ADVARSEL! Dette går nok hen og bliver lidt af et bitter-indlæg. Ikke at I skal tro jeg er den bitre type. Det er bare lige en af de dage hvor sofa og dyner virker ualmindeligt tillokkende og resten af verden ellers bare kan pisse af.
Vi er ved at vænne os til Niecen. Måske fordi vi (faktisk uden at planlægge det) har set hende tre gange inden for den sidste uge. Det føles efterhånden helt normalt at hun er der, og selvom hun ikke kan så meget så er hun nu helt klart en person og ikke bare "den lille" Og hun er ualmindeligt dejlig og lækker og ama'r halshug der findes ikke nogen baby der er så fantastisk som hende. Nej, det var ikke det jeg var bitter over, selvom følelsen af at "sådan en vil vi også have" vokser til det næsten ikke er til at bære.
Nej, det som har gjort mig sur og bitter i dag er at jeg har fået &%!¤"# menstruation. Altså, ikke at det kommer som nogen specielt stor overraskelse, og jeg har jo prøvet det før, men det gav lige dobbelt-op på "universet hader mig"-følelse. Kender I det?
Og det er dobbelt (trippel?) op på spasser-ud-over-det-hele-nedern at vi lige har fundet ud af at et par i vores omgangskreds også er blevet gravide (altså, den kvindelige halvdel af parret). Og nej, vi (jeg) er jo ikke bitre over at andre bliver gravide (eller, jo, men det er ligesom den slags bitterhed man smadrer i gulvet og tramper på med det samme fordi det er noget pjat, og så glæder man sig på deres vegne); det der trigger bitterheden er at de kraftedeme ikke lige er sikre på de vil have det barn. Ok, dem om det, det er deres valg og jeg har al mulig forståelse for hvis de ikke er klar.
Men det er edderrøveme (jo, det er et ord) pisseunfair hold at det bare sådan hovsa-ups sker for dem, og os der ikke ønsker os noget højere er stuck her på en grå fucking fredag med blod ud over/af det hele.
fredag den 29. januar 2010
onsdag den 27. januar 2010
Første samtale
Puha, rimelig bombet oveni hovedet efter en lang dag i går.
Første rigtige samtale hos psykiater. Nøjsh, det bed. Har altid haft meget anstrengt forhold til at være i behandling. For jo, jeg vil gerne have hjælp, men for fanden, behøver det være af sindssyge kællinger m/k (undskyld udtrykket) der lægger mig ord i munden? Har altid gået fra samtalerne med en følelse af at være misforstået - af at de enten synes jeg er opmærksomhedskrævende klynker, eller ynkeligt og sygt lille pus der har brug for medlidenhed.
Men ikke denne gang. Har haft en rimelig god mavefornemmelse omkring ham fra start og indtil videre lader det til at være en behandling der passer mig. Han virker superdygtig og professionel og formår at stille nogle spørgsmål der rører lige præcis ved de der betændte bylder af følelser jeg slet ikke kan sætte ord på. Sådan skal det jo også være (selvom det ikke er behageligt) Og går ikke derfra helt smadret med behov for at ligge på sofaen med det samme, for han er i stand til at runde af på en ordentlig måde så jeg kan lægge al gråden og de dybe, svære følelser fra mig når jeg lukker døren - og først tage dem frem igen når jeg har tid og plads til det.
Jeg føler virkelig der bliver rusket i nogle af de rigtige ting, allerede efter en enkelt samtale, og det sætter mange tanker igang hos mig. Det bliver rigtig hårdt, tror jeg (især oveni at jeg starter ny uddannelse) og jeg har drømt rigtig meget i nat om alle mulige sære ting. Tror Manden skal placeres på sofaen når han kommer hjem og så skal der varm kakako på bordet og så skal der snakkes.
