for beslutningen om den rare varme trøje var baseret på 15 sekunder stillestående lige uden for døren. I ved hvad jeg mener.

Til gengæld var det hyggeligt at komme hjem til varm kakao med skumfiduser.



Og Munchkins med Manden

tirsdag den 17. august 2010

Bare så I ved det

Dør lidt indeni hver gang jeg hører Rasmus Seebach. På den ubehagelige måde.

So much for feriestemning

I går, Mandens første officielle feriedag, gik med:

Fejning af gulv

Opvask

50 sider Steven Erikson

Shaun of the Dead

Indkøb

Munchkin

Tilberedning af fornuftigt stor portion karryret (så er der til to dage)

...

Lave ingenting: 1 (eller ½, måske, for vi lavede jo alt muligt fornuftigt også)

Lave noget fuldstændig spontant der involverer eksempelvis pas og fly: 0

mandag den 16. august 2010

Feriestemning

I dag starter Mandens ferie officielt (men han har haft fri siden onsdag)

Nu er spørgsmålet bare hvad ferien skal bruges på.

Jeg er splittet mellem 1) Lave absolut ingenting og 2) Lave noget fuldstændig spontant der involverer eksempelvis pas og fly

Dilemma dilemma

torsdag den 12. august 2010

Den korte version

Det er jo ikke fordi jeg er hjerteknugende trist over det foster som gik til grunde.

Men jeg er så trist over at have mistet det barn som vi kaldte Ærten.

Og så er jeg så usigeligt vred over at de kunne sidde der til skanningen og kalde det "graviditetsproduktet"

Den lange version

Først og fremmest, tusind tak for kommentarerne på mit forrige indlæg. Jeg gik i gang med at besvare dem, men det blev hurtigt meget langt.

Der gik et år (næsten helt præcis) fra jeg fik fjernet min spiral til jeg blev gravid. Det var enormt surrealistisk, og den primære følelse var faktisk ikke glæde. Men angst. En altoverskyggende angst for at vi ikke måtte få lov til at få det lille barn alligevel, når vi havde ventet så længe.

Jeg drømte at vi skulle have et barn en nat og vågnede op og tænkte at jeg var gravid. Var sikker på det indtil jeg vågnede helt op og fik mig selv overbevist om noget andet. Men da jeg regnede efter senere passede det faktisk med befrugtningstidspunktet.

Vi var ved lægen to gange. Syv uger henne, for at få konstateret graviditeten og otte uger henne, for at få svar på blodprøverne. Allerede der skulle vi vælge hvor jeg gerne ville føde. Føde. Det er jo det samme som at sige der kommer et barn ud af det. Jeg var bange allerede der. Jeg var så syg af kvalme kunne mærke hvordan min mave gav sig og kunne ikke bære hvis det skulle være for ingenting. Jeg fortalte lægen at jeg var så bange, og han sagde jeg bare skulle slappe af. Der var ikke noget jeg kunne gøre forkert når fostret ikke var større. Men det var jo ikke det jeg var bange for. Desuden, sagde han, når jeg var så langt henne ville jeg kunne mærke det eller begynde at bløde, hvis der var noget galt.

En aften var Manden ikke hjemme og jeg var så frygtelig, frygtelig bange for der var noget galt med den, inde i maven. Jeg græd og græd og var lige ved at ringe til vagtlægen. Men jeg lod være, for det gjorde ikke ondt andre steder end i sjælen.

Infomøde på sygehuset om Downs. Ni uger henne. Det var ikke for at skræmme os, men så vi vidste hvad nakkefoldsskanningen gik ud på. De fandt kun alvorlige misdannelser ved 2-5% af fostrene. "Selvfølgelig har jeres lille derinde det godt". Vi sad i kø i to timer og ventede på at få taget min blodprøve. Som var nødvendig for at de kunne teste for Downs. Selvom vi var ligeglade med om den havde Downs eller ej, gjorde vi det alligevel. Bare så vi kunne få lov til at tjekke om den var ok derinde. Ikke engang for at få lov til at se den og møde den. Men bare for at tjekke om den var ok.

