Just sayin'...

Temalørdag på dr2 om hvor frygteligt det åbenbart er at have børn. Med den åh-så-modige Knud Romer, som godt tør sige forældreskabet er hårdt. Og Christina Sederqvist der synes små børn er til at tage op og skide i.

Nå. Men så siger jeg til gengæld det slet ikke er så slemt. Og at jeg tror det er ens egen skyld, og ikke har noget med børnene at gøre, hvis man føler livet bliver ringere af at få børn.

There, I said it. Børn er krævende. Get over it eller lad være med at få dem.

Noget mere om tissekoner

Jeg kunne ikke lade det ligge, det der med hvad man skal kalde kvinders kønsdele. Så jeg spurgte google om alternativer. Der dukkede ikke umiddelbart nogle gode op, men jeg fandt ud af at Tidens Kvinder havde udskrevet en konkurrence om et nyt ord, som løb her til første maj. Det ser ikke ud til der er fundet en vinder endnu, men det bliver spændende hvad de finder på. Umiddelbart synes jeg måske det er lidt problematisk at det er et erotisk magasin, der udskriver en sådan konkurrence som pr stunt, men vi får se.

Ikke overraskende er svenskerne lysår foran os i debatten og allerede tilbage i 2007 fandt man på en kvindelig pendant til det mandlige ord. Så der hedder det slet og ret snippa og snopp, og det er da rimelig tilforladeligt. Og ord jeg ikke vil have det dårligt med at lære min datter, for de dækker over det hele uden at blive for voksne.

Der er mange gode forslag i den danske debat, men de er alle sammen voksne. De er ikke neutrale nok til jeg ville lære et barn dem. Mange er omskrivninger af eksisterende ord (fx "Vanini") eller associerer til graviditet og fødsel (fx "Yoni", der betyder livets kilde). Jeg tænker at vi har brug for et helt nyt ord. Et ord der ikke lyder som noget andet, betyder noget andet eller kan associeres til noget andet. Et helt nyt ord, som vi vedtager dækker over både indre og ydre kønsorganer og det at det er den man tisser med.

I debatten er der nogen der foreslår at bruge "vagina" for det er jo "det korrekte", men det er det altså ikke. Vagina dækker kun over skeden - det er faktisk bare det latinske ord for skede. Og i tilfælde af I ikke har opdaget det (og det er der åbenbart nogen der ikke har), så er de kvindelige kønsorganer mere end bare en skede. I det hele taget er det ret trist at det er kommet til at hedde "en skede" - for en skede er jo noget man putter noget andet i. Det lugter langt væk af at det er middelalderlige mænd der har fundet på ordet. Jeg kan lige se det for mig, hvordan de der 1600-tals læger har siddet og navngivet ting:

Læge 1: "Nå, kvindens indre kønsorgan - nogen bud?"
Læge 2: "Skede! Det er der jeg skal opbevare mit sværd!"
Generel latter på kontoret
Læge 1: "Ha, det skriver jeg sgu ned - det er vagina på latin, ikke?"

Og så har det hængt ved, for der var alligevel ingen almindelige mennesker der kunne latin, og kønsdebatten var måske ikke så langt fremme, og så gled det ud i glemslen hvorfor det egentlig kom til at hedde som det gør. Nu er vi så stuck med et ord, der faktisk ikke rigtigt er dækkende. Og som reducerer kvinden til noget der skal være noget for manden. Ikke at jeg skal blive beton-feminist her, men jeg synes altså det er en uheldig måde at tale om det på. Nå. Hvis nogen har glemt hvad de kvindelige kønsorganer består af kan man finde en glimrende illustration her.

For noget tid siden var der temalørdag på dr2 om kussen. De valgte at bruge ordet kusse, fordi det var det bedste af de ord der var at vælge imellem. Men kusse er blevet et skældsord - eller (endnu værre!) et forældet ord behårede femi-lejr kvinder med batiktørklæder bruger. Jeg synes det er en skam at ordet har fået den konnotation, men det er der bare ikke noget at gøre ved. Det er for sent at begynde at bruge det demonstrativt neutralt. Selvom Eve Ensler gør et hæderligt forsøg i "reclaiming cunt" fra "The vagina monologues" (som er sådan lidt for "se hvor modig jeg er", men stadig værd at læse og se)

Det pæneste ord jeg er stødt på er yoni. Det omfavner det hele, men som skrevet synes jeg det bliver lidt for voksent. Lidt for meget tantra og bevidst-om-og-i-kontakt-med-sin-egen-seksualitet. Apropos yoni, så kommer jeg lige i tanke om et afsnit af "So F***ing special" jeg så forleden, hvor Feldthaus er med en kvinde som får lavet en såkaldt yoni-mapping. Lige da jeg hørte det tænkte jeg at det lød lige lovlig hippie-agtigt, men det gjorde virkelig et stort indtryk på mig. I kan se det her (jeg har spolet frem til det rette sted). Jeg synes det var enormt rørende og indkapsler egentlig meget godt hvorfor jeg synes det er så vigtigt at bruge de rigtige ord og snakke om det på den rigtige måde. "Det kvindelige område" (nej, det var ikke et bud på hvad vi skal kalde det) har så mange funktioner, og det er så synd at de ord der er enten er for barnlige eller er tungt seksuelt ladede.

Jeg ville gerne have et ord der ikke betyder noget i sig selv, og derfor kan betyde det hele. Et ord der ligger godt i munden, et ord jeg ikke vil være (særlig) flov over min datter råber i supermarkedet, et ord som kan stå i bøger til seksualundervisning uden nogen synes det er et skældsord, et ord jeg kan sige til lægen, et ord der ikke ser vulgært ud i en avisoverskrift, et ord der ikke lyder forkert ved siden af numse og et ord jeg kan bruge med min mand, mine venner og min datter uden at fnise (ok, måske må man godt fnise lidt)

Det er i øvrigt ikke sådan at jeg synes det kun er pigerne der skal have et nyt ord - tissemand, pik og diller er heller ikke ligefrem hverken dækkende eller neutrale. Jeg tænker at et helt nyt sæt vil være på sin plads. Selvom "snip" og "snop" måske er lige lovlig... svensk.

Hvad kalder du din?

Vi snakker meget med Gryntegrisen. Om alting. Vi fortæller hvad vi laver, hvad vi kigger på, hvad der sker og vi lægger hende ord i munden. Vi fortæller hende hun er fin og dejlig og at vi elsker hende, og vi navngiver nærmest alt hvad hun kommer i berøring med. Således fortæller vi også om alle kroppens dele, når vi har fat i dem; ene arm, anden arm, mavse, fusser, nummi-nums, øverste halsedelle osv. (jamen vi er så pisse sprogligt korrekte)

Men der er én kropsdel jeg aldrig sætter navn på. Ikke fordi jeg ikke vil, eller fordi jeg ikke syes det er vigtigt. For det gør jeg. Men jeg synes virkelig tissekone er et grimt ord. Altså, ikke grimt som et bandeord, men bare grimt. I øvrigt er det heller ikke specielt dækkende. Det er jo ikke en kone, vel. I bedste fald sidder den på en kone, men i det konkrete tilfælde er det en lille pige vi snakker om. Og den kan også andet end at tisse. Numsen hedder eller ikke en skidekone, vel? Nå.

Problemet er at jeg ikke kan finde på noget andet. For det skal være neutralt, men det må ikke blive sådan noget "den unævnelige"-agtigt. Som min tidligere veninde, der som 19-årig stadig sagde "forneden". Det må heller ikke være en åndssvag eufemisme, som "blomst" eller "skatkammer". Det må ikke være vulgært. Det må ikke være seksuelt ladet. Det skal dække over det hele (indre og ydre kønsorganer og at den kan tisse). Og det skal være et stille og roligt og pænt ord. Som numse eller bryster. Der gør at vi alle sammen ved hvad vi taler om, uden at der ligger mere i ordet.

