fredag den 30. september 2011

Hængepartier

Jeg skal da ellers lige love for at nogen besluttede sig for at vride de sidste dråber ud af sommeren her inden september lukker. Aldeles skønt at få lov til at synes det er for varmt et lille øjeblik mere. Jeg har tilbragt en del af dagen i et alt for varmt, og lidt for lille, undervisningslokale, hvor jeg forsøgte at forstå noget om efficiente porteføljer og CRRA-nyttefunktioner. Savnede pludselig den lille gut helt forfærdeligt; det sved i næsen og kunne mærke tårerne i øjenkrogen, lige midt i orienteringen om den obligatoriske opgave. Tog en tudetur på toilettet i pausen og kom igennem resten af dagen, men savnet er stadig meget nærværende. Underligt som det på den måde kan snige sig ind på en, og så ligepludselig, BAM, så mangler jeg ham bare helt akut.

Ellers var der vist et par ting jeg ville have skrevet indlæg om, men så gik tiden, så det bliver lige en samlet oversigt i stedet:

Jordemoderen dukkede faktisk op sidste torsdag. Sammen med billeder og journal og masser af tid, og ville gerne både se albummet og med om på kirkegården. Heldigvis havde hun samme opfattelse af fødslen som mig; at det havde været nemt og ukompliceret og hurtigt. Hun boostede også lige min selvtillid da hun sagde at jeg var god til at føde - jeg er klar til at gøre det igen. Bortset fra at næste gang vil jeg gerne have hele oplevelsen med - inkl. at vente spændt herhjemme med veer, og få babyen med hjem bagefter.

Og apropos næste gang så er vi vist ved at nærme os det punkt hvor vi begynder at tænke på at gøre alvor af det. Jeg har fået folsyre på recept, for jeg skal have 5 milligram om dagen (mod de normalt anbefalede 400 mikrogram) fordi Ronan havde det der rygmarvsbrok. Jeg tænkte med gru at så skulle jeg til at æde sådan nogle hestepiller, men de er faktisk mindre end de 200 mikrogram-nogen jeg plejer at købe i matas. De er faktisk næsten usynlige. Jeg har også en tid hos lægen på mandag, til tjek og den slags, men jeg regner ikke med hun siger andet end at vi bare kan gå igang.

Indtil videre bliver starten på projektet i næste cyklus, for vi har lige en ferie der skal nydes inden alle bekymringerne og "hvad nu hvis" og "mon det bliver i den her måned?" indtræffer. Vi har endelig fået taget os sammen til at tage på den tur til England vi har snakket om siden vi mødtes. Flybilletterne er købt og et par jeg kender fra mine au pair-dage har lovet at rede op i gæsteværelset, så nu er der igen vej udenom. Vi tager afsted på min fødselsdag, og det vil sige vi kommer til at være derovre den dag Ronan bliver 4. måneder. Jeg er meget spændt på (og bange for) hvordan det bliver at skulle være så langt væk at vi ikke bare lige kan tage ned og kigge til ham. Samtidig glæder jeg mig også virkelig meget til endelig at komme rigtigt på ferie med Manden - og fråde chips med vinegar og prawn cockktail crisps, og få Sunday dinner. Og lur mig om ikke jeg skal have sticky toffee puddings fra Tesco og custard pulver med hjem. Som en konsekvens af det utidige afrejsetidspunkt er min fødselsdag blevet flyttet til næste lørdag. Det passer også meget bedre at det er i en weekend for så kan vi holde det hjemme hos mine forældre, og få set familien. Undtagen min (dumme) bror, som skulle noget hos sine svigerforældre.

Mandens familie har vi skam også fået passet, med en spontantur til Udkantsdanmark (nu er det officielt: Gintberg har været der!) sidste weekend, hvor vi også fik besøgt hans mors grav, og var forbi hans morfar til kaffe. Han så billeder af Ronan, og det var rigtig rart at få gjort - nu er mavefornemmelsen også med på at vi også har givet ham et oldebarn. Jeg kan godt mærke vi skal gøre noget ud af at komme forbi noget oftere. Det letter at være sammen med dem man holder af, selvom det er så let at glemme når man går herhjemme og ikke rigtigt orker noget.

Lektiedate-projektet med Prinsessen blev skudt igang i onsdag, og det holder max. Vi læser to vidt forskellige fag, men alligevel er det som om det hele pludselig bliver meget nemmere når man sidder to sammen ved bordet. Det er også en udmærket undskyldning for at drikke varm kakao og spise kage - og kage skal der nok komme til at være hver gang, for vi har lidt en intern kage-strid kørende.

Nå, nu blev det da ligepludselig sent. Må hellere få vækket Manden og lavet nogle kyllingeburgere. Med fritter. Det er vel fredag.

torsdag den 29. september 2011

Om at blive bidt i røven

Nåmmen, kan I huske det der indlæg der handlede om det vi ikke skulle diskutere? Ja, det kan I jo nok, for det er ikke mere end to dage siden jeg skrev det - og så er det så også lige blevet det mest læste indlæg på min blog. Ever. Det slår endda det første indlæg om Ronan. Nå, men så kan jeg jo fra nu af og til evig tid være kendt på hele internettet som Hende Den Sure Der Ypper Kiv. Så ville jeg faktisk alligevel hellere være kendt som Hende Der Har Mistet Et Barn. Men det er jo så for sent nu, og så kan jeg lære at holde min store mund lukket. Akkeja, akkeja.

Jeg overvejede et kort øjeblik at sætte en masse billeder af blomster og natur og glade bambi-dyr ind her, for ligesom at opveje det lidt. Jeg overvejede også at slette det åndssvage indlæg, men jeg ved jo godt at det der en gang er lagt ud på internettet aldrig forsvinder helt igen, så det kan ikke rigtigt betale sig. Det er ligesom Trines Emami-indlæg (som jeg ikke tør linke til) der også i dén grad kom tilbage for at bide hende i røven.

Jeg må vel bare håbe på at alle de mange der har været inde og kigge på det indlæg vi ikke taler om også læser resten af min blog, så de kan se at jeg slet ikke er så militant til daglig. Men ok, jeg bebrejder dem ikke hvis de ikke gør. Det er jeg heller ikke sikker på jeg selv ville hvis det første indlæg jeg læste hos nogen var et surt opstød.

