Hvorfor jeg faktisk ikke rigtigt gider det der uddannelse længere

Nåmmen, så sendte jeg en dispensationsansøgning til mit studienævn. Noget med nogle fag der skulle bestås indenfor to år, hvilket jeg jo af gode grunde ikke lige kom til. Jeg havde snakket med noget vejledning som sagde at det var en god ide og helt rimeligt at jeg til at starte med kun søgte for to (ud af fire) fag, i tilfælde af jeg blev klar til de to andre. Jeg fik dispensationen, men blev ikke klar til de andre eksamener (som var lige oveni Ronans fødselsdag), så jeg sendte en ansøgning mere. Som så først kan endeligt behandles i august til næste møde, hvilket er rimeligt nok. Men så fik jeg lige en mail fra sekretæren, hvor det ikke helt er tydeligt om jeg skal lave en ansøgning der gælder alle fire fag, eller om det jeg har sendt var godt nok, men i hvert fald var det bydende nødvendigt at jeg skrev til faglig vejleder "for at få lavet en aftale/plan for gennemførelse af 1. årsprøven" WTF?! Planen er at jeg går på barsel til oktober og et år frem og derfor først går til eksamen i de implicerede fag sommeren 2014. Hvad skal faglig vejleder rodes ind i det for? Jeg har jo papirer på det hele. Og hvorfor bliver det pludselig noget andet bare fordi jeg søger for to fag mere?

Jeg hader mit uddannelsessted. Hader hader hader. Og hvis ikke det var fordi jeg lige nu var rimeligt økonomisk afhængig af at kunne fortsætte (ingen dispensation=ingen fødselsklip) så havde jeg fandeme råbt RØV og givet dem fingeren på vej ud.

Undskyld, men min søn døde altså, og jeg er så pissemøghamrende træt af at jeg skal udfylde ansøgninger og spørge om lov og tales til som om jeg bare er pissedoven og ikke rigtigt prøver hårdt nok.

Nåja, og så fik jeg da lige afslag på den der ansøgning om handicaptillæg. I sig selv er det ikke den store skuffelse - det var lidt af et long shot alligevel - men deres begrundelse er simpelthen så himmelråbende uretfærdig at jeg egentlig har mest lyst til at klage over afgørelsen. Men nånej, det blev så nok lidt svært for sådan en skulle de have inden fire uger og min psykiater var på ferie (i fire uger) så jeg kunne ikke lige få nogen af de papirer jeg havde brug for. Ærgerlig-bærgerlig at den afgørelse lige skulle falde i sommerferien, hva.

Live fra forelæsning om veldfærdseffekter af importtold

Det er både virkelig godt og virkelig skidt at jeg nu er udstyret med en computer jeg kan have med og gå på nettet på under forelæsningerne.

På den gode side: Mere Sims og blog, mindre "...effekten af importtold på.....ZzzzzZZZZzzzz"

På den dårlige side: Mere Sims og blog, mindre "...effekten af importtold på.....ZzzzzZZZZzzzz"

Oh sure, vi fortæller jo alle sammen os selv at det er så smart fordi så har vi jo altid adgang til alle vores forelæsningsnoter og datasæt og den slags. I virkeligheden skyldes 83% af begejstringen jo at man kan gå på facebook.

Meanwhile, ude i mit normale liv

Jeg spiser chokoladekiks og drikker te. Lytter til den stationære kværne, mens helt uforskammet store mængder data bliver overført til lille nye Toshiba via det nyopsatte hjemmenetværk. Heldigvis der lille nye Toshiba ikke så lille endda med sine 750GB harddisk. Men dem skal vi nu nok få fyldt op. Selvom det stadig er mig en gåde hvordan man altid løber tør for harddiskplads ligemeget hvor stor en harddisk man har.

Det er alligevel lidt vemodigt sådan at skifte computer. Jeg har haft de to andre i hvad der efterhånden må være 6 år. Og de lever stadig, omend den enes grafikkort er stået af og den andens strømforsyning lige nu kun virker på grund af min fars gaffatape og held. For fanden, man har jo hele sit liv på sådan en computer. Vi har lovet hinanden at nu hvor vi har chancen skal vi have ryddet ud i alle de der mange GB data der aldrig er nogen der bruger. Føler mig bare ikke helt klar til at rydde op i mit liv på "næææh, her er en video MERE vi lavede på studenterrunden"-måden. Og slet ikke på "Se Kone, her er et billede MERE af hende skanken jeg var vild med inden jeg mødte dig"-måden (og jo, alle der lægger/har lagt/vil lægge an på min Mand er skanks, pr. def.)