Sådan uden social kontekst synes jeg "kusse" er det bedste ord. Det dækker over det hele, uden at nogen af delene indgår i selve ordet. Det er kort og ukompliceret. Desværre er det blevet et skældsord, og et voksenord med en hel masse seksuelle undertoner (og overtoner, for den sags skyld). Så det duer ikke.

Selv kalder jeg min for en "hoo-ha". Men det er mest fordi jeg var hysterisk af grin da jeg hørte en voksen kvinde bruge det (i et amerikansk program, selvklart) Det falder alt for meget i kategorien "den unævnelige" til jeg vil lære Grynten det. Selvom det er et sjovt ord.

Så hvad kalder du din?

100%

Må jeg lige sige noget? Altså, sådan noget hvor jeg har en mening om noget, og bliver nødt til at stå ved et standpunkt og ikke bare balancere på den neutrale alle-måder-er-lige-gode-pind. For jeg har tænkt på det længe. Og så i går postede Charlotte (I ved, hende med Spacemermaid og Generation Multiorgasme) et link ovre på Facebook til en artikel der i den grad fik mit pis i kog.

Det drejer sig om denne labre lille sag: 90 procent af tiden er det bare ikke fedt at være mor

Jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte. Og slet ikke hvis jeg skal undgå at jeg selv kommer til at hælde galde ud. Min umiddelbare reaktion var nemlig "Årh, for helvede, hvor bliver jeg træt af det ævl", hvorefter jeg fortsatte i ildsprudle-mode med at uddybe helt præcist hvor meget ævl det er. Jeg fnyser og stamper og Manden kan ikke få et ord indført, ikke engang for at fortælle mig at det er spild af ild, for han er jo allerede enig.

Det gik galt allerede da jeg læste overskriften. For helt ærligt, hvis det er ufedt at være mor 90% af tiden, så tror jeg ikke man gør det rigtigt. Så tror jeg faktisk man griber det grundlæggende forkert an. Jeg skulle bare være stoppet der. Det var jo tydeligt det var en artikel jeg ville komme til at hidse mig op over. Men det gjorde jeg bare ikke. I stedet klikkede jeg på linket og læste hele skidtet.

Jeg elsker at hun starter med at sige "Det er ikke omkostningsfrit at blive forælder." For... jamen, christ... no shit, Sherlock!? Men vent, det bliver bedre. For det bliver efterfulgt af "Men det er der ingen, der tør sige." Ahmmen...?! Hvis man ikke har hørt/læst/forstået det kræver noget af en at blive forælder, så kan man da nærmest ikke have været udenfor en dør. Jeg tror måske ikke grunden til det ikke bliver sagt er at ingen tør, men nok nærmere at ingen synes det er nødvendigt. Det burde da virkelig ikke være nødvendigt at udpensle at når man får ansvaret for et helt lille menneskes liv, så kommer det til at have en ikke ubetydelig virkning på dit liv.

Og så... ja, så bliver Malene Neis modig. Og fortæller sandheden. Sandheden. Som åbenbart er at det er ufedt at være mor 90% af tiden. Hun bryder Det Store Tabu og fortæller om hvor hårdt og seriøst ufedt det er. Men der er jo ikke noget tabu. Overhovedet. Bøger, pjecer, sundhedsplejersker, jordemødre, internettet skriver/snakker/underviser stolpe op og stolpe ned om hvor hårdt det kan være at føde, amme, passe et spædbarn etc. Jeg synes faktisk ikke man hører andet.

Jeg bliver så træt af den der påtagede martyr-rolle. Den der åh-hvor-har-jeg-ofret-meget, og især åh-ve-al-min-frihed-er-væk, giver mig lyst til at skrige "DU HAR SELV VALGT DET!" Det kan vel for fucks sake ikke være resten af verdens skyld at du ikke har læst på lektien, og det kan vel heller ikke være andres skyld end din egen at du ikke har gættet at et spædbarn kræver 100% selvopofrelse. Jamen for fanden, hvad havde du regnet med?

Det er ikke fordi jeg siger man kan forberede sig på hvordan det bliver at få et barn. Børn er designet til at komme bag på en. Men det undrer mig i den grad at det kan komme bag på nogen at børn kommer bag på en. Hvordan kan man ikke være klar over at et barn ændrer hele ens liv?

Og jeg siger heller ikke det bare er sjovt det hele. Eller at det ikke er hårdt. For det er hård. Og overvældende. Og tager fuldstændig røven på en. Men det er ikke ensbetydende med det er ufedt, nedern, skuffende eller at jeg ville vælge om hvis jeg kunne. Det er en samlet pakke, og jeg synes det er så snothamrende forkælet at sige "jeg elsker mit barn, men jeg ville ønske alt det hårde ikke fulgte med". For det er jo når det er hårdt, det gælder. Det er når det er hårdt, man bliver Mor.

Nej, jeg synes ikke umiddelbart det er fedt at baby skriger når hun får mad. Og nej, jeg synes heller ikke det er specielt fedt at hun har ondt i maven. Men mor-rollen er jo ikke "at have en baby der skriger". Mor-rollen er at trøste og nusse og elske baby der skriger. Og det synes jeg er fedt - at hun har brug for mig og at jeg kan være der for hende.

Hej, jeg hedder K. og jeg synes det er fedt at være mor. 100% af tiden.

At turde (den der kønsidentitet)

Jeg har aldrig opfattet mig selv som specielt feminin. Selv i min lyserøde periode i børnehaven, hvor mit kæreste eje var prinsessekjolen fra min moster, var jeg stadig glad for biler, puderum og ting der skulle bygges. Jeg vil ikke sige jeg var en drengepige - det er et åndssvagt udtryk, der holder fast i nogle meget stereotype kønsroller, og jeg har altid opfattet mig selv som en pige. Bare ikke som en tøset en af slagsen.

Ok, jeg væver måske lidt. Men det er fordi det er svært. Især fordi det også hænger sammen med seksuel orientering, og så er det jo det for alvor bliver privat. Og svært at være seriøs omkring, fordi vi alle sammen er vokset op med "det er ikke noget vi taler om".

Dyb indånding. Here goes. På den uelegante måde. Ja, jeg væver igen. Nu skal jeg nok stoppe. Nu.

Jeg er biseksuel, men jeg har aldrig været sammen (som i sammen-sammen) med en pige. Jeg har haft lyst til det (obviously) og jeg har et par pige-forelskelser i baggagen. Da jeg gik i 10. klasse faldt jeg pladask for Ray, den amerikanske udvekslingsstudent, og fik faktisk samlet modet til at fortælle hende det. Det eneste jeg fik ud af det var en solid omgang mobning (aldrig af hende, men af de andre piger), som endte med at mine lærere indkaldte mig og min mor til samtale - hvor de snakkede om at jeg ikke kunne begå mig socialt, og de fortalte min mor om hvad jeg havde sagt til Ray (noget så farligt som "I have a crush on you"). Måske ikke lige sådan jeg havde tænkt mig at springe ud for mine forældre, men hun gjorde nu ikke noget nummer ud af det, min mor.

Nå, det blev måske lige lidt mere vævning, men det er bare fordi jeg ikke kan tage mig sammen til at komme til det virkelig relevante. Fordi jeg er flov over at stå ved det, måske? Fordi jeg egentlig synes det er for underligt? Fordi jeg måske tænker at I alle sammen vil synes jeg er mega freaky? Fordi jeg ved Emmie læser med, og det er virkelig underligt at skrive sådan noget når man ved en af ens bedste venner så finder ud af den slags om en?

