The way you make me feel

Har stadig ondt og er stadig træt. Men alting bliver bare lige lidt mere okay når Manden vågner og putter armene om mig og minder mig om at vi er sammen.Og den anden dag kom jeg i tanke om en sang og mens Manden lavede mad satte jeg den på til ham. For jeg har ikke selv ordene.

That's the way you make me feel
Better than I've ever known it
Better than it's ever been
I can't seem to control it, no
The way you make me feel
Like the sun coming up in the morning
Like holding the world in your hands
In a way I could never imagine
The way you make me feel

I original-versionen er det Ronan Keating der synger den, men for os er det Bryan Adams der står alene med sin guitar og synger den som ekstranummer mens jeg står puttet i Mandens arme og stadig har en lille bitte Ært i min mave.

Og undskyld jeg vist har spammet lidt i dag.

Weee... flere babyer!

Nåmmen, jeg har jo sådan gået og lagt lidt mærke til at jeg ikke er den eneste blogger som har en baby i maven. På min (korte) blogrål er der i hvert fald tre andre med termin indenfor +/- en måned af mig (tror jeg?)

Gravid-grahvad?

Her i huset

Øglemor

Jeg ved ikke om det bare skyldes jeg har fået baby-goggles, men jeg synes altså det er ret sjovt

PS. Så var det i øvrigt klokken 10.30 i morgen Den Store Ananas-test skulle stå.

Vil i se min smukke baby?

Ja, ok, det ved jeg jo at I alle sammen gerne vil. Hele VERDEN går jo op i min mave og dens indhold. Det burde de i hvert fald, for den er så fin, min baby.

Men vi var så til scanning i dag. Igen. jeg var ved at gå til af angst om dagen og Manden har haft svært ved at sove om natten. Så tænkte vi at vi hellere ville have ro i sjælen og så måtte det bare koste de 600kr.

Og mand, hvor var det alle pengene værd. Den er 2 centimeter nu (det er jo kæmpestort, mand!) og har et fint hjerte der slår og et hoved og to små arme og to små ben der kan vrikke.

Det bedste bud hun kunne give er at jeg er 8+4 og det skal jeg i hvert fald ikke klage over. Så er 12 ugers scanning jo lige om lidt. Agtigt. Men det aller, aller bedste var da hun sagde "Man skal jo ikke ignorere at der stadig er en risiko - men når det ser så fint ud, kan man jo sige at 12-ugers grænsen er rykket frem til nu" Ha, blåstempling af baby, der. Den er totalt ægte og alting.

Jeg lover at jeg nok skal dele et af de der billeder af noget der ret meget ligner en vingummi-bamse og en cheerio, men vi er lige på vej ud af døren. Vi skal nemlig på top-lux ferie hos casa de Forældros i det mørke Jylland.

Ondt i hjertet

Nogle gange får man bare pludselig ondt i hjertet og svært ved at sove, uden grund.

Indtil man opdager at det var d.2. i lørdags.

Underligt som min hjerne er holdt op med at registrere det, når hjertet ikke er.

3 måneder

3 måneder er, et eller andet sted, grænsen mellem kort tid og lang tid.

Da jeg havde kendt Manden i 3 måneder besluttede vi at vi skulle giftes. De tre måneder var længe. Længe nok, i hvert fald.

De næste 3 måneder der gik inden vi sagde Ja og skrev under (Husk, ny underskrift!) var meget lange.

Nu virker 2x3 måneder ikke som så lang tid længere. Nu kan jeg godt se det når andre siger vi blev gift hurtigt.

I torsdags var det 3 måneder siden vi mistede Ærten. Det er en uendelighed siden. Og det var i går.

På fredag er der 3 måneder til jeg ville have haft termin. Det er ingen tid. Men de havde været lange, hvis vi skulle vente.

3 måneder er lige i midten.

Det bedste og det værste i mit liv. 3 måneder. Og sammen med Manden.

Det var jo ikke sådan det skulle være

Det er rigtig, rigtig svært at skulle starte på en ny uddannelse. Også selvom jeg har fået afklaret med mig selv at jeg ikke skal noget som helst på Finansøkonom-uddannelse og har søgt ind på noget der (fingers crossed) er mere mig.

