At turde (den der kønsidentitet)

Jeg har aldrig opfattet mig selv som specielt feminin. Selv i min lyserøde periode i børnehaven, hvor mit kæreste eje var prinsessekjolen fra min moster, var jeg stadig glad for biler, puderum og ting der skulle bygges. Jeg vil ikke sige jeg var en drengepige - det er et åndssvagt udtryk, der holder fast i nogle meget stereotype kønsroller, og jeg har altid opfattet mig selv som en pige. Bare ikke som en tøset en af slagsen.

Ok, jeg væver måske lidt. Men det er fordi det er svært. Især fordi det også hænger sammen med seksuel orientering, og så er det jo det for alvor bliver privat. Og svært at være seriøs omkring, fordi vi alle sammen er vokset op med "det er ikke noget vi taler om".

Dyb indånding. Here goes. På den uelegante måde. Ja, jeg væver igen. Nu skal jeg nok stoppe. Nu.

Jeg er biseksuel, men jeg har aldrig været sammen (som i sammen-sammen) med en pige. Jeg har haft lyst til det (obviously) og jeg har et par pige-forelskelser i baggagen. Da jeg gik i 10. klasse faldt jeg pladask for Ray, den amerikanske udvekslingsstudent, og fik faktisk samlet modet til at fortælle hende det. Det eneste jeg fik ud af det var en solid omgang mobning (aldrig af hende, men af de andre piger), som endte med at mine lærere indkaldte mig og min mor til samtale - hvor de snakkede om at jeg ikke kunne begå mig socialt, og de fortalte min mor om hvad jeg havde sagt til Ray (noget så farligt som "I have a crush on you"). Måske ikke lige sådan jeg havde tænkt mig at springe ud for mine forældre, men hun gjorde nu ikke noget nummer ud af det, min mor.

Nå, det blev måske lige lidt mere vævning, men det er bare fordi jeg ikke kan tage mig sammen til at komme til det virkelig relevante. Fordi jeg er flov over at stå ved det, måske? Fordi jeg egentlig synes det er for underligt? Fordi jeg måske tænker at I alle sammen vil synes jeg er mega freaky? Fordi jeg ved Emmie læser med, og det er virkelig underligt at skrive sådan noget når man ved en af ens bedste venner så finder ud af den slags om en?

Og gud... gad vide om Manden egentlig hørte efter dengang jeg fortalte ham det?

Puha. Nå. Der hvor det bliver indviklet i forhold til min kønsidentitet er at jeg aldrig har haft lyst til at være i et lesbisk forhold. Jeg har lyst til at være sammen med en anden kvinde, ja (altså, hvis ikke lige jeg var lykkeligt gift med Manden), men... dyb indånding mere... jeg forestiller mig altid, at så var jeg manden. Ikke intellektuelt, vel, for jeg er godt klar over hvordan min krop ser ud. Men fantasi-mæssigt... ja, så er jeg i den sammenhæng mand.

There, I said it.

Det er jo ikke fordi det som sådan har nogen praktisk betydning for mit liv, eftersom jeg befinder mig ret solidt i en tilfredsstillende Mand-Kvinde konstellation. Det eneste er at jeg aldrig (som i aldrig) har fantasier om at være sammen med mænd (med mindre Manden indgår, men det behøver vi ikke gå i detaljer med). Så hvis jeg så porno læste smagfuld erotisk litteratur (eller forfattede noget selv) - og jeg siger ikke at jeg gør, men hvis jeg gjorde - ville jeg identificere mig med manden.

Jeg er glad for at være Konen, og nu også Moren, som jo i den grad er kvinde-roller. Jeg føler mig enormt godt tilpas i begge roller, selvom jeg sjældent fremstår specielt feminin, eller opfatter mig selv som sådan. Jeg er i øvrigt også glad for min krop og mit køn, og det føles bestemt ikke forkert.

Men det tror jeg det ville hvis jeg var i et forhold med en kvinde.

.....

Hmm, måske jeg i virkeligheden ikke er biseksuel men to slags heteroseksuel?! Findes der et ord for det?

.....

Ok, nu udgiver jeg det

.....

Nu

.....

Hate-comments commence