Og gud... gad vide om Manden egentlig hørte efter dengang jeg fortalte ham det?

Puha. Nå. Der hvor det bliver indviklet i forhold til min kønsidentitet er at jeg aldrig har haft lyst til at være i et lesbisk forhold. Jeg har lyst til at være sammen med en anden kvinde, ja (altså, hvis ikke lige jeg var lykkeligt gift med Manden), men... dyb indånding mere... jeg forestiller mig altid, at så var jeg manden. Ikke intellektuelt, vel, for jeg er godt klar over hvordan min krop ser ud. Men fantasi-mæssigt... ja, så er jeg i den sammenhæng mand.

There, I said it.

Det er jo ikke fordi det som sådan har nogen praktisk betydning for mit liv, eftersom jeg befinder mig ret solidt i en tilfredsstillende Mand-Kvinde konstellation. Det eneste er at jeg aldrig (som i aldrig) har fantasier om at være sammen med mænd (med mindre Manden indgår, men det behøver vi ikke gå i detaljer med). Så hvis jeg så porno læste smagfuld erotisk litteratur (eller forfattede noget selv) - og jeg siger ikke at jeg gør, men hvis jeg gjorde - ville jeg identificere mig med manden.

Jeg er glad for at være Konen, og nu også Moren, som jo i den grad er kvinde-roller. Jeg føler mig enormt godt tilpas i begge roller, selvom jeg sjældent fremstår specielt feminin, eller opfatter mig selv som sådan. Jeg er i øvrigt også glad for min krop og mit køn, og det føles bestemt ikke forkert.

Men det tror jeg det ville hvis jeg var i et forhold med en kvinde.

.....

Hmm, måske jeg i virkeligheden ikke er biseksuel men to slags heteroseksuel?! Findes der et ord for det?

.....

Ok, nu udgiver jeg det

.....

Nu

.....

Hate-comments commence

Jeg forstår i øvrigt heller ikke...

...hvorfor man sidder med en tre måneder gammel baby og laver tudesmiley'er over at man stadig ikke har tabt de sidste 2-3 graviditetskilo.

WTF? Eller er det bare (igen) mig der er helt galt på den, når jeg tænker at det der med slankekur måske godt kunne vente?

At turde eller ikke at turde

Jeg har et indlæg til at ligge og rumstere. Et indlæg af den slags jeg ikke rigtigt ved om jeg tør skrive, fordi det er et af den slags indlæg der kan ende med at bide en i røveren.

Det handler om kønsidentitet. Men det er et af de emner det kan være giftigt at have en holdning til. Og et af de emner, hvor man kan komme til at udstille sig selv rigtig meget.

Ikke at min kønsidentitet er noget specielt ekstraordinært. Men jeg har alligevel lyst til at stå ved den, især når jeg læser om et skønt barn (og en skøn mor!) lige her. For jeg synes generelt der er for få der råber op.

Men jeg ved ikke om jeg tør.

Et lilla luksusproblem

Som trofaste læsere vil vide er jeg ikke specielt begejstret for lyserød. Meget specifikt lyserød. Hot pink, fint. Fuchsia, fint. Lyserød, noooooooooo. Det var min største frygt ved at få en pige, alle de lyserøde gaver. Shit altså, jeg synes pige-siderne i babykatalogerne er rædselsfulde.

Åbenbart har jeg formået at sprede det glade budskab om at lyserødt er hæsligt, for vi har kun fået et enkelt, lyserødt rædsel (det er til gengæld også rigtig slemt - undskyld, hvis noget af Mandens familie læser med!)

Til gengæld har jeg vist ikke helt formået at formidle grunden til jeg ikke rigtigt synes lyserød er da shizzle. Jeg har jo ellers skrevet om det engang (så kan man lære ikke at have en anonym blog). Nå, men hvorom alting er, så er lyserøds søster, lilla, flyttet ind. Bevares, lilla er ca. en milliard gange pænere end lyserød, men det er stadig en udpræget pigefarve og jeg får fniller af at alting er lilla. Ja, alting. Vi fik en lækker joha-natdragt i julegave af min mormor. I lilla. Og nogle savlesmække. I lilla. Min moster har lige syet et par lilla gamacher med matchende, you guessed it, lilla sokker. Så havde min mormor da også lige en lillae gave med da vi var hjemme hos mine forældre i weekenden: en lilla (velour)kjole og ditto gamacher. Nåja, og så er der den trøje min mor er gået igang med at strikke. I lilla (men der er dog formildende omstændighed at hun vist nok strikker nogle skrigfarver i også. Men man ved aldrig med min mor, for hun ombestemmer sig hele tiden når hun strikker)

Og så er det jeg bliver virkelig splittet. For jeg hader det der tøsetrip, men samtidig er det jo gaver, og dem er jeg taknemmelig for. Men det er også ærgerligt at vi ikke bruger det, fordi jeg synes det bliver for meget. Men det er også så småligt at stille krav til gaver. Men det er også dem selv der spørger hvad vi kunne tænke os. ARGH! Min smag (og mine øjne, og mine principper) siger "byt den lilla velourkjole hun kun kommer til at bruge en enkelt gang", men min kærlighed til min familie siger "den har min mormor stået og valgt med kærlighed til sit oldebarn" og så nænner jeg ikke at bytte den, bare fordi jeg hellere ville have et par røde/grønne/gule/orange smækbukser.

Nu er det heller ikke fordi jeg er absolut modstander af at min lille babypige nogensinde er yndig pyntig. Jeg synes hun er enormt nuttet når hun får en lille bitte kjole på, og jeg elsker at stå sammen med Manden og vælge hvad vi skal give hende på, når vi skal til noget komsammen af en art. Men til hverdag? Der orker jeg altså ikke pyntig pige i upraktisk, lyserødt lilla tøj.

Yndig pyntig Gryntegris i forklædekjole og små (nuuuurh-hvor-er-de-nuttede-mini-)sko med røde blomster, som min faster har syet. Hun havde det på i en time.

The Bandwagon, as in not on

Jeg kan godt mærke at jeg ikke rigtigt er med på den moderne mor-vogn, når jeg sammenligner mig med andre nye mødre derude på nettet. Og det er ikke bare fordi jeg endnu ikke er begyndt at bygge ting af spelt.

Jeg har fx heller ikke

• været i selvsving over vægtkurver
• haft Gryntegrisen til kiropraktor
• klædt barnet på i "rigtigt" tøj hver dag
• meldt mig ind i et fitnesscenter for at stramme maven op
• købt, lånt eller ønsket mig bøger om hvordan man leger med sin baby
• købt, lånt eller ønsket mig bøger om hvordan det er at have en baby
• glædet mig til at kunne gå i mit normale tøj igen
• haft de store overvejelser omkring hvad for noget legetøj hun skal starte med
• udråbt noget som helst til at være tigerspring (og nøjsh, hvor jeg egentlig hader det begreb #ordderburdeforladedetdanskesprogi2013)
• været ked af mine strækmærker
• følt trang til at indføre "en fast rutine"
• været i tvivl om hvad man stiller op med en baby

Og det betyder ikke at vi ikke har været i tvivl om noget - vi er tit i tvivl: Skal hun have mere mad? Er hun bare træt? Hvem skal sove hvor? Vil hun mon helst bare være i fred? (find selv på flere) Men vi snakker ikke eksistentiel åh-nej-hvad-skal-vi-gøre tvivl. Vi snakker faktisk ikke engang hvad-nu-hvis-vi-ikke-kan-finde-ud-af-det tvivl. Bare hvad-mon-babyen-bliver-gladest-af tvivl. Lige nu er vi fx i tvivl om der er for meget mad, og det er derfor hun bliver ked af det. Eller om det bare er fordi hun får for mange indtryk til hendes lille hovede kan følge med. Men dybest set er der jo kun tre ting man kan stille op med sådan en baby; give mad, skifte ble og putte/trøste. Og det kan vi vel nok finde ud af.

