Nu har jeg skrevet et brev til Pea. I en civiliseret tone og forhåbentlig uden drama. Men det er svært at bedømme den slags selv.
Jeg har kendt hende siden 1.g. Otte år; en tredjedel af mit liv. Det føles meget underligt at skrive og sætte ord på at vi nok egentlig ikke er venner mere. Samtidig må jeg også bare erkende at jeg ikke er den super-rummelige type som bare kan vente på at hun føler sig klar til at sige noget, eller typen som var ok med at have et venskab hvor vi ikke snakkede om Ronan. Selvom jeg nogle gange gerne ville være det. Det er en rigtig ærgerlig måde at miste et (nært?) venskab på.
Nu vil jeg gå i seng, og så vil jeg håbe at hun i det mindste skriver et svar. Det ville være rart at kunne afslutte det i en forholdsvis (og gensidig) rar tone. Så ville der også være grobund for noget i fremtiden, hvis livet og følelserne skulle ændre sig - selvom jeg ikke er gammel, er jeg efterhånden gammel nok til at vide, at "for evigt" som regel er lige dramatisk nok.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Vidste du, at kommentarfelter dør, hvis ingen skriver i dem? True story.