Hvori jeg har fået endegyldigt nok

Jeg har muligvis tidligere nævnt at jeg ikke kom så fandens godt overens med det der universitet. At det var for hårdt og for dumt og helt urimeligt bureaukratisk hvis man ikke lige kunne tage det hele efter bogen. Umiddelbart før Gryntegrisens termin fik jeg fx en mail om at jeg ville blive udmeldt, på trods af jeg faktisk havde søgt dispensation (inkl. vedlagt og godkendt plan for studieforløb) - det var "bare" en fejl, så jeg forblev indskrevet hele min barsel og derfor kunne være ligeglad et helt år. Så fik jeg så en mail mere, for et par måneder siden, hvori jeg igen fik at vide jeg ville blive udmeldt (igen på trods af føromtalte godkendte studieplan, der tydeligt siger at jeg tidligst ville kunne bestå de relevante eksamener i juni i år). Jeg tog ikke diskussionen den her gang, men har nu selv meldt mig ud. Beslutningen har været taget længe, meget længe, men alligevel tog det lang tid at samle mod til at gøre det officielt og for alvor.

Men nu er det gjort.

Min umiddelbare reaktion da jeg begyndte at indse, at jeg måske nok ville blive nødt til at droppe studiet var, at jeg var en taber. At jeg var slået fejl, igen, ligesom jeg altid gør. At jeg var dum og dårlig og utilstrækkelig. Hele mit liv har jeg fået tudet ørerne fulde af, at jeg var klog og dygtig, at det var spild af talent ikke at bruge det til noget... og når det hele ens liv har været en selvfølge at man kan noget, så er det også en selvfølge at der er noget galt med en, at man ikke prøver nok, når det så slår fejl. Selv nu, hvor jeg godt ved det ikke kommer an på en skid andet end hvad der gør en lykkelig, så har jeg svært ved at vende den om. Jeg har stadig svært ved at klappe mig selv på skulderen og sige "Fandeme i orden gjort, at du endelig tager ansvar for dit (arbejds)liv" For det er jo det jeg gør. Tager ansvar.

Nu, når nogen spørger mig hvad jeg lavet, svarer jeg, at jeg er ved at starte (har startet - gisp!) min egen lille virksomhed. Og det føles rigtigt. Det føles som mit arbejde. Der er ikke noget væven og bæh og buh og hvad-skal-du-så-lave-bagefter. Jeg føler mig ikke som en nasserøv, der får penge for at lave ingenting. Faktisk får jeg jo slet ikke nogen penge længere, hvis ikke der kommer nogen kunder i biksen. Og i så fald bliver jeg nok nødt til at melde mig på kontanthjælpskontoret om et halvt års tid for at få ydmygende få penge for at sidde på et ydmygende og ligegyldigt kursus 37 timer i ugen. Såæh... hvis du lige kender nogen der skal have transskriberet noget virkelig billigt, så siger du lige til, ing?

Lige nu er det jeg ønsker mig allermest, at det kommer til at gå med den biks. Eller. Næstmest. Det jeg ønsker mig allermest er at vinde i lotto. Er stadig ikke helt sikker på hvilket ønske der er mest urealistisk.

Glædelig jul og tak for lort

Vi står så pludselig i lort til halsen. Og så på en 1. december. Der er en lørdag, hvor alt har lukket.

Orker ikke lige for mange detaljer, men det er noget med et universitet der er helt umuligt at blive klog på, og som vil udskrive mig. Som i nu. Og så bliver det jo noget med SU jeg ikke kan få, barsel jeg ikke har, kommune der skal snakkes med, Mandens barsel der bliver rykket med...

Så vi er ude i noget der måske hedder nul indtægt for mig næste år, nogle ting der skal prioriteres, noget med fripladser og/eller pasning af eget barn i eget hjem der skal undersøges, arbejde der ville være rart at finde engang til næste efterår.