Nej, jeg er stadig gravid

Er jeg egentlig bare Hende Den Sure, når jeg konsekvent undlader at besvare henvendelser der omhandler hvorvidt Baby er kommet ud?

Men det er jo ikke fordi jeg på den måde er træt af at være gravid. Egentlig. Det er bare fordi det er Verdens Mest Uhøflige Spørgsmål. Og vil I høre hvorfor? (Desværre, "nej" er ikke en svarmulighed)

1. Hvis jeg nu var træt/ked af stadig at være gravid, er det virkelig ikke en rar reminder at du bringer emnet fødsel på bane.

2. Hvis jeg nu havde født, var det ikke sikkert vi ville have du skulle vide det (endnu), og det er egentlig bare træls at du gør krav på at få det at vide.

3. Det er et virkelig privat emne. Altså, virkelig privat.

4. Hvis jeg havde født (og du skulle vide det) så havde du nok hørt det. Eller læst om det på facebook.

5. Din utålmodighed tæller ikke. Jeg ved godt du synes det er spændende, og du også glæder dig til at se Baby, men i forhold til vores utålmodighed/spænding/angst/glæden-sig fylder det intet (og slet ikke i vores bevidsthed)

6. Så fat det dog - vi skal nok sige til når der sker noget!

....

Hov - mangler 7. Det gør det ikke bedre at du kommer med en lille tøhø om at du godt ved det er træls at du skriver (så lad være), eller at jeg må være ved at være træt af det (nej, kun af at du skriver)

Nåmmen, det var egentlig heller ikke fordi det skulle være et surt opstød, det her. Det undrer mig bare at folk åbenbart går ud fra at jeg føder Baby og vi så efterfølgende holder det skjult i månedsvis...?!

Hey, måske vi skulle gøre det? Bare sådan i ren trods.

Noget om flovhed - eller Hvordan Tingene Har Det Med At Smelte Sammen Oppe I Hovedet På mig

Ærlig og selvudleverende blog, er det ikke det jeg gør i? Det bliver det i hvert fald nu.

I går formiddags var vi til jordemoder, og vi havde aftalt at Manden kunne tage ned og træne bagefter, eftersom det ligger sådan ca. i samme retning. Det var meget længe siden han havde været afsted på grund af hans dumme ryg, så han havde lidt ekstra penge med, så han kunne gå i varmtvandbassinet i badelandet bagefter. På vej til jordemoder kommer jeg pludselig til at tænke på gåturen hjem alene, og har egentlig meget mere lyst til at følges med Manden bagefter. Jeg kommer ellers aldrig i svømmehallen, fordi jeg synes der er lige lovlig langt at gå, men hey, vi ville jo alligevel allerede være næsten helt derude, og det ville være så hyggeligt med en fællestur i badeland.

Manden er den sødeste mand i verden, og tilbød at gå tilbage efter mit badetøj og et ekstra håndklæde, selvom han så skulle skynde sig meget, for at nå at indhente mig igen. Jeg vraltede videre alene, og havde det så fedt med mig selv. Det bliver jo pissehyggeligt. Selvfølgelig kan jeg spontant tage med ud af svømme, hvad er the big deal? Er top-modig og virkelig fleksibel - og hvad så hvis vi ikke når hjem til frokost? Så spiser vi da bare nogle pomfritter eller tager på Burgerking eller sådan noget. Der er kun fem uger til termin, hvis ikke vi skal gøre noget spontan-hygge sammen nu, hvornår fanden skal vi så? Ha, så så man lige mig være den søde, overskudsagtige Kone, som er totalt i stand til at være ligeglad med madbudgettet og at svømmehallen er dyr og at der er alle mulige andre mennesker man skal klæde om sammen med et sted man ikke kender. Fuck yeah, vi ta'r sgu bare spontant i svømmehallen!

Heldigvis nåede Manden tilbage lige i tide til samtale, og alt var (selvfølgelig) helt almindeligt og i orden med Baby, som vist endda lod til at få fast med hovedet. Da vi gik tjekkede Manden lige om jeg stadig havde mod på at tage med, og jeg sagde at jeg glædede mig, for vi trængte fandeme til den hyggedag. Også selvom der stadig var et stykke vej at gå, og en bakke at forcere. Men langsomt tempo og tung mave til trods kom vi derud - bare for at finde ud af at badelandet har lukket om tirsdagen. Men jeg kunne da stadig svømme baner i sportsbassinet? Ellers tak, nok.

Var fuldstændig ødelagt, og begyndte at tude da jeg satte mig ud på bænken for at vente, mens Manden gik ind for at træne. Heldigvis kom han ud igen for at give mig sin telefon og et kram, og han sluttede sin træning tidligt for at komme ud til mig igen. Tror jeg tudede hele vejen hjem, og kunne slet ikke overskue at vi egentlig havde aftalt at handle ind på vej hjem, og jeg havde ikke engang lyst til at finde en burger et sted, selvom Manden var sød og tilbød det. Ville bare hjem, hjem, hjem. Følte mig som den største taber i verden, men Manden var bare sød og lavede lækker hyggefrokost og holdt om mig og hentede dyner og lavede te.

Og så var det flovheden satte ind. For hold kæft hvor er jeg flov over at være 26 år gammel og så tage sådan på vej over at svømmehallen har lukket. Jeg er så flov over at være et voksent menneske og så gå og tude på den måde ude blandt andre mennesker. Det er så flovt at jeg så bare ingenting kan eller vil. For normale mennesker ville jo stadig være i stand til at spise en burger, selvom man ikke havde svømmet først. Og jeg er så flov over at jeg bliver så lillebitte og ingenting kan være for Manden - ikke engang den mindste lille hygge-idé kan jeg finde frem.

Men faktisk, så er der noget jeg er endnu mere flov over. Jeg synes faktisk det er endnu værre at jeg til at starte med følte mig så pissesej. Normale mennesker bliver ikke uforholdsmæssigt stolte af sig selv fordi de beslutter sig for en tur i badeland. Med mindre de er 5 år gamle og har vandskræk. Skammer mig i dén grad over at jeg gik der og fik helt høje tanker om mig selv. Som om jeg bliver det sejeste menneske i verden af at sige jeg gerne vil med i svømmehallen?

Ved ikke om vi tager afsted i dag i stedet for. Noget af charmen er ligesom gået af det, når ikke det er en spontan fordi-vi-har-det-godt-i-dag-og-har-lyst beslutning. Men på den anden side så trænger vi faktisk til den tur. Vi trænger til noget hygge, og noget ikke-bare-sidde-på-sofaen. Og så var det måske netop godt at tage afsted, fordi jeg bare overhovedet ikke har lyst længere - for hvis vi ikke kommer afsted i dag, så vil det bare være et nederlag for evigt.

The super parents of awesomeness

Ved I hvad, hva? Jeg er faktisk ved at være træt af at gå og lade som om jeg er bange for når Baby kommer. Jeg er træt af at default-indstillingen for nye forældre er "hvad nu hvis vi ikke kan klare det" og så sidder man pludselig der og hører sig selv vælte en masse bekymringer ud, som man faktisk ikke har, fordi det er sådan noget man gør når man er gravid.