For lige meget hvad, så var det bare ikke sådan det skulle være. Vi besluttede at jeg skulle starte på finansøkonomi da jeg var gravid. Det var en kort uddannelse, med de fordelagtige SU-barselsregler, og udsigt til job bagefter der faktisk gav en indkomst. Selvom vi havde mistet Ærten søgte jeg ind på Finansøkonom alligevel, fordi jeg simpelthen ikke kunne se hvad jeg ellers skulle.

Men pludselig var alle grunde til at vælge Finansøkonom væk eller ligegyldige. Pludselig var det bare et studie med en fremtidsudsigt jeg ikke brød mig om, som handlede om alt det jeg dybest set synes er i vejen med verden. Den eneste grund var pludselig penge. Verdens allerdårligste grund.

Og selvom jeg har lyttet efter hvad mavefornemmelsen siger og sagt fra, har valgt noget andet som passer til mig og min situation... så er det stadig helt, helt, helt forkert.

Jeg skulle på barsel. Til december. Lige om lidt. Jeg skulle på barsel og have orlov så længe som overhovedet muligt og være hjemme og gøre det jeg allerhelst ville i hele verden.

Det er som om jeg lever et parallel-liv. Mit hjerte kan ikke finde ud af at den lille mini-baby ikke er der, selvom min hjerne (efterhånden) er i stand til rette mit liv ind efter det. Jeg tør slet ikke tænke på hvordan det bliver den 10. december, den dag kontrasten bliver allerstørst.

Hvad der blev tømt ud af tasken d.30/8

1 kapsel kaffefløde (merrild)
1 sukkerknald, indpakket (ditto)
3 (døde?) batterier
1 specialkøreplan for 500S (gyldig til 9. august 2008)
1 visitkort fra Bankrådgiver
1 pose Halls Citrus (1 stk tilbage)
1 bundt tynde pang-farvede hårelastikker
1 løs orange hårelastik
1 natbind
4 busbilletter
3 (??) foldere om "vejledning via messenger"
½ skrue (toppen)
3 sedler om sommerlukning hos psyk (i ugerne 27-28-29-30)
1 bundt hårnåle
2 løse hårnåle
1 pink blomsterørering (har ledt efter den længe)
2 (ens) flyers fra Enhedslisten
2 flyers fra uni ("Kender du karrierrecentret?" og "studiestartguide)
2 plastre, indpakket
1 plaster, brugt??
1 eksemplar af Sagaen om Isfolket
1 gummihylster-tingest til mp3-afspiller
1 A4-reklame fra brygselv.dk
1 25-øre
1 Kleenex (har været våd)
7 assorterede boner
1 program fra Bedstevennens bachelorkoncert
1 indkøbsseddel
1 brochure om KVIKkortet
1 oversigt over koncerter i foråret 2010
1 kryds&tværs-blad
1 nummer af illustreret videnskab (nr8/2010)

...

1 hospitalsarmbånd (02-06-2010, sengesafsnit D6)

Christ, altså!!

Åh, men jeg forstår det ikke. Det der med at kærlighed er så kompliceret.

For gu er det da ej.

Læste lige en bog (vil ikke sige hvilken for ikke at spoile) og så var det bare noget med "jamen han har forladt mig, og han kan ikke få mig tilbage med mindre han VIRKELIG gør noget for det" HERREGUD sindssyge kvindemenneske hvis du vil have ham må du jo råbe op og løbe efter ham. Det kunne jo være han var ligeså lost og så blev det bare aldrig til noget fordi I begge to sad der og var stolte og ville reddes eller what the fuck ved jeg. Ahmmen for fanden, jeg magter ikke sådan noget.

"Vi vil begge to gerne have hinanden, men det er for intenst, vi brænder ud" Jeg forstår det virkelig, virkelig ikke. Hvis der var to voksne mennesker som virkelig gerne ville have hinanden så er der vel INTET der forhindrer dem i det? Så luk nu røven i med det pis og tag hinanden i stedet for at være så pissebange.

Jojo, det gør ondt når det går galt. Men den risiko hører ligesom også med.

Man kan jo ikke sidde på sin flade og klage over at man har savnet lidenskab i alle ens forhold, når man så ikke er villig til at kæmpe for det forhold hvor lidenskaben er. Og bliver røvfornærmet bare der går en halv dag hvor lidenskaben er sygemeldt, og overhovedet ikke kan tilgive eller komme over nogen som helst former for krise.