Og et budget der heldigvis godt kan hænge sammen selvom vi skal leve af Mandens indkomst alene et helt år. Og også selvom noget af den indkomst bliver dagpenge. Heldig-heldigvis. For jeg har faktisk mest lyst til at skråle REND MIG I RØVEN til det der universitet. Og det er rart at vide det rent faktisk er en mulighed hvis de ikke er til at snakke med. Eller hvis jeg slet ikke gad forsøge.

Men nu... nu har jeg vist fået raset ud og panikket af og kigget nok på budgettet. I hvert fald nok til at vi kan finde lidt julepynt frem og lege hygge og koncentrere os om nu og her og en Baby, der godt snart må kigge ud.

Nåja, og lige bruge et minut på at være inderligt taknemmelig for at jeg har en Mand, som siger at det hele nok skal gå og at det er ligemeget med de penge, selvom det er ham der kommer til at hænge på forsørgertjansen. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skulle gøre uden ham.

Endnu en hurtig update

Blob er ikke længere en blob, men noget der svagt minder om en baby. Den har i hvert fald en hånd (sikkert også to) og møffede lidt rundt mens vi kiggede på den. Den er ret sød, hvis jeg selv skal sige det.

In other news: Har lige haft en tudetur mere over det der uni slet ikke passer mig, og hvordan det lige skal komme til at hænge sammen. Men i det mindste gik det da (fi-nal-ly) i orden med Opgaven Fra Helvede, og jeg har faktisk fået ti. Talk about WTF-moment.

Nå, men ud over det er jeg stadig træt. Nat nat.

Luft

Måske er det vejret, men jeg synes de sidste dage har været knap så meget lorte-skod-agtige. Jeg ved ikke om det varer ved, men det er velkomment med lidt luft. Altså, det er heller ikke sådan at vi snakker halleluja-agtigt meget bedre, vel, men jeg har følt mig en anelse mere til stede (fremfor fange i egen krop) og maden har ikke været helt så klam som ellers. Og lidt kinky sex er det da også blevet til - selvom det i forvejen haltende sex ikke ligefrem er blevet påvirket i positiv retning af at jeg blev til hormonella.

Jeg ved stadig ikke helt hvad jeg skal stille op med det der uni, men den anden dag tog jeg en ordentlig tudetur, og selvom der ikke kom noget som helst konkret ud af det, så kom jeg ind til mavefornemmelsen igen. Og den siger stadig at det er Manden og Ronan, og nu lille nye blob, som er helt ubetinget vigtigst, og så er det ligemeget med skod-uni - hvis det går så går det, og hvis det ikke gør så er det bare ærgerligt. Det ville måske være nemmere hvis jeg var den kreative type, der brændte for at sælge håndbroderede tasker på etsy, for så behøvede jeg ikke forholde mig til spørgsmålet "jamen hvad skulle jeg ellers?" Men det er jeg ikke. Og det der gør det hele en lille smule deprimerende er at der heller ikke rigtigt er noget andet jeg brænder for eller godt kunne tænke mig. Nej, vent, det virkelig deprimerende er at jeg ikke er i stand til at være ligeglad. Om alt går vel skal jeg jo på barsel til efteråret, og jeg har faktisk også lovlig grund til at kunne få dispensation for dette semesters eksamener - så egentlig kunne jeg jo bare være ligeglad med om jeg får læst eller afleveret opgaver og whatnot. Men i stedet for bekymrer jeg mig helt vildt og stresser og føler mig utilstrækkelig. Selvom det jeg allerhelst ville bare var at give slip.

Senere, når Manden står op, går vi ned til vandet og spiser en is. Så skal jeg sidde i solen og kigge ud på vandet og spise is. Og måske holde Manden lidt i hånden. Måske skal vi også lige et smut forbi kirkegården og se hvordan Ronans nye træ (som i virkeligheden er en busk) klarer sig. Vores have-skillz er ikke ligefrem imponerende, men vi håber det kommer til at trives, nu vi endelig har fået det plantet. Vi skal også have lidt fliser og en sandkasse derom, og så er det jo faktisk næsten snart fødselsdagstid (under to måneder!). Som vi har valgt skal fejres rigigt, med lagkage og boller og kakao, nu omstændighederne ikke rigtigt var til at fejre ham da han blev født. Og det føles også vigtigt at holde en dag, kun for ham, inden den lille blob kommer til.