Så nu siger jeg det som det er. Jeg er ikke bange for når Babyen kommer. Jeg er ikke bange for hvad det gør ved vores liv, og jeg er ikke bange for om vi kan passe på den. Jeg er faktisk, rent ud sagt, ikke en skid i tvivl om at vi sagtens kan passe den og give den hvad den har brug for, og at det bliver godt og rigtigt og 0% "hvis bare den ikke var der/før den kom kunne vi..."

Jeg er fuldstændig lost ude i udstyrsjunglen, og jeg får totalt spat af at prøve at finde ud af hvad der er de bedste valg for os og Baby. Men det er ikke det samme som at jeg er bange for at komme til at tage det næstbedste (eller måske endda det værste) og det er slet ikke det samme som at jeg er i tvivl om hvordan vi skal passe vores lille Baby. For det er jeg faktisk 100% overbevist om kommer til at give sig selv.

Det er jo ikke bare "en baby" vi skal finde ud af at tage os af, det er vores Baby. Og det gav sig selv og var rigtigt at mig og Manden skulle giftes, og det gav sig selv og var rigtigt at vi fik Ronan og at han hørte til her, og der er virkelig ingen grund til at tro det skulle blive anderledes med Nye Baby.

Vi bliver the super parents of awesomeness for Nye Baby, ligesom vi også er det for Ronan. There, I said it. Vi er gode forældre, og jeg er slet ikke i tvivl.

Noget om økonomi

Hvorfor er det egentlig det er "noget man ikke snakker om"? Hvorfor er det egentlig det er så privat, ja nærmest pinligt? Jeg mener, vi tjener jo alle sammen penge, og det er ret tydeligt at der er forskel på hvor mange - men hvis vi begynder at tale om hvor mange vi tjener eller hvor stor forskellen er bliver det pludselig den mest akavede samtale nogensinde.

Nåmmen, jeg kom bare til at tænke på det, efter det her indlæg, hvor der var nogen der blev sindssyge (på den gode og meget søde måde) i kommentarsporet. På grund af et spil til 120kr (som jeg i øvrigt godt er klar over har kostet en del mere i hardcopy udgaven)

Og jeg sagde det egentlig som en joke, men så kom jeg til at tænke om det egentlig lød som om jeg sådan, i absolutte termer, ikke lige havde 120kr. For det korrekte svar er jo at jeg ikke lige har 120kr der står PS3-spil på. Hvilket på ingen måde er det samme: I scenarie 1 er jeg fattig, i scenarie 2 bare noget der mere minder om nærig.

Bare rolig, der er en pointe derinde et sted. Tror jeg. Men først vil jeg være tæerkrummende pinlig og udpensle min egen økonomiske situation. Og så håbe jeg kommer frem til den der pointe til sidst.

"Min økonomi" starter den dag mig og Manden blev enige om det skulle være os. Alt før det er fuldstændig irrelevant, eftersom det hele blev smidt i en fælles pulje. Eller hul, om man vil, men det kommer jeg til. Alting med Manden var (og er) et tilfælde af alt eller intet, så vi er, helt fra start, gået all-in på fælles kalender, fælles venner, fælles beslutninger og fælles økonomi. Det var lidt som at kaste sig ud i det store ukendte rum og skrige BANZAAAAAAAIIIIIII med gåpåmod og krigervilje, og så bare håbe det hele kunne bære.

Det var ikke ligefrem en praktisk gennemtænkt beslutning (vi havde kendt hinanden i tre måneder da vi besluttede at blive gift), så selvom jeg godt vidste det måske ikke var alt for godt med hans økonomi, havde jeg ingen anelse om hvor slemt det faktisk var. I ved, de der kegler i luksusfælden, som ikke åbner deres rudekuverter og som har optaget kvik-lån og ikke betaler deres telefonregning? Sådan var Manden. Det var en sump af ubetalte regninger, lønindeholdelse og glemte kreditorer. Og det blev ved, og ved, og ved.

Men hvis Manden var en af spaderne i luksusfælden, så er jeg heldigvis Jan Swyrtz. Jeg satte som absolut krav at det var mig der sad på pengekassen, og i løbet af det første år fik vi afdraget på den pæne side af 80.000, mens vi levede for 1500kr i måneden. Jeg ved faktisk ikke helt hvordan det hang sammen - men jeg er virkelig nazi omkring mit vores budget, og vil hellere leve af pasta en hel måned end springe en betaling over.

Ok, det var måske en lidt lang smøre for at komme frem til at jeg er budget-nazi, men det er ret grundlæggende for hvordan jeg tænker penge. Det var faktisk først i år vi blev gældfri, så langt størstedelen af vores ægteskab har jeg holdt igen og været striks, fordi vi bare skulle ud af den gæld - og hellere i går end i dag.

Det sidste halve år har været ret meget mere fis og ballade og ny computer og ferie og god mad, fordi der pludselig var en del mere at gøre godt med hver måned, men nu er panikken med at indfinde sig igen. Der kommer faktisk en baby, ret snart. Og selvom vi kører budget-baby så kommer den til at koste en del, fra nu af og til evigt. Og der er nogen som skal på barsel, så der er noget med nogle dagpenge vi skal til at leve for - og selv de uger Manden har med "fuld løn" er ret langt fra hans normale løn, fordi han er sådan en, hvis løn delvist udgøres af tillæg. Og så var der nogen der gerne ville igang med en merituddannelse, og så var der noget med endnu flere dagpenge og noget brugerbetaling og (oh skræk) SVU. Og så var der mig, som faktisk gerne ville holde op med uddannelse (i hvert fald midlertidigt) men så var man pludselig afhængig af at kunne skaffe et job med en indkomst højere end SU. Så panikken breder sig, for hvordan fanden skal vi klare tre år med nedsat indkomst og dårligere arbejdstider?

Så derfor har jeg ikke lige 120kr til et PS3 spil. Fordi det er 120kr mindre til babyens ting. Eller 120kr mindre på opsparingen, som vi kommer til at blive afhængige af. Eller, Gud forbyde det, 120kr fra mine surt opsparede LotR-Lego penge. Det er 120kr mindre til fremtiden og hvad nu hvis vi virkelig fik brug for de penge en dag? Skulle vi så bare dø af sult fordi jeg havde købt et spil? (Jamen det er da totalt realistisk at det kommer dertil)

Og jeg tror det er her, et eller andet sted, der var noget der måske kunne minde om en pointe. For det der virkelig fik mig til at tænke på forskelle var da Øglemoren skrev noget om "daglig café-latte" i en anden kommentar (undskyld jeg bruger dig som eksempel). For i min verden er det kun rige mennesker der kan drikke café-latte hver dag (og købe lejligheder på Østerbro). Men jeg tænker jo ikke på Øglemoren som decideret rig - jeg tænker nærmere at vi er i nogenlunde samme få-hverdagen-til-at-hænge-sammen båd, også økonomisk. Jeg tror måske man, trods alt, skal være i en noget højere indkomstklasse før prisen-på-et-PS3-spil bliver det samme som ingenting.

Nå, pointen. Min pointe er at ovre i fx Øglemorens husstand har de en pæn sjat penge mere end vi har i vores, i absolutte termer - men forskellen er, relativt, nok omkring 0. For selvom det er forskellige ting vi går glip af for de 120kr (Øglemoren en uges café-latte, og mig - nåja, jeg døde jo af sult, som I nok husker), så føles det stadig som den samme mængde penge. Og den virkelige forskel bestod nok i at Øglemoren var sød og betænksom og ikke-nærig.

------

Og det var altså ikke for at hænge nogen ud. Overhovedet. Sig til hvis nogen føler sig stødt, ing?