Nå, men i virkeligheden var det meningen jeg ville bruge eftermiddagen på at indhente noget af alt det læsning jeg er kommet bagud på grund af Opgaven Der Slugte Al Min Tid I En Hel Uge. To the books! eller i hvert fald hen efter en ny kop te

Nu med Toshiba

Har brugt den sidste uge på at skrive Eksamenopgaven Fra Helvede. Er nu meget, meget træt.

Har til gengæld fået ny bærbar og surprisebesøg af Bror.

Har mange blogindlæg liggende i kladde, men de er noget tågede. Jvf. det med eksamensopgaven.

Har også skændtes med Manden. Men det kan vist hægtes sammen med den der træthed.

Printeroverload

Min morgen er gået med at printe den milliard million forelæsningsnoter jeg er bagud i Statistik. Og ditto antal opgaver.

Hvordan har jeres morgen været?

Bare kald mig nørd

Nå, men jeg er jo så gået i gang med 2. semester på min uddannelse. Igen. Og for at det ikke engang skal være lyv har de nået at ændre på Statistik siden jeg havde første halvdel af kurset, så jeg er et halvt år og en obligatorisk opgave bagud allerede fra start. Hvis det var ethvert andet fag end statistik ville jeg være gået i fuldstændig roterende panik, men jeg glæder mig faktisk helt til at have en undskyldning for at læse statistik (og intet andet end statistik) i mine weekender. Desværre kunne de ikke nå at bestille en bog hjem til mig inden weekenden, så jeg har brugt weekenden på noget andet.

Matematik.

Jeg troede jeg havde glemt det hele, men det viser sig at det slet ikke var så slemt. Har i dag brugt 8 timer på to tidligere eksamensopgaver (og tøjvask og Monster Opvasken fra Helvede og digestives med smør og te og Miracle City og telefon med moar) så det er jo fint nok, tidsmæssigt. Selvom det jo nok sinker mig lidt til eksamen at der ikke er en facitliste sidst i opgaven. Faktisk, så føler jeg ikke rigtigt at jeg har lavet noget seriøst i dag. Differentiering og integralregning er jo bare hyggeligt tidsfordriv.

Ih, jeg glæder mig til i morgen hvor det er tid til semestrets første matematiktime.

Jeg ville hellere bare vinde en million eller to

Kender I det at man bare slet ikke har lyst til at tage til eksamen?

Overvejer stadig.

Har det virkelig ikke godt med tanken om 5½ timers indespærring.

Langt væk hjemmefra, endda.

Fra Landet Uden Bredbånd

Har afleveret og bestået opgave. Det holdt ellers hårdt, eftersom internettet valgte at stå af i går. Mindre smart når opgave skal afleveres online. Heldigvis kan Mandens smartfååån bruges som usb-modem (hvad den også gør i skrivende stund) så det gik alt sammen til sidst.

Fra nu af står den i teorien på eksamenslæsning, men i praksis nok mere på ferie, og næste onsdag er lektiedate erstattet af konfektdate. Hvor Es og Manden også skal være med. Omtalte konfektdate bliver også for alvor starten på juleriet her i hytten, eftersom Manden har ferie fra på onsdag og så helt frem til jul. Virkelig lux at han først skal på arbejde igen om aftenen d.25. - og så har fri igen fra d.28. og hen over nytår. Synes også vi har fortjent en jul hvor vi har fri i år. Synes faktisk i det hele taget vi har fortjent at holde fri, og halvdelen af tiden fortryder jeg lidt at jeg har meldt mig til den eksamen. Den anden halvdel af tiden synes jeg det er en meget god ide at have noget at lave, og at der så er det mindre at lave næste år.

Jeg havde egentlig flere, længere, og måske endda bedre, indlæg i ærmet, men manglende internet og en Mand der også gerne vil have sin telefon engang imellem gør at det nok må vente til weekenden, hvor telenor-teknikeren forhåbentlig har været ude og fikse internettet.

Nåja, og så er jeg egentlig også gået to dage over tid.