Og så alle de der regler "Du må ikke ringe til ham" "Du må ikke virke desperat" "Du skal sørge for at se godt ud næste gang i ses"

Når det vel i virkeligheden ville virke bedre at man stod foran hans vindue i sit slidte joggingtøj og stortudede og sagde man ikke kunne leve uden ham. At man gav slip og gjorde det klart hvad man ville. At man elskede ubetinget og på trods.

Den korte version

Det er jo ikke fordi jeg er hjerteknugende trist over det foster som gik til grunde.

Men jeg er så trist over at have mistet det barn som vi kaldte Ærten.

Og så er jeg så usigeligt vred over at de kunne sidde der til skanningen og kalde det "graviditetsproduktet"

Den lange version

Først og fremmest, tusind tak for kommentarerne på mit forrige indlæg. Jeg gik i gang med at besvare dem, men det blev hurtigt meget langt.

Der gik et år (næsten helt præcis) fra jeg fik fjernet min spiral til jeg blev gravid. Det var enormt surrealistisk, og den primære følelse var faktisk ikke glæde. Men angst. En altoverskyggende angst for at vi ikke måtte få lov til at få det lille barn alligevel, når vi havde ventet så længe.

Jeg drømte at vi skulle have et barn en nat og vågnede op og tænkte at jeg var gravid. Var sikker på det indtil jeg vågnede helt op og fik mig selv overbevist om noget andet. Men da jeg regnede efter senere passede det faktisk med befrugtningstidspunktet.

Vi var ved lægen to gange. Syv uger henne, for at få konstateret graviditeten og otte uger henne, for at få svar på blodprøverne. Allerede der skulle vi vælge hvor jeg gerne ville føde. Føde. Det er jo det samme som at sige der kommer et barn ud af det. Jeg var bange allerede der. Jeg var så syg af kvalme kunne mærke hvordan min mave gav sig og kunne ikke bære hvis det skulle være for ingenting. Jeg fortalte lægen at jeg var så bange, og han sagde jeg bare skulle slappe af. Der var ikke noget jeg kunne gøre forkert når fostret ikke var større. Men det var jo ikke det jeg var bange for. Desuden, sagde han, når jeg var så langt henne ville jeg kunne mærke det eller begynde at bløde, hvis der var noget galt.

En aften var Manden ikke hjemme og jeg var så frygtelig, frygtelig bange for der var noget galt med den, inde i maven. Jeg græd og græd og var lige ved at ringe til vagtlægen. Men jeg lod være, for det gjorde ikke ondt andre steder end i sjælen.

Infomøde på sygehuset om Downs. Ni uger henne. Det var ikke for at skræmme os, men så vi vidste hvad nakkefoldsskanningen gik ud på. De fandt kun alvorlige misdannelser ved 2-5% af fostrene. "Selvfølgelig har jeres lille derinde det godt". Vi sad i kø i to timer og ventede på at få taget min blodprøve. Som var nødvendig for at de kunne teste for Downs. Selvom vi var ligeglade med om den havde Downs eller ej, gjorde vi det alligevel. Bare så vi kunne få lov til at tjekke om den var ok derinde. Ikke engang for at få lov til at se den og møde den. Men bare for at tjekke om den var ok.

Jeg kunne mærke på maven at den var anderledes. Den bulede anderledes i spejlet. Vi talte dage. 11+4. 12+1. Abortrisikoen mindskes dramatisk i denne uge. Det stod der i bogen. Vi kunne jo se og mærke der var noget. Jo flere dage der gik jo mere ubegrundet blev vores frygt. Statistisk. Vi havde også fortalt det til vores nærmeste. Mest fordi jeg havde så meget kvalme at jeg var nødt til at melde fra til ting.

Jeg kunne se det med det samme, på skanningen, at det ikke var rigtigt. Der var en som havde været på orlov et år, så hun skulle oplæres i det nye system de havde fået. Jeg blev ved med at tænke at det bare var fordi hun ikke gjorde det rigtigt. At den var så lille fordi hun ikke havde zoomet nok ind. At der ikke var noget der bevægede sig fordi hun gjorde det fra den forkerte side. Selvom jeg godt vidste det. De sagde at den var gået til grunde. At den kun var 8+1 stor. Jeg græd og græd og græd. De sagde at det var en helt forståelig reaktion. De sagde at 25% af graviditeter ender på den måde. 25%. Det er ikke det samme som 2-5%.