Undskyld.

tirsdag den 27. september 2011

Skovtur

Nu skynder jeg mig altså lige at begrave mit sure opstød under et andet og meget rarere indlæg.

Da jeg kom hjem fra uni engang i formiddags besluttede vi at gå en tur om forbi kirkegården, fordi vejret var så fint. Da vi var deromme besluttede vi at vejret faktisk var så fint at man burde tage på skovtur. Så det gjorde vi så.

Vi moslede hjem igen og lavede sandwich med æggesalat og kogte pølser, og pakkede det sammen med et tæppe, bøger og varm kakao, inden vi drog om i Parken (som er lige nede om hjørnet, for vi bor jo midt i byen) Solen var faktisk så varm at man kunne smide jakken, så det gjorde vi og så gik det meste af eftermiddagen ellers med det. Jeg havde taget min bog med, for jeg tænkte at så kunne jeg da i det mindste lade som om jeg fik lavet noget fornuftigt, men det blev ikke til mere end ti sider, for det var meget hyggeligere at kysse og kigge på blade og samle kastanjer.

Nu er klokken så kvart over seks og jeg har egentlig ikke rigtigt fået lavet noget. Men det er vel også ok når nu det er solskin.

I øvrigt, omkring det der med hvem børn ligner, ing? Så har jeg egentlig hele tiden tænkt at Ronan ikke rigtigt ligner (lignede?) nogen af os, især nu han var syg og for tidlig født og alt muligt. Men så i dag, da Manden lå på sofaen, så kunne jeg pludselig godt se det. Lidt ligesom de der Magic Eye - nu er det der, nu er det væk.

Indtil videre en helt fin dag. Som jo ikke bliver dårligere af at der er nachos lige om lidt.

Det sure opstød

UPDATE: Jeg kom lige i tanke om at det jeg gerne vil sige er: Der er kæmpe forskel på om man ikke kan prioritere anderledes, eller om man, af forskellige årsager, ikke vil prioritere anderledes - og det provokerer mig grænseløst når der bliver byttet om på de to. Bum. Nu behøver du ikke læse videre, med mindre du synes sure opstød er sjove.

Undskyld på forhånd. Dette er ren ord-opkast fremprovokeret af et vist indlæg ovre hos Maminka - som jeg ikke linker til, for så meget skal vi heller ikke diskutere det. Men jeg vil gerne linke til Husmoderen som er skyld i det hele, fordi hun sagde jeg skulle læse førnævnte indlæg (og fordi der er et herligt billede af Skrubbe, som I skal se)

Først og fremmest vil jeg gerne slå fast at så længe forældre elsker deres børn og er rare ved dem, og både store og små har det godt accepterer og respekterer jeg enhver måde at være forældre og familie på. Og det mener jeg. Jeg kan godt sidde herhjemme med Manden og snakke om at "sådan nogle forældre skal vi i hvert fald aldrig være" men det er ikke ensbetydende med jeg synes de omtalte forældre er dårlige, eller at jeg nogensinde ville tage diskussionen med dem.

MEN - for der er jo et men, ellers ville det her indlæg ikke være her - jeg bliver faktisk ret provokeret af "Jeg kan jo ikke bare prioritere anderledes, for så ville vi bo i et mindre hus/jeg ville ikke være så glad for mit arbejde/jeg ville være nødt til at bo langt fra min omgangskreds" - for altså, det er jo derfor det hedder at prioritere. Det er jo fordi man død og pine ikke kan få det hele og så må man vælge. Og når man så har valgt så må man stå ved det og ikke sidde og klynke over at man aldrig har tid til sine børn eller ikke fik den karriere man drømte om - for jeg mener faktisk at alt er muligt hvis man prioriterer sig ud af det. Det er bare ikke alt sammen muligt på én gang.

Jeg ved godt det ikke kun er det maminka's indlæg handler om. Jeg ved godt det også handler om en familie hvor det fungerer med 2xfuldtidsarbejde og lange dage i institution for ungerne, og det er så også i orden når man har gjort op med sig selv at det er sådan man vil have det og det er en løsning alle har det godt med. Jeg synes bare ikke det er den historie jeg hører mest (men det er måske fordi der ikke er nogen der fortæller den?!) - jeg synes jeg hører om stress, følelser af utilstrækkelighed, umulige børn, trætte forældre og ligemeget hvor glad man er for sin institution så er det bare ikke sjovt 4 ud af 5 dage at være den der bliver hentet sidst.

På det mere personlige og følelsesmæssige plan så forstår jeg faktisk ikke helt hvorfor nogen så mange insisterer på både børn og karriere. Jeg forstår faktisk ikke hvorfor man skaber de mest fantastiske mennesker man nogensinde kommer til at møde for derefter ikke at være (ret meget) sammen med dem. Der er sikkert en del af jer der kan forsøge at forklare mig det (det håber jeg i hvert fald, for hvis der ikke er en grund er det da helt åndssvagt) men jeg tror aldrig jeg kommer til at forstå det, for mine prioriteringer er grundlæggende anderledes.

Nu er det vist at vi, langt om længe, kommer frem til det jeg egentlig gerne vil have sagt - det grimme kvæk lille pip fra "den anden side" der lader til helt bredt at blive opfattet som bestående at speltbagende "overskudmødre" der på magisk (og irriterende) vis kan få det hele til at gå op. Og det, mere end noget andet, irriterer mig grænseløst. For det er heller ikke uden ofre at prioritere anderledes. Fx er jeg allerede på forhånd sat af karriere-ræset fordi jeg er kompromisløs når det gælder min familie. Vi klarer os fint på en SU og en deltidsløn, og det kan også sagtens hænge sammen selvom man smed et barn (eller to) ind i ligningen, men det er ikke (og bliver heller ikke) et liv i materiel luksus. Jeg vil til enhver tid hellere flytte i noget mindre og/eller dårlige end jeg vil ud og have et fuldtidsjob. For den tid man får sammen med sine børn (og sin mand/kone/kæreste) er bare så uendelig dyrebar, og jeg ville ikke bytte den for noget.