Så sagde vi bare det også var den femte imorgen

Bliver i meget sure hvis afsnit fem først kommer i morgen? Nå, men det var bare ærgerligt, for er helt smadret.
Er virkelig glad for der ikke er flere opgaver efter den her. Jeg hader afleveringer af et godt hjerte, for jeg har ikke psyken til det. Jeg bliver alt for kritisk og usikker og har derfor svært ved at rumme en hel opgave. Gruer allerede for bachelorprojektet.
Det var egentlig ikke for at klynke. Der er bare ikke overskud til mere.

Dagens lettelse

Foreløbig eksamensplan lægger eksamen i killer-faget Finansiering den 19. januar.

Så kan jeg jo nå at læse. Efter jul.

Puha.

PS. Sidder med obligatorisk opgave i dag, så julekalenderen kommer først senere

Handicappet?

Inde hos SU-styrelsen kan man søge et såkaldt handicaptillæg, hvis man har "en varig funktionsnedsættelse" som gør at man ikke kan have et job ved siden af sine studier. Jeg kan jo dårligt nok finde ud af at have et studie, men eftersom jeg har været ind og ud af systemet og en hel masse rundt omkring, diagnose- og journalløs, har jeg ikke turdet søge det før nu. Nåja, det, og så at jeg jo ikke helt føler jeg kan være bekendt at søge om ekstra penge, for der er jo nogen der har det værre end mig og alt det der.

Til dem der aldrig har prøvet SU og/eller særlige tillæg kan jeg oplyse at SU-styrelsen er en jungle. En jungle som sjældent udspyer oplysninger der stemmer overens med andre instansers oplysninger, eller, ja, deres egne. Således står der på deres hjemmeside at relevant dokumentation er en speciallægeerklæring og journaloplysninger. Da jeg nævnte det for min psykiater blev han virkelig forvirret i blikket og mere oprørt end jeg nogensinde har set ham (hvilket stadig ikke er ret meget) og ytrede at det overhovedet ikke kunne passe. Speciallægeerklæringer er store og dyre og overkill, og det gav slet ingen mening at de bad om noget så privat som min journal. Jeg blev sådan lidt "don't kill the messenger, jeg siger bare hvad der står på deres side - jeg skal nok gå ned og spørge dem"

Det gjorde jeg så.

Konen: "Hej, jeg er ved at udfylde sådan en ansøgning om handicaptillæg, men jeg kan ikke finde ud af hvilken dokumentation jeg skal vedlægge"
SU-medarbejder: "Jamen det står på ansøgningen"
Konen: "Ja, men jeg synes bare ikke det var særlig udførligt"
SU-medarbejder: "Det står der. Jeg sidder faktisk lige med en ansøgning her. Se, der."
Konen: "Ja, ok, men jeg er i tvivl om hvad det er jeg skal vedlægge"
SU-medarbejder (læser højt): "Nedsatte bevægelsesfunktioner: du skal vedlægge erklæringer fra speciallæge eller sygehus. Ryglidelser: du skal vedlægge journaludskrift fra sygehus eller speciallæge..."
Konen: "Ja, men..."
SU-medarbejder: "...Synslidelser: du skal vedlægge oplysninger fra hospital, øjenlæge eller Statens Øjenklinik..."
Konen: "...det er psykisk!"
SU-medarbejder: "Ok, det står lige der: du skal vedlægge oplysninger fra psykiater"
Konen: "Men hvilke oplysninger?"
SU-medarbejder: "..."
Konen: "Det er ikke særlig specifikt"
SU-medarbejder: "Nej, det er jo en individuel vurdering. En diagnose, jo. Og en kopi af din journal"
Konen: "Hvad med tidligere journaler?"
SU-medarbejder: "Ja"
Konen: "Den er altså ret stor" (demonstrerer med tommel- og pegefinger hvor tyk den er)
SU-medarbejder: "Nej, ikke når den er så stor. Bare henvisninger, måske"
Konen: "...ok. Tak. Så. Det går jeg hjem og kigger på"

I dag ringede jeg så til psykiaterens sekretær for at oplyse om SU-styrelsens oplysninger.

