Hvad siger man til ens klassekammerat, der lige har mistet sin halvanden-årige søn?
Den klassekammerat, der trods ubeskriveligt tab, skriver en lang mail til alle i klassen for at sige tak og beskriver forløbet og fortæller at hun kommer i skole i morgen - og håber vi spørger hvis der er noget vi vil vide, selvom hun godt ved det er svært at omgås mennesker i sorg (Hvordan har hun overskud til overhovedet at tænke på, og tage hensyn til, andres følelser?)
Så hvad siger man? For jeg kan ikke komme i tanke om noget der er dækkende og/eller ikke er løgn
"Jeg føler med jer"
"Jeg kondolerer"
"Jeg er ked af det, på jeres vegne"
"Jeg ved det er svært"
"Jeg er sikker på det nok skal gå"
Sandheden er at jeg græd da vi inden ferien fik at vide hendes dreng var syg, og jeg har grædt (hulket ukontrollabelt) efter at have læst hendes mail. Jeg har bedt for hendes søn, og for hende og hendes mand (og gør det nok et stykke tid endnu). Jeg kan slet ikke forestille mig, eller forholde mig til, den sorg de må befinde sig i. Og jeg synes simpelthen det er så pisselorte-møguretfærdigt. Hun er sådan et dejligt menneske.
Sandheden virker bare heller ikke som det rigtige at sige/skrive. For set midt fra deres sorg må det virke ubetydeligt og uoprigtigt hvad jeg føler.
Så hvad siger man?
søndag den 28. februar 2010
søndag den 21. februar 2010
fredag den 19. februar 2010
Har ikke tid
Læser Twilight.
Hader hypet pop-litteratur. Ville vente til alle havde glemt den fandtes. Men stod der lige på bibliotket, tre ud af fire. Henter Eclipse om lidt, for kan godt se der ikke går længe før jeg er igennem de to første.
Så godt er det egentlig heller ikke skrevet - men historien griber fat helt inde i mig. Fordi den er helt banal uden overhovedet at være det. Tiltaler romantikeren i mig, der selv har sådan en gående jeg ikke kan klare at være adskilt fra. Han er dog ikke vampyr (det var ikke en spoiler, vel, det vidste I godt alle sammen?)
Måske jeg lægger mærke til manglen på ordekvilibrisme fordi jeg lige har læst "The Invention of Everything Else" af Samantha Hunt. Hvor man kunne smage på lyset og mærke elektriciteten i fingerspidserne. Læs den. Især hvis du er til det lidt skæve. (Den første sætning er "Lightning first, then the thunder. And in between the two I'm reminded of a secret" - og nu skynder du dig lidt at låne bogen, fordi du bare må læse resten. Jeg gjorde i hvert fald)
UPDATE! (10. november 2011) Jeg hader Twilight. Det startede godt og blev så to bøger og en hel masse teenage-pis for langt. "The Invention of Everything Else" elsker jeg stadig. Læs den.
Hader hypet pop-litteratur. Ville vente til alle havde glemt den fandtes. Men stod der lige på bibliotket, tre ud af fire. Henter Eclipse om lidt, for kan godt se der ikke går længe før jeg er igennem de to første.
Så godt er det egentlig heller ikke skrevet - men historien griber fat helt inde i mig. Fordi den er helt banal uden overhovedet at være det. Tiltaler romantikeren i mig, der selv har sådan en gående jeg ikke kan klare at være adskilt fra. Han er dog ikke vampyr (det var ikke en spoiler, vel, det vidste I godt alle sammen?)
Måske jeg lægger mærke til manglen på ordekvilibrisme fordi jeg lige har læst "The Invention of Everything Else" af Samantha Hunt. Hvor man kunne smage på lyset og mærke elektriciteten i fingerspidserne. Læs den. Især hvis du er til det lidt skæve. (Den første sætning er "Lightning first, then the thunder. And in between the two I'm reminded of a secret" - og nu skynder du dig lidt at låne bogen, fordi du bare må læse resten. Jeg gjorde i hvert fald)
UPDATE! (10. november 2011) Jeg hader Twilight. Det startede godt og blev så to bøger og en hel masse teenage-pis for langt. "The Invention of Everything Else" elsker jeg stadig. Læs den.
onsdag den 17. februar 2010
Måske
Måske er en orgasme i virkeligheden ikke den ultimative nydelse, men den ultimative længsel.
Måske er det i virkeligheden det samme
Måske er det i virkeligheden det samme
lørdag den 13. februar 2010
Pyha
Wow, hvor havde jeg bare glemt at man ikke har tid til noget andet når man faktisk laver noget hver dag.
Og nøjsh hvor går tiden dog hurtigt.