PS. Det er altså ikke kun noget jeg siger fordi vi har mistet et barn. Selv inden vi vidste Ronan var syg drømte jeg om at være hjemmegående/deltidsstuderende/andet i den dur

PPS. I tilfælde af at det ikke var klart så handler det ikke om at jeg synes dem der prioriterer anderledes end mig er dårlige forældre eller at de prioriterer forkert. Det handler udelukkende om at jeg ikke kan sætte mig ind i det. Ok, måske det handler en lillebitte smule om at jeg synes de prioriterer forkert, men det er altså også fordi jeg synes samfundet er blevet sådan et trist sted hvor penge er mere værd end mennesker

søndag den 25. september 2011

Diskussions-katalysatoren

Nu har jeg godt nok sagt af et par omgange at jeg bor i et hjem hvor vi ikke skændes. Men der er faktisk en ting som altid giver anledning til et skænderi eller følelsen af at noget bliver slået i stykker. Og kender I det, at noget har været et problem så længe at man bliver bange og gør det til et endnu større problem, selv i de situationer hvor problemet var til et løse?

Jeg vågnede ved at Manden åbnede hoveddøren klokken 7, og da jeg tjekkede min telefon kunne jeg se han havde haft skrevet at han var faldet i søvn i toget og var kommet for langt og skulle vente på et tog tilbage. Han var godt selv klar over det ikke var for smart, for han skrev også "du må hade mig for evigt" Så vidt går det sandsynligvis ikke, men jeg hader ham nok resten af formiddagen og lidt op ad eftermiddagen også, alt efter hvor længe det tager ham at komme ud af alkohol-koma-på-sofa.

Egentlig synes jeg selv jeg er blevet helt god til det der med at være rimelig - jeg tog i hvert fald lige en dyb indånding og tænkte at måske var han bare almindeligt træt efter en lang nat, og at det jo ikke behøver betyde det har været en vild bytur. Men han har ikke været ude og børste tænder, har ikke spist den chokoladekiks jeg lagde frem til ham i går aftes, og han vågnede ikke ved at jeg stod op, på trods af at jeg intet har gjort for at være stille. To plus to giver i dette tilfælde mere alkohol end der kan forsvares under hans lovning på han ikke skulle være smadret i dag, fordi jeg har brug for han er der. Og det gør mig ked af det og vred og slår (igen) skår i den tillid jeg ellers så gerne ville have bygget op omkring det at han går i byen med gutterne af og til.

Det har altid været et problem, for jeg kan ikke lide Manden når han bliver fuld - jeg synes faktisk han kan blive direkte ubehagelig - og jeg er på ingen måde indstillet på den mængde penge der skal lægges i en bytur. Jeg har virkelig svært ved at se det positive (eller nødvendige) i at han bruger 500kr på at blive en røv, komme sent hjem og så i øvrigt ikke være noget værd dagen efter. Især når han selv, gang på gang, siger at det egentlig ikke er sjovt længere og at han faktisk hellere bare vil sidde hjemme og drikke med et par venner. Jeg kan ikke, og vil ikke, forbyde ham at gå i byen, men jeg synes bare det må være muligt at indgå et kompromis. Hvilket det strengt taget også lykkes os at finde engang imellem, men så fucker han en aftale op (igen) og bryder den der lille smule tillid jeg turde have og så kan vi starte forfra.

Jeg er fuldt ud klar over at halvdelen (eller mere) af problemet er på min banehalvdel, og jeg synes faktisk selv jeg er møgurimelig når jeg farer i flint og tager på vej. Jeg synes det burde være i orden, og at det burde være løst ved at han sover på sofaen og dermed ikke forstyrrer mig. Men det er det bare ikke. Jeg bliver pisseirriteret og skuffet over at han ikke er der, og at han aldrig kan sige ordentligt til (eller fra). Og jeg ved at vi kommer til at tage diskussionen igen, selvom jeg ved hvordan den bliver:

Konen: "... så kan du jo lære ikke at falde i søvn i toget. Har du lagt kvitteringerne ud i bøtten?"
Manden: "Det tror jeg. Jeg hævede 200"
Konen: "Nåja, og plus togbillet, ing. Har du brugt Dankort til andet?"
Manden: "Næh, det tror jeg ikke"
Konen: "Det er bare så jeg kan få det skrevet ordentligt i bogen... der er minus på diverse-posten"
Manden: "Jeg er en dårlig mand. Undskyld, skat. Jeg synes også du skal have noget"
Konen: "Der. Bliver. Jo. Stadig. Ikke. Flere. Penge. Af. At. Bruge. Dobbelt. Så. Meget." (indsæt selv jeg-har-sagt-det-tusind-gange-før-tonefald her)

Og så kan den ellers fortsætte derfra i noget der nogle gange er millimeter fra at være en martyr-agtigt "alle de ofre jeg gør for dig"-argumentation. Men det er jo for fanden ikke det jeg mener. Det jeg i virkeligheden mener og prøver på at sige er: "Jeg vil virkelig gerne have at du skal kunne tage i byen, især lige for tiden, for jeg ved du har brug for det. Jeg har bare meget svært ved at være ok med det, og jeg vil gerne arbejde med det, men jeg har brug for at du anerkender at det er svært, og jeg har brug for at du arbejder sammen med mig om det i stedet for bare at tage hele skylden på dig altid" Bum. Det er bare ikke så nemt at få det sagt rigtigt, i det rigtige tonefald og på det rigtige tidspunkt.

Slet ikke når diskussionen i virkeligheden altid handler om alt andet end den åndssvage bytur.

fredag den 23. september 2011

Det negative indlæg

Jeg gik i seng i går og tænkte at jeg skulle huske at skrive et indlæg om at det havde været en god dag, og hvor rart det er at der er nogle af dem.

Men så vågnede jeg op i morges efter en lang og mærkelig drøm og var helt underlig oveni hovedet. Jeg føler mig utrolig lille og utilstrækkelig i dag, og jeg kæmper og kæmper og kæmper med en opgave jeg bare ikke kan finde ud af. Og jeg kan heller ikke finde ud af hvordan jeg skal komme til finde ud af den. Intet af det giver mening for mig og jeg er reduceret til gæt og trial-and-error, og der er ikke rigtigt nogen ende på error-delen. Det er ufrugtbart og frustrerende, men hvad skulle jeg ellers lave? For jeg kom jo så heller ikke lige afsted til undervisning i dag, for jeg kunne slet ikke overskue fredag-eftermiddag-med-dsb.

