Låveståry, del 6

Vi ligger på hans sofa, Vikaren og jeg. Tæt. Jeg ser på ham og siger: "Det her er en virkelig dårlig ide" Et øjeblik senere kysser han mig.

------

Ugen efter landede jeg hos Es igen. Han skulle en masse i forbindelse med noget musikfestival, men vi aftalte at så kunne jeg jo bare komme og se på. Og så kunne jeg også se Prinsessen. Hun var blevet i tvivl om de skulle starte et forhold, og Es var ved siden af sig selv. Han var jo head-over-heels, og det havde han også troet hun var. Så vores cunning plan var at jeg skulle være casual tilskuer, og så kunne jeg observere hende bagefter, når jeg alligevel skulle vente på Es klædte om.

Som sagt, så gjort. Prinsessen vendte tilbage fra garderoben før Es, og blev hængende i forhallen. Længe. Nu var (og er) jeg bestemt ikke ekspert på området (jvf. afsnit 2), men jeg var fuldstændig overbevist om hun ventede på Es. Med længsel. Men i samme øjeblik Es kom ud vendte hun om på hælen og gik.

Vi endevendte situationen på gåturen hjem til kollegiet, og fortsatte oppe i sofaen. Ingen af os kunne forstå noget som helst, for hvis han kunne lide hende og hun kunne lide ham, så var den vel ikke længere? Pludselig er der noget der slår mig: "Du tror da ikke det var fordi jeg var der?" Efter jeg har sagt det stirrer vi intenst på hinanden i fuldkommen, lamslået stilhed. Sekundet efter er vi begge fuldstændig hysteriske af grin. Det var jo helt absurd. Fuldstændig utænkeligt.

"Jamen, seriøst? Tror du?" Det var ligeså indlysende, som det var absurd. Vi hylede af grin både over hvor dumme vi var at vi ikke forstod det med det samme, og over hvor åndssvagt det er at den sociale norm er at man drager konklusioner på så spinkelt et grundlag. For selvfølgelig var det fordi Prinsessen havde troet mig og Es var sammen, det har hun selv indrømmet senere.

Skæbnen ville at det også var den dag der var melodigrandprix, og fordi tiden skulle gå med noget endte vi med at se det. Dermed startede vi uforvarende en tradition, men det er en anden historie. Es er ikke specielt sentimental, så der var ikke noget med at sidde og snakke ud og læsse af. Men når jeg er sammen med Es, både dengang og nu, kommer alting til at føles helt igennem normalt og nede på jorden. Denne gang var det mig der fik liggeunderlaget.

Dagen efter havde Es (som altid) planer, og efterlod mig tidligt om morgenen med instruktioner om bare at smække døren når jeg gik. Jeg havde skrevet lidt sammen med Vikaren i løbet af ugen, og vi havde snakket om at mødes, nu jeg alligevel var i byen. Jeg havde gjort det klart at jeg ikke gad se ham, hvis han skulle bruge dagen på at have tømmermænd, så da han lørdag aften skrev at ham og gutterne var endt i byen ovenpå en alkomættet dag i Aalborg røg mødet i vasken.

Så der sad jeg så, på Es' lillebitte værelse mutters alene og skulle have tiden til at gå indtil jeg kunne finde et sted at overnatte. Det endte med jeg ringede til Vikaren alligevel, og spurgte om det var ok jeg kom forbi. Han tøvede ikke et sekund, men sagde med det samme "Ja... men jeg skal lige finde ud af hvor jeg er først. Og jeg har også mistet mine nøgler"

Det er mig stadig en gåde, hvorfor jeg ikke bare lagde på right then and there, men det viste sig at være meget heldig. Vikaren var nemlig den gavmilde type, der uden at blinke tilbød mig en sofa at sove på "ligeså længe det skal være"