Tænk engang, om tre uger skal vi til nakkefoldsscanning, og så kan vi ikke længere lade som om det ikke er en baby der er derinde. Så er vi ligepludselig Far og Mor og Storebror og Den Lille Ny Inde I Maven.

Og det er jo for fanden det der gør mig lykkelig. Is ved vandet og en lille japansk kvæde og fødselsdagsboller med varm kakao og udsigten til at lige om lidt så er det her kvalme-vente-helvede forbi så vi for alvor kan begynde at glæde os til Nye Baby kommer.

-------

Nåja, og så er en af mine gamle venner fra mit forstadsliv med Ex'en nede i de varme lande for at hente sin yndige nye datter, så det tuder jeg også over, for de har ventet i så mange år og jeg kan bare så godt lide når det ender lykkeligt alt sammen (for følsom, mig? Hvad snakker I om?)

Træthed på indtil flere planer

På en skala fra 1 til 10 så er jeg 100% træt af mit universitet.

Så er det sagt.

.......

Er egentlig også 100% træt af ikke at orke noget, have kvalme og være pissebange hele tiden.

.......

Er nok bare i virkelighede 100% træt, sådan helt generelt.

Printeroverload

Min morgen er gået med at printe den milliard million forelæsningsnoter jeg er bagud i Statistik. Og ditto antal opgaver.

Hvordan har jeres morgen været?

En god overraskelse

Det er nok ikke overraskende at der er blevet vendt op og ned på mit liv den her sommer. Selvom det måske i virkeligheden er mere præcist at sige mit liv er blevet (og stadig bliver) rørt rundt. Men selvom det ikke er overraskende kommer det til stadighed bag på mig. Det er blevet en daglig oplevelse at tingene ikke er som jeg forventer.

Jeg havde fx nok forventet at en af mine ældste veninder ville stå først i køen med omsorg - ikke at hun efter en enkelt "det gør mig ondt"-sms ikke har ladet høre mere fra sig. Til gengæld havde jeg ikke forventet at en af fyrene fra mit hold (som jeg nok har vekslet omkring 10 sætninger i alt) ville sige tak for en facebook-anmodning og spørge ind til om jeg havde født. Jeg nåede kun lige at give den meget bratte "han var dødfødt"-besked inden en af hans kammerater kom forbi med munddiarre og satte punktum for den samtale. Inden jeg startede op skrev jeg en facebook-besked til pigerne på mit hold (det var kun dem der stod på vennelisten på det tidspunkt) og den videresendte jeg til ham da jeg kom hjem. Jeg havde overhovedet heller ikke regnet med at det lige ville være ham, ud af de ti jeg har sendt beskeden til, der svarede tilbage. Især ikke at det ville være med et "Tak. Jeg har tænkt på dig hele dagen"

Velkommen tilbage til universitetet!

Nå, men det startede med at jeg et par dage inden studiestart opdagede at jeg havde fået en mail fra eksamenskontoret om at min sygemelding kunne de altså ikke bruge til noget. På trods af at jeg spurgte dem i en mail hvordan det foregik OG afleverede lægeerklæring personligt og spurgte om det var dokumentation nok. Jeg ringede til dem og sagde at det kunne jeg ikke forstå, og hende i røret blev ved med at være sådan "jamen det beklager jeg hvis du har fået det at vide, men som jeg også skriver i min mail..." som om jeg ikke slev kunne læse hvad der stod i den. Blev virkelig harm, for hun sagde ikke noget som helst jeg kunne bruge til noget og så begyndte jeg simpelthen at tude, og så sagde hun "Det var ikke min mening at gøre dig ked af det" Nej, men så skulle du nok have været lidt mere imødekommende, og fra start tænkt at der nok var en grund til jeg først afleverede min sygemelding i august - som fx kunne være at jeg var syg. Efter noget mere frem og tilbage på både mail og telefon med ord som "jurist" og "studienævn" og "særlig dispensation" fandt jeg heldigvis den oprindelige mail jeg havde fået fra dem. Fem minutter senere fik jeg en mail om at de, sjovt nok, havde revurderet situationen og besluttet at bruge min sygemelding alligevel.

