søndag den 28. februar 2010

Hvad siger man?

Hvad siger man til ens klassekammerat, der lige har mistet sin halvanden-årige søn?

Den klassekammerat, der trods ubeskriveligt tab, skriver en lang mail til alle i klassen for at sige tak og beskriver forløbet og fortæller at hun kommer i skole i morgen - og håber vi spørger hvis der er noget vi vil vide, selvom hun godt ved det er svært at omgås mennesker i sorg (Hvordan har hun overskud til overhovedet at tænke på, og tage hensyn til, andres følelser?)

Så hvad siger man? For jeg kan ikke komme i tanke om noget der er dækkende og/eller ikke er løgn

"Jeg føler med jer"

"Jeg kondolerer"

"Jeg er ked af det, på jeres vegne"

"Jeg ved det er svært"

"Jeg er sikker på det nok skal gå"

Sandheden er at jeg græd da vi inden ferien fik at vide hendes dreng var syg, og jeg har grædt (hulket ukontrollabelt) efter at have læst hendes mail. Jeg har bedt for hendes søn, og for hende og hendes mand (og gør det nok et stykke tid endnu). Jeg kan slet ikke forestille mig, eller forholde mig til, den sorg de må befinde sig i. Og jeg synes simpelthen det er så pisselorte-møguretfærdigt. Hun er sådan et dejligt menneske.

Sandheden virker bare heller ikke som det rigtige at sige/skrive. For set midt fra deres sorg må det virke ubetydeligt og uoprigtigt hvad jeg føler.

Så hvad siger man?

3 kommentarer:

  1. Denne kommentar er fjernet af en blogadministrator.

    SvarSlet
  2. Puh. Den er godt nok svær! Jeg har absolut ingen forslag til, hvad man siger i sådan en situation, men ville bare lige kommentere, hvor overskuds-agtigt jeg synes, hun er, når hun kan skrive en mail til jer alle og forklare. Puh. Igen. Det er bare så uretfærdigt, sådan noget.

    Endte du med at finde ud af, hvad du skulle sige?

    SvarSlet
  3. Nej. Men har jo set hende i skole de sidste par dage. Og på en måde gør det det bare dobbeltsvært, fordi hun virker så.. normal.. På en måde var det nemmere at forholde sig til hvis det var tydeligt hun var ved at gå til - selvom det jo selvfølgelig er fantastisk at hun er i stand til at fungere.

    Tænker stadig. Bum bum. Men ender nok med noget der ligner sandheden. Synes jeg skylder hende det. Især fordi hun er så åben og forsøger at tage hensyn til os andre.

    SvarSlet

Vidste du, at kommentarfelter dør, hvis ingen skriver i dem? True story.