Undskyld, men du er vist kommet til at placere din hånd på min mave

Min mave er ved at være en anelse tydelig efterhånden. Sådan der-er-vist-ingen-tvivl-om-det-er-en-gravid-mave-det-der tydelig. Åbenbart giver det Gud og hvermand ret, ja, nærmest pligt, til at komme med en eller anden form for kommentar. Jeg nævner i flæng:

Tilfældig buschauffør: "Der er da vist snart ikke plads mere" (ok, så fed er jeg heller ikke)
Kaye og Jydens nabo: "Nå, kommer I alle sammen der" (nej, der er kun mig)
Gud og Hvermand: "Så er det vel ved at være snart?" (der er så stadig fire måneder tilbage)
Hvermand (når jeg nævner der stadig er fire måneder tilbage): "Jamen det er jo også lige om lidt"

I situationer hvor det er oplagt med lidt mere reel samtale, som fx i tilfælde af familiesammenkomster, venner der er på besøg, flere familiesammenkomster, mennesker man tilfældigt er endt til middag med etc. etc., udspiller følgende samtale sig gang på gang (på gang på gang på gang):

Hvermand: "Ved I så hvad det bliver?"
Mig: "Næh... for vi sy.."
Hvermand (ivrigt): "Vil I vide det?"
Mig: "Næ.. bare det bliver en baby"
Hvermand: "Ih, det bliver spændende så, hva?!"
Mig: "Øh bøh..."
Hvermand (hvis der virkelig skal trumf på): "Ej, det var måske også mest af praktiske hensyn"
Mig: "..."
Mig: "?!?!?"

Og hvis det så bare stoppede der... ja, så kunne jeg nok godt komme over den manglende pli og ditto evne til at registrere hvad jeg siger. Sådan en mave ER spændende og hyggelig, og jeg er jo også selv begejstret for den.

Men, men, men. Det stopper jo så bare overhovedet ikke der. For det er som om, at jo større maven bliver, jo mere perifere bliver de mennesker der føler trang/ret til at røre ved den. Men sjovt nok, så rykker min grænse sig ikke rigtigt for hvem jeg synes skal klappe min mave, og jeg er nu så småt ved at have nået det punkt hvor de mennesker der klapper min mave ligger udenfor min klappe-comfort-zone. Tillad mig at udpensle:

Manden: Er ophavsmand til halvdelen af maven og må klappe/ae/snakke til/prutte på den alt det kan orker.
Min mor: Må klappe og ae når hun har lyst. Det er hendes barnebarn, og vi vil gerne have de er tætte (det gælder selvfølgelig også min søster og min far, selvom jeg måske ville synes det var lidt underligt hvis sidstnævnte spontan-klappede min mave).
Kaye og Esserne: Et enkelt klap i ny og næ, når der hilses eller tales specifikt om/til Babyen.
Svigermor: Må i princippet gerne klappe i ny og næ. Men hun er ikke genetisk involveret, og jeg har ikke kendt hende så længe som min egen familie. Og så er hun enormt slem til at komme med kommentarer om mavens størrelse/beskaffenhed. Også når det er så tidligt at der INTET er at se. Hvilket er absout no-go (får mig til at føle mig så fed).
Knap så nære relationer, der på en eller anden måde var deltagende med Ronan: Har et særligt følelsesmæssigt bånd til vores familie, og udviser derfor oprigtig interesse for Babys (og vores) tilstand. Finder mig i klap, fordi det bunder i andet, og mere, end nysgerrighed. Som fx den anden dag da Jydens mor aede min mave mens vi snakkede om Baby.
Knap så nære relationer, der ikke var deltagende med Ronan: Det er omkring her min grænse går. Jeg kan sådan liiiige finde mig i det, hvis jeg er forberedt. Fx til min kusines fest forleden, hvor jeg godt vidste der var mange fra "dame-klubben" (bestående af kvinderne på både min kusines mødrende og fædrende side). Jeg ville foretrække de holdt sig til et enkelt klap eller prik, men kunne smilende finde mig i længerevarende aen (selvom jeg begyndte at overveje at gengælde).
Seriøst perifere relationer og personer jeg møder for første gang til en fest: Afgjort for personlig med klap på maven. Reagerer som regel ved at klappe igen, hvorved situationen bliver seriøst åndssvag. De fleste tager det pænt og forstår et hint/kommer til at grine.
Tilfældige mennesker i Kvickly: Har endnu ikke oplevet det selv, men hører det forekommer. Håber lidt det sker, så jeg kan stå nede i Fakta/Rema/IKEA og klappe en fremmed på maven, bare for at se hvordan de reagerer.
Relationer der burde have været deltagende med Ronan, men ikke var det: Tror måske bare jeg flipper skråt. Men kan ikke lige se hvordan stuationen skulle opstå. Det var bare for at illustrere at de er absolut i bunden.

Det knap så rare hører med. Faktisk.

Engang i løbet af min gymnasietid blev der hægtet en på, sådan på kanten af vores klike. I ved, sådan en der selvskreven til hygge/drukaftener, men som man ikke rigtigt støder på til daglig. Vi holdt kontakten sådan on/off efter jeg flyttede fra Det Mørke Jylland, har set hinanden af og til, haft lidt flirt... men mindre og mindre efterhånden, og især efter mig og Manden blev gift har der været længe imellem kontakten. Da Ronan døde var det så pissesvært med de der lidt mere perifere bekendtskaber - for skulle vi skrive det til alle, slå noget op på facebook, eller hvad. Han var så en af dem der ikke fik det at vide i første omgang, og pludselig var der gået så længe at det ville virke underligt.

Tre-fire måneder efter vi havde mistet Ronan skrev han, og jeg fortalte ham selvfølgelig som det første at Ronan var omme på kirkegården. Hvortil han svarede: "så har jeg misforstået det med, at Ronan er opført som jeres søn på din profil, jeg troede faktisk at I havde fået en søn for nylig" efterfulgt af en del af de sædvanlige klichéer. Jeg forsøgte at forklare hvordan det hang sammen, men jeg kunne godt fornemme han ikke rigtigt forstod det, og han drejede også ret hurtigt samtalen ind på noget andet. Det var ikke ret længe efter det med Pea, og mine mavefornemmelse var klart at han nok røg samme vej. Og jeg hørte så heller ikke mere fra ham, selvom han afsluttede med et "håber vi høres ved"

Så for et par uger siden kommenterede han, da jeg skrev på Facebook at vi ventede nummer to. Jeg blev egentlig ret irriteret over at han efter ni måneder pludselig bare skrev "tillykke" som om intet var hændt, men jeg lod være med at hidse mig mere op over det og lod det stå.

I dag skrev han så en længere besked til mig, og det er en anelse sværere bare at ignorere sådan en. Og helt ærligt blev jeg ret vred, og kunne bare godt mærke indeni mig selv, at jeg stadig ikke er kommet dertil hvor jeg bare kunne skrive et hyggeligt smalltalk-svar og være ligeglad (især fordi han lagde ud med nogle flere af de der pisseirriterende klichéer).

I stedet blev det til følgende besked, og jeg er lidt spændt på om han reagerer.

"Det her kommer måske til at lyde lidt hårdt, men det er der bare ikke noget at gøre ved. Kort sagt har jeg ikke plads i mit liv til mennesker der ikke kan rumme begge mine børn. Man kan ikke få lov til at vælge kun at være deltagende når det er hyggeligt og ufarligt.
Jeg er klar over at døde spædbørn, sorg og mennesker i sorg kan være meget overvældende og svært at forholde sig til, og man må gerne vælge at lade være - jeg vil ikke påtvinge nogen min sorg, eller konfrontere nogen med et emne de synes er for voldsomt. Til gengæld har jeg valgt ikke at bruge tid og energi på de relationer hvor der ikke er plads til det.
Du er velkommen til at skrive, men du skal ikke forvente jeg svarer. Måske jeg en dag bliver rummelig nok til venlig smalltalk, men måske gør jeg ikke.
Men hvis du skriver vil jeg virkelig sætte pris på at du ikke udtaler dig om Ronan, vores sorg eller hvorvidt vores liv "går videre". Du aner ikke noget om det; hvordan det sidste 1½ år har været, hvordan det føles, hvor gammel han var, hvad han fejlede eller hvor vidunderligt et lille menneske han var. For du spurgte aldrig. Punktum."

