Min mor har lææænge snakket om at hun (og resten af familien) ville komme på besøg den her weekend, fordi der var noget blomsterfestival som hun gerne ville med til. Hvilket jo passede os glimrende, nu det ligger i Mandens ferie.
For et par uger siden blev det til "Aaah, men vi ved ikke rigtigt. Din far vil gerne noget fredag aften, og måske kommer Brormand hjem på besøg den weekend" Hvilket på mor-sprog er det samme som "vi kommer ikke" Min bror ER også lige flyttet hjemmefra og selvom hun ikke vil være ved det savner hun ham afsindigt - men han kunne jo bare komme med herover, hvis det var. Selvfølgelig fulgte hun op med en "Men I kan jo også bare komme herover i stedet" Og så er det jeg sidder (igen) og ikke helt kan se hvordan det lige blev det samme som at de kom her.
Vi har jo for syv sytten planlagt vores ferie efter at de kom herover og vi skulle til det åndssvage blomsterfestival. Og ligemeget hvor kort tid det tager med tog at besøge dem, så tager det bare ekstra dage ud af vores kalender med pakning og rejse og halve dage vi ikke kan bruge til noget andet. Dage vi, hvis ikke det havde været for blomsterfestival, ville have brugt i England, Paris, en hyggelig kro.
Nu kan vi så vælge enten at bruge en forlænget weekend midt i Mandens i forvejen korte ferie på at sidde hjemme hos mine forældre og glo (langt væk fra ting vi bare skal nå inden 1. september) eller på at blive her og ikke kunne lave det vi havde planlagt og samtidig have skod-dårlig samvittighed over ikke at se min familie.
Jeg hader når de gør sådan noget. Det er ikke første gang vi har sat tid af, fordi de "regner med at komme" og det så bliver til noget helt andet. Jeg bliver sindssyg af "vi tager det som det kommer" For det betyder jo i praksis at man har en masse halve aftaler, der er i vejen for at man kan lave noget der virkelig kræver planlægning. Som fx udlandsrejser eller opgaveskrivning.
Min mor siger altid at "det må I selvfølgelig selv om" og "det skal jo ikke være i vejen for jeres planer" men man ved bare at hun bliver ked af det hvis vi ikke kommer. Jeg bliver bare så skuffet over altid at være den der har planlagt alt muligt, som så ikke bliver til noget. Og samtidig synes jeg jo det er fjollet at jeg snart er 24 og stadig ikke kan sige til min mor er vores planer bare ikke passer sammen.
Nu kender jeg selvfølgelig ikke til dit forhold til dine forældre, og jeg ved jo heller ikke, om du har talt med dem om det. Men. Hvis du ikke har sagt det højt og tydeligt (ja, måske endda stave-klappet det), så synes jeg, at du skal tage tyren ved hornene og stille og roligt forklare, at for dig er en aftale en aftale, og at du bliver skuffet, når den bliver brudt. At du ikke føler dig prioriteret.
SvarSletOg at det ikke KUN handler om at være sammen med familien, men at det også handler om, at familien kommer på besøg hos JER. Kan brormand ikke tage med, evt.?
Mødre skal ikke have monopol på at blive kede af, at de ikke ser deres afkom. Afkom må også godt blive skuffede over ikke at se deres ophav. Basta.
Sorry, det blev lidt langt... :-)
Problemet er jo at vi aldrig rigtigt har en egentlig aftale, fordi det evige mantra er "Jamen det kan vi bare se på til den tid"
SvarSletOg så er MIT problem at jeg ikke rigtigt kan finde ud af at sige noget til mine forældre om hvordan jeg har det (lang, lang historie gemt der)
Måske jeg skulle begynde at sende dem skriftlige invitationer med S.U.-dato og det hele. I øvrigt gælder "Ahmmen, vi ser lige" også for resten af min familie. Jeg ved ikke om det er en slægstbrist