Det var så ét døgn uden Manden. Kun otte tilbage. Er lidt blank på hvad jeg skal få tiden til at gå. Og i dag var Es endda forbi og underholdt et par timer og et spil Munchkin. Jesus, altså, hvorfor skal jeg være så fesen?
Der er i virkeligheden 1000 ting jeg kunne give mig til, men i stedet hænger jeg i sofaen med en stor kop te og de der "chokolader" vi fik af Esserne, og ser Pay It Forward. En film jeg virkelig ikke burde se, med lille nye baby inde i maven. Selv uden ekstra hormonpåvirkning stortuder jeg når jeg ser den (hvis du ikke allerede har set den, så gør det)
Nåja, og så har jeg da helt glemt at fortælle at Baby har det fint. Vi var til scanning i onsdags og de kiggede på alt det de kunne og det så alt sammen helt kedeligt gennemsnitligt ud. Så nu er der bare tilbage at vente. 10 dage mere og vi når 22 uger og Baby er uomtvisteligt et barn. 24 uger og Baby har en chance for at klare sig uden for maven. 27 uger og overlevelsesraten er 90%. Ved 30 uger er vi længere end med Ronan. 34 uger, næsten samme overlevelsesrate som ved børn båret til termin. Små skridt, så når vi vel frem til sidst.
Men det er faktisk kun engang imellem jeg er bange. Det meste af tiden er det bare hyggeligt (selv klokken fire om morgenen når Baby bøvler, selvom jeg prøver at sove)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Vidste du, at kommentarfelter dør, hvis ingen skriver i dem? True story.