Der sker en del i mit liv for tiden. Eller rettere, der sker ikke så meget, men det ville jeg gerne der gjorde, så derfor har jeg en del personlige projekter igang. Efterhånden så mange at det er svært at holde styr på dem alle sammen - og surt at noget af det er ting jeg ikke kan dele med mine nærmeste (Manden undtaget, selvfølgelig) Så derfor denne blog. Som selvfølgelig også er et personligt projekt, men lad os nu ikke spilde tid på den slags petitesser. Vi kan jo kalde bloggen et tovholderprojekt. Forhåbentlig.
Derfor bliver det (forhåbentlig) også noget med et dagligt indlæg med kedelige tørre statustal. Mest for at jeg selv kan følge med i hvad jeg laver, men hvis I synes det er sjovt at læse om så er det da kun ekstra bonus. Nåh ja, og selvfølgelig en masse andre indlæg uden tørre statustal, men jeg kan ikke garantere at det bliver mere interessant af den grund.
Nå, anyways, projekterne er som følger:
Jeg er efter en længere labyrint-stafet gennem det psykiatriske system end hos en privatpraktiserende psykiater, der forhåbentlig kan hjælpe mig med at kunne leve med angst og depression. Og for en gangs skyld er fokus ikke "du skal fungere socialt/i skolen/på arbejde/etc" men "du skal finde ud af hvad du vil" Jeg har på fornemmelsen der dukker en masse op undervejs, og jeg håber bloggen kan fungere som ventil.
I februar starter jeg på handelsskolen. 12 ugers kursus, som, hvis alt går vel og jeg kan overkomme det, gerne skulle munde ud i en elevplads et sted. Noget anderledes end den universitetsuddannelse jeg altid havde tænkt mig jeg skulle have, men omstændighederne har gjort det nødvendigt (eller i hvert fald ønskværdigt) at sadle om. Jeg er skrækslagen, fordi jeg ikke aner hvordan det bliver.
Slankekur. Det evige tema i hele blogcity, I know, men ikke desto mindre har jeg begivet mig ud i en. Jeg kan ikke længere passe mit tøj og efter lang tids sygemelding føler jeg mig også fed og lasket. Heldigvis er Manden med på kuren så vi hygger med grøntsagsmad og starter forsigtigt op med at cykle lidt (når sneen forsvinder) Jeg vil bestræbe mig på at holde bloggen nogenlunde slankefri, ud over vægt-status og (forhåbentlig) juhu-indlæg over tøj der passer igen.
Sidst, men ikke mindst, projektet over dem alle. Det der fylder mest og det jeg kan dele med færrest. I et lille års tid har Manden og Konen arbejdet på at få en graviditet op at stå, men der som om der ikke rigtigt er held i sprøjten (pun intended) Primært tager vi det stille og rolig, for vi har det jo også godt selvom det kun er os to, men det nager mig om der skulle være noget i vejen, så jeg er begyndt at måle min temperatur om morgenen, for at få et overblik over hvornår og hvor ofte jeg har ægløsning. For mig, tror jeg, handler det i langt højere grad om at lokalisere "problemet" end egentlig, nødvendigvis, at skulle lave en baby lige nu og her. Jeg vil hellere forholde mig til "vi kan ikke/har svært ved at få børn" end "Mja, måske, måske ikke"
Vi har valgt ikke at indvie nogen i projektet, mest fordi vi har brug for at det sker i vores eget tempo, men også fordi vi ikke har lyst til at skuffe/bekymre vores nærmeste uden grund. For ikke så længe siden fik vi en lille niece og det har sat gang i en hel masse tanker og følelser omkring det at få børn. Da vi havde set hende første gang begyndte jeg at græde da vi kom hjem med den eneste begrundelse at "hun er så fin" Min svigermor (som vi troede fik sin barnebarnslyst stillet med niecen) har indsat frontaltangreb med "Det ville jo være så fint med en fætter eller kusine tæt på, så de har hinanden" og jeg er ved at tude hver gang. For vi vil jo
så gerne. Vi begyndte at forsøge lidt før vi fandt ud af hun var gravid, og vi tænkte også "hvor fint, så bliver de jævnaldrende" (naivt, I know)
Nu blev det lige en længere smøre, men altså, ideen var at jeg kunne lukke lidt ud på bloggen - også så vi senere har på skrift hvordan det var dengang vi ikke havde børn og bare var Manden og Konen.