I går, hvor der så var undervisningsstart fik jeg faktisk taget mig sammen til at tage afsted. Mødte pænt op ved det angivne lokale sammen med ca. halvdelen af mit hold. For det viste sig at vores undervisning var blevet aflyst. I en mail. Med én dags varsel. En mail, som jeg ikke har fået (eller kan få, for den sags skyld) fordi jeg endnu ikke er undervisningstilmeldt. I øvrigt findes der en glimrende elektronisk opslagstavle hvor ændringer til læseplanen skrives på. Bare ikke når man er distræt underviser og tænker "Nåh, men det er nok meget bedre jeg sender en mail, selvom jeg ikke kan være sikker på alle får den, til en mailadresse jeg ikke kan være sikker på de tjekker hver dag" Sms-bitchede med Es om det og vi blev enige om at det nok var bedre at lade som om det var et administrationsproblem, og at underviserens mail bare var en dobbelt-sikring, for så kan jeg lade som om jeg ikke har noget imod ham når jeg (om alt går vel) skal havde ham i næste uge.

MEN, der er jo ikke noget der er så skidt at det ikke er godt for noget, og hvordan drukner man bedst ærgrelsen over at bruge to gange 1 times transport og 50kr på ingenting? Det gør man da ved at bruge yderligere halvanden time og 44kr på café med Prinsessen, som først starter igen i næste uge. Det går jo næsten lige op!

I følge skemaet er der undervisning i dag klokken 12, og selvom jeg åbenbart ikke har noget reelt grundlag for at kunne regne med det tager jeg derind alligevel. Med mantraet "Det vigtigste er at komme afsted, det vigtigste er at komme afsted, det vigtigste..."

I morgen

Puh. Så er det i morgen.

Første september. Studiestart.

Har helt ondt i maven.

Ved faktisk ikke helt hvordan jeg har det med det.

Tre dage endnu

Stadig bange. Når jeg vågner, når jeg skal tisse, når min mave kramper/vokser/giver sig/hvad det nu hedder. Når jeg kommer til at tænke på hvor lillebitte den er, derinde i min mave, og at der ikke er nogen til at passe på den.

Ønsker mig at der var fredag i morgen. Jo tættere det kommer på, jo mindre tror jeg på det, jo længere væk forsvinder tankerne om en rigtig lille baby. Fordi jeg er så bange. Og så bliver jeg bange for at alt det bange og negativ og ked af det ikke er godt for sådan en lille en.

Fredag er stadig 100 år væk. Jeg ville bare ønske man kunne VIDE noget. At ens maveskind blev transparent så man lige kunne kigge ind og tjekke. Eller at man havde indbygget puls-måler i maven så man hele tiden kunne mærke om der var noget.

Nåh ja, så skal jeg jo så også lige til eksamen på torsdag. Virker pludselig som en mindre detalje. Og min største bekymring er hvordan jeg skal kunne sidde fra 9-12 uden at kunne gå ud og tisse hele tiden og uden at kunne lægge mig på sofaen med en skive hvidt brød med smør i fem minutter (/timer)

Hvad sker der egentlig for graviditetskroppen? Er da herre usmart at man både er sulten h.e.l.e tiden og bare slet ikke kan udstå tanken om mad

Så var der nok lige under en uge til min fødselsdag

På mandag holder jeg officielt op med at være i starten af 20erne og går over til at være i midten af 20erne, når jeg fylder 24.

24, det lyder jo slet ikke som noget jeg er.