Det havde jeg da helt glemt

Gammel studiekammerat fra Kbh, der ved et ok sjovt tilfælde har termin seks dage før mig, nævnte lige sin "termins-gruppe ovre på Min-Mave" i en facebook-kommentar.

Oh shit. Termins-gruppe? Bør man det? Er det for sent nu? Orker jeg det egentlig?

Havde egentlig lovet mig selv at i den her graviditet skulle jeg gøre alle de der normale graviditetsting. Men så var det pludselig uge 21 lige om lidt og jeg havde ikke rigtigt gjort noget af det, og måske var det alligevel slet ikke mig?

Forestiller mig forum fyldt med lykkeligt-uvidende gravide, der har været termins-buddies siden de pissede på en pind for fire måneder siden og en masse opdateringer a la "baby sparker :-) KnuZ" som jeg skal være begejstret for hvis jeg vil være med i selskabet. Og måske var jeg i virkeligheden sådan lidt ligeglad med at de endelig havde fået kønnet at vide (for det var bare det herre vigtigZte i hele graviditeten), og orkede ikke helt at forholde mig til en masse børn der skal hedde William og Malou. Ja, jeg ved godt der sådan et sted også bliver snakket om alle de knap så rare ting. Men det orkede jeg måske i virkeligheden endnu mindre at forholde mig til.

Går jeg glip af noget? Misser jeg et kæmpegodt netværk? Dør Baby hvis jeg ikke har en mødregruppe på nettet? Er det bare mig der er blevet gammel og bitter og navlebeskuende?

Uprising

Her til morgen hørte jeg Muse's The Resistance (der i øvrigt er et rigtig dejligt og helstøbt album at lytte til fra først til sidst) på vej ud på uni. Især Uprising er en sang der passer mit lille revoutionære røde hjerte godt. For jeg tror på at nogle gange bliver man nødt til at råbe op og kværulere, selvom man strengt taget godt kunne tilpasse sig. Ja, jeg er sådan en der sætter spørgsmålstegn ved rigtig meget af det jeg bliver stillet overfor. Det meste ender med at passere, og så kunne man jo argumentere for at der ikke var nogen grund til at brokke sig til at starte med. Men jeg mener faktisk at det også har en værdi i sig selv at stille spørgsmålstegn og forholde sig kritisk til sin omverden, i stedet for bare at være et får.

Lige for tiden er det især mit universitet der puster til de antiautoritære flammer. Det blev, en måned inden vintereksamen, annonceret at alle eksamener fremover skulle foregå digitalt. Ud over den helt absurde mangel på information (som sagesløse undervisere har fået skylden for ikke at "videreformidle ordentligt") er det også et hovedløst prestigeprojekt, hvor sund fornuft er bandlyst. Hele processen har simpelthen været (og er stadig) så udemokratisk at jeg er helt oppe i det røde felt. Jo, jeg KUNNE godt gå ud og købe en ny bærbar computer (4000kr) og en digital pen (800kr) for at kunne nedfælde min matematikeksamen, men jeg synes, helt ærligt, det måske er lige i overkanten for at kunne aflevere en opgave der er magen til det jeg ville skrive i hånden - og jeg ville, hvis valget var frit, skrive det i hånden eftersom det går væsentligt hurtigere når der er komplicerede formler involveret. Undervisere og studerende bliver ikke hørt, men det værste er næsten at der ikke er ret mange studerende der råber højt. De står for det meste bare og ser ud som om de slet ikke kunne forestille sig tingene anderledes.

Så jeg råber lidt for mig selv, for jeg tror stadig på revolutionen. Både på universitetet og i verden. På frihed og kærlighed og godhed.

"Men hvordan ville du måske lige opnå det?" (udtales gerne med Peter Pil-stemme - sådan som jeg altid hører Liberal Alliance når de forsøger at overbevise mig om et eller anden åndssvagt)

Trin 1. Alle holdt op med at gøre andre ondt med vilje.

Trin 2. Hvis man har åbenbar mulighed for det så hjalp man lige dem der havde brug for det.

"Men det er slet ikke så simpelt" Jo. Det er det faktisk. Be nice. End of story.

Tænk lige hvis man lukkede ned for våbenindustrien. Ud over den åbenlyse effekt at så er der ingen der kan skyde hinanden, så tænk lige på alle de ressourcer det ville frigive. Til at udvikle landbrug, til forskning, til medicin, til undervisning. Tænk lige hvordan Afrika ville se ud hvis der ikke var krig hele tiden. Hvis der ikke var børn (og voksne) der var nødsaget til at arbejde under slavelignende forhold, for deres arbejdsgivere ville være rare. Tænk hvis man uden det var nødvendigt med Danmarksindsamlingsshow bare sendte mad og medicin ned til de børn (og voksne) der hele tiden dør af sult og latterligt letbehandlelige sygdomme.

Jeg bliver nødt til at tro på det er muligt. Jeg bliver nødt til at tro på at alle liv har samme udendeligt store værdi. For ellers kunne det jo en dag være der var nogen der besluttede at det var mit liv der ikke var noget værd. Eller min søns liv. For man elsker jo ikke sit barn mindre bare fordi man bor i et land hvor børnedødeligheden er 20%. Det bliver ikke ligegyldigt eller mindre trist bare fordi der er mange der dør. Hver tredje sekund er der et lille barn der dør. Det er faktisk lige trist hver eneste gang.

“Åh, Jonatan. Hvis alle tænkte som dig, så ville ondskaben have sejret for mange år siden”

“Hvis alle tænkte som Jonatan, så ville der ikke være ondskab”

Tag i øvrigt og se The Girl in the Cafe. En helt utroligt rørende og tankevækkende film.

Enten/Eller

Der kommer et punkt (eller flere) i enhver bloggers liv hvor man må tage stilling til graden af ens anonymitet; graden af personlige og private detaljer, graden af ærlighed. Jeg kan huske engang for år tilbage hvor diskussionen rasede i blogland og nogle bloggere nærmest blev lagt for had fordi deres blog blev dømt "for privat". Jeg forstod aldrig hvad fanden problemet var, men ikke desto mindre fik det mig til at vælge mine ord (og indlæg) med lidt mere omhu. Simpelthen fordi jeg ikke gad være målet for haterz, og også lidt fordi der dengang ikke helt var sammenfald mellem virkelighedsmig og blogmig.

Jeg er efterhånden på min fjerde (femte? sjette?) blog, og har været i anonymitetsovervejelsen nogle gange. Da jeg startede Manden og Konen var jeg (endelig) et sted i mit liv hvor "indre mig" og "ydre mig" stemte overens, og jeg følte ikke det store behov for at censurere mig selv. Jeg fortæller alligevel Manden alt, og hvis nogen skulle falde over min blog og gætte hvem jeg var... nåja, så ville der jo for det første ikke være noget på bloggen jeg ikke ville stå ved, og for det andet ville det være på eget ansvar hvis de læste videre. Det eneste jeg er meget selektiv omkring er hvad jeg skriver om de andre personer der optræder på bloggen - det er vigtigt for mig at bevare deres anonymitet, og hvis det skulle fejle, at der så ikke står noget privat eller belastende om dem.

