mandag den 23. juli 2012

Antiklimaks

Virkelig dejligt at få Manden hjem i går, efter han har brugt ti dage på at gøre noget godt for nogle unger der har brug for det. Han var pænt smadret, så det blev ikke til så meget andet end fjernsyn og pizza (og velkommen-hjem-sex, selvfølgelig) på sofaen.

Var selvfølgelig den gode kone, der stod op for at lave morgenmad på sengen i morges da han begyndte at vågne lidt. Men da jeg kom tilbage var han faldet helt i søvn igen og jeg nænnede simpelthen ikke at vække ham før klokken 11 (hvor han havde sovet i over 12 timer, den stakkels udmattede mand)

Så det blev halvkold morgenmad på sengen inden vi tog ind og så The Dark Knight Rises. Som jeg har glædet mig til at se virkelig længe - og det var en god film og alt det der, men i mine øjne langt fra The Dark Knight, der var marineret i awesomesauce. Jeg havde lidt regnet med at vi skulle ud at spise bagefter, eller i det mindste have en is, men klokken halv seks da filmen var færdig var Manden smadret. Så vi tog hjem i stedet og lavede hygge-madder.

Klokken halv otte gav Manden op og ville bare helst i seng, så der har han ligget og sovet lige siden. Og jeg sidder tilbage med en rimelig flad fornemmelse og et ufrivilligt soundtrack, bestående af nogle teenagere der holder fest og en suppe-steg-og-is-musiker der øver sig på Wonderful Tonight på repeat. Altså, jeg er jo virkelig glad for at have ham hjemme, og jeg kan godt lide at kigge på ham mens han sover... men jeg har ligesom lige brugt over en uges aftener på at sidde og glo ud i luften for mig selv, og havde håbet på lidt forandring a la romantik og feriestemning.

Inden Manden gik omkuld sagde han "Jeg har det bare så dårligt med at komme hjem og så bare være så smadret" hvortil jeg ikke lige havde overskud til at svare andet end "Men er der andre valgmuligheder? Ellers synes jeg måske bare du skulle lægge dig til at sove uden alt for meget *indsæt selv universaludtryk for ævl-der-skal-få-de-implicerede-parter-til-ikke-at-synes-det-er-så-slemt*" Suk. Hader at være den slags kone, men en del af mig har stadig bare mest lyst til at vække ham og insistere på at nu skal han altså faktisk lige underholde mig.

Er i øvrigt også blevet færdig med Ringenes Herre, så har ikke engang mere oplagt læsestof.

1 kommentar:

  1. Kender godt følelsen. Kæreste er på mandetur i sommerhus flere gange om året, og det indebærer en del alkohol og sene nætter, så når han kommer hjem søndag eftermiddag er han altid helt flad. Det er så træls, når man nu faktisk havde glædet sig til at se ham igen og til at have lidt kærestetid sammen. Af og til har man overskud til at være overskuds-kæreste og bare diske op med reparationsburger og cola og se en lam film, andre gange er det sværere.
    Med Bean indsat i ligningen kan det være meget svært ikke at blive martyr-mor, når Kæreste sover til kl. 11 efter en spontan-fest dagen før. (Og hende er der ingen, der gider at være eller være kærester med i længden)

    SvarSlet

Vidste du, at kommentarfelter dør, hvis ingen skriver i dem? True story.