Nåmmen, jeg havde ikke tænkt at når jeg blev 24 ville jeg være igang med at læse økonomi. Jeg havde heller ikke tænkt jeg ville fylde 24 uden at have nogen børn. Jeg havde ikke forestillet mig jeg ville være gift, bo på fyn, have så relativt få penge, stadig være i psykiatrisk behandling.

24 har af en eller anden årsag altid været forbundet med en hel masse ting for mig. Har fungeret som en grænse i min selvopfattelse.

Jeg føler mig også gammel i forhold til langt de fleste af mine medstuderende. Da graviditetstesten var positiv blev mig og Manden en generation ældre. Og vi blev ikke yngre igen, selvom vi mistede Ærten. Desuden er vi i det hele taget hurtigt sunket ned i en behagelig sat ægteskabs-konstellation hvor en hyggelig fredag aften også godt kan være noget med at få en halv gris til at være i fryseren.

Men ud over at mit liv ikke er som jeg havde forestillet mig (og som det burde være, især i forhold til at få børn) så er det ok for tiden. Jeg har fået indhentet læsningen i samtlige fag, har mere eller mindre lavet alle øvelserne og har fået hverdagen i system (har meget smart whiteboard med farvede magnet-striber)
Desuden var jeg for en gangs skyld nsync med min mor og hun havde også tænkt at de kom på lørdag (og muligvis søndag) - så jeg skal kun bekymre mig om hvad for en kage jeg skal bage, og hvilken del af førnævnte gris der skal tages op af fryseren.

PS. Hvis nogen skulle være interesserede (og havde lyst til at sende gaver! Eller bare grine af min barnlighed) følger her Konens officielle ønskeseddel

Brætspil/kortspil/puslespil
• Set
• Bezzerwizzer + Voksen
• Wiseman
• Planken ud Knud
• Beat That
• Spil fra Smartgames.dk (fx gogetter, hide&seek mv)
• Risk (gerne Ringenes Herre udgaven)
• Spillemagasinet
• Wasgij original puslespil (jeg har nr 5, 7, 9, 10 og 10year anniversary)
• Lego Creationary (og andre Lego-spil)

Lego (plejer at være en smule billigere i Toys R Us)
• Det nye Harry Potter Hogwarts (sæt nr. 4842) (psykopat dyrt)
• Creator 3-i-1 huse (sæt nr. 5891, 6754 og 4996)
• Politistationen (sær nr. 7744)
• City Corner (sær nr. 7641)
• Autocamper (sæt nr. 7639)
• Prince of Persia:
o Strudseløb (sæt nr. 7570)
o Kampen om dolken (sæt nr. 7571)
o Quest against time (sæt nr. 7572)
o Alamut (sæt nr. 7573)
• Penge til at spare op til Exclusive og Hard to Find items på lego.com

Bøger
• Nigella Lawson kogebøger
• Bøger med kortspil
• Bøger med kabaler
• History of Middle Earth, Christopher Tolkien (bind 1-3)

Diverse
• D&W bestik fra Raadvad (Kagegafler og sæt med 16+4 dele)
• Pastafarver til glasur/fondant i klare farver og evt sort (har på nettet set sæt med 8 farver i, fx hos specialkoebmanden.dk)
• Levnedsmiddelfarve-tusch
• Udstiksfigurer (specielt tal/bogstaver og juletema)
• Tørrestativ
• Strygebræt til dampstrygejern
• Næseringe
• Terninger
• Alt det jeg har glemt at skrive på

Undskyld

Men jeg har travlt. Kan slet ikke følge med det der uni.

Og fatter hat af mikroøkonomi. Manglende interesse og dårlig forelæser er superdårlig kombi.

Grunde til at uni bare er bedre, #1

Nåmmen, det er meget bedre ude på det der uni. Sådan helt grundlæggende bliver vi (for det meste) opfattet og behandlet som voksne mennesker.

Og så er det så fint at min røde mappe nu er inddelt i mikro-makro-mat-stat