Det er voldsomt frustrerende at man ikke kan regne med noget som helst; at nu var der lige et par gode dage og så uden varsel SLAM får man et slag i hovedet og kan starte forfra. Alting ryger ud af fokus og jeg kan ikke forstå hvordan det den ene dag kan hænge sammen og give mening, og så den næste dag er det hele bare splittet til atomer, og det er helt umuligt at få øje på den sammenhæng der ellers var så klar. Hvordan kan man den ene dag være afklaret med at tingene er som de er og føle alle de positive ting, og så den næste dag være reduceret til et konstant tudende vrag, der ikke kan se andet end det vi blev snydt for?

Jeg bliver vanvittigt misundelig når jeg ser Husmoderens lille Skrubbe og Gravid-grahvads lille Rumpenisse, og nu Øglemorens helt, helt nye Varan. Jeg kommer til at tænke at vi jo havde termin næsten samtidig, så sådan skulle det også være for os. Selvom det er fuldstændig meningsløst at tænke sådan, for sådan et barn var Ronan bare ikke. Han var ikke, og ville aldrig være blevet, sådan et barn hvor man tog hjem fra sygehuset med det samme, for at ligge på sofaen og være træt og lykkelig med ham i armene, mens familien kom for at se ham. Han var syg, og han døde, og det er og skal være vores målestok og sammenligningsgrundlag. Og de der misundelige tanker handler jo ikke engang om Ronan, men om en eller anden anonym baby i en eller anden anonym hvad-nu-hvis-verden, som det er pissetræls at sidde fast i.

For jeg vil være her. Sammen med Manden og sammen med Ronan, og jeg vil glædes over det at vi kunne lave et så fantastisk lille menneske - det at han overhovedet var til.

onsdag den 21. september 2011

Hyggedag

Niecen er verdens nemmeste barn. Jojo, hun har da perioder hvor det tager lige lovlig længe inden hun lægger sig til at sove, og hun kan også godt blive rimelig hidsig og skrige rimelig højt, men det gør man jo, når man kun er 20 måneder. Men hun er god til at bede om hjælp, og god til at sætte ord på når noget driller (som regel ordet "dumme" som hun har lært fra Ann Forslinds glimrende bog "Baby sur") og bedst af alt forstår hun begreberne "sidste gang" og "ikke mere" Jeg siger jer, der er ikke noget pis med det barn - 9 ud af 10 gange erklærer hun sig enig når man sige nej.

Derfor er det også lige til at overskue når vi skal passe hende. I den her uge havde dagplejen noget ferie (jeg siger jer, mine børn skal i vuggestue!) og derfor passer jeg hende i dag. Vi har leget med "lille lego" og været nede for at fodre ænder og så er "møffer" blevet terroriseret. "Møffer" er vores kat Murphy, og han rangerer nu over os - det først hun gjorde da hun kom var at gå rundt i lejligheden og kalde "møøøøøøøøøffeeeeeeer" og "miiiiiish!" Nu ligger hun i barnevognen nede i haven, hvor hun uden så meget som et kvæk bare lagde sig til at sove - ulempen er at man faktisk bliver helt i tvivl om den der alarm nu også virker. Kan virkelig få noia over hvis hun nu lå dernede helt alene og var ulykkelig?

Dagens største udfordring er at finde ud af hvad fanden "ganker" betyder. Jeg spurgte moderen da hun var forbi til frokost, men hun ved det heller ikke. Niecen siger det rigtig tit og bliver ret sur når vi foreslår "danser", "gynger" eller andre tydeligt helt forkerte ting. Det er sgu heller ikke nemt at gøre sig forståelig når man taler et sprog hvor "bobberbuller" betyder "sommerfugl"

mandag den 19. september 2011

At samle forråd

Så blev det da ellers ligepludselig efterår. Træerne jeg kan se fra mit vindue er gule i toppen og der er permanent fodkoldt i lejligheden. Den der ubeskrivelige vemodighed, som at mindes noget rart der er forbi, sniger sig ind på mig. Minder jeg kan føle, men ikke helt huske eller sætte ord på. Fødselsdage, lejrskoler, veninder, svømning, duften af mit værelse. Den tid på året hvor man trækker sig ind hulerne og er tætte.

Efter jeg er begyndt at læse igen har alting været kaos herhjemme. Med mange dårlige dage, en del tålelige og næsten ingen gode. I dag er ok. I dag kan jeg se at det stille og roligt, men stadig ulideligt langsomt, går i den rigtige retning. For nogle uger siden bed vi stoltheden i os og bad om hjælp til at få hverdagen til at hænge sammen. Vi har lavet en fast aftale med Kaye og Jyden om at vi spiser derude et par gange i ugen, og ud over at det er rart at vi ikke skal finde på/købe ind/lave mad/vaske op er der også en tryghed i bare at kunne gøre "som vi plejer" Det er en usikkerhed mindre at skulle tumle med, og selvom det ikke lyder af meget så er det de små rutiner der gør en kæmpe forskel, når der skal navigeres her på vrangsiden.

Prinsessen har foreslået at vi laver lektielæsnings-dage sammen, fast hver uge, og selvom det bliver hårdt at have endnu en ting i skemaet bliver det også godt ligeså stille at få hverdagen fyldt op igen; komme væk hjemmefra, være sammen med andre, blive holdt fast på, at nu skal vi altså lave noget. Hun har selv mistet en der betød meget, og selvom sorgen ikke er den samme og det er svært for os begge at snakke om, så er der alligevel et glimt af genkendelse, noget vi på et grundlæggende plan er fælles om.

I går fandt vi også et stykke af det der er os, mig og Manden. I et kærligt øjeblik blev præventionen glemt, og lige der var det, der hvor vi kunne se hinanden i øjnene og sige "jeg elsker dig" og vide, at selvom det er usandsynligt, så måske... bare måske...

Ligeså stille samler vi stykkerne sammen. Forråd, ikke bare til vinteren, men til resten af livet.

lørdag den 17. september 2011

Det svære brev

Nu har jeg skrevet et brev til Pea. I en civiliseret tone og forhåbentlig uden drama. Men det er svært at bedømme den slags selv.