Nu er det fx ligepludselig d.13, og det er jo lææææææææææænge siden vi aftalte at min familie skulle komme på besøg den her weekend, men jeg skal da lige love for at det viste sig slet ikke at være lang tid. Jeg er jo overhovedet ikke klar til noget som helst.
Men jeg har til gengæld fået sendt den der jobansøgning (som studievejlederen sagde de ikke kunne være bekendt andet end at indkalde mig til samtale på, og hvis ikke "så finder vi på noget skørt" *stolt*) Så nu krydser jeg fingre.
De måtte godt bare ringe og sige at jobbet var mit, uden jeg behøvede at skulle igennem job-samtale (opfindelse skabt i helvede). Som i nu. Lige... Nu. Blev der sagt.
Og nøjsh hvor går tiden dog hurtigt.
Nu er det fx ligepludselig d.13, og det er jo lææææææææææænge siden vi aftalte at min familie skulle komme på besøg den her weekend, men jeg skal da lige love for at det viste sig slet ikke at være lang tid. Jeg er jo overhovedet ikke klar til noget som helst.
Men jeg har til gengæld fået sendt den der jobansøgning (som studievejlederen sagde de ikke kunne være bekendt andet end at indkalde mig til samtale på, og hvis ikke "så finder vi på noget skørt" *stolt*) Så nu krydser jeg fingre.
De måtte godt bare ringe og sige at jobbet var mit, uden jeg behøvede at skulle igennem job-samtale (opfindelse skabt i helvede). Som i nu. Lige... Nu. Blev der sagt.
tirsdag den 9. februar 2010
Hov
Så var det da vist lige blevet tirsdag, sådan vupti.
Har de sidste dage befundet mig i symbiose med Bedstevennen, der hjalp mig med at få skrevet en jobansøgning. Det er utroligt hvordan vi supplerer hinanden og bliver istand til at finde frem til den helt rigtige formulering. Og efter fire timers (ja, så lang tid brugte vi, bare i dag) intenst arbejde bliver tendensen til at tænke ens så udpræget tydelig at det næsten er skræmmende. I kid you not, når vi arbejder sammen kommer der et tidspunkt hvor det virkelig føles som om vores tankestrøm bliver fuldstændig sammensmeltet og vi kan hente ting fra hinanden uden overhovedet at sige det. Ahmmen, helt seriøst. Han er min mind-mate. Jeg kan blive helt høj af det der idé-trip der sprudler frem.
Nåh ja, og i morgen er det onsdag.
Har de sidste dage befundet mig i symbiose med Bedstevennen, der hjalp mig med at få skrevet en jobansøgning. Det er utroligt hvordan vi supplerer hinanden og bliver istand til at finde frem til den helt rigtige formulering. Og efter fire timers (ja, så lang tid brugte vi, bare i dag) intenst arbejde bliver tendensen til at tænke ens så udpræget tydelig at det næsten er skræmmende. I kid you not, når vi arbejder sammen kommer der et tidspunkt hvor det virkelig føles som om vores tankestrøm bliver fuldstændig sammensmeltet og vi kan hente ting fra hinanden uden overhovedet at sige det. Ahmmen, helt seriøst. Han er min mind-mate. Jeg kan blive helt høj af det der idé-trip der sprudler frem.
Nåh ja, og i morgen er det onsdag.
lørdag den 6. februar 2010
Nåmmen
I det mindste vandt det der Bryan Rice ikke.
Men det var så vist også det eneste gode der kan siges om udfaldet af årets grandprix.
Hvad sker der for Abba/Police hybrid nummer i dårlig udførsel?
Men det var så vist også det eneste gode der kan siges om udfaldet af årets grandprix.
Hvad sker der for Abba/Police hybrid nummer i dårlig udførsel?
fredag den 5. februar 2010
Mere om afsætning
Nå, men det blev så lige til en hjemmedag i dag. Kunne mærke på mig selv da jeg kom hjem i går at der bare ikke var så meget mere at give af. Og det blev så ikke lige bedre, snarere tværtimod, så jeg tænkte at det var bedre at tage den fridag (selvom det er meget tidligt i forløbet, og jeg kommer lidt bagud) end at forsøge at kæmpe mig igennem en dag der med garanti ville knække mig.
Jeg ved ikke om det var rigtigt tænkt, men sådan blev det i hvert fald. Gik ned over noget gruppearbejde i går (jeg KAN bare ikke rumme det) og dét, kombineret med nogle uheldige arbejdstider for Manden så han næsten ikke har været hjemme, fik lige det hele til at koge over. Men måske jeg også bare skal lære at acceptere at det er sådan det er med mig. Måske.
