Hvori jeg har fået endegyldigt nok

Jeg har muligvis tidligere nævnt at jeg ikke kom så fandens godt overens med det der universitet. At det var for hårdt og for dumt og helt urimeligt bureaukratisk hvis man ikke lige kunne tage det hele efter bogen. Umiddelbart før Gryntegrisens termin fik jeg fx en mail om at jeg ville blive udmeldt, på trods af jeg faktisk havde søgt dispensation (inkl. vedlagt og godkendt plan for studieforløb) - det var "bare" en fejl, så jeg forblev indskrevet hele min barsel og derfor kunne være ligeglad et helt år. Så fik jeg så en mail mere, for et par måneder siden, hvori jeg igen fik at vide jeg ville blive udmeldt (igen på trods af føromtalte godkendte studieplan, der tydeligt siger at jeg tidligst ville kunne bestå de relevante eksamener i juni i år). Jeg tog ikke diskussionen den her gang, men har nu selv meldt mig ud. Beslutningen har været taget længe, meget længe, men alligevel tog det lang tid at samle mod til at gøre det officielt og for alvor.

Men nu er det gjort.

Min umiddelbare reaktion da jeg begyndte at indse, at jeg måske nok ville blive nødt til at droppe studiet var, at jeg var en taber. At jeg var slået fejl, igen, ligesom jeg altid gør. At jeg var dum og dårlig og utilstrækkelig. Hele mit liv har jeg fået tudet ørerne fulde af, at jeg var klog og dygtig, at det var spild af talent ikke at bruge det til noget... og når det hele ens liv har været en selvfølge at man kan noget, så er det også en selvfølge at der er noget galt med en, at man ikke prøver nok, når det så slår fejl. Selv nu, hvor jeg godt ved det ikke kommer an på en skid andet end hvad der gør en lykkelig, så har jeg svært ved at vende den om. Jeg har stadig svært ved at klappe mig selv på skulderen og sige "Fandeme i orden gjort, at du endelig tager ansvar for dit (arbejds)liv" For det er jo det jeg gør. Tager ansvar.

Nu, når nogen spørger mig hvad jeg lavet, svarer jeg, at jeg er ved at starte (har startet - gisp!) min egen lille virksomhed. Og det føles rigtigt. Det føles som mit arbejde. Der er ikke noget væven og bæh og buh og hvad-skal-du-så-lave-bagefter. Jeg føler mig ikke som en nasserøv, der får penge for at lave ingenting. Faktisk får jeg jo slet ikke nogen penge længere, hvis ikke der kommer nogen kunder i biksen. Og i så fald bliver jeg nok nødt til at melde mig på kontanthjælpskontoret om et halvt års tid for at få ydmygende få penge for at sidde på et ydmygende og ligegyldigt kursus 37 timer i ugen. Såæh... hvis du lige kender nogen der skal have transskriberet noget virkelig billigt, så siger du lige til, ing?

Lige nu er det jeg ønsker mig allermest, at det kommer til at gå med den biks. Eller. Næstmest. Det jeg ønsker mig allermest er at vinde i lotto. Er stadig ikke helt sikker på hvilket ønske der er mest urealistisk.