Jeg har kendt hende siden 1.g. Otte år; en tredjedel af mit liv. Det føles meget underligt at skrive og sætte ord på at vi nok egentlig ikke er venner mere. Samtidig må jeg også bare erkende at jeg ikke er den super-rummelige type som bare kan vente på at hun føler sig klar til at sige noget, eller typen som var ok med at have et venskab hvor vi ikke snakkede om Ronan. Selvom jeg nogle gange gerne ville være det. Det er en rigtig ærgerlig måde at miste et (nært?) venskab på.

Nu vil jeg gå i seng, og så vil jeg håbe at hun i det mindste skriver et svar. Det ville være rart at kunne afslutte det i en forholdsvis (og gensidig) rar tone. Så ville der også være grobund for noget i fremtiden, hvis livet og følelserne skulle ændre sig - selvom jeg ikke er gammel, er jeg efterhånden gammel nok til at vide, at "for evigt" som regel er lige dramatisk nok.

Jeg vil jo bare gerne med bussen

Kære uddannelseskort.dk,

Jeg vil gerne have fornyet mit periodekort. Det udløber d. 1/10 og jeg vil derfor gerne have det skal gælde fra d. 2/10. Jeg får juleferie d. 23/12 og har derfor kun brug for mit kort indtil d. 22/12. Jeg vil med andre ord gerne have et kort der gælder 2/10-22/12-2011, en periode der er over minimumet på 30 dage. Tak.

Det er ok hvis du kun kan finde ud af at udstede kort kvartalsvis. Det er et mindre irritationsmoment at det ikke står nogen steder, og det virker lidt mærkeligt at man skal have et helt kvartal hvis man nu ikke har brug for det. Men ok, hvis det gør dig meget glad, udannelseskort.dk, så vælger jeg da gerne et kort der gælder 1/10-31/12. Jeg skal sikkert alligevel ind til Odense i juleferien og så får jeg jo brugt kortet alligevel. Så det går nok det hele.

Nå, "perioder må ikke overlappe"? Ej, nu begynder jeg altså at blive lidt sur. Du har jo lige selv sagt at kortet skal gælde fra den første. Jeg tænker at det nok bare er en standardrettelse du har foretaget og at et rimeligt kompromis må være "2/10 - 31/12" - det er jo næsten et helt kvartal, men uden overlap til det kort jeg har i forvejen.

"Vi har rettet gyldighedsdatoer automatisk. Kortet for dette kvartal må gælde fra 01-10-2011 til 31-12-2011"

WTF?! Ok, uddannelseskort.dk, jeg har prøvet at være rimeligt, men jeg ved ikke hvad det er du vil have mig til. Jeg prøver at gøre tingene på din måde, men det lader til at du modsiger dig selv. Jeg ville gerne undersøge det nærmere, men det er lørdag og din hotline er lukket.

Det er meget problematisk for mig, da du har indskærpet mig at jeg skal bestille den næste periode 14 dage i forvejen. Jeg synes jeg har overholdt min del af aftalen ved at ville gøre det i dag, d.17/9, for et kort der skal gælde fra d. 2/10, og du stiller mig i en meget vanskelig position hvor jeg ikke kan bestille det kort jeg ønsker rettidigt.

Sjovt nok, uddannelseskort.dk, er der ikke nogen problemer hvis jeg beder dig om at forny mine kort automatisk. Så kan det sagtens lade sig gøre at få et kort der gælder 2/10 - 31/10. På trods af at perioden er under 30 dage. Men, kære uddannelseskort.dk, jeg er ikke interesseret i at forny mit kort en gang i måneden. For efter du kom til kan jeg ikke længere købe mit kort i Fynbus-billetsalget, men du insisterer på at jeg stadig skal have et stempel på mit kort før det er gyldigt. Så selvom jeg gerne ville kan jeg ikke betale mit kort over netbank. Nej, du kræver jeg går ned i banken og betaler 25kr for at få lov til at betale for mit kort og få et stempel som kvittering. Det har jeg ikke lyst til at skulle gøre hver eneste måned. Især fordi jeg i sidste måned fik mit kort i posten om lørdagen og derfor ikke kunne få det stemplet som gyldigt før om mandagen. På trods af at der på kortet stod det var gyldigt fra om søndagen.

Kære uddannelseskort.dk, hvorfor skal du være så besværlig? Hvad var problemet i at jeg en gang i måneden gik ned til Fynbus og fornyede mit SU-kort og betalte med det samme? Som et kompromis, kunne du så ikke lave det sådan at jeg kunne betale når jeg bestilte mit kort - på den måde kunne du få det stemplet inden du sendte det til mig. For jeg er helt ærligt lidt træt af at jeg kun kan få mit kort mod hvad der reelt bliver et månedligt gebyr på 25kr (og en tur i banken for at stå i kø)

fredag den 16. september 2011

Den tredje måned

I dag er det Ronans tre måneders fødselsdag.

Jeg kan ikke finde ud af om han bliver tre måneder i dag, om han ville være blevet tre måneder i dag, om han er tre måneder. Jeg har svært ved at forholde mig til hvordan han er her, hvordan han kan være her, når han er væk. For han var her jo. Og han er her.

Mit hjerte har forstået at han er væk. Selvom jeg stadig savner ham helt åndssvagt, ved jeg godt, også allerinderst inde, at han ikke kommer tilbage. Det gør bare ikke noget nemmere. Tværtimod. For hvad skal jeg så nu? Hvorfor er det egentlig jeg stadig står op om morgenen? Det virker af og til fuldstændig meningsløst det hele, men jeg kæmper mig alligevel igennem hver eneste dag. Står op og går i bad og spiser morgenmad og tager i skole og læser lektier og går i seng i fornuftig tid. Jeg er virkelig, virkelig træt hele tiden og det går ud over Manden. Som har ligeså svært ved at finde ud af mig, som jeg har ved at finde ud af ham. Vi er sure og frustrerede og desperate efter at finde hinanden igen i det her virvar der engang var vores liv. Vores familie.

