Må jeg lige sige noget? Altså, sådan noget hvor jeg har en mening om noget, og bliver nødt til at stå ved et standpunkt og ikke bare balancere på den neutrale alle-måder-er-lige-gode-pind. For jeg har tænkt på det længe. Og så i går postede Charlotte (I ved, hende med Spacemermaid og Generation Multiorgasme) et link ovre på Facebook til en artikel der i den grad fik mit pis i kog.
Det drejer sig om denne labre lille sag: 90 procent af tiden er det bare ikke fedt at være mor
Jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte. Og slet ikke hvis jeg skal undgå at jeg selv kommer til at hælde galde ud. Min umiddelbare reaktion var nemlig "Årh, for helvede, hvor bliver jeg træt af det ævl", hvorefter jeg fortsatte i ildsprudle-mode med at uddybe helt præcist hvor meget ævl det er. Jeg fnyser og stamper og Manden kan ikke få et ord indført, ikke engang for at fortælle mig at det er spild af ild, for han er jo allerede enig.
Det gik galt allerede da jeg læste overskriften. For helt ærligt, hvis det er ufedt at være mor 90% af tiden, så tror jeg ikke man gør det rigtigt. Så tror jeg faktisk man griber det grundlæggende forkert an. Jeg skulle bare være stoppet der. Det var jo tydeligt det var en artikel jeg ville komme til at hidse mig op over. Men det gjorde jeg bare ikke. I stedet klikkede jeg på linket og læste hele skidtet.
Jeg elsker at hun starter med at sige "Det er ikke omkostningsfrit at blive forælder." For... jamen, christ... no shit, Sherlock!? Men vent, det bliver bedre. For det bliver efterfulgt af "Men det er der ingen, der tør sige." Ahmmen...?! Hvis man ikke har hørt/læst/forstået det kræver noget af en at blive forælder, så kan man da nærmest ikke have været udenfor en dør. Jeg tror måske ikke grunden til det ikke bliver sagt er at ingen tør, men nok nærmere at ingen synes det er nødvendigt. Det burde da virkelig ikke være nødvendigt at udpensle at når man får ansvaret for et helt lille menneskes liv, så kommer det til at have en ikke ubetydelig virkning på dit liv.
Og så... ja, så bliver Malene Neis modig. Og fortæller sandheden. Sandheden. Som åbenbart er at det er ufedt at være mor 90% af tiden. Hun bryder Det Store Tabu og fortæller om hvor hårdt og seriøst ufedt det er. Men der er jo ikke noget tabu. Overhovedet. Bøger, pjecer, sundhedsplejersker, jordemødre, internettet skriver/snakker/underviser stolpe op og stolpe ned om hvor hårdt det kan være at føde, amme, passe et spædbarn etc. Jeg synes faktisk ikke man hører andet.
Jeg bliver så træt af den der påtagede martyr-rolle. Den der åh-hvor-har-jeg-ofret-meget, og især åh-ve-al-min-frihed-er-væk, giver mig lyst til at skrige "DU HAR SELV VALGT DET!" Det kan vel for fucks sake ikke være resten af verdens skyld at du ikke har læst på lektien, og det kan vel heller ikke være andres skyld end din egen at du ikke har gættet at et spædbarn kræver 100% selvopofrelse. Jamen for fanden, hvad havde du regnet med?
Det er ikke fordi jeg siger man kan forberede sig på hvordan det bliver at få et barn. Børn er designet til at komme bag på en. Men det undrer mig i den grad at det kan komme bag på nogen at børn kommer bag på en. Hvordan kan man ikke være klar over at et barn ændrer hele ens liv?
Og jeg siger heller ikke det bare er sjovt det hele. Eller at det ikke er hårdt. For det er hård. Og overvældende. Og tager fuldstændig røven på en. Men det er ikke ensbetydende med det er ufedt, nedern, skuffende eller at jeg ville vælge om hvis jeg kunne. Det er en samlet pakke, og jeg synes det er så snothamrende forkælet at sige "jeg elsker mit barn, men jeg ville ønske alt det hårde ikke fulgte med". For det er jo når det er hårdt, det gælder. Det er når det er hårdt, man bliver Mor.
Nej, jeg synes ikke umiddelbart det er fedt at baby skriger når hun får mad. Og nej, jeg synes heller ikke det er specielt fedt at hun har ondt i maven. Men mor-rollen er jo ikke "at have en baby der skriger". Mor-rollen er at trøste og nusse og elske baby der skriger. Og det synes jeg er fedt - at hun har brug for mig og at jeg kan være der for hende.
Hej, jeg hedder K. og jeg synes det er fedt at være mor. 100% af tiden.
Amen! (jeg er enig, og du siger det så fint. Deraf min ordknaphed)
SvarSletFlot brølt og 100% rigtigt!
