Låveståry, del 5

Kasseren for festudvalget var egentlig ikke noget specielt. Han var sød og vi havde det sjovt sammen, men han var bestemt ikke min type og jeg kunne ikke lide ham på den måde. Alligevel endte vi med at være sammen efter en fredagscafe, hvor vi havde lukketjansen. Jeg ville gerne kunne sige det bare var fordi vi var fulde, men det er en rådden undskyldning, og det passer jo heller ikke. Man er jo aldrig sammen med nogen udelukkende fordi man er fuld.

Det gik ikke længere at sige "det er bare sex", for jeg var jo sammen med Kasseren fordi han var sød og vi hyggede os. Han var ikke bare en eller anden ligegyldig semi-anonym type fra nettet, men en jeg faktisk holdt af. Så der var ingen vej uden om, jeg var nødt til at krybe til korset og fortælle Ex'en at det altså ikke lige gik skidegodt, og at jeg, sådan for alvor, havde været sammen med en anden.

Han reagerede ikke rigtigt. Altså, det gjorde han sikkert nok, inde i sig selv, på sin egen stille måde, men udadtil sagde han ikke meget andet end "nå". Og det var nok egentlig det der var det sidste strå for mig. Han skulle jo ikke bare sidde der og sige "nå" som om intet var hændt. Han skulle blive vred eller ked af det eller smide mig ud. Et eller andet. Og så var det jeg kom til at sige de der frygtelige ord, som man bare overhovedet ikke kan tage i sig igen: "Måske det bare er slut"

Det var jo ikke fordi det ikke var slut. Det var det, og havde måske været det et stykke tid. Men når det først er sagt, så kan man ikke længere lade som om. Så står det der, lige midt i rummet, og glor på en som et kæmpe monster. Det var frygteligt, frygteligt, frygteligt. Selvfølgelig er det værste jeg nogensinde har oplevet at miste Ronan. Selvfølgelig. Det er helt udenfor kategori. Men på den mere almindelige skala over ting som virkelig sucks, så er det at gå fra hinanden efter et langt forhold meget tæt på toppen. Det var hæsligt, skal vi ikke bare sige det, og så ikke dvæle mere ved detaljerne. Det var slut, og jeg skulle flytte.

Es var selvfølgelig den første jeg fortalte det til, og den første jeg søgte husly hos. Han boede på et lillebitte kollegieværelse i Odense, og var dermed et praktisk stop på vejen til Det Mørke Jylland - jeg havde brug for at samle mod inden jeg skulle fortælle det til mine forældre, der var svært glade for Ex'en. Jeg havde fået en del, skal vi sige... øhm... kontakter... på forum, deribland Vikaren, som også boede i Odense, og tilfældet ville at jeg var igang med en sms-udveksling med ham netop som Es skrev og sagde han blev lidt forsinket (det gør Es tit, for han har altid gang i tusind ting på én gang). Vikaren tilbød storsindet at underholde mig mens jeg ventede, så det blev til et spontant ti-minutters møde på en bænk udenfor banegården.

Da Es kom for at hente mig, informerede han mig om at situationen vist lagde op til et kram, og således fandt det første, af (endnu) kun en håndfuld kram sted. Es havde også købt ind til aftensmad og omsorgspakken inkluderede endda at det var mig der fik sengen, og ham der tog et liggeunderlag på gulvet. Morgenen efter, da Es var taget afsted, skrev Vikaren, og jeg blev enig med mig selv om at mine forældre godt kunne vente et par timer mere. Og så tog jeg hjem til Vikaren.