Både fordi jeg trods alt ikke kan holde det hele indenbords i alt for lang tid, og fordi jeg har lyst til han skal være en del af det. Han kender jo mig som jeg er nu, og det er vigtigt for mig han også kommer til at kende hvem jeg var (noget jeg næsten helt har glemt selv) og det er vigtigt han kommer til at kende de ting ved mig som jeg først skal til at opdage. Jeg har på ingen måde lyst til det skal være "en personlig process, som ingen andre skal blandes ind i", som et tidligere led i behandlings-labyrinten sagde. For vi er fandeme to om det her liv vi har og det er en af de eneste ting jeg rent faktisk er sikker på helt dybt inde i mig selv.
Første rigtige samtale hos psykiater. Nøjsh, det bed. Har altid haft meget anstrengt forhold til at være i behandling. For jo, jeg vil gerne have hjælp, men for fanden, behøver det være af sindssyge kællinger m/k (undskyld udtrykket) der lægger mig ord i munden? Har altid gået fra samtalerne med en følelse af at være misforstået - af at de enten synes jeg er opmærksomhedskrævende klynker, eller ynkeligt og sygt lille pus der har brug for medlidenhed.
Men ikke denne gang. Har haft en rimelig god mavefornemmelse omkring ham fra start og indtil videre lader det til at være en behandling der passer mig. Han virker superdygtig og professionel og formår at stille nogle spørgsmål der rører lige præcis ved de der betændte bylder af følelser jeg slet ikke kan sætte ord på. Sådan skal det jo også være (selvom det ikke er behageligt) Og går ikke derfra helt smadret med behov for at ligge på sofaen med det samme, for han er i stand til at runde af på en ordentlig måde så jeg kan lægge al gråden og de dybe, svære følelser fra mig når jeg lukker døren - og først tage dem frem igen når jeg har tid og plads til det.
Jeg føler virkelig der bliver rusket i nogle af de rigtige ting, allerede efter en enkelt samtale, og det sætter mange tanker igang hos mig. Det bliver rigtig hårdt, tror jeg (især oveni at jeg starter ny uddannelse) og jeg har drømt rigtig meget i nat om alle mulige sære ting. Tror Manden skal placeres på sofaen når han kommer hjem og så skal der varm kakako på bordet og så skal der snakkes.
Både fordi jeg trods alt ikke kan holde det hele indenbords i alt for lang tid, og fordi jeg har lyst til han skal være en del af det. Han kender jo mig som jeg er nu, og det er vigtigt for mig han også kommer til at kende hvem jeg var (noget jeg næsten helt har glemt selv) og det er vigtigt han kommer til at kende de ting ved mig som jeg først skal til at opdage. Jeg har på ingen måde lyst til det skal være "en personlig process, som ingen andre skal blandes ind i", som et tidligere led i behandlings-labyrinten sagde. For vi er fandeme to om det her liv vi har og det er en af de eneste ting jeg rent faktisk er sikker på helt dybt inde i mig selv.
søndag den 24. januar 2010
Hørt på TV2
Den Nøgne Sandhed stiller åbenbart de vigtige spørgsmål her i livet. Som fx "behøver kvinder barbere ben hver dag?"
Er der da nogen der gør det?
Ja, ok, det er der vel givetvis. Men er det normen? Er det størstedelen af de danske kvinder der bruger tid på det hver dag?
For jeg gør i hvert fald ikke. Langt fra. Men jeg er måske også bare underlig.
Jeg går fx heller aldrig med make-up.
Er der da nogen der gør det?
Ja, ok, det er der vel givetvis. Men er det normen? Er det størstedelen af de danske kvinder der bruger tid på det hver dag?
For jeg gør i hvert fald ikke. Langt fra. Men jeg er måske også bare underlig.
Jeg går fx heller aldrig med make-up.
lørdag den 23. januar 2010
Man burde vel egentlig...
...gå i seng.
