Forstaden ligger, som så mange andre forstæder, nord for København. En halv time med s-tog fra hovedbanen og tæt på det højtbesungne "skov og sø". Ex'ens lejlighed bestod af 56kvm i et gigantisk, rustbeklædt boligkompleks, og der flyttede jeg så ind med mine sparsomme ejendele. Vi købte to små skildpadder og vi havde en kat der hed Artemis (og det hedder den vel endnu, hvis han stadig har den). Soveværelset var i pulterkammeret, hvor der lige præcis kunne være en seng, og badeværelset var i fantastisk orange glasfiber. Forstadsidyl hele vejen igennem. Det var i hvert fald en kraftig opgradering fra de 15kvm han havde haft på Nørrebro (dér havde badeværelset tis-gule fliser)
Vi aftalte da jeg flyttede ind, at jeg ikke behøvede betale til husleje, varme osv., men at han ikke skulle have ekstra udgifter af jeg boede der. I praksis betød det at han betalte alle de fast udgifter (og ting til ham) og min SU gik til mad (og ting til mig)... nej, faste læsere, der kender mig forbløffende godt, vi havde ikke fællesøkonomi nazi-styret af undertegnede... Det var faktisk ret luksus, for man kan få pænt meget mad for en SU. Ok, det virker måske som en latterlig detalje at dvæle ved, men det var en af de ting jeg virkelig elskede ved at bo i Forstaden - i bycentret i Forstaden fandtes nemlig en helt utrolig najs Irma. Sådan en rigtig forstads-Irma med lækre varer, rene gulve, og aldrig kø ved kassen. Jer kjøwenhavnere ved hvad jeg taler om. Ah, økovarer i overdrevne mængder, og frisklavet frokostsalat fra delikatessen, jeg savner jer.
Når jeg nu tænker tilbage på livet i Forstaden er noget af det jeg husker tydeligst den lange række af politiske møder, aktioner, valgkampe og plakatopsætning. Vi var (og er) medlemmer af det samme parti... nej, der er ikke præmie for at kunne gætte hvilket - nice try... og det meste af vores sociale liv lå der. Af highlights fra den periode kan nævnes dengang jeg var stillet op til et byrådsvalg, og dengang vi besatte Peblinge Sø. Det var tider. Især da vi faktisk fik en mand i byrådet (hvis forslag overraskende ofte blev nedstemt med 24 mod 1)
Nå, men det var jo egentlig (stadig) ikke Historien Om Ex'en jeg var ved at fortælle, så nu skal jeg nok klappe kaje og komme til sagen. Efter gymnasiet var jeg et halvt år i England, for at passe nogle andres børn, og efter det (og en kort flirt med kontanthjælp) startede jeg på universitetet. Begge dele rykkede noget i mig. Noget helt grundlæggende omkring hvem jeg var, hvad jeg troede på, og hvad jeg egentlig ville her i livet. Vi snakkede aldrig rigtigt om det, mig og Ex'en, og ligeså stille gled vi fra hinanden. Ikke noget dramatisk (selvfølgelig), men millimeter for millimeter, uden vi opdagede det. Jeg var nok allerede på vej væk, længe inden det hele faldt fra hinanden.
Men det var Es, der (ufrivilligt) gav mig det sidste skub.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Vidste du, at kommentarfelter dør, hvis ingen skriver i dem? True story.