Det er så forbandet svært at finde ud af hvad vores familie er for en størrelse. Vi er jo tre, og alligevel ikke. Tre pladser, hvor den ene er tom og altid vil være det. Og hvad så når den fjerde dukker op? Når Den Nye Baby kommer og bliver født ind i en familie der har en sorg der ikke er hans/hendes? Hvordan kan man have en storebror som man aldrig har haft? Ronan vil altid være vores første barn, men han vil jo aldrig være den ældste. Hvordan kan man byde et barn en familie hvor der allerede mangler nogen på forhånd? Vi vil gerne have flere børn, og også om ikke så længe, og det er bare så vigtigt at Den Nye Baby ikke kommer til at stå i skyggen af Ronan, hverken på godt eller ondt. Men samtidig er det også vigtigt for mig at holde fast i at så bliver vi fire, og at der også skal være plads til Ronan - noget vi lige for tiden kæmper meget med at finde ud af, det der med hvordan han skal/kan/må være en naturlig del af vores hverdag.

Jeg tror, det næste mit hjerte skal forstå er at han faktisk var her.

Tre måneder kan gøre en kæmpe forskel. Og alligevel slet ingen.

torsdag den 15. september 2011

Valg

I dag spiser vi morgenmad foran fjernsynet. Rundstykker fra "min lokale folketingskandidat" Jan Johansen. Som i ugevis har givet mig foldere, balloner, roser og slik, selvom jeg hver gang fortæller ham at jeg ikke stemmer på ham.

Jeg har været valgtilforordnet en del gange, og jeg elsker den måde det fungerer på. Det er et fantastisk system, som virker og har svar på alt, så hvis man er i tvivl om noget i løbet af dagen kan man bare slå op i Den Store Bog og så står svaret der. Denne gang skal jeg dog ikke være valgtilforordnet, men vi går ned og står i kø klokken ni, så vi kan se en vilkårlig borger tjekke at stemmeurnerne er tomme. Jowjow, sådan gør man faktisk når valget åbner.

Husk nu at sætte et godt kryds - det er bare et spørgsmål om at starte fra den rigtige ende af stemmesedlen.

Og AB og Øglemor som har brevstemt: Husk nu at føde i dag - det ville da være en god historie!

onsdag den 14. september 2011

Svar på Vreden

Tak for jeres tanker og jeres svar. Vreden er der stadig og det er en daglig kamp at forsøge at finde ud af hvor den hører til. Men lige for tiden er alting en kamp og en helt umulig balancegang, og vi prøver at navigere igennem det hele så godt vi kan.

Julie: Jeg tænker faktisk tit på at hvis jeg var gået til termin, så havde jeg født på Riget og så skulle din søster have været med til at passe Ronan.

AB: Selvom forløbene er så forskellige er sorgen på mange måder ens. Jeg er bare glad for hvis du kan bruge mine små pip til noget - for som du skriver giver det Ronans lille liv betydning, også ude i den der verden.

Frederikke: Ja, hvad fanden er det for en lorteaftale? Ville virkelig ønske jeg bare var typen der kunne gå ud og sige "hør lige her, folkens, jeg har lige mistet mit barn og det snakker jeg om hvadenten I vil høre det eller ej" Men samtidig er man også bare så pissesårbar - for hvad nu hvis man bliver afvist? Og jeg vil jo heller ikke have at Ronan bliver en dårlig undskyldning jeg bare tyer til når det hele er hårdt og går mig imod.

Husmoder: Lige præcis. Det er fandeme latterligt. Sjovt som det er alle ordene fra ens barndom der bedst udtrykker sorg. Hvad skulle man så lære alle de fancy følelses-beskrivende voksen-ord for?

Stine: Jeg ved det tager den tid det tager - og jeg håber du ved det er ok hvis det eneste du skriver er "det hele er noget lort"

Anonym: Tak for versene. De siger det hele, så de får lov at stå som de er

Stop all the clocks, cut off the telephone,
Prevent the dog from barking with a juicy bone,
Silence the pianos and with muffled drum
Bring out the coffin, let the mourners come.

Let aeroplanes circle moaning overhead
Scribbling on the sky the message He Is Dead,
Put crepe bows round the white necks of the public doves,
Let the traffic policemen wear black cotton gloves.

He was my North, my South, my East and West,
My working week and my Sunday rest,
My noon, my midnight, my talk, my song;
I thought that love would last for ever: I was wrong.

The stars are not wanted now: put out every one;
Pack up the moon and dismantle the sun;
Pour away the ocean and sweep up the wood.
For nothing now can ever come to any good.

W.H.Auden

tirsdag den 13. september 2011

Den uendelige historie om systemet

Kan I huske den dag jordemoderen aldrig dukkede op? Nej? Men det er også længe siden. Over en måned, faktisk.

Nåmmen, hun ringede så i dag. Og var tilbage på arbejde og undskyldte for at der gik så længe inden vi fik noget at vide. Så kunne jeg jo så fortælle at vi intet havde fået at vide, ud over de to gange vi selv havde ringet derned og de oplyste os om at vi bare skulle vente på hun ringede. Fik pludselig indtryk af at have en fnysende drage i røret, selvom hun forsøgte at bevare den professionelle tone.

Hendes side af historien er at hun, da hun blev sygemeldt, bad de relevante personer nede på fødegangen om at ringe til os og aflyse. Nåja, misforståelser kan opstå, men efter vi ringede igen og de sendte hende en mail bad hun dem (igen) om at ringe til os og forklare at der altså var sket en misforståelse og at vi ikke var blevet glemt. Hvilket de jo så (stadig) ikke gjorde. Så det ville hun så nok lige tage op med sin ledelse. For det var ligesom bare ikke ok. Nej, det var også det jeg sagde. Hvor er det altså frustrerende at have et system der på den måde spænder ben - når nu vi er nogen der står her og har brug for hjælp og der faktisk er nogen der gerne ville give den, men bare ikke kan få lov.

Det var den samme historie der gik igen da vi var til det der åbent hus i Landsforeningen Spædbarnsdød - alle havde været glade for jordemødre og sygeplejersker og dagene på sygehuset, men ingen havde fået den hjælp de havde brug for/var blevet lovet bagefter. Det er fandeme bare for ringe. Den jordemoder der holdt oplæg undskyldte også for sin arbejdsplads (OUH), der ikke kan tage sig sammen til at genoprette sorggrupperne, selvom det faktisk er i den nye fødeplan. Ville fandeme ønske jeg havde kræfterne til at råbe højt.