Konen: "Hej. De vil gerne have en kopi af min journal"
Sekretær: "...det lyder altså mærkeligt. Det har vi aldrig gjort"
Konen: "Men det var det de sagde"
Sekretær: "Det må have været en meget uerfaren medarbejder du snakkede med. Normalt så laver vi sådan en erklæring, med en diagnose og den slags - en journal er jo alt for personlig at have svævende rundt i systemet på den måde! Og det er du da heller ikke interesseret i?"
Konen: "Nej, men det var det de bad om. Og ellers kan jeg jo ikke søge det tillæg"
Sekretær: "Ej, jeg er sikker på at hvis du snakkede med en der var mere erfaren ville de også sige at sådan en erklæring var nok"
Konen: "Jamen hvis det er det I plejer, så går jeg ud fra det er nok"
Sekretær (virker stadig helt harm over at de vil have udleveret journal): "Ja, de har jo ingen interesse i din journal! Den er jo også lang og der står en masse personligt, og behandlingsspecifikt. Det må virkelig være nok at de får en diagnose og en tidshorisont. Skal vi ikke sige at hvis du ikke hører fra mig, så gør vi bare sådan?"
Konen: "Jo, endelig. Så må de jo sige til hvis det ikke er nok"
Sekretær: "Ja. De kan jo også ringe til psykiateren og snakke med ham, hvis der er noget!"
Konen: "Ja, så må de jo gøre det (*smirk*) Tak"

Næste punkt: skrive til lægen og høre om hun har adgang til mine tidligere henvisninger og sygemeldinger. Eller om jeg selv skal til at kontakte sytten forskellige læger, for at rekvirere dem.

Faktisk, så er det næsten sådan at hvis man formår at aflevere en korrekt udfyldt og veldokumenteret ansøgning har man bevist at man ikke har brug for tillægget. De beder mig i hvert fald om at gøre alle de ting jeg forsøger at overbevise dem om jeg ikke er i stand til.

UPDATE: Sekretæren ringede igen og sagde at de plejer at få sådan en skema, i den slags sager. Så ringede jeg til SU hvor jeg fik at vide at et sådant fandtes ikke, og jeg skulle bare vedlægge det min psykiater fandt relevant - og det behøvede ikke være en journal. Nå, men det er da godt de selv ved hvad de laver.

Barselstanker

For ikke så længe siden skrev Gravid-grahvad et indlæg om barselsstress. Det der med at tænke at man har tiden til at nå det hele, og så bare glemme at man ikke har overskuddet til det.

Jeg kan faktisk godt helt glemme at jeg er på barsel. Af uforklarlige årsager føles det bare ikke helt lovligt at sige "jeg er på barsel", når der nu ikke er et barn jeg skal passe - på trods af at jeg i barselssammenhæng er fuldstændig ligestillet med alle andre. Jeg har, ligesom alle andre (kvindelige) studerende der får et barn, fået 12 såkaldte fødselsklip, og kan, ligesom alle andre, vælge at bruge et helt år på ikke at tænke på mit studie. Det gør jeg bare ikke. Jeg knokler på med det mest komplicerede fag jeg kunne vælge at tage, fordi det er nu jeg har ekstra tid at bruge på det. Når nogen spørger siger jeg altid "Jeg læser på deltid" og aldrig "Jeg følger kun et enkelt fag, fordi jeg er på barsel" Overfor andre end de allernærmeste bruger jeg aldrig undskyldningen forklaringen "Det har jeg ikke overskud til", fordi jeg er bange for de ikke vil tage det alvorligt, fo inde i mit hovede kommer jeg til at fremstå som en anden Maude.

Jeg holder aldrig rigtig fri, og slapper aldrig rigtig af, og har hele tiden knoppen fyldt med alt det jeg skal nå lige om lidt. Der er altid nogle opgaver der skal laves og nogle noter der skal læses, og dagene har det med at fylde sig selv op uden jeg opdager det. I går skulle vi fx pludselig til Udkantsdanmark, fordi Svigermor havde en masse mad til overs efter en fest, og det virkede jo helt åndssvagt ikke at tage med når nu Kaye og Jyden alligevel skulle afsted. Og så blev der så ikke vasket ret meget tøj, eller set ret meget film, som vi ellers havde planlagt. I dag er der jo Allehelgensgudstjeneste nede i kirken, men Landsforeningen Spædbarnsdød holder så også en gudstjeneste inde i Odense i eftermiddag, som vi egentlig gerne ville med til, om ikke andet så for at vedligeholde det netværk vi er ved at opbygge. Og man må gerne tage kage med, og jeg er jo typen der bager kage. I morgen kommer min veninde Coco, som var min bedsteveninde i 10. klasse og som jeg ikke har haft kontakt med i flere år, og jeg glæder mig som et lille barn. Men så gik den dag jo ligesom også med det.