Manden er afsted på nattevagt så jeg har hele sengen for mig selv. Som altid er lidt af en Aaahhh/Arrrrghhh-følelse. Er jo meget godt at brede sig. Men faktisk endnu bedre når man skal indskrænke sig i morgen tidlig når han kommer hjem i seng.
Hmm. Katten har klemt sig ned i en lidt for lille lego-kasse. Burde sætte låg på inden jeg går i seng. Og efter jeg har fjernet katten.
Hader lyden af lego der falder på gulvet. Dobbelthader det hvis det er midt om natten.
Manden er afsted på nattevagt så jeg har hele sengen for mig selv. Som altid er lidt af en Aaahhh/Arrrrghhh-følelse. Er jo meget godt at brede sig. Men faktisk endnu bedre når man skal indskrænke sig i morgen tidlig når han kommer hjem i seng.
Hmm. Katten har klemt sig ned i en lidt for lille lego-kasse. Burde sætte låg på inden jeg går i seng. Og efter jeg har fjernet katten.
Hader lyden af lego der falder på gulvet. Dobbelthader det hvis det er midt om natten.
Jeg er sur på Systemet i dag
Nogle gange bliver jeg sur på Systemet. Det offentlige. Sådan rigtig barnesur med fremskudt underlæbe og underliggende afmagt.
Fx når TV-avisen bringer en historie, som åbenlyst har til formål at begejstre masserne, om at Høje Taastrup kommune har tjent (!) 4-5 millioner på at afsløre socialt bedrageri.
Er det bare mig der synes det er småligt?
Er det bare mig der er af den opfattelse at det er de (aller)allerfærreste der begår socialt bedrageri for sjov? Folk (her menes størstedelen af dem der bliver taget i socialt bedrageri) snyder vel primært fordi de ikke lige forstod reglerne. Fordi de glemte at oplyse en ting de ikke var klar over de skulle oplyse. Systemet er sygt tungt at danse med og fyldt med uforståelige paragraffer, som ikke engang de ansatte altid kan blive enige om. Og kan vi være enige om at dem der får sociale ydelser måske, primært, ikke lige er dem med mest overskud i hverdagen? Og dem der så faktisk var klar over reglerne og alligevel undlader en oplysning er, sandsynligvis, nogen der faktisk har brug for pengene.
Jojo, der er da med garanti dem der bevidst og med fuldt overlæg snyder uden egentlig at have brug for det. Men var det ikke bedre at bruge pengene på at gøre det hele mere gennemskueligt? At lave det hele om, så alle kunne have en nogenlunde rar og værdig tilværelse, hvor ingen følte sig nødsaget til at synke til snyd og bedrag. Man kunne jo fx starte med at droppe det forpulede møgåndssvage skattestop. Så var der jo nogle bankdirektørers 4-5 millioner at give til dem der mangler. Og nogle millioner fra alle os andre hvis vi bare gav lidt ekstra når vi kunne.
Trækprocent på 50. Til alle.
Undtagen dem der får overførselsindkomst - det er da for åndssvagt at bruge ressourcer på at trække skat af noget det offentlige selv udbetaler.
Undskyld det sure indlæg. Men jeg synes fandeme samfundet generelt er blevet så pissesmåligt. Så fuck da hvor meget vi giver (!) i skat, så længe vi har det rart.
PS: Og hvis systemet i øvrigt snakkede bedre med sig selv, afdelingerne imellem, så alle altid havde alle de relevante oplysninger (uden at man selv skulle oplyse dem alle mulige steder man ikke aner hvor er) ville man jo heller aldrig komme til at kunne få noget man ikke er berettiget til. Vel.
PPS: Nu var det heller ikke meningen det her skulle blive en politisk blog. Men jeg bliver fandeme så harm nogle gange.
Fx når TV-avisen bringer en historie, som åbenlyst har til formål at begejstre masserne, om at Høje Taastrup kommune har tjent (!) 4-5 millioner på at afsløre socialt bedrageri.
Er det bare mig der synes det er småligt?
