Det knap så rare hører med. Faktisk.

Engang i løbet af min gymnasietid blev der hægtet en på, sådan på kanten af vores klike. I ved, sådan en der selvskreven til hygge/drukaftener, men som man ikke rigtigt støder på til daglig. Vi holdt kontakten sådan on/off efter jeg flyttede fra Det Mørke Jylland, har set hinanden af og til, haft lidt flirt... men mindre og mindre efterhånden, og især efter mig og Manden blev gift har der været længe imellem kontakten. Da Ronan døde var det så pissesvært med de der lidt mere perifere bekendtskaber - for skulle vi skrive det til alle, slå noget op på facebook, eller hvad. Han var så en af dem der ikke fik det at vide i første omgang, og pludselig var der gået så længe at det ville virke underligt.

Tre-fire måneder efter vi havde mistet Ronan skrev han, og jeg fortalte ham selvfølgelig som det første at Ronan var omme på kirkegården. Hvortil han svarede: "så har jeg misforstået det med, at Ronan er opført som jeres søn på din profil, jeg troede faktisk at I havde fået en søn for nylig" efterfulgt af en del af de sædvanlige klichéer. Jeg forsøgte at forklare hvordan det hang sammen, men jeg kunne godt fornemme han ikke rigtigt forstod det, og han drejede også ret hurtigt samtalen ind på noget andet. Det var ikke ret længe efter det med Pea, og mine mavefornemmelse var klart at han nok røg samme vej. Og jeg hørte så heller ikke mere fra ham, selvom han afsluttede med et "håber vi høres ved"

Så for et par uger siden kommenterede han, da jeg skrev på Facebook at vi ventede nummer to. Jeg blev egentlig ret irriteret over at han efter ni måneder pludselig bare skrev "tillykke" som om intet var hændt, men jeg lod være med at hidse mig mere op over det og lod det stå.

I dag skrev han så en længere besked til mig, og det er en anelse sværere bare at ignorere sådan en. Og helt ærligt blev jeg ret vred, og kunne bare godt mærke indeni mig selv, at jeg stadig ikke er kommet dertil hvor jeg bare kunne skrive et hyggeligt smalltalk-svar og være ligeglad (især fordi han lagde ud med nogle flere af de der pisseirriterende klichéer).

I stedet blev det til følgende besked, og jeg er lidt spændt på om han reagerer.

"Det her kommer måske til at lyde lidt hårdt, men det er der bare ikke noget at gøre ved. Kort sagt har jeg ikke plads i mit liv til mennesker der ikke kan rumme begge mine børn. Man kan ikke få lov til at vælge kun at være deltagende når det er hyggeligt og ufarligt.
Jeg er klar over at døde spædbørn, sorg og mennesker i sorg kan være meget overvældende og svært at forholde sig til, og man må gerne vælge at lade være - jeg vil ikke påtvinge nogen min sorg, eller konfrontere nogen med et emne de synes er for voldsomt. Til gengæld har jeg valgt ikke at bruge tid og energi på de relationer hvor der ikke er plads til det.
Du er velkommen til at skrive, men du skal ikke forvente jeg svarer. Måske jeg en dag bliver rummelig nok til venlig smalltalk, men måske gør jeg ikke.
Men hvis du skriver vil jeg virkelig sætte pris på at du ikke udtaler dig om Ronan, vores sorg eller hvorvidt vores liv "går videre". Du aner ikke noget om det; hvordan det sidste 1½ år har været, hvordan det føles, hvor gammel han var, hvad han fejlede eller hvor vidunderligt et lille menneske han var. For du spurgte aldrig. Punktum."