Jeg fylder på og fylder på, for der er jo timer nok at fylde ud. Jeg glemmer at jeg er på barsel, og bruger i stedet tiden på at forsøge at komme med, hente det fortabte ind, komme på forkant. Selvom det jeg i virkeligheden skulle var at sidde i et hjørne og tude over min søn.

James Blunt

Dengang Ronan stadig var inde i maven spillede vi tit James Blunt's "Stay the night" for ham. Det er sådan en glad sang, og det var hyggeligt at ligge og vågne sammen til. Den sidste gang vi havde været ovre på Rigshospitalet så vi en reklame i bussen om at han gav koncert i København d.16. juni - samme dag som vi havde fået tid til næste tjek. Vi overvejede kraftigt at købe billetter, og så bruge hele dagen i København, men vi droppede det hurtigt fordi jeg blev så besværet af alt det ekstra fostervand at jeg ikke kunne holde ud at stå op. Det viste sig så også at have været en helt overflødig overvejelse, for lige præcis d.16. kom Ronan jo ud til os.

Men i tirsdag gav han så koncert i Odense, ham James Blunt, og der kunne vi jo ikke andet end være med. Det var som om vi fik ekstra chance for at gøre noget af det vi gerne ville have gjort sammen med Ronan - og selvom han ikke længere var inde i maven, så var han i tankerne.

I det hele taget var det en rigtig god koncert (bortset fra at jeg altid kommer til at stå ved siden af dem der snakker højlydt under koncerten og spilder øl på mine fødder) med en del mere pow-faktor end man umiddelbart forventer af en James Blunt - fx crowdsurfede han. Det anede jeg slet ikke der var nogen der stadig måtte for deres security.

Vi hulkede os igennem "Goodbye my lover"

"You touched my heart you touched my soul.
You changed my life and all my goals.
And love is blind and that I knew when,
My heart was blinded by you.
I've kissed your lips and held your head.
Shared your dreams and shared your bed.
I know you well, I know your smell.
I've been addicted to you."

og "Carry you home"

"As strong as you were, tender you go.
I'm watching you breathing for the last time.
A song for your heart, but when it is quiet,
I know what it means and I'll carry you home.
I'll carry you home."

Og sang højlydt med på"Beautiful" og "Stay the night", som altid vil være Ronans sang.

Var fuldstændig smadret da jeg kom hjem, men vågnede alligevel tidligt onsdag. Hvor jeg også kom sent i seng fordi vi var til åbent hus i Landsforeningen Spædbarnsdød og det er noget der trækker tænder ud (på den gode måde) Skulle egentlig have været tidligt oppe og afsted på uni i går morges, men jeg valgte at sige skid til det hele og holde ferie med Manden i stedet. Med rundstykker og varm kakao og tid nok til at slappe bare en lille smule af. Har snigende dårlig samvittighed over ikke at passe mit studie ordentligt, men ved I hvad? Det gider jeg faktisk ikke rigtigt. For det er jo overhovedet ikke vigtigt i forhold til at være herhjemme med Manden og passe på hinanden.

Yay!

Den der skod-opgave, som jeg ikke kunne finde ud af, ing? Den har jeg åbenbart bestået.

Jeg forstår stadig ikke hvad det var jeg lavede, men det var så tilsyneladende rigtigt (i hvert fald 50+ procent af det)

Just in case

Hvis der er nogen af jer der kan finde ud af at immunisere en portefølje ved hjælp af Macaulay-varigheder når valør-tidspunktet er mellem to terminer, så siger I lige til, ing?

Hængepartier

Jeg skal da ellers lige love for at nogen besluttede sig for at vride de sidste dråber ud af sommeren her inden september lukker. Aldeles skønt at få lov til at synes det er for varmt et lille øjeblik mere. Jeg har tilbragt en del af dagen i et alt for varmt, og lidt for lille, undervisningslokale, hvor jeg forsøgte at forstå noget om efficiente porteføljer og CRRA-nyttefunktioner. Savnede pludselig den lille gut helt forfærdeligt; det sved i næsen og kunne mærke tårerne i øjenkrogen, lige midt i orienteringen om den obligatoriske opgave. Tog en tudetur på toilettet i pausen og kom igennem resten af dagen, men savnet er stadig meget nærværende. Underligt som det på den måde kan snige sig ind på en, og så ligepludselig, BAM, så mangler jeg ham bare helt akut.