Jeg kunne mærke på maven at den var anderledes. Den bulede anderledes i spejlet. Vi talte dage. 11+4. 12+1. Abortrisikoen mindskes dramatisk i denne uge. Det stod der i bogen. Vi kunne jo se og mærke der var noget. Jo flere dage der gik jo mere ubegrundet blev vores frygt. Statistisk. Vi havde også fortalt det til vores nærmeste. Mest fordi jeg havde så meget kvalme at jeg var nødt til at melde fra til ting.

Jeg kunne se det med det samme, på skanningen, at det ikke var rigtigt. Der var en som havde været på orlov et år, så hun skulle oplæres i det nye system de havde fået. Jeg blev ved med at tænke at det bare var fordi hun ikke gjorde det rigtigt. At den var så lille fordi hun ikke havde zoomet nok ind. At der ikke var noget der bevægede sig fordi hun gjorde det fra den forkerte side. Selvom jeg godt vidste det. De sagde at den var gået til grunde. At den kun var 8+1 stor. Jeg græd og græd og græd. De sagde at det var en helt forståelig reaktion. De sagde at 25% af graviditeter ender på den måde. 25%. Det er ikke det samme som 2-5%.

De var alle sammen meget søde ude på sygehuset. Min mor kom og Mandens søster, sammen med Niecen.

Jeg er aldrig blevet voldtaget. Men uden sammenligning i øvrigt, må det være sådan det føles. Helt, helt uønsket puttede de ting derind hvor jeg er pige og gjorde mig tom. Jeg kan ikke beskrive det bedre. Det var så unaturligt og helt forkert. Vi kunne ikke vælge bare at lade den være indtil min krop selv gjorde det der skulle til.

Så blev jeg udskrevet.

Der var ingen der fortalte hvad jeg så skulle. Nogle dage senere fik jeg penicillin af vagtlægen, fordi der var kommet en infektion.

Men der var ingen der sagde hvad man så gør ved sit liv, når man fejler som mor allerede inden man fik lov at prøve.

Og ingen der fortæller hvor min baby blev af. Jeg ville så gerne kunne have haft den med hjem, så vi kunne begrave den et sted.

tirsdag den 10. august 2010

Hvordan livet ligepludselig godt kan gå i stå

Dengang i april da jeg skrev dette indlæg havde jeg håbet min blog skulle handle om noget andet. Jeg havde endda skrevet et indlæg om det, men det rette tidspunkt til at udgive det kom aldrig. Men nu indsætter jeg det alligevel her, fordi jeg føler et enormt behov for at fortælle om det.

"Vi kan vel godt blive enige om at forskellen på 1 og 2 er en.

Men at to pludselig godt kan blive til +1 og betyde tre... det er vist kun i graviditetstestens verden af streger det forekommer.

[...]

PPS. Please please please, lille mini-baby, bliv nu derinde og voks dig til en stor baby"


Det skærer helt ubeskriveligt i hjertet at læse det indlæg igen. For den lille mini-baby blev ikke større. I starten af juni da jeg var 12 uger henne, til den første ultralydsskanning, var der ikke noget liv. Det er først nu jeg overhovedet er i stand til at sætte ord på hvad jeg føler, og det føles meget vigtigt at sige noget. At råbe højt. For jeg føler mig fanget i et limbo hvor vi har mistet et barn, som bare aldrig var et rigtigt barn. Jeg står i en situation som "ikke er noget man taler om" og har en sorg der er alt for stor til at kunne rummes i en kasse der står "ufrivillig abort" udenpå.

Og nu... nu er det som om min verden aldrig rigtigt gik igang igen. Pludselig er den blevet frarøvet alt hvad der gav sammenhæng og mening. Og der var ingen, ingen, der havde nævnt at den godt kunne dø inde i min mave uden jeg mærkede noget til det, og ingen det havde forberedt os på hvad der egentlig sker når en graviditet går galt.

Men jeg har ikke lyst til at huske det for alt det der var trist, men for hvor lykkelige vi var i den korte tid vi havde den, derinde i maven. Så her, nogle ord fra den dag testen var positiv.