Er det bare mig der er af den opfattelse at det er de (aller)allerfærreste der begår socialt bedrageri for sjov? Folk (her menes størstedelen af dem der bliver taget i socialt bedrageri) snyder vel primært fordi de ikke lige forstod reglerne. Fordi de glemte at oplyse en ting de ikke var klar over de skulle oplyse. Systemet er sygt tungt at danse med og fyldt med uforståelige paragraffer, som ikke engang de ansatte altid kan blive enige om. Og kan vi være enige om at dem der får sociale ydelser måske, primært, ikke lige er dem med mest overskud i hverdagen? Og dem der så faktisk var klar over reglerne og alligevel undlader en oplysning er, sandsynligvis, nogen der faktisk har brug for pengene.
Jojo, der er da med garanti dem der bevidst og med fuldt overlæg snyder uden egentlig at have brug for det. Men var det ikke bedre at bruge pengene på at gøre det hele mere gennemskueligt? At lave det hele om, så alle kunne have en nogenlunde rar og værdig tilværelse, hvor ingen følte sig nødsaget til at synke til snyd og bedrag. Man kunne jo fx starte med at droppe det forpulede møgåndssvage skattestop. Så var der jo nogle bankdirektørers 4-5 millioner at give til dem der mangler. Og nogle millioner fra alle os andre hvis vi bare gav lidt ekstra når vi kunne.
Trækprocent på 50. Til alle.
Undtagen dem der får overførselsindkomst - det er da for åndssvagt at bruge ressourcer på at trække skat af noget det offentlige selv udbetaler.
Undskyld det sure indlæg. Men jeg synes fandeme samfundet generelt er blevet så pissesmåligt. Så fuck da hvor meget vi giver (!) i skat, så længe vi har det rart.
PS: Og hvis systemet i øvrigt snakkede bedre med sig selv, afdelingerne imellem, så alle altid havde alle de relevante oplysninger (uden at man selv skulle oplyse dem alle mulige steder man ikke aner hvor er) ville man jo heller aldrig komme til at kunne få noget man ikke er berettiget til. Vel.
PPS: Nu var det heller ikke meningen det her skulle blive en politisk blog. Men jeg bliver fandeme så harm nogle gange.
fredag den 22. januar 2010
Manden og Konen anbefaler
Café Mauritz
på Skibhusvej i Odense
Nøøøjsh, det var godt. Jeg sværger, de fritter (som i virkeligheden var kartoffelbåde) var så gode at det næsten var orgasmisk. Jo, ama'r! Så hvis du får chancen, så fis derned og spis nogle fritter med mayo (og spørg efter deres hvidløgsdip)
Da jeg blærede mig til Bedstevennen svarede han "Mauritz? Deres brunch er ellers ikke så god" Så hermed er den også viderebragt. Men altså, brunch kan jo alligevel aldrig måle sig med burger, nachos og pomfritter, vel.
Han siger i øvrigt også at The Room har de bedste burgere, så den kan i da lige få med som en andenhånds-sidegevinst-anbefaling.
Og nu vi er igang med anbefalingerne, så tegn lige en giraf. Og giv nogle penge over til Haiti.
torsdag den 21. januar 2010
Derfor bloggen
Der sker en del i mit liv for tiden. Eller rettere, der sker ikke så meget, men det ville jeg gerne der gjorde, så derfor har jeg en del personlige projekter igang. Efterhånden så mange at det er svært at holde styr på dem alle sammen - og surt at noget af det er ting jeg ikke kan dele med mine nærmeste (Manden undtaget, selvfølgelig) Så derfor denne blog. Som selvfølgelig også er et personligt projekt, men lad os nu ikke spilde tid på den slags petitesser. Vi kan jo kalde bloggen et tovholderprojekt. Forhåbentlig.