SvarSletDu rammer hovedet på sømmet, når du skriver, at det jo netop er når det er hårdt, at man bliver mor.
Det andet er jo bare forkælet. - Jamen, hvad havde de regnet med?!
Og jo, jeg kan godt brokke og beklage mig lidt over moderskabets stress, men det er vel bare for at ventilere lidt, derfra til at mene de kun er fedt at være mor 90% af tiden er godt nok strengt..
Hun skriver jo faktisk det kun er fedt 10% af tiden:
Slet"De 10 procent er en lykkerus, som vi mødre jagter konstant. Vi er som narkomaner, afhængige af narkotikummet, mit barn er vellykket, ergo jeg er vellykket."
Nå ja, det var også det jeg mente :)
SletJeg tænkte præcist det samme, da jeg læste hendes klumme.
SvarSletDet værste er, at jeg tror hun mener det. Uden at overdrive. Og så synes jeg egentlig bare at det er synd for hendes barn
Ja, for det bliver jo hurtigt til "alt det jeg har ofret for dig" - og selv hvis man ikke siger det højt (til barnet) så påvirker det jo både en selv og barnet alligevel
SletJeg er så rystet over den artikel, men nok mest rystet over, at hun ikke gør noget ved det, at hun ikke ændrer sine vilkår. I stedet, synes jeg, forsøger hun at gøre det til det nye sort og på den måde fralægger hun sig sit ansvar.
SvarSletDet er mega udfordrende at blive forældre, men jeg synes, at det er det værd.
Jeg forestiller mig problemet er at hun ikke er kommet overens med at et barn kræver en 100%, at man er nødt til at tilsidesætte sine egne behov.
SletSelvfølgelig er det hårdt at være nogens mor eller far. Men det er også fantastisk. Og måske er det en blanding af hårdt og fantastisk det meste af tiden. Af og til er det kun hårdt og af og til er det kun fantastisk. Sådan oplever vi det i al fald hjemme hos os.
SvarSletMen det er vel et faktum, at rigtig, rigtig mange har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen med overskud, fordi dem med små børn (generelt) er dem, der arbejder mest. Tænk, hvis man tænkte i et samfund, hvor familier med (små)børn faktisk kunne få mere luft i hverdagen og hvor de små ikke skulle være 8 timer i institution hver dag. Mon så ikke det ville være sjovere for alle?
(Kæphest alert, så er du advaret): Altså, nu SKAL børn jo ikke være i institution 8 timer hver dag. Det kan godt lade sig gøre med mindre.
SletMEN jeg ved godt hvad du mener. Det burde være nemmere at få til at hænge sammen, ligemeget hvilket job man har. Vi er bare heldige at Manden har sådan et job hvor deltid nærmest er normen, og at jeg er superfleksibel (evigheds)studerende
Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal sige, eller hvor jeg skal starte. For jeg har jo også råbt op om alt det hårde og "hvorfor har ingen sagt noget" og været totalt lamslået over, hvor mit liv forsvandt hen. Og hvis du havde spurgt mig, da Trolden var 3 måneder gammel, kunne jeg sikkert også have sagt, at det kun var 10% fedt og 90% lort at være mor (et begreb, jeg på ingen måde kunne identificere mig med).
SvarSletJeg er mest bare taknemmelig for, at jeg ikke har det sådan mere. At både Trolden og jeg er blevet ældre, klogere og lettere at have med at gøre. Og at titlen "mor" nu er en, jeg bærer med glæde.
Det er måske der forskellen ligger - i om man kan identificere sig med mærkatet "mor" eller ej. Jeg mener, jeg har jo været SÅ klar til at skulle være mor siden jeg var 19, så alt omkring småbørn og moderskab har jeg suget til mig (både bevidst og ubevidst) - og måske det mest af alt er derfor det virker så indlysende for mig? Hvorimod du fik et (som udgangspunkt ufrivilligt) 8 måneders crash course. Giver jeg mening, eller det det bare totalt ævl?
SletJeg læste også debatindlægget/artiklen for nogen tid siden, og har reageret på nogenlunde sammen måde som dig. Og som jeg også reagerede, da jeg læste Julia Lahmes bog "Hvor lagde jeg babyen?" - for det er da logik for perlehøns at ens liv ændrer sig med babys ankomst, og man kan bare IKKE leve det samme champagnebrunch-med-veninderne-liv som før baby.
SvarSletOg ja, det er hårdt, og kræver mere end man troede var menneskeligt muligt. Og hvor er det bare det bedste, mest vidunderlige og kærlighedsfyldte, der nogensinde er sket for mig!
Åh den bog. Jeg hader den af et godt hjerte. Især da hun beskriver sig selv som tilhørende "fattig børnefamilie segmentet". For det er man bare på ingen måde når man bor på Østerbro og køber kanelsnegle fra Emerys
SletDenne kommentar er fjernet af forfatteren.