Selvom en af bloggens primære temaer var at vi forsøgte at få et barn, var det alligevel den ene ting jeg følte jeg ikke kunne skrive om, den dag jeg første gang stod med en positiv test i hånden. Jeg var bange og ville ikke jinxe det, og dengang virkede det også forkert at skrive om det på bloggen inden vi havde delt det med vores nærmeste. Det blev ikke nemmere da vi mistede Ærten, for havde jeg lyst til at have en blog om abort? Og samtidig virkede det også helt absurd at fortsætte bloggen uden at nævne det. Enten eller. Det endte med den hudløst ærlige udgave, og det har jeg ikke fortrudt, for det gjorde det hele nemmere da jeg blev gravid igen - og det gjorde valget så meget enklere den dag vi fandt ud af Ananasen inde i maven var syg. Enten blev min blog en åben skildring af en kompliceret graviditet eller også måtte jeg lukke og slukke.

Jeg havde aldrig nogensinde forestillet mig at min blog skulle handle om at få et dødt barn (men hvem forestiller sig nogensinde det?). Jeg havde faktisk mest forestillet mig at jeg skulle være en gennemsnitlig, og sandsynligvis ret kedelig, blog om et rart liv med en rar mand og en masse indlæg med babybilleder. Men sådan blev mit liv bare ikke, og jeg tænker egentlig mest at det så heller ikke er fair at forsøge at skildre det sådan. Jeg har ikke lyst til at give et forkert eller ufærdigt billede af hvordan det har været (hvordan det er) for os at miste et barn, for det er så vanskeligt og tabubelagt et emne i forvejen.

Ok, det lyder måske lidt som en sludder for en sladder, det her indlæg, men nu er jeg altså fremme ved sagens kerne. Det der med den hudløse ærlighed, og hvad det gør ved ens liv at miste et barn. For jeg har ikke lyst til at være uærlig. Jeg har ikke engang lyst til at censurere mig selv eller bare udelade noget af sandheden. Men samtidig ved jeg heller ikke hvor meget jeg har lyst til at udstille mig selv; hvor mange ømtålelige og private emner jeg har lyst til at have på internettet fra nu af og til evig. Igen er det enten eller - enten bliver den her blog (midlertidigt, forhåbentlig) en fortælling om det hele, alle følelserne, alle problemerne, alle de små ting der vokser en over hovedet, eller også kommer det til at se ud som om sorgen er sådan noget man græder sig igennem i et halvt års tid, for derefter at bære sin personlige byrde rundt i et liv der ellers ser ud som normalt.

Det er ikke kun på bloggen det balancerer på en knivsæg, det er alting i mig. Og jeg kan ikke finde ud af at vælge, for hvad nu hvis jeg vælger forkert?

At leve med døden

Vores verden er pludselig fuld af historier om døde børn, og fuld af historier om forældre der ligepludselig har fået smadret deres liv. Man opdager hurtigt at man overhovedet ikke er alene i sin sorg, og man opdager næsten ligeså hurtigt at der er ligeså mange måder at tackle sorgen på som der er mennesker i sorg. Men lige netop den forskellighed styrker os i at den måde vi gør tingene på et den rigtige for os. Der er tit nogen der åbner ens øjne for nogle ting man bliver nødt til at forholde sig til, eller nogen der har en måde at gøre tingene på som man kan tage med sig - men ligeså ofte er det omvendt, et "sådan er det i hvert fald ikke rigtigt for os"

Når man mister et barn har man ret til at opføre sig lige præcis som man har lyst til, og hvordan man bærer sin sorg og sit liv er det kun en selv der kan finde ud af, og jeg har ikke mødt eller hørt om en eneste hvor jeg ikke kunne sætte mig ind i deres måde at gøre det på. Men for os var der kun to muligheder: Enten vælger man at leve eller også vælger man at dø. Mellem-limboet, hvor man bliver ved med at leve, men svælger i selvmedlidenhed og "hvis det her bare ikke var sket ville mit liv være godt" synes jeg er en pissefesen nul-løsning.

Det er ikke ensbetydende med at så står vi op i morgen og holder op med at synes at livet burde være anderledes, eller at så er vi aldrig mere kede af det. Det betyder bare at vi tager kampen op. Det at vi har mistet et barn skal ikke blive en belejlig undskyldning for at være ynkelig og på tværs resten af mit liv. Resten af mit liv skal ikke gå med at svømme rundt i min egen bitterhed, og Ronan skal ikke idoliseres til at være det der kunne have gjort hele mit liv godt. Det er en alt for stor byrde at lægge på så lille et menneske.

Det bliver aldrig, aldrig, aldrig ok at han døde. Men det bliver det bare nødt til at være alligevel. Det bliver nødt til at være ok at vores liv er som det er. Vi har valgt at leve, med alt hvad det indebærer - vi har kun det ene liv og det ville være synd og skam ikke at få det bedste ud af det.

Det kan man da ikke

På trods af min families særheder (uddybende indlæg følger en af de nærmeste dage) elsker jeg dem. Og selvom Mandens familie er noget HELT andet end jeg er vant til har de alle sammen taget imod mig med åbne arme, og de er også min familie nu. Min svigermors familie derimod...

Mandens far og Svigermor mødte først hinanden efter Manden var blevet voksen, og hendes familie har derfor ikke været en del af Mandens liv. Der er selvfølgelig nogle stykker jeg kommer godt ud af det med, men der er godt nok også nogle jeg rent ud sagt ikke kan fordrage. De har en grundlæggende anderledes indstilling til livet end mig, og jeg synes faktisk tit der lader til at være en generel mangel på respekt for andre mennesker. Der er især én jeg faktisk næsten direkte hader. Han har flere gange overskredet mine grænser, uden overhovedet at ænse at jeg gav udtryk for jeg synes det var ubehageligt, og er noget af en bralrerøv. Der er ikke den ting han ikke kan, eller den fest der ikke var fed, eller noget han ikke har styr på. Han synes selv han er så pissefed, men sandheden er at hans store planer aldrig bliver til en skid, ofte fordi han simpelthen drikker det i vasken. Han er nu blevet gift og de venter et barn sammen og han bliver ved med at sige at så får han jo styr på sit liv - men han snakker stadig mest om at han var skæv i går, lavede noget sort arbejde i sidste uge og hvor pissefedt det er at de har kunnet skaffe absinth. Jeg har lyst til at kværke ham, for hvad fanden bilder han sig ind? Én ting er at han ødelægger sit eget liv, men nu er der jo pludslig børn involveret, og det lader bare ikke til han forstår hvor dyrebart det er. Overhovedet. I kender typen, nichts war?

Sidder i Udkantsdanmark til den der 50 års fødselsdag, fordi jeg synes at når nu Svigermor holder en større fest er man jo nødt til at komme. Men er man egentlig det? Jeg blander mig alligevel ikke i selskabet og jeg er faktisk heller ikke mentalt klar til det. Og helt ærligt kan jeg jo faktisk ikke lide 50% af selskabet. Er jeg virkelig et frygteligt menneske fordi jeg tænker at jeg egentlig ville få mere ud af at sidde hjemme og hygge mig med en bog, og at festen som sådan egentlig også ville få mere ud af at jeg ikke bare sad og optog en stol? Lige nu er jeg splittet rimelig 50-50 imellem "hvorfor fanden skal jeg bruge min tid på mennesker jeg ikke kan lide" og "det betyder jo måske meget for Svigermor at jeg er her"

Det værste er at jeg ikke bare kan tage hjem, for det er helt reelt Udkantsdanmark uden offentlig transport i miles omkreds - så mellemløsningen med kun er komme til eftermiddagskaffe og så tage hjem er ikke en mulighed.

Hvad ville I gøre?