"Vi cyklede en tur i skoven og spiste is og plukkede anemoner (måske er det også en anemone der vokser i min mave?) Og mine bryster er ømme og alting lugter forkert. Men slet ikke så meget at jeg er helt 100% overbevist om at det ikke bare kan skyldes noget andet. Samtidig er jeg jo også 100% overbevist om at der er noget, derinde i min mave. Og jeg er bange, bange, bange for der sker den noget. Eller at den ikke ville bo der alligevel. Eller at den vokser forkert.

Og helt, helt, helt og aldeles irrationelt har jeg en følelse af at jeg ikke kan få lov til at få begge dele. At det er fuldstændig umuligt både at have Mand og Baby, og at jeg med garanti vil miste en af dem. Jeg glæder mig til at snakke med lægen (tirsdag) og endnu mere til der forhåbentlig engang er nogen der vil vise mig den på en ultralyd. Et eller andet sted er det enormt frustrerende ikke lige at kunne tjekke den er ok derinde. For ligepludselig er det det eneste i verden der er vigtigt."

mandag den 9. august 2010

Så var der lige noget med...

...et bryllup i weekenden

...grunden til jeg har været væk siden april

...hvor irriterende det er når man endelig skriver noget vigtigt i en mail og folk så ikke svarer

...SU der skulle styr på

...ferie der måske/måske ikke skal gøres noget ud af

...platte links der burde postes

...en masse ting der burde gøres

...Monster Opvasken fra Helvede der (stadig) burde tages

...Manden som sover lige inde ved siden af, men som man savner så det gør helt ondt alligevel

Og det alt sammen på trods af at der, sådan relativt, slet ingenting sker

torsdag den 5. august 2010

TSCT

Nej, det er ikke forkortelsen for en tv-serie, men står derimod for The Spoon Compatability Test.

Manden og Konen har læææænge ledt efter nyt bestik, som erstatning for det der 80er noget med brune (engang sorte?) håndtag. I ved hvad jeg mener.

Nå, men for noget tid siden fandt vi en-de-lig noget der ikke var for grimt/for mærkeligt/for Georg Jensen, men til gengæld perfekt på alle måder. Bortset fra prisen (som jo egentlig minder meget om prisen på alt muligt andet, men vi er nærige/fattige) Selv på tilbud var det noget med 50kr pr del. Altså, helt ærligt. 50kr for en GAFFEL?

I mellemtiden, mens vi gik og drømte om det der bestik, faldt vi over en sofa vi godt ville have. Som kunne alt det vores sofa skal kunne, og som ingen andre sofaer vi har set kan. 23.000, tak.

Så, det der bestik var jo ligepludselig ikke så dyrt, vel?

Jeg er glad for vi købte det. Det er najs. Jeg vil have hele mit hjem skal matche den ske. Jeg vil gerne bo i det hjem som den ske hører til i.

Desværre scorer den der sofa ret højt i TSCT (så jeg bliver ved med at længes efter den). Især den røde udgave.

Selvom sofa-salgskvinde PS besvarede mit "det er en skam det røde stof er så ru" med "Ja, og så bliver man træt af farven"
Hvorimod jeg jo aaaaldrig bliver træt af at kigge på kedelige brune, grå og nuuuude (hvad fanden er det for en farve?!) sofaer

PPS. Kom også til at bede venlig Imerco-mand om at bestille supersmarte rosti-skåle hjem til mig

PPPS. Nåh ja, det der bestik er D+W ovre fra Raadvad

Optagelsesprøve?

Undertegnede Kone har søgt ind på finansøkonomi, og fik for nogle dage siden en mail om at jeg var blevet optaget. Og var jeg lige sød at udfylde vedhæftede blanket om bekræftelse af studieplads og sende den til angivne mailadresse?

Konen åbner pdf-blanket, udfylder, "vedhæft mail"... og får så en venlig besked fra computeren om at pdf-blanketten er skrivebeskyttet* og ikke kan gemmes eller vedhæftes mails efter der er foretaget ændringer.

Hvor smart lavet af videregående, it-elskende uddannelse er dét lige?

Er det en eller anden form for udspekuleret optagelsesprøve?

PS. Endte med at vedhæfte et screendump af nævnte formular i udfyldt tilstand. Så bliver det spændende at se om det er godt nok.

* Hvorfor kan firefox-ordbogen ikke stave til skrivebeskyttet, men kun skrivebesknyttet?