Derfor bliver det (forhåbentlig) også noget med et dagligt indlæg med kedelige tørre statustal. Mest for at jeg selv kan følge med i hvad jeg laver, men hvis I synes det er sjovt at læse om så er det da kun ekstra bonus. Nåh ja, og selvfølgelig en masse andre indlæg uden tørre statustal, men jeg kan ikke garantere at det bliver mere interessant af den grund.
Nå, anyways, projekterne er som følger:
Jeg er efter en længere labyrint-stafet gennem det psykiatriske system end hos en privatpraktiserende psykiater, der forhåbentlig kan hjælpe mig med at kunne leve med angst og depression. Og for en gangs skyld er fokus ikke "du skal fungere socialt/i skolen/på arbejde/etc" men "du skal finde ud af hvad du vil" Jeg har på fornemmelsen der dukker en masse op undervejs, og jeg håber bloggen kan fungere som ventil.
I februar starter jeg på handelsskolen. 12 ugers kursus, som, hvis alt går vel og jeg kan overkomme det, gerne skulle munde ud i en elevplads et sted. Noget anderledes end den universitetsuddannelse jeg altid havde tænkt mig jeg skulle have, men omstændighederne har gjort det nødvendigt (eller i hvert fald ønskværdigt) at sadle om. Jeg er skrækslagen, fordi jeg ikke aner hvordan det bliver.
Slankekur. Det evige tema i hele blogcity, I know, men ikke desto mindre har jeg begivet mig ud i en. Jeg kan ikke længere passe mit tøj og efter lang tids sygemelding føler jeg mig også fed og lasket. Heldigvis er Manden med på kuren så vi hygger med grøntsagsmad og starter forsigtigt op med at cykle lidt (når sneen forsvinder) Jeg vil bestræbe mig på at holde bloggen nogenlunde slankefri, ud over vægt-status og (forhåbentlig) juhu-indlæg over tøj der passer igen.
Sidst, men ikke mindst, projektet over dem alle. Det der fylder mest og det jeg kan dele med færrest. I et lille års tid har Manden og Konen arbejdet på at få en graviditet op at stå, men der som om der ikke rigtigt er held i sprøjten (pun intended) Primært tager vi det stille og rolig, for vi har det jo også godt selvom det kun er os to, men det nager mig om der skulle være noget i vejen, så jeg er begyndt at måle min temperatur om morgenen, for at få et overblik over hvornår og hvor ofte jeg har ægløsning. For mig, tror jeg, handler det i langt højere grad om at lokalisere "problemet" end egentlig, nødvendigvis, at skulle lave en baby lige nu og her. Jeg vil hellere forholde mig til "vi kan ikke/har svært ved at få børn" end "Mja, måske, måske ikke"
Vi har valgt ikke at indvie nogen i projektet, mest fordi vi har brug for at det sker i vores eget tempo, men også fordi vi ikke har lyst til at skuffe/bekymre vores nærmeste uden grund. For ikke så længe siden fik vi en lille niece og det har sat gang i en hel masse tanker og følelser omkring det at få børn. Da vi havde set hende første gang begyndte jeg at græde da vi kom hjem med den eneste begrundelse at "hun er så fin" Min svigermor (som vi troede fik sin barnebarnslyst stillet med niecen) har indsat frontaltangreb med "Det ville jo være så fint med en fætter eller kusine tæt på, så de har hinanden" og jeg er ved at tude hver gang. For vi vil jo så gerne. Vi begyndte at forsøge lidt før vi fandt ud af hun var gravid, og vi tænkte også "hvor fint, så bliver de jævnaldrende" (naivt, I know)
Nu blev det lige en længere smøre, men altså, ideen var at jeg kunne lukke lidt ud på bloggen - også så vi senere har på skrift hvordan det var dengang vi ikke havde børn og bare var Manden og Konen.
Derfor bliver det (forhåbentlig) også noget med et dagligt indlæg med kedelige tørre statustal. Mest for at jeg selv kan følge med i hvad jeg laver, men hvis I synes det er sjovt at læse om så er det da kun ekstra bonus. Nåh ja, og selvfølgelig en masse andre indlæg uden tørre statustal, men jeg kan ikke garantere at det bliver mere interessant af den grund.
Nå, anyways, projekterne er som følger:
Jeg er efter en længere labyrint-stafet gennem det psykiatriske system end hos en privatpraktiserende psykiater, der forhåbentlig kan hjælpe mig med at kunne leve med angst og depression. Og for en gangs skyld er fokus ikke "du skal fungere socialt/i skolen/på arbejde/etc" men "du skal finde ud af hvad du vil" Jeg har på fornemmelsen der dukker en masse op undervejs, og jeg håber bloggen kan fungere som ventil.
I februar starter jeg på handelsskolen. 12 ugers kursus, som, hvis alt går vel og jeg kan overkomme det, gerne skulle munde ud i en elevplads et sted. Noget anderledes end den universitetsuddannelse jeg altid havde tænkt mig jeg skulle have, men omstændighederne har gjort det nødvendigt (eller i hvert fald ønskværdigt) at sadle om. Jeg er skrækslagen, fordi jeg ikke aner hvordan det bliver.
Slankekur. Det evige tema i hele blogcity, I know, men ikke desto mindre har jeg begivet mig ud i en. Jeg kan ikke længere passe mit tøj og efter lang tids sygemelding føler jeg mig også fed og lasket. Heldigvis er Manden med på kuren så vi hygger med grøntsagsmad og starter forsigtigt op med at cykle lidt (når sneen forsvinder) Jeg vil bestræbe mig på at holde bloggen nogenlunde slankefri, ud over vægt-status og (forhåbentlig) juhu-indlæg over tøj der passer igen.
Sidst, men ikke mindst, projektet over dem alle. Det der fylder mest og det jeg kan dele med færrest. I et lille års tid har Manden og Konen arbejdet på at få en graviditet op at stå, men der som om der ikke rigtigt er held i sprøjten (pun intended) Primært tager vi det stille og rolig, for vi har det jo også godt selvom det kun er os to, men det nager mig om der skulle være noget i vejen, så jeg er begyndt at måle min temperatur om morgenen, for at få et overblik over hvornår og hvor ofte jeg har ægløsning. For mig, tror jeg, handler det i langt højere grad om at lokalisere "problemet" end egentlig, nødvendigvis, at skulle lave en baby lige nu og her. Jeg vil hellere forholde mig til "vi kan ikke/har svært ved at få børn" end "Mja, måske, måske ikke"
Vi har valgt ikke at indvie nogen i projektet, mest fordi vi har brug for at det sker i vores eget tempo, men også fordi vi ikke har lyst til at skuffe/bekymre vores nærmeste uden grund. For ikke så længe siden fik vi en lille niece og det har sat gang i en hel masse tanker og følelser omkring det at få børn. Da vi havde set hende første gang begyndte jeg at græde da vi kom hjem med den eneste begrundelse at "hun er så fin" Min svigermor (som vi troede fik sin barnebarnslyst stillet med niecen) har indsat frontaltangreb med "Det ville jo være så fint med en fætter eller kusine tæt på, så de har hinanden" og jeg er ved at tude hver gang. For vi vil jo så gerne. Vi begyndte at forsøge lidt før vi fandt ud af hun var gravid, og vi tænkte også "hvor fint, så bliver de jævnaldrende" (naivt, I know)
Nu blev det lige en længere smøre, men altså, ideen var at jeg kunne lukke lidt ud på bloggen - også så vi senere har på skrift hvordan det var dengang vi ikke havde børn og bare var Manden og Konen.
onsdag den 20. januar 2010
Sent på en onsdag
Manden er faldet i søvn på sofaen. Ligeledes katten. Måske det snart var tid til at gå i seng.
Og vente til i morgen med at finde sig til rette på blogger
Og vente til i morgen med at finde sig til rette på blogger
Abonner på:
Opslag (Atom)