Men nu har vi indtil videre fået en aftale med jordemoderen næste torsdag, og så håber jeg bare det kan lade sig gøre denne gang. Trænger sådan til at få det afsluttet.







søndag den 11. september 2011

Til eller fra

Efter Emmie var på besøg og så billeder af Ronan og var med på kirkegården er hun blevet mere modig med de der sms'er - hun spørger af og til ind til hvordan det går og skriver i det hele taget lidt oftere. Pea, min anden veninde, har til jeg til gengæld stadig intet hørt fra. Mig og Emmie, der var til fest hos hende i går, snakkede om det der med at glide fra hinanden og hvornår nok egentlig er nok - fortalte at jeg slet ikke har hørt fra Pea og så kunne Emmie fortælle at "det nævnte hun faktisk selv" og lidt efter "...men travlt er der jo ingen der har"

Nej, vel? Så travlt er der fandeme ingen der har, at de i tre måneder ikke har haft tid til at skrive mere end "det gør mig ondt" til en veninde der har mistet et barn.

Jeg er bare meget i tvivl om jeg selv skal tage konfrontationen eller om jeg skal vente til hun (måske) selv kontakter mig. For på den ene side gider jeg ikke rigtigt bruge krudt på det, men på den anden side vil jeg også godt have det ud af verden. Der er jo heller ingen grund til at hun om tre måneder mere kommer i tanke om at hun gerne vil sige noget dybfølt og så bruger en masse energi på noget jeg hverken kan eller vil bruge til noget - og det virker også lidt vigtigt at få sagt at ligemeget hvad, så er der noget der ret definitivt er gået i stykker.

lørdag den 10. september 2011

En god overraskelse

Det er nok ikke overraskende at der er blevet vendt op og ned på mit liv den her sommer. Selvom det måske i virkeligheden er mere præcist at sige mit liv er blevet (og stadig bliver) rørt rundt. Men selvom det ikke er overraskende kommer det til stadighed bag på mig. Det er blevet en daglig oplevelse at tingene ikke er som jeg forventer.

Jeg havde fx nok forventet at en af mine ældste veninder ville stå først i køen med omsorg - ikke at hun efter en enkelt "det gør mig ondt"-sms ikke har ladet høre mere fra sig. Til gengæld havde jeg ikke forventet at en af fyrene fra mit hold (som jeg nok har vekslet omkring 10 sætninger i alt) ville sige tak for en facebook-anmodning og spørge ind til om jeg havde født. Jeg nåede kun lige at give den meget bratte "han var dødfødt"-besked inden en af hans kammerater kom forbi med munddiarre og satte punktum for den samtale. Inden jeg startede op skrev jeg en facebook-besked til pigerne på mit hold (det var kun dem der stod på vennelisten på det tidspunkt) og den videresendte jeg til ham da jeg kom hjem. Jeg havde overhovedet heller ikke regnet med at det lige ville være ham, ud af de ti jeg har sendt beskeden til, der svarede tilbage. Især ikke at det ville være med et "Tak. Jeg har tænkt på dig hele dagen"

torsdag den 8. september 2011

Det usammenhængende indlæg hvor jeg har glemt halvdelen af det jeg ville sige

Jeg ville egentlig have skrevet i går. Og i forgårs.

Men så var jeg så træt.

Følger kun tre fag (ud af fem) det her semester, og er startet op med lidt flere hjemmedage end skemaet siger, men alligevel er jeg simpelthen så træt hele tiden. Virkelig, virkelig træt. Og ked af det. Og kan slet ikke se hvordan man nogensinde kommer igennem noget som helst når man sidder fast i den her sump.

Men jeg vil gerne skrive, for jeg synes det er vigtigt at skrive ned og huske på at I mandags var der faktisk en fra mit hold som skulle med den samme bus som mig og så benyttede sig af lejligheden til at spørge hvordan jeg havde det.

Og det er vigtigt at i går var vi til åbent hus i Landsforeningen Spædbarnsdød. Som var godt, og hårdt og som rystede alting løst inde i hovedet. Så løst at vi snakkede om det hele vejen hjem, og en times tid over en kop kakao da vi kom hjem, og så lige en halv time mere inden vi sov. Og i morges.

Eller hvad med i dag, da bussen var laaaaaangsom så jeg missede mit tog og slog ventetiden ihjel med et par croissanter fra 7-11 (som har 2 for en 10'er, og det er jo næsten gratis!) og så smagte chokoladecroissanten nøjagtig som den vi fik den dag da Ananassen i min mave blev blåstemplet og pludselig var en rigtig, omend meget lille, baby med ben som kunne vrikke - og så stod jeg der midt på perronen og tudede fordi det var den ene dag i hele det her fucking spasser møgforløb vi bare var glade. Den dag vi virkelig troede på det, og angsten ikke havde nået at snige sig ind på os igen. Og det er simpelthen ikke til at bære at vi faktisk engang var lykkelige. Helt ned i maven.

Og så var der også i går formiddags da alle ligningerne i min bog slet ikke gav mening selvom de var pissenemme og letforståelige og jeg så bare sad på gulvet og tudede og tudede og tudede fordi jeg ikke kan finde ud af det mere og ikke ved hvad jeg skal gøre af mig selv og det eneste der kom ud var bare tårer og "nej nej nej nej nej nej nej nej nej nej" For jeg vil ikke have det. Jeg vil ikke have han er død og jeg vil ikke have at han var syg og jeg vil ikke have at der ikke var noget de kunne gøre og jeg vil ikke have at han ikke er her.

Jeg vil ikke have det.

mandag den 5. september 2011

Vreden

Vrede er den følelse jeg altid har haft det sværest med. Jeg vil faktisk næsten gå så vidt som til at sige jeg ikke kan finde ud af at være vred. En del af det er at jeg både føler og mener at vrede er enormt ufrugtbart og ikke er en egentlig følelse i sig selv. Her i huset følger vi også den udmærkede retningslinie aldrig at lade solen gå ned over ens vrede. Hvis man er utilfreds med noget må man jo sige til og ellers kan man ikke tillade sig at være sur.

Men hvad gør man, når man ikke kan sige til? Når det er vrede over bureaukrati på ens uddannelse, eller hende slamsoen nede på posthuset? Eller når det er gammel vrede, der er så gammel at man faktisk ikke rigtigt kan huske hvad det var der gjorde en vred? Og hvad gør man, når der faktisk ikke engang er nogen at være vred på?