Slet"Fattig børnefamilie" - det må være en joke. Hun bor fx i stor Østerbrolejlighed ved Søerne (ved et tilfælde arbejder jeg i samme ejendom).
SletJeg er så enig (altså med dig - og det meste af kommentarfeltet). Nu har jeg ikke læst artiklen, men det lyder da trist, hvis hun virkelig har det sådan. Bliver helt trist på både hendes og børnenes vejne.
SvarSletSå godt indlægget - men har ikke læst det før nu. For: selvfølgelig er det hårdt at være nogens mor, især når denne er en baby - og samtidig er det fuldstændig fantastisk. Og det kan de fleste nybagte mødre nikke ja til.
SvarSletOg nej, det er ikke "fedt" at være mor hele tiden - men hvem har også forventet det? Det er fx heller ikke "fedt" at gå på arbejde, stå tidligt op i buldermørke eller at vaske op. Men det er en del af tilværelsen.
Jeg bliver også lidt ked af det på hendes barns (hun har forhåbentlig ikke flere?) vegne - for det er jo ikke slut når barnet bliver større; det vil stadig have brug for en mor rigtig mange år endnu.
Jamen præcis! Der er virkelig crappy dage når man har et (lille) barn - men det er der jo også selvom man ikke har.
SletOkay, nu har jeg tænkt lidt mere over det, samt fået læst artiklen, og jeg synes faktisk, at den beskriver noget, i hvert fald jeg kan genkende. Jeg oplever dog ikke, at det lyserøde glansbillede som hun opponerer imod bliver malet helt så kraftigt op længere - men det kan skyldes, at jeg nu er indtrådt i mødreklanen, og derfor hører med andre ører.
SvarSletPå en måde siger du det meget præcist længere oppe, Kone: "Jeg forestiller mig problemet er at hun ikke er kommet overens med at et barn kræver en 100%, at man er nødt til at tilsidesætte sine egne behov."
Jeg er stadig ikke kommet overens med dette. Og jeg kan ikke. For jeg vil ikke være hende, der om 20 år siger "Se, alt hvad jeg har ofret for dig. Nu skylder du ...indsæt selv...." Og det bliver jeg, hvis jeg igen og igen skal give 100% af mig selv. Derfor vælger jeg ind i mellem at prioritere mig selv højere end mit barn. Jeg henter f.eks. en time senere, end jeg kunne, fordi jeg har brug for en lur på sofaen.
Jeg vælger sådan, selvom det giver mig dårlig samvittighed, fordi jeg ved, at mit barn stadig ønsker 100%, og fordi at man, f.eks. i et kommentarfelt som dette eller på politikens side, får at vide, at et barn har ret til 100%.
Jeg ville ønske, jeg kunne give de sidste 10%, men det kan jeg ikke uden at miste mig selv og blive vred og bitter og skrive klummer som den der.
Og ja, måske handler det om, som du skrev, K, at jeg ikke i første omgang planlagde Troldens ankomst. Men måske er det også noget med det menneske, man er, og de drømme, man har for sit liv. Uanset hvor meget man kan få at vide på forhånd, så tager et barn bare røven på én, som du også skrev. Og det er meget svært at forberede sig på kaos.
Kære GG - jeg har fulgt dig i nogle år, og ved at du kæmper/har kæmpet med det. Og jeg mener også der er stor forskel på om man vælger at få et barn "fordi det er det nye sort" (hvilket jeg får indtrykket af at artiklens forfatter har troet), eller om man får sig en overraskelse, der ikke var planlagt eller ønsket på det tidspunkt (og derfor kan man jo godt elske sine børn højt alligevel). Jeg kan godt følge dig, og jeg forstår godt de frustrationer og ked-af-det-hed, du har haft over at blive mor på et tidspunkt, du ikke selv havde valgt. Jeg var heller ikke klar til at blive mor før jeg var et stykke over de 30, og er ret sikker på jeg også ville have stået med en bitterhed over at noget blev taget fra mig/jeg blev påduttet noget jeg ikke havde bedt om.
SletOg så tror jeg at alle mødre har brug for plads til sig selv - og at man bliver nødt til at tage sig tid til at få fyldt på, tage en lille lur, hente en time senere - fordi man kan. Fordi man går i stykker over at ofre hele sig selv på afkommet, og fordi man har brug for at lade op. Jeg havde i går et skænderi med manden om netop dette - at han ikke rigtig levner plads til MIG, når han rask væk prioiterer sin fritid som om intet var hændt, og det jo er meget behændigt at have sin kone som barnepige for afkommet 24/7 (meget overdrevet... men sådan føles det lidt ind imellem). Selv som ønske-mor har jeg brug for tid og plads til at lade op og fylde på, og til ikke bare at være serviceorgan for andre. Så det er nok helt normalt ;-)
What she said :)
Slet