Ellers var der vist et par ting jeg ville have skrevet indlæg om, men så gik tiden, så det bliver lige en samlet oversigt i stedet:

Jordemoderen dukkede faktisk op sidste torsdag. Sammen med billeder og journal og masser af tid, og ville gerne både se albummet og med om på kirkegården. Heldigvis havde hun samme opfattelse af fødslen som mig; at det havde været nemt og ukompliceret og hurtigt. Hun boostede også lige min selvtillid da hun sagde at jeg var god til at føde - jeg er så klar til at gøre det igen. Bortset fra at næste gang vil jeg gerne have hele oplevelsen med - inkl. at vente spændt herhjemme med veer, og få babyen med hjem bagefter.

Og apropos næste gang så er vi vist ved at nærme os det punkt hvor vi begynder at tænke på at gøre alvor af det. Jeg har fået folsyre på recept, for jeg skal have 5 milligram om dagen (mod de normalt anbefalede 400 mikrogram) fordi Ronan havde det der rygmarvsbrok. Jeg tænkte med gru at så skulle jeg til at æde sådan nogle hestepiller, men de er faktisk mindre end de 200 mikrogram-nogen jeg plejer at købe i matas. De er faktisk næsten usynlige. Jeg har også en tid hos lægen på mandag, til tjek og den slags, men jeg regner ikke med hun siger andet end at vi bare kan gå igang.

Indtil videre bliver starten på projektet i næste cyklus, for vi har lige en ferie der skal nydes inden alle bekymringerne og "hvad nu hvis" og "mon det bliver i den her måned?" indtræffer. Vi har endelig fået taget os sammen til at tage på den tur til England vi har snakket om siden vi mødtes. Flybilletterne er købt og et par jeg kender fra mine au pair-dage har lovet at rede op i gæsteværelset, så nu er der igen vej udenom. Vi tager afsted på min fødselsdag, og det vil sige vi kommer til at være derovre den dag Ronan bliver 4. måneder. Jeg er meget spændt på (og bange for) hvordan det bliver at skulle være så langt væk at vi ikke bare lige kan tage ned og kigge til ham. Samtidig glæder jeg mig også virkelig meget til endelig at komme rigtigt på ferie med Manden - og fråde chips med vinegar og prawn cockktail crisps, og få Sunday dinner. Og lur mig om ikke jeg skal have sticky toffee puddings fra Tesco og custard pulver med hjem. Som en konsekvens af det utidige afrejsetidspunkt er min fødselsdag blevet flyttet til næste lørdag. Det passer også meget bedre at det er i en weekend for så kan vi holde det hjemme hos mine forældre, og få set familien. Undtagen min (dumme) bror, som skulle noget hos sine svigerforældre.

Mandens familie har vi skam også fået passet, med en spontantur til Udkantsdanmark (nu er det officielt: Gintberg har været der!) sidste weekend, hvor vi også fik besøgt hans mors grav, og var forbi hans morfar til kaffe. Han så billeder af Ronan, og det var rigtig rart at få gjort - nu er mavefornemmelsen også med på at vi også har givet ham et oldebarn. Jeg kan godt mærke vi skal gøre noget ud af at komme forbi noget oftere. Det letter at være sammen med dem man holder af, selvom det er så let at glemme når man går herhjemme og ikke rigtigt orker noget.

Lektiedate-projektet med Prinsessen blev skudt igang i onsdag, og det holder max. Vi læser to vidt forskellige fag, men alligevel er det som om det hele pludselig bliver meget nemmere når man sidder to sammen ved bordet. Det er også en udmærket undskyldning for at drikke varm kakao og spise kage - og kage skal der nok komme til at være hver gang, for vi har lidt en intern kage-strid kørende.

Nå, nu blev det da ligepludselig sent. Må hellere få vækket Manden og lavet nogle kyllingeburgere. Med fritter. Det er vel fredag.

Det usammenhængende indlæg hvor jeg har glemt halvdelen af det jeg ville sige

Jeg ville egentlig have skrevet i går. Og i forgårs.

Men så var jeg så træt.

Følger kun tre fag (ud af fem) det her semester, og er startet op med lidt flere hjemmedage end skemaet siger, men alligevel er jeg simpelthen så træt hele tiden. Virkelig, virkelig træt. Og ked af det. Og kan slet ikke se hvordan man nogensinde kommer igennem noget som helst når man sidder fast i den her sump.