Jeg kan mærke vreden ulme under overfladen, men jeg ved ikke hvad jeg skal stille op med den. Jeg ved den er der, men det hjælper ikke at sige "jeg er vred". For der er ikke nogen at diskutere med, ingen der kan sige undskyld eller gøre mig opmærksom på det i virkeligheden var min fejl. Jeg er ikke engang vred på Gud, som dog i det mindste kunne agere standin for en person som man kunne skælde ud.

Nej, jeg er vred på verden. Som helhed. Jeg er vred over at min søn døde, bevares, og jeg er endda vred på ham fordi han ikke er her. Men jeg er langt mere vred over at verden bare er som den plejer. Fattede den overhovedet ikke at det mest fantastiske menneske der nogensinde har været til ikke er her længere? Fattede den ikke at det var en katastrofe? Hvordan fanden kan alting bare være som det plejer når min lille søn er død? Som om han ikke betød noget som helst.

Når nu han betød det hele.

Det skulle være sådan, at når ens lillebitte baby døde, så behøvede man ikke blive ved med at leve. Jeg mener ikke at man skulle dø, men bare at man ikke behøvede have det samme liv bagefter. Der skulle være et andet liv man kunne vælge, et sted hvor tingene kunne hænge sammen selvom man har mistet det mest dyrebare man har. Som en kompensation. I stedet for at man bare skal stå op hver morgen som man altid har gjort og tage til forelæsninger ligesom man plejer, for at sidde i to timer og blive høfligt ignoreret af de andre som om intet var hændt.

Jeg bliver virkelig vred over at verden ikke lige holdt en pause. Vred over at det ikke er tydeligt hvor frygteligt et tab det er. Vred over at verden er ligeglad. At alting bilder sig ind at være som det plejer. Det er fandeme bare ikke i orden. Men jeg aner ikke hvad jeg skal gøre ved det, og jeg aner ikke hvordan vreden nogensinde kan brænde ud når den ikke kan få lov til at flamme op.

------------------

Som en lille, og knap så vred, efterskrift; jeg ved jo godt at hele verden ikke er sådan. Jeg ved jo godt at flere af jer der læser med har fældet en tåre eller to undervejs. Det er ikke fordi formålet med bloggen er at gøre jer kede af det, men det betyder virkelig meget for mig at I har grædt for Ronan. At vores lille dreng rørte nogen.

søndag den 4. september 2011

Jeg, en ønske-punker

I dag har jeg heller ikke vundet i lotto.

Til gengæld er det en af de dage hvor jeg ville ønske jeg var lidt mindre nærig med både tid og penge så jeg kunne være en af dem der gik meget op i steampunk. At jeg var en af dem der var i stand til at sammensætte et meganice outfit, farve håret knaldrødt og gå ud i verden iført en høj hat. Men desværre er jeg i realiteten en af dem der synes hårfarve er for dyrt og som er alt for magelig til at tage de vable-fremkaldende (men awesome) doc martens på.

Men stribede knæstrømper er da også lidt steampunk, er det ikke?


PS. I dag er jeg også virkelig vred på verden, men det kræver vist sit eget indlæg

lørdag den 3. september 2011

Det store spørgsmål

Spørgsmålet er egentlig ikke hvordan livet går videre.

Men hvorfor.

fredag den 2. september 2011

Velkommen tilbage til universitetet!

Nå, men det startede med at jeg et par dage inden studiestart opdagede at jeg havde fået en mail fra eksamenskontoret om at min sygemelding kunne de altså ikke bruge til noget. På trods af at jeg spurgte dem i en mail hvordan det foregik OG afleverede lægeerklæring personligt og spurgte om det var dokumentation nok. Jeg ringede til dem og sagde at det kunne jeg ikke forstå, og hende i røret blev ved med at være sådan "jamen det beklager jeg hvis du har fået det at vide, men som jeg også skriver i min mail..." som om jeg ikke slev kunne læse hvad der stod i den. Blev virkelig harm, for hun sagde ikke noget som helst jeg kunne bruge til noget og så begyndte jeg simpelthen at tude, og så sagde hun "Det var ikke min mening at gøre dig ked af det" Nej, men så skulle du nok have været lidt mere imødekommende, og fra start tænkt at der nok var en grund til jeg først afleverede min sygemelding i august - som fx kunne være at jeg var syg. Efter noget mere frem og tilbage på både mail og telefon med ord som "jurist" og "studienævn" og "særlig dispensation" fandt jeg heldigvis den oprindelige mail jeg havde fået fra dem. Fem minutter senere fik jeg en mail om at de, sjovt nok, havde revurderet situationen og besluttet at bruge min sygemelding alligevel.

I går, hvor der så var undervisningsstart fik jeg faktisk taget mig sammen til at tage afsted. Mødte pænt op ved det angivne lokale sammen med ca. halvdelen af mit hold. For det viste sig at vores undervisning var blevet aflyst. I en mail. Med én dags varsel. En mail, som jeg ikke har fået (eller kan få, for den sags skyld) fordi jeg endnu ikke er undervisningstilmeldt. I øvrigt findes der en glimrende elektronisk opslagstavle hvor ændringer til læseplanen skrives på. Bare ikke når man er distræt underviser og tænker "Nåh, men det er nok meget bedre jeg sender en mail, selvom jeg ikke kan være sikker på alle får den, til en mailadresse jeg ikke kan være sikker på de tjekker hver dag" Sms-bitchede med Es om det og vi blev enige om at det nok var bedre at lade som om det var et administrationsproblem, og at underviserens mail bare var en dobbelt-sikring, for så kan jeg lade som om jeg ikke har noget imod ham når jeg (om alt går vel) skal havde ham i næste uge.

MEN, der er jo ikke noget der er så skidt at det ikke er godt for noget, og hvordan drukner man bedst ærgrelsen over at bruge to gange 1 times transport og 50kr på ingenting? Det gør man da ved at bruge yderligere halvanden time og 44kr på café med Prinsessen, som først starter igen i næste uge. Det går jo næsten lige op!

I følge skemaet er der undervisning i dag klokken 12, og selvom jeg åbenbart ikke har noget reelt grundlag for at kunne regne med det tager jeg derind alligevel. Med mantraet "Det vigtigste er at komme afsted, det vigtigste er at komme afsted, det vigtigste..."