Det der gør det der gruppearbejde dobbeltsvært er at det primært foregår i røvfaget afsætning. Nej, det er ikke sådan at jeg synes det er et svært fag eller at alt det vi skal læse er dødkedeligt. Jeg synes bare det er et overflødigt fag. Ikke forstået sådan at jeg ikke kan se hvad det kan bruges til, for det kan jeg skam godt - jeg synes bare ikke det skulle findes. Det strider i den grad mod alt hvad jeg tror på og føler politisk, religiøst og menneskeligt. Jeg kan ikke klare at have et fag hvor grundværdien, målestokken og den overordnede pointe er kapitalprofit. Og intet andet. Jojo, der er da en masse om tilfredse kunder - men grundEN til at have tilfredse kunder er at det er det der skaber mest kapital til virksomheden. Jeg bliver sindssyg over den enorme mængde mandetimer der bliver brugt til at udtænke hvordan man bedst muligt manipulerer sine kunder, og jeg bliver sindssyg over at undervisningen er så praktisk orienteret at vi skal sidde og arbejde med det "som man ville gøre i en virksomhed". Og ikke forholde sig en skid til metoderne i sig selv, men udelukkende til hvordan de bedst muligt bruges til at tjene penge.
Vores lærer i faget siger at "man skal lægge sine personlige holdninger fra sig" og sætte sig ind i virksomheden og hvad dens kunder vil have. Og det opsummerer vist egentlig meget godt hvad jeg synes der er galt med faget.
Jeg ved ikke om det var rigtigt tænkt, men sådan blev det i hvert fald. Gik ned over noget gruppearbejde i går (jeg KAN bare ikke rumme det) og dét, kombineret med nogle uheldige arbejdstider for Manden så han næsten ikke har været hjemme, fik lige det hele til at koge over. Men måske jeg også bare skal lære at acceptere at det er sådan det er med mig. Måske.
Det der gør det der gruppearbejde dobbeltsvært er at det primært foregår i røvfaget afsætning. Nej, det er ikke sådan at jeg synes det er et svært fag eller at alt det vi skal læse er dødkedeligt. Jeg synes bare det er et overflødigt fag. Ikke forstået sådan at jeg ikke kan se hvad det kan bruges til, for det kan jeg skam godt - jeg synes bare ikke det skulle findes. Det strider i den grad mod alt hvad jeg tror på og føler politisk, religiøst og menneskeligt. Jeg kan ikke klare at have et fag hvor grundværdien, målestokken og den overordnede pointe er kapitalprofit. Og intet andet. Jojo, der er da en masse om tilfredse kunder - men grundEN til at have tilfredse kunder er at det er det der skaber mest kapital til virksomheden. Jeg bliver sindssyg over den enorme mængde mandetimer der bliver brugt til at udtænke hvordan man bedst muligt manipulerer sine kunder, og jeg bliver sindssyg over at undervisningen er så praktisk orienteret at vi skal sidde og arbejde med det "som man ville gøre i en virksomhed". Og ikke forholde sig en skid til metoderne i sig selv, men udelukkende til hvordan de bedst muligt bruges til at tjene penge.
Vores lærer i faget siger at "man skal lægge sine personlige holdninger fra sig" og sætte sig ind i virksomheden og hvad dens kunder vil have. Og det opsummerer vist egentlig meget godt hvad jeg synes der er galt med faget.
torsdag den 4. februar 2010
onsdag den 3. februar 2010
Al begyndelse er... let?
Så blev Manden så lige syg i går. Den lille stakkel. Han har det heldigvis meget bedre i dag og forlanger burgere til aftensmad - og hvad for en dårlig kone ville jeg være hvis jeg nægtede min syge mand noget? ;)
Men, syg mand til trods, så er jeg jo begyndt på det der HG. Det var slet ikke så slemt som jeg havde frygtet. Alle i klassen er jo voksne mennesker og jeg ved ikke hvorfor jeg havde forestillet mig det ville være som i folkeskolen med kliker og drama og lang tid i forvejen havde fået det blæst op til et stort problem. Der jo så viste sig at være ikke eksisterende.
I det store og hele synes jeg klassekammeraterne er søde og rare, men meget få undtagelser. Der er et par fra Venstres Ungdom som jeg godt kunne undvære at skulle se på hver dag, men heldigvis er de i det mindste ikke blanke bimbos. I hvert fald ikke den ene. På trods af hendes bimbo-navn.