Men jeg vil gerne skrive, for jeg synes det er vigtigt at skrive ned og huske på at I mandags var der faktisk en fra mit hold som skulle med den samme bus som mig og så benyttede sig af lejligheden til at spørge hvordan jeg havde det.

Og det er vigtigt at i går var vi til åbent hus i Landsforeningen Spædbarnsdød. Som var godt, og hårdt og som rystede alting løst inde i hovedet. Så løst at vi snakkede om det hele vejen hjem, og en times tid over en kop kakao da vi kom hjem, og så lige en halv time mere inden vi sov. Og i morges.

Eller hvad med i dag, da bussen var laaaaaangsom så jeg missede mit tog og slog ventetiden ihjel med et par croissanter fra 7-11 (som har 2 for en 10'er, og det er jo næsten gratis!) og så smagte chokoladecroissanten nøjagtig som den vi fik den dag da Ananassen i min mave blev blåstemplet og pludselig var en rigtig, omend meget lille, baby med ben som kunne vrikke - og så stod jeg der midt på perronen og tudede fordi det var den ene dag i hele det her fucking spasser møgforløb vi bare var glade. Den dag vi virkelig troede på det, og angsten ikke havde nået at snige sig ind på os igen. Og det er simpelthen ikke til at bære at vi faktisk engang var lykkelige. Helt ned i maven.

Og så var der også i går formiddags da alle ligningerne i min bog slet ikke gav mening selvom de var pissenemme og letforståelige og jeg så bare sad på gulvet og tudede og tudede og tudede fordi jeg ikke kan finde ud af det mere og ikke ved hvad jeg skal gøre af mig selv og det eneste der kom ud var bare tårer og "nej nej nej nej nej nej nej nej nej nej" For jeg vil ikke have det. Jeg vil ikke have han er død og jeg vil ikke have at han var syg og jeg vil ikke have at der ikke var noget de kunne gøre og jeg vil ikke have at han ikke er her.

Jeg vil ikke have det.

Velkommen tilbage til universitetet!

Nå, men det startede med at jeg et par dage inden studiestart opdagede at jeg havde fået en mail fra eksamenskontoret om at min sygemelding kunne de altså ikke bruge til noget. På trods af at jeg spurgte dem i en mail hvordan det foregik OG afleverede lægeerklæring personligt og spurgte om det var dokumentation nok. Jeg ringede til dem og sagde at det kunne jeg ikke forstå, og hende i røret blev ved med at være sådan "jamen det beklager jeg hvis du har fået det at vide, men som jeg også skriver i min mail..." som om jeg ikke slev kunne læse hvad der stod i den. Blev virkelig harm, for hun sagde ikke noget som helst jeg kunne bruge til noget og så begyndte jeg simpelthen at tude, og så sagde hun "Det var ikke min mening at gøre dig ked af det" Nej, men så skulle du nok have været lidt mere imødekommende, og fra start tænkt at der nok var en grund til jeg først afleverede min sygemelding i august - som fx kunne være at jeg var syg. Efter noget mere frem og tilbage på både mail og telefon med ord som "jurist" og "studienævn" og "særlig dispensation" fandt jeg heldigvis den oprindelige mail jeg havde fået fra dem. Fem minutter senere fik jeg en mail om at de, sjovt nok, havde revurderet situationen og besluttet at bruge min sygemelding alligevel.

I går, hvor der så var undervisningsstart fik jeg faktisk taget mig sammen til at tage afsted. Mødte pænt op ved det angivne lokale sammen med ca. halvdelen af mit hold. For det viste sig at vores undervisning var blevet aflyst. I en mail. Med én dags varsel. En mail, som jeg ikke har fået (eller kan få, for den sags skyld) fordi jeg endnu ikke er undervisningstilmeldt. I øvrigt findes der en glimrende elektronisk opslagstavle hvor ændringer til læseplanen skrives på. Bare ikke når man er distræt underviser og tænker "Nåh, men det er nok meget bedre jeg sender en mail, selvom jeg ikke kan være sikker på alle får den, til en mailadresse jeg ikke kan være sikker på de tjekker hver dag" Sms-bitchede med Es om det og vi blev enige om at det nok var bedre at lade som om det var et administrationsproblem, og at underviserens mail bare var en dobbelt-sikring, for så kan jeg lade som om jeg ikke har noget imod ham når jeg (om alt går vel) skal havde ham i næste uge.

