Dengang i april da jeg skrev dette indlæg havde jeg håbet min blog skulle handle om noget andet. Jeg havde endda skrevet et indlæg om det, men det rette tidspunkt til at udgive det kom aldrig. Men nu indsætter jeg det alligevel her, fordi jeg føler et enormt behov for at fortælle om det.
"Vi kan vel godt blive enige om at forskellen på 1 og 2 er en.
Men at to pludselig godt kan blive til +1 og betyde tre... det er vist kun i graviditetstestens verden af streger det forekommer.
[...]
PPS. Please please please, lille mini-baby, bliv nu derinde og voks dig til en stor baby"
Det skærer helt ubeskriveligt i hjertet at læse det indlæg igen. For den lille mini-baby blev ikke større. I starten af juni da jeg var 12 uger henne, til den første ultralydsskanning, var der ikke noget liv. Det er først nu jeg overhovedet er i stand til at sætte ord på hvad jeg føler, og det føles meget vigtigt at sige noget. At råbe højt. For jeg føler mig fanget i et limbo hvor vi har mistet et barn, som bare aldrig var et rigtigt barn. Jeg står i en situation som "ikke er noget man taler om" og har en sorg der er alt for stor til at kunne rummes i en kasse der står "ufrivillig abort" udenpå.
Og nu... nu er det som om min verden aldrig rigtigt gik igang igen. Pludselig er den blevet frarøvet alt hvad der gav sammenhæng og mening. Og der var ingen, ingen, der havde nævnt at den godt kunne dø inde i min mave uden jeg mærkede noget til det, og ingen det havde forberedt os på hvad der egentlig sker når en graviditet går galt.
Men jeg har ikke lyst til at huske det for alt det der var trist, men for hvor lykkelige vi var i den korte tid vi havde den, derinde i maven. Så her, nogle ord fra den dag testen var positiv.
"Vi cyklede en tur i skoven og spiste is og plukkede anemoner (måske er det også en anemone der vokser i min mave?) Og mine bryster er ømme og alting lugter forkert. Men slet ikke så meget at jeg er helt 100% overbevist om at det ikke bare kan skyldes noget andet. Samtidig er jeg jo også 100% overbevist om at der er noget, derinde i min mave. Og jeg er bange, bange, bange for der sker den noget. Eller at den ikke ville bo der alligevel. Eller at den vokser forkert.
Og helt, helt, helt og aldeles irrationelt har jeg en følelse af at jeg ikke kan få lov til at få begge dele. At det er fuldstændig umuligt både at have Mand og Baby, og at jeg med garanti vil miste en af dem. Jeg glæder mig til at snakke med lægen (tirsdag) og endnu mere til der forhåbentlig engang er nogen der vil vise mig den på en ultralyd. Et eller andet sted er det enormt frustrerende ikke lige at kunne tjekke den er ok derinde. For ligepludselig er det det eneste i verden der er vigtigt."
Jeg må sige, at kunne følge hvad du skriver her. Har selv haft 7 positive graviditetes tests og ud af dem, 2 levende børn. De andre graviditeter nåede alle at passere 12 uger og den ene blev også født uge 22+. Et rigtigt lille menneske, som dog var alt alt for lille og alt for syg.
SvarSletMen at det "ikke er noget man taler om" er trist, hvis du har disse oplevelser med dig. I det øjeblik man ser de 2 streger, begynder man altså at indstille sig på mor delen. Sådan er naturen. Men naturen fortæller os ikke, hvad vi så gør når den sætter hårdt ind og frarøver os. Det er skisme et slag.
Men det er smukt hvad du har skrevet.
Øv, hvor er jeg trist på dine vegne. Det gør mig virkelig ondt, at det ikke skulle blive til mere. Kan de sige noget om hvorfor?
SvarSletDet er så frygteligt ikke at bliver anerkendt for de følelser man har - for uanset hvad og uanset hvor i graviditeten (eller efter), at du har mistet, så er tabet af forventninger så store, at vi har brug for at tale om det.