Egentlig blev jeg lidt sur på sundhedsplejersken, der sidste mandag, da hun sad og sagde, at jeg "har det vi kalder blues" efter hendes computer havde spyttet et ottetal ud. Fordi det er så skide subjektivt, og jo overhovedet ikke har noget med efterfødselsreaktion at gøre - det er bare sådan jeg reagerer. På alting. Default setting når jeg står i noget ukendt er at jeg bliver ked af det, angst og ikke kan sortere i de indtryk jeg får.
Så jeg gider egentlig ikke have stemplet "barselsblues" puttet på, især fordi det så kommer til at lyde som om a) det har noget med Grynten at gøre og b) det er noget der kan behandles isoleret. Men jeg tror så næppe sundhedsplejen i Byen Ved Vandet lige har redskaber til at fikse det, eftersom flere års terapi (endnu) ikke har gjort det. Selvom de ellers er flinke nok, dernede i Sundhedshuset.
Nå. Men det er jo ikke fordi det ikke er hårdt. Eller, det er jo ikke hårdt hårdt, men jeg har så sindssyg svært ved at slappe af. Fordi jeg er bange for ikke at slå til (det er en helt generel flaw jeg har, jvf. førnævnte terapi). Og det er så åndssvagt, for jeg VED jeg er en god mor og jeg VED hvad min mavefornemmelse siger, men der er alligevel den der gnavende "hvad nu hvis du tager fejl". Selvom det bare var en ud af en million for jeg var forkert på den ville det gnave. For det er så pisse vigtigt når det er Gryntegrisen. Det er det vigtigste i hele verden, og jeg skal bare ikke fucke det op.
Det er jo meningen jeg skal være supermor. Det er det her jeg skal kunne finde ud af. For hvis ikke, så kan jeg jo bare ingenting.
Må jeg vende den lidt rundt? Supermor må netop godt begå fejl. For supermor lærer sit barn at det er ok at fejle. At vi er gode mennesker på trods af fejl. At vi elsker hinanden alligevel. Er det ikke en vigtig ting at lære sit barn? Jeg elsker dig selv om du ikke er perfekt? Jo, og derfor er supermor menneskelig og står ved sine fejl og mangler, udbedrer, lærer, accepterer. Så tag det roligt - du ER supermor for dit barn, lige præcis sådan som du er med dine fejl og dine fortrin.
SvarSletJulie, du er så klog. Og viis. Det er derfor du er dronning af blogland.
SletJa, det er jo heldigvis sådan at det barn man får, ikke kunne have fået en bedre mor. Sådan er det bare, færdig bum. Og ud fra den smule jeg kender dig, er jeg helt overbevidst om, at du netop er supermor. For du (ja både dig og manden) virker som to helt igennem rolige og afbalancerede mennesker, og Grynten kunne ikke have fået det bedre.
SvarSletJeg blev også screenet for efterfødselsreaktion, det gør vi jo alle nu, og her var der ingenting, men hele systement (sygehus og sundhedspleje) har været ekstremt på tæerene fordi jeg også er mor til Linus. Når først man har mistet, er man pludselig i "risikogruppen" for en fødselsdepression. Det er lige før jeg tænker at de med deres opmærksomhed kunne skubbe mig i retning af en reaktion, hvis ikke jeg selv var så overbevidst om at det her altså er ok, og har gået til psykolog så længe at jeg kender mine reaktioner ret godt.
Og det lyder til du også kender dig selv så godt at den "blues" de nu mener du har, ja den har du styr på og ved hvad skyldes, så glem det og koncentrer dig om Grynten og alt det dejlige i dit liv ;-)
Men jeg kan godt forstå din følelse over at blive stemplet.
Åh, jeg kan blive så træt af den der "jamen, I har jo også mistet et barn" - som om det bare forklarer alt hvad der måtte være af problemer
SletKram til dig. Hold fast i mavefornemmelsen og generel awesomhed. I er Gryntegrisens bedste forældre. Fordi I er jer.
SvarSletHvad de andre sagde. De sagde det så godt.
SvarSlet