MEN, der er jo ikke noget der er så skidt at det ikke er godt for noget, og hvordan drukner man bedst ærgrelsen over at bruge to gange 1 times transport og 50kr på ingenting? Det gør man da ved at bruge yderligere halvanden time og 44kr på café med Prinsessen, som først starter igen i næste uge. Det går jo næsten lige op!

I følge skemaet er der undervisning i dag klokken 12, og selvom jeg åbenbart ikke har noget reelt grundlag for at kunne regne med det tager jeg derind alligevel. Med mantraet "Det vigtigste er at komme afsted, det vigtigste er at komme afsted, det vigtigste..."

I morgen

Puh. Så er det i morgen.

Første september. Studiestart.

Har helt ondt i maven.

Ved faktisk ikke helt hvordan jeg har det med det.

Alting på én gang

Synes jeg føler tusind ting på én gang for tiden. Svinger mellem ekstremerne og kan ikke finde balancen.

Er helt nede fordi jeg ikke kan finde ud af det der med at starte i skolen igen. For det passede lige så fint med at så kunne jeg gå til eksamen og så på barsel bagefter og så skulle han komme ud i slutningen af august og så skulle jeg være herhjemme og passe min lille baby. Og jeg ved godt at børn er sådan nogle der kommer og vælter hele ens verden, og det var også ok, for man vidste stadig hvad man skulle og så ville han jo være der når man skulle stykke det hele sammen igen. Jeg vidste godt han ville vælte hele min verden, jeg havde bare aldrig forestillet mig det ville være sådan her. Og så tænker jeg at det var fordi jeg havde tænkt at jeg i hvert fald ikke ville have alle mulige forestillinger og så bitche over det ikke blev sådan og så sagde verden lige SMÅKAGE og så kan du lære det, for det her havde du ikke regnet med og sådan skal det være at få børn.

Jeg sagde til Manden at det var anderledes når jeg kiggede på hans billeder nu, at jeg stadig bliver ked af det, men at det er anderledes ked af det. Varm ked af det. Og så sagde Manden at det var lige præcis sådan. Jeg vidste ikke der var mere kærlighed, at der kunne være mere kærlighed, men det er der. Masser og masser og jeg græder ikke fordi jeg bliver trist, men heller ikke fordi jeg er lykkelig. Men fordi han er så fin og dejlig og tanken om ham gør mig helt varm indeni. Varm ked af det.

Og samtidig skændes vi tit... eller, vi skændes ikke, og har aldrig gjort det. Men for tiden bliver jeg vred og ked af det fordi Manden bliver væk, mentalt. Fordi han siger han har det fint og er kommet videre og ikke er ked af det, når jeg kan se det er løgn. Når han snakker udenom når jeg forsøger at snakke, når han glemmer at sætte pris på den indsats jeg gør for at give ham plads og fred og ro. Når han ikke fortæller mig hvordan han har det, men hele tiden bare vil fikse det hele selvom han ikke kan og ikke har plads til mere, og bare aldrig siger hverken til eller fra. Vi bider af hinanden og bliver kede af det med det samme og siger undskyld og holder om hinanden, men der bliver stadig ikke mere plads indeni til at rumme hinanden. Og jeg ville så gerne at han bare gav slip og lod det hele komme ud, så vores lille vidunderlige søn ikke bliver til en stor øm klump indeni ham som vi aldrig kan snakke om fordi det gør for ondt. Jeg bliver frustreret og ved ikke hvad jeg skal gøre, for jeg vil ikke presse ham til at føle noget han ikke føler eller ikke er klar til at føle, men samtidig kan jeg ikke holde det tilbage for evigt for så får jeg en betændt klump indeni og vi kommer til at liste rundt om hinanden for evigt af frygt for at træde hinanden over tæerne. Og jeg er træt af at få at vide vi klarer det fint, og at vores styrke er hinanden, og at vi er et godt par, og at vi har det godt sammen. For vi klarer det ikke en skid fint og jeg aner ikke hvad vi skal gøre. Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre - jeg ved ikke om det er for min ellers hans skyld jeg gerne vil have han får det ud, for det virker også så underligt sadistisk at blive glad for han bliver ked af det og endelig, endelig, endelig siger det han egentlig føler: "Jeg hader ham, fordi han forlod os"