De var alle sammen meget søde ude på sygehuset. Min mor kom og Mandens søster, sammen med Niecen.

Jeg er aldrig blevet voldtaget. Men uden sammenligning i øvrigt, må det være sådan det føles. Helt, helt uønsket puttede de ting derind hvor jeg er pige og gjorde mig tom. Jeg kan ikke beskrive det bedre. Det var så unaturligt og helt forkert. Vi kunne ikke vælge bare at lade den være indtil min krop selv gjorde det der skulle til.

Så blev jeg udskrevet.

Der var ingen der fortalte hvad jeg så skulle. Nogle dage senere fik jeg penicillin af vagtlægen, fordi der var kommet en infektion.

Men der var ingen der sagde hvad man så gør ved sit liv, når man fejler som mor allerede inden man fik lov at prøve.

Og ingen der fortæller hvor min baby blev af. Jeg ville så gerne kunne have haft den med hjem, så vi kunne begrave den et sted.

Hvordan livet ligepludselig godt kan gå i stå

Dengang i april da jeg skrev dette indlæg havde jeg håbet min blog skulle handle om noget andet. Jeg havde endda skrevet et indlæg om det, men det rette tidspunkt til at udgive det kom aldrig. Men nu indsætter jeg det alligevel her, fordi jeg føler et enormt behov for at fortælle om det.

"Vi kan vel godt blive enige om at forskellen på 1 og 2 er en.

Men at to pludselig godt kan blive til +1 og betyde tre... det er vist kun i graviditetstestens verden af streger det forekommer.

[...]

PPS. Please please please, lille mini-baby, bliv nu derinde og voks dig til en stor baby"

Det skærer helt ubeskriveligt i hjertet at læse det indlæg igen. For den lille mini-baby blev ikke større. I starten af juni da jeg var 12 uger henne, til den første ultralydsskanning, var der ikke noget liv. Det er først nu jeg overhovedet er i stand til at sætte ord på hvad jeg føler, og det føles meget vigtigt at sige noget. At råbe højt. For jeg føler mig fanget i et limbo hvor vi har mistet et barn, som bare aldrig var et rigtigt barn. Jeg står i en situation som "ikke er noget man taler om" og har en sorg der er alt for stor til at kunne rummes i en kasse der står "ufrivillig abort" udenpå.

Og nu... nu er det som om min verden aldrig rigtigt gik igang igen. Pludselig er den blevet frarøvet alt hvad der gav sammenhæng og mening. Og der var ingen, ingen, der havde nævnt at den godt kunne dø inde i min mave uden jeg mærkede noget til det, og ingen det havde forberedt os på hvad der egentlig sker når en graviditet går galt.

Men jeg har ikke lyst til at huske det for alt det der var trist, men for hvor lykkelige vi var i den korte tid vi havde den, derinde i maven. Så her, nogle ord fra den dag testen var positiv.

"Vi cyklede en tur i skoven og spiste is og plukkede anemoner (måske er det også en anemone der vokser i min mave?) Og mine bryster er ømme og alting lugter forkert. Men slet ikke så meget at jeg er helt 100% overbevist om at det ikke bare kan skyldes noget andet. Samtidig er jeg jo også 100% overbevist om at der er noget, derinde i min mave. Og jeg er bange, bange, bange for der sker den noget. Eller at den ikke ville bo der alligevel. Eller at den vokser forkert.

Og helt, helt, helt og aldeles irrationelt har jeg en følelse af at jeg ikke kan få lov til at få begge dele. At det er fuldstændig umuligt både at have Mand og Baby, og at jeg med garanti vil miste en af dem. Jeg glæder mig til at snakke med lægen (tirsdag) og endnu mere til der forhåbentlig engang er nogen der vil vise mig den på en ultralyd. Et eller andet sted er det enormt frustrerende ikke lige at kunne tjekke den er ok derinde. For ligepludselig er det det eneste i verden der er vigtigt."

Derfor bloggen

Der sker en del i mit liv for tiden. Eller rettere, der sker ikke så meget, men det ville jeg gerne der gjorde, så derfor har jeg en del personlige projekter igang. Efterhånden så mange at det er svært at holde styr på dem alle sammen - og surt at noget af det er ting jeg ikke kan dele med mine nærmeste (Manden undtaget, selvfølgelig) Så derfor denne blog. Som selvfølgelig også er et personligt projekt, men lad os nu ikke spilde tid på den slags petitesser. Vi kan jo kalde bloggen et tovholderprojekt. Forhåbentlig.

Derfor bliver det (forhåbentlig) også noget med et dagligt indlæg med kedelige tørre statustal. Mest for at jeg selv kan følge med i hvad jeg laver, men hvis I synes det er sjovt at læse om så er det da kun ekstra bonus. Nåh ja, og selvfølgelig en masse andre indlæg uden tørre statustal, men jeg kan ikke garantere at det bliver mere interessant af den grund.

Nå, anyways, projekterne er som følger:

Jeg er efter en længere labyrint-stafet gennem det psykiatriske system end hos en privatpraktiserende psykiater, der forhåbentlig kan hjælpe mig med at kunne leve med angst og depression. Og for en gangs skyld er fokus ikke "du skal fungere socialt/i skolen/på arbejde/etc" men "du skal finde ud af hvad du vil" Jeg har på fornemmelsen der dukker en masse op undervejs, og jeg håber bloggen kan fungere som ventil.

I februar starter jeg på handelsskolen. 12 ugers kursus, som, hvis alt går vel og jeg kan overkomme det, gerne skulle munde ud i en elevplads et sted. Noget anderledes end den universitetsuddannelse jeg altid havde tænkt mig jeg skulle have, men omstændighederne har gjort det nødvendigt (eller i hvert fald ønskværdigt) at sadle om. Jeg er skrækslagen, fordi jeg ikke aner hvordan det bliver.

Slankekur. Det evige tema i hele blogcity, I know, men ikke desto mindre har jeg begivet mig ud i en. Jeg kan ikke længere passe mit tøj og efter lang tids sygemelding føler jeg mig også fed og lasket. Heldigvis er Manden med på kuren så vi hygger med grøntsagsmad og starter forsigtigt op med at cykle lidt (når sneen forsvinder) Jeg vil bestræbe mig på at holde bloggen nogenlunde slankefri, ud over vægt-status og (forhåbentlig) juhu-indlæg over tøj der passer igen.

Sidst, men ikke mindst, projektet over dem alle. Det der fylder mest og det jeg kan dele med færrest. I et lille års tid har Manden og Konen arbejdet på at få en graviditet op at stå, men der som om der ikke rigtigt er held i sprøjten (pun intended) Primært tager vi det stille og rolig, for vi har det jo også godt selvom det kun er os to, men det nager mig om der skulle være noget i vejen, så jeg er begyndt at måle min temperatur om morgenen, for at få et overblik over hvornår og hvor ofte jeg har ægløsning. For mig, tror jeg, handler det i langt højere grad om at lokalisere "problemet" end egentlig, nødvendigvis, at skulle lave en baby lige nu og her. Jeg vil hellere forholde mig til "vi kan ikke/har svært ved at få børn" end "Mja, måske, måske ikke"
Vi har valgt ikke at indvie nogen i projektet, mest fordi vi har brug for at det sker i vores eget tempo, men også fordi vi ikke har lyst til at skuffe/bekymre vores nærmeste uden grund. For ikke så længe siden fik vi en lille niece og det har sat gang i en hel masse tanker og følelser omkring det at få børn. Da vi havde set hende første gang begyndte jeg at græde da vi kom hjem med den eneste begrundelse at "hun er så fin" Min svigermor (som vi troede fik sin barnebarnslyst stillet med niecen) har indsat frontaltangreb med "Det ville jo være så fint med en fætter eller kusine tæt på, så de har hinanden" og jeg er ved at tude hver gang. For vi vil jo så gerne. Vi begyndte at forsøge lidt før vi fandt ud af hun var gravid, og vi tænkte også "hvor fint, så bliver de jævnaldrende" (naivt, I know)

Nu blev det lige en længere smøre, men altså, ideen var at jeg kunne lukke lidt ud på bloggen - også så vi senere har på skrift hvordan det var dengang vi ikke havde børn og bare var Manden og Konen.