Anyways, i mandags endte jeg med at sidde på samme række som dem og vi blev råbt op og fik udleveret skemaer (hvorfor de er personlige når de nu er ens forstår jeg ikke, men sådan var det altså) og jeg svarer pænt ja og rækker hånden op. Den udmærkede kontaktlærer rækker så mit skema til bimbo 1, som sidder yderst, så hun kan række det videre. Det gør hun så bare ikke. Efter lidt tid rækker jeg hånden ud og beder pænt om at få mit skema og bimbo 1 ser megaforvirret ud og forsøger prøvende at række mig den ene halvdel af det 2-siders skema (men hun kan tydeligvis godt se der er noget galt, for de to sider er ikke ens) Jeg forsøger mig med "Du har mit skema, jeg tror ikke du er blevet råbt op endnu" men det trænger ikke helt igennem. Pludselig udbryder bimbo 2 "Aiiiih, det er jo slet ikke dit skema, bimbo 1!" No shit, Sherlock(s), det er jo også kun mit navn der står øverst på skemaet og jeg har kun sagt det tre gange. Altså, forstå mig ret, fagligt er de ikke dumme, især ikke bimbo 2 - det er bare lidt som om de lever i en anden verden end os andre.
Og så er der også hende der bare snakker hele - H.E.L.E - tiden (og nej, det er ikke mig) Hvis hun lige er igang med at fortælle noget lader hun sig ikke stoppe af detaljer som at læreren er igang med undervisningen. Og hvis hun svarer på et spørgsmål kan det jo under ingen omstændigheder gøres kort, men må, nødvendigvis, føres som en samtale med læreren. Også selvom det er ligegyldigt. Ææææihhhh, jeg kan blive så træt af de typer. Hun er jo smaddersød, men en SMULE pli i undervisningssituationen ville falde på et tørt sted.
Men, som sagt, så er de fleste søde og rare og omgængelige og til at arbejde sammen med. I det omfang vi har gjort det indtil nu, i hvert fald. Kan selvfølgelig godt være at ting som "markedsanalyse" bringer det værste frem i folk.
Det skulle i hvert fald ikke undre mig om det gjorde.
Men, syg mand til trods, så er jeg jo begyndt på det der HG. Det var slet ikke så slemt som jeg havde frygtet. Alle i klassen er jo voksne mennesker og jeg ved ikke hvorfor jeg havde forestillet mig det ville være som i folkeskolen med kliker og drama og lang tid i forvejen havde fået det blæst op til et stort problem. Der jo så viste sig at være ikke eksisterende.
I det store og hele synes jeg klassekammeraterne er søde og rare, men meget få undtagelser. Der er et par fra Venstres Ungdom som jeg godt kunne undvære at skulle se på hver dag, men heldigvis er de i det mindste ikke blanke bimbos. I hvert fald ikke den ene. På trods af hendes bimbo-navn.
Anyways, i mandags endte jeg med at sidde på samme række som dem og vi blev råbt op og fik udleveret skemaer (hvorfor de er personlige når de nu er ens forstår jeg ikke, men sådan var det altså) og jeg svarer pænt ja og rækker hånden op. Den udmærkede kontaktlærer rækker så mit skema til bimbo 1, som sidder yderst, så hun kan række det videre. Det gør hun så bare ikke. Efter lidt tid rækker jeg hånden ud og beder pænt om at få mit skema og bimbo 1 ser megaforvirret ud og forsøger prøvende at række mig den ene halvdel af det 2-siders skema (men hun kan tydeligvis godt se der er noget galt, for de to sider er ikke ens) Jeg forsøger mig med "Du har mit skema, jeg tror ikke du er blevet råbt op endnu" men det trænger ikke helt igennem. Pludselig udbryder bimbo 2 "Aiiiih, det er jo slet ikke dit skema, bimbo 1!" No shit, Sherlock(s), det er jo også kun mit navn der står øverst på skemaet og jeg har kun sagt det tre gange. Altså, forstå mig ret, fagligt er de ikke dumme, især ikke bimbo 2 - det er bare lidt som om de lever i en anden verden end os andre.
Og så er der også hende der bare snakker hele - H.E.L.E - tiden (og nej, det er ikke mig) Hvis hun lige er igang med at fortælle noget lader hun sig ikke stoppe af detaljer som at læreren er igang med undervisningen. Og hvis hun svarer på et spørgsmål kan det jo under ingen omstændigheder gøres kort, men må, nødvendigvis, føres som en samtale med læreren. Også selvom det er ligegyldigt. Ææææihhhh, jeg kan blive så træt af de typer. Hun er jo smaddersød, men en SMULE pli i undervisningssituationen ville falde på et tørt sted.
Men, som sagt, så er de fleste søde og rare og omgængelige og til at arbejde sammen med. I det omfang vi har gjort det indtil nu, i hvert fald. Kan selvfølgelig godt være at ting som "markedsanalyse" bringer det værste frem i folk.
Det skulle i hvert fald ikke undre mig om det gjorde.
mandag den 1. februar 2010
Første skoledag
Meget lang dag.
Meget meget lang dag.
Ikke dårlig.
Bare lang.
Skriver i morgen. Måske.
Nu skal jeg sove.
Meget meget lang dag.
Ikke dårlig.
Bare lang.
Skriver i morgen. Måske.
Nu skal jeg sove.